Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-2
<< >>

C.D.9.5.5.5 Afgift af indskud i og afkast fra en båndlagt kapital uden aktuel kapitalejer eller rentenyder

Indhold

Dette afsnit handler om de skattemæssige konsekvenser, hvis en fuldt skattepligtig person, et dødsbo, et dansk skattepligtig selskab eller fond, båndlægger kapital uden aktuel kapitalejer eller rentenyder.

Afsnittet beskriver også de skattemæssige konsekvenser, når en fuldt skattepligtig person modtager kapital fra en båndlagt kapital uden aktuel kapitalejer eller rentenyder.  

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvad er en båndlagt kapital uden aktuel kapitalejer eller rentenyder?
  • Hvornår er der sket løbende beskatning i udlandet eller her i landet af hele eller dele af afkastet?
  • Hvilke personer mv., som flytter tilbage til Danmark, og har båndlagt kapital mens de var fraflyttet, skal betale afgift?
  • Testator afgået ved døden mindre end 6 måneder inden den 3. oktober 2018
  • Hvornår skal en person, som modtager penge fra en båndlagt kapital, betale afgift?
  • Forfaldstidspunkt og meddelelsespligt
  • Betaling af afgiften
  • Historikskema.

Regel

Når en af følgende båndlægger kapital uden aktuel kapitalejer eller rentenyder, hvor der hverken i udlandet eller her i landet sker løbende beskatning af hele eller dele af afkastet, skal de betale en afgift på 20 pct. af det beløb, der båndlægges:

  • En fond mv., som er skattepligtig efter FBL (fondsbeskatningsloven) § 1
  • En fysisk person, som er skattepligtig efter KSL (kildeskatteloven) § 1
  • Et dødsbo, som er skattepligtig efter DBSL (dødsboskatteloven) § 1, stk. 2
  • Et selskab, som er skattepligtig efter SEL (selskabsskatteloven) § 1.

Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 1, 1. pkt.

Der skal kun betales afgift af den del af de årlige båndlæggelser, der overstiger 10.000 kr. Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 1, 2. pkt.

Der skal ikke betales afgift, hvis båndlæggeren eller administratoren vælger, at kapitalen beskattes efter de regler, der gælder for fonde mv. omfattet af FBL (fondsbeskatningsloven) § 1, stk. 1, nr. 4. Det er en betingelse, at meddelelse om dette valg sker ved båndlæggelsen. Når valget er meddelt til Skattestyrelsen, kan valget ikke senere ændres. Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 2.

Bestemmelserne i FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 1 og 2, finder også anvendelse i visse situationer, hvor en person m.v. tidligere har været skattepligtig til Danmark, og der genindtræder skattepligt, hvis der er foretaget båndlæggelse 5 år inden genindtræden af skattepligt. Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 3.

Der skal også i visse situationer betales afgift, når en dansk skattepligtig person modtager kapital, som hidtil har været båndlagt. Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 5.

Der skal ikke betales afgift af såkaldte gravstedskonti. Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 6.

Bestemmelsen i FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C blev indført ved lov nr. 1723 af 27. december 2018. Bestemmelsen har som udgangspunkt virkning for kapital der båndlægges den 3. oktober 2018 eller senere. Båndlæggelser der sker i overensstemmelse med testamente, hvor testator er afgået ved døden mindre end 6 måneder inden den 3. oktober 2018, er ikke omfattet af FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C. Se lov nr. 1723 af 27. december 2018 § 3, stk. 4.

Se også

  • C.D.9.1.2 Fondsbeskatningslovens skattesubjekter, hvor det beskrives, hvilke danske fonde mv. som er skattepligtige efter FBL (fondsbeskatningsloven) § 1.
  • C.F.1.1 Regel om fuld skattepligt, hvor det beskrives, hvilke personer, der er fuldt skattepligtige efter KSL (kildeskatteloven) § 1.
  • C.E.2.2.1 Dødsboers fulde skattepligt, hvor det beskrives, hvilke boer der er skattepligtige efter DBSL (dødsboskatteloven) § 1, stk. 2.
  • C.D.1.1.1.1 Hvilke selskaber og foreninger er fuldt skattepligtige mv., hvor det beskrives, hvilke selskaber der er skattepligtige efter SEL (selskabsskatteloven) § 1.
  • C.A.11.1.2 Hvordan beskattes renteindtægter? under overskriften "Gravstedskonto", hvor det beskrives, hvad en gravstedskonto er.

Hvad er en båndlagt kapital uden aktuel kapitalejer eller rentenyder?

For at en kapital kan anses for båndlagt, er det en forudsætning, at ingen kan råde over kapitalen i båndlæggelsesperioden, dvs. at der er tale om kapital, som er uigenkaldeligt udskilt fra båndlæggerens formuesfære. Hverken båndlæggeren eller andre har råderet over en formue, som er båndlagt.

Båndlagt kapital anses for at være uden aktuel kapitalejer, når kapitalen er uigenkaldeligt udskilt fra båndlæggerens formuesfære og ikke har nogen aktuel ejer, hvilket vil sige, at det er usikkert, hvem der til sin tid skal være ejer af kapitalen.

En rentenyder er en, som får afkast fra en båndlagt kapital.

Hvornår er der sket løbende beskatning i udlandet eller her i landet af hele eller dele af afkastet?

Om der anses at ske løbende beskatning eller beregnes en afgift svarende til afgiften på 20 pct. af den båndlagte kapital, beror på en konkret vurdering.

Der skal være tale om en beskatning, der kan sammenlignes med en løbende beskatning af afkastet eller en afgift, der kan sammenlignes med afgiften på 20 pct. af det modtagne beløb.   

Hvilke personer mv., som flytter tilbage til Danmark, og har båndlagt kapital mens de var fraflyttet, skal betale afgift?

Personer mv., som nævnt i FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 1, som tidligere har været omfattet af stk. 1 eller stk. 2, og som flytter tilbage til Danmark, og bliver fuldt skattepligtige, og som inden for de seneste 5 år forud for den fulde skattepligts genindtræden har båndlagt kapital som omhandlet i stk. 1, skal også betale afgift.

Indskuddet/båndlæggelsen anses i denne situationen for sket ved den fulde skattepligts genindtræden.

Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 3.

Testator afgået ved døden mindre end 6 måneder inden den 3. oktober 2018

Udgangspunktet er, at FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C har virkning for kapital der båndlægges den 3. oktober 2018 eller senere.

Båndlæggelser foretaget den 3. oktober 2018 eller senere, der sker i overensstemmelse med testamente, hvor testator er afgået ved døden mindre end 6 måneder inden den 3. oktober 2018, er dog ikke omfattet af FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C. Se § 3, stk. 4, i lov nr. 1723 af 27. december 2018.

Eksempel 1 - testator død 1. april 2018

En testator døde den 1. april 2018, og båndlæggelsen skete den 5. oktober 2018.

I den situation skal der betales afgift efter FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C.

Eksempel 2 - testator død 5. april 2018

En testator døde den 5. april 2018, og båndlæggelsen skete den 5. oktober 2018.

I den situation skal der ikke betales afgift efter FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C.

Hvornår skal en person, som modtager penge fra en båndlagt kapital, betale afgift?

Personer, som er fuldt skattepligtige efter KSL (kildeskatteloven) § 1, og modtager kapital, som hidtil har været båndlagt, og hvor afkastet i den båndlagte kapital hverken her i landet eller i udlandet har været underlagt løbende beskatning eller betalt afgift efter stk. 1, skal betale en afgift på 20 pct. af det modtagne beløb. 

Der skal kun betales afgift af den del af de årlige båndlæggelser, der overstiger 10.000 kr.

Der skal dog kun betales afgift, hvis båndlæggeren tidligere har været fuldt skattepligtig til Danmark og båndlæggelsen er sket inden for en periode på 5 år efter ophør af den fulde skattepligt.

Modtageren skal kun betales afgift af den del af det årlige modtagne beløb, der overstiger 10.000 kr.

Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 5.

Forfaldstidspunkt og meddelelsespligt

Afgiften forfalder til betaling, når båndlæggelsen foretages eller afgiftspligten i øvrigt indtræder. Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 4, 2. pkt.

Det er båndlæggeren, båndlæggerens dødsbo eller administrator, der skal betale afgiften. Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 4, 3. pkt.

Båndlæggeren, dødsboet eller administrator skal på båndlæggelsestidspunktet give meddelelse herom til Skattestyrelsen. Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 4, 1. pkt. Indtil der er udarbejdet en indberetningsløsning kan meddelelse gives via sikker mail i TastSelv Erhverv på Skattestyrelsens hjemmeside. Man bør oplyse om, hvem der betaler afgiften, almindelige data om båndlæggeren/den afgiftspligtige, data om den båndlagte kapital og vedlægge andre foreliggende dokumenter, som oplyser om den båndlagte kapital, og hvorfor der skal betales afgift. Der skal ikke give meddelelse, hvis der efter 10.000 kr.s-reglen ikke skal betales afgift.

Indtræder der skattepligt, fordi en person modtager kapital fra en båndlagt kapital, er det modtageren, som skal betale afgiften og give meddelelse til Skattestyrelsen. Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 5. 5. pkt.

Forfaldstidspunktet for betaling af afgift og afgivelse af meddelelse til Skattestyrelsen er dog tidligst den 1. februar 2019.

Betaling af afgiften

Indbetalingen skal ske til Skattestyrelsen. Betalingen af afgiften anses for rettidig, hvis den sker senest 1 måned efter at kapitalen er modtaget. Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C, stk. 4, 4. pkt.

Historikskema

Skemaet nedenfor viser FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C

Lovforslag

Dato

Lov

Ændringer og baggrund for ændringer

Hvor i loven

L 27

3. oktober 2018

1723 af 27. december 2018

Der blev indsat en ny regel FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C 

FBL (fondsbeskatningsloven) § 3 C

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.