Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKM2015.660.HR

Sagen drejede sig om skattemæssigt fradrag på tab på lån efter kursgevinstlovens dagældende § 26, stk. 4, herunder navnlig om og i hvilket omfang omkostninger til investeringsbanker kunne medregnes ved opgørelsen af gældens værdi ved påtagelsen. Der var tale om udstedelse af virksomhedsobligationer i forbindelse med et kapitalfondsopkøb.

Højesteret fastslog, at det ikke var afgørende for fradragsretten efter kursgevinstlovens dagældende § 26, stk. 4, om en finansiel virksomhed har virket som långiver eller som formidler af lån. Det afgørende var derimod, om de ydelser, som omkostningerne vedrører, kan henføres til selve gældens etablering eller indfrielse.

I den konkrete sag måtte vederlaget til investeringsbankerne anses for eller kunne sidestilles med et gebyr, en kurtage eller en stiftelsesprovision som anført i forarbejderne til kursgevinstlovens dagældende § 26, stk. 4. Der var desuden ikke grundlag for at fastslå, at der i vederlaget indgik vederlag for den form for rådgivning, som ikke var fradragsberettiget efter kursgevinstlovens dagældende § 26, stk. 4.

Vederlaget til investeringsbankerne kunne herefter henføres til selve gældens etablering, og H1 A/S fik derfor medhold i, at omkostningerne var fradragsberettigede efter kursgevinstlovens dagældende § 26, stk. 4.

Dommen ændrer SKM2014.576.ØLR.

Højesteret afviser fradragsret for rådgiverudgifter i forbindelse med et kapitalfondsopkøb.

Kapitalfondsopkøbet var foretaget gennem to danske selskaber, hvoraf det ene var stiftet til brug for opkøbet. De to selskaber havde afholdt udgifter til et antal advokater og revisorer. Herudover havde selskaberne betalt kapitalfondsforvalteren for dennes bistand i forbindelse med tilrettelæggelsen og gennemførelsen af investeringsprojektet. Selskaberne gjorde gældende, at udgifterne kunne tillægges anskaffelsessummen for et antal lån, der var optaget i forbindelse med opkøbet, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (dengang stk. 4). Subsidiært gjorde selskaberne gældende, at advokat- og revisoromkostningerne var fradragsberettigede i henhold til den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 8 J.

Højesteret fandt, at hvis rådgiverudgifterne angår bistand, som knytter sig direkte til den indgåede aftale om det lån, der optages, og til gennemførelsen af låneoptagelsen, så kan udgifterne tillægges lånets hovedstol. Sådan bistand kan alt afhængig af lånets karakter og størrelse f.eks. omfatte forhandling om og affattelse af låneaftalen, afgivelse af udtalelser om aftalens gyldighed og bindende virkning for låntager (legal opinions), samt bistand ved berigtigelse af sikkerhedsstillelse.

Derimod kan udgifter til rådgivere for bistand ved den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af lånefinansieringen, herunder afsøgning af lånemarkedet, ikke tillægges lånets anskaffelsessum efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3.

Højesteret fastslog, at det er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at de omkostninger til egne rådgivere, der ønskes medregnet i anskaffelsessummen, angår bistand af en sådan art, at de kan medregnes. Det er også skatteyderens bevisbyrde, når det gælder opdelingen af rådgiveromkostninger på bistand, der kan medregnes, og bistand, der ikke kan, i tilfælde hvor omkostningen omfatter begge elementer.

Højesteret fastslog, at udgifterne i den konkrete sag havde karakter af honorar for den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af investeringsprojektet uden den fornødne direkte tilknytning til lånet. Udgifterne kunne derfor ikke tillægges lånets hovedstol efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Det samme gælder egne rådgiveres bistand vedrørende oplysning om, dokumentation for og almen rådgivning om låntagers virksomhed, herunder due diligenceundersøgelser selv om bistanden ydes med henblik på kreditvurdering. Det er i denne forbindelse uden betydning, om långiveren i låneaftalen har betinget lånets udbetaling af, at låntageren fremlægger sådant materiale.

Videre afviste Højesteret, at der var fradragsret for advokat- og revisordelen af udgifterne efter den dagældende lovbestemmelse i ligningslovens § 8 J. Højesteret fandt, at det var kapitalfonden/kapitalfondsforvalteren, der havde etableret/udvidet sin virksomhed, og ikke de to danske selskaber.

Højesteret stadfæstede herved Østre Landsrets kendelse i SKM2011.545.ØLR. Ved denne kendelse havde landsretten fundet, at selskaberne var berettiget til fradrag for udgifterne til långivernes rådgivere, hvilke udgifter de lånende selskaber efter låneaftalerne skulle betale. Skatteministeriet havde ikke anket dette spørgsmål til Højesteret.

Højesteret fandt, at tab på tegningsretter og udgifter til et fee, der havde forbindelse med optagelse af et lån, kunne ikke var fradragsberettigede låneomkostninger efter kursgevinstloven.

Kursgevinstloven regulerer ikke den skattemæssige behandling af tegningsretter til aktier, der er omfattet af ABL (aktieavancebeskatningsloven). Lånet og tildelingen af tegningsretter måtte anses for to separate ordninger, hvis skattemæssig behandlig var reguleret af forskellige regelsæt, og datterselskabets tab vedrørende tegningsretterne kunne derfor ikke anses for kurstagb i henhold til KGL (kursgevinstloven).

Et såkaldt "back and fee" skulle bedømmes som en integreret del af tegningsretterne og derfor behandles som tegningsretterne.

Landsretsdomme

SKM2010.199.ØLR

Udgifter til konsulenthonorar ved selskabets låneoptagelse kunne ikke fratrækkes efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a eller LL (ligningsloven) § 8, stk. 3.

Da sagen verserede ved Landsskatteretten, fandt Landsskatteretten, at de pågældende udgifter ikke kunne fratrækkes som låneomkostninger i opgørelsen af gevinst og tab på gæld efter KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 2 (nugældende). Landsskatteretten lagde til grund, at det var en betingelse for, at de pågældende udgifter til konsulentydelser kunne indgå i opgørelsen efter KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 4, at de kunne henføres direkte til den pågældende låneoptagelse.

Østre Landsret fandt, at udgifterne til konsulentydelserne hverken var fradragsberettigede efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a eller LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c. Selskabets synspunkt om, at udgifterne til konsulentydelser havde karakter af kurtage, kunne ikke føre til et andet resultat. Selskabet havde i Østre Landsret frafaldet det tidligere fremførte synspunkt om, at de nævnte udgifter var fradragsberettigede efter KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 4.

De pågældende udgifter til konsulentydelser kunne hverken indgå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a og LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c eller i opgørelsen af gevinst og tab på gæld efter KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 4.

TfS 2003, 449 (VLR)

Ifølge Landsskatterettens kendelse kunne låneomkostninger vedrørende et sparekasselån optaget af selskabet ikke anses for omfattet af KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 4 (dagældende), idet der som følge af gældens stiftelse til kurs pari og dennes indfrielse til kurs pari, ikke var tale om et kurstab. Landsskatteretten havde hermed fundet, at der ikke var hjemmel til at foretage en avanceopgørelse. Pari-pari-lån blev af Landsskatteretten endvidere ikke anset for omfattet af meddelelsen om praksisændring fra Skatteministeriet (TfS 1998, 581). Selskabet havde for landsretten nedlagt påstand om fradragsret for låneomkostningerne. Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle.

Byretsdomme

>SKM2021.138.BR<

>Sagen angik, om skatteyderen var berettiget til fradrag for tab på fordringer i indkomståret 2017.Sagen angik endvidere, om et bindende svar havde betydning for fradragsretten.

Retten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at han havde en fordring omfattet af kursgevinstloven. Skatteyderen kunne ikke støtte ret på et bindende svar, da der var væsentlige faktuelle oplysninger, som ikke forelå ved afgivelsen af svaret.<

Landsskatteretskendelser

Landsskatteretten fandt, i en sag vedr. fradrag for rådgivning, at det er ubestridt, at 582.741 kr. af de bestridte udgifter vedrører rådgivning om finansiering. Rådgivning om finansiering vedrører finansiering af opkøbet

Landsskatteretten kunne ikke godkende disse udgifter fratrukket i medfør af dagældende ligningslovs § 8 J, stk. 1. Udgifterne kunne heller ikke fratrækkes som låneomkostninger, jf. Højesterets dom, gengivet i SKM2012.2.HR.

SKM2005.243.LSR

Sagen handler om periodisering af låneomkostning ved et lån i EURO. Lagerprincippet skulle anvendes for gevinst og tab på ikke-børsnoteret gæld udløst af valutakursændringer. Retten lagde til grund, realisationsprincippet skalle anvendes på gevinster og tab udløst af andre forhold.

Låneomkostninger skal fradrages i takt med lånets afvikling (realisationsprincippet), det vil sige fordeles forholdsmæssigt på de betalte afdrag.

SKM2004.389.LSR

Landsskatteretten fandt under henvisning til TfS 2003, 449, der vedrørte låneomkostninger ved pari-parilån, at et selskab ikke var berettiget til fradrag for låneomkostninger i forbindelse med oprettelsen af en kassekredit. Fradrag kunne først indrømmes på det tidspunkt, hvor kassekreditten blev endeligt indfriet.

Skatterådet og Ligningsrådet

SKM2017.109.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at et engangsbeløb til en bank på DKK 20 mio. kunne indgå ved opgørelsen af det afståede lån for indkomståret 2016.

SKM2009.53.SR

I besvarelsen af spørgsmål 6 fremgår følgende: "...Højesteret i dommene SKM2007.773.HR, SKM2007.775.HR og SKM2008.967.HR. Højesteret har fastslået, at accessoriske omkostninger kun i begrænset omfang skal indgå i avanceopgørelsen for så vidt angår aktier og tilsvarende ved opgørelse af afskrivningsgrundlaget for afskrivningsberettigede aktiver. Højesteret udtaler, at kun sådanne udgifter, der kan henføres til berigtigelse og gennemførelse af selve købet indgår i anskaffelsessummen. Det er SKATs opfattelse, at disse principper må antages også at skulle anvendes ved opgørelse af avance/tab på fordringer og gæld."

Det vil sige, at udgifter til fx advokat eller revisor skal kunne henføres direkte til gennemførelsen eller berigtigelsen af et lån eller erhvervelse af en fordring for at kunne medregnes i opgørelsen af gevinst og tab på lånet (gælden) henholdsvis fordringen efter kursgevinstloven.

SKM2006.20.LR

En variabel tillægsrente på en ejendomsobligation, der blev reguleret med den økonomiske performance af ejendomme, var omfattet af kursgevinstloven. Udsteder skulle opgøre gevinst og tab på gæld efter KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 2. Selskabet havde fradrag for den variable tillægsrente var omfattet af KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 4, mens investorernes gevinst/tab på obligationen var omfattet af KGL (kursgevinstloven) § 29, stk. 3.

Andet

SKM2004.81.TSS

Hvis lånoptagelsen og indfrielsen er sket til samme kurs, kan låneomkostninger ved stiftelse og indfrielse af lånet fradrages. Det er en betingelse, at der ikke er fradrag for disse omkostninger efter andre bestemmelser.

(Fortolkning af genoptagelsescirkulære om pari-pari lån/låneomkostninger)

TfS 1998, 581 (DEP)

Låneomkostninger, der kan indgå i opgørelsen af gevinst og tab er fx stempelafgifter, stiftelsesprovisioner mm. vedrørende lån med en løbetid på 2 år eller mere, tinglysningsafgift, advokat- og revisorudgifter, vekselomkostninger ved indfrielse af et lån i fremmed valuta samt kurtage ved salg af obligationer i forbindelse med stiftelse af et obligationslån og kurtage ved opkøb af obligationer i forbindelse med indfrielse af et obligationslån.

Omkostninger, fx kurtage ved salg og opkøb af obligationer, kan kun medregnes ved opgørelsen af gevinst og tab på gæld, hvis den skattepligtige ikke - i sin egenskab af kreditor - har medregnet omkostningen ved opgørelsen af gevinst og tab på obligationerne.

Låneomkostninger og lignende kan medregnes i anskaffelses- og afståelsessummerne, hvis omkostningerne ikke har kunnet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter andre skatteregler.