Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-2
<< >>

Hvordan opgøres gevinsten på et realkreditlån? Hvordan opgøres tabet på et realkreditlån? Hvordan beskattes der ved ekstraordinær indfrielse af et realkreditlån? Hvordan opgøres gevinsten på et obligationslån? Hvordan opgøres tabet på et obligationslån? Hvordan opgøres gevinsten på et kontantlån? Hvordan opgøres tabet på et kontantlån?

C.B.1.7.11 Realkreditlån mv.

Indhold

I dette afsnit beskrives hvordan gevinst og tab på realkreditlån mv. opgøres.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Ekstraordinær indfrielse af konverterbare realkreditlån
  • Kontantomregning af konverterbare realkreditlån
  • Gevinst og tab på obligationslån
  • Gevinst og tab på kontantlån
  • Ikrafttrædelse og senere lovændringer
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Gevinst og tab på lån ydet af realkreditinstitutter og aktieselskaber, der er omfattet af lov om et skibsfinansieringsinstitut, opgøres efter realisationsprincippet. Dette gælder både ved ordinær indfrielse og ved eller hel eller delvis ekstraordinær indfrielse.

Se KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 3.

Bemærk

Indtræden eller udtræden som solidarisk hæftende meddebitor uden en samtidig ændring af ejerforholdene til ejendommen, har betydning for realkreditlånets skattemæssige status. Anskaffelsestidspunkt og anskaffelseskurs skal kun fastlægges i forhold til debitorer, der også er ejere af den pantsatte ejendom. Gevinst og tab skal kun beskattes hos disse debitorer, fordelt på grundlag af ejerskabet af ejendommen.

Ved overtagelse af indestående realkreditlån i forbindelse med en ejendomsoverdragelse, skal lånene anses for anskaffet af køberen på dette tidspunkt og til kursen på dette tidspunkt, selv om køberen i forvejen havde status som solidarisk hæftende meddebitor.

Ekstraordinær indfrielse af konverterbare realkreditlån

Et konverterbart realkreditlån kan typisk indfries ekstraordinært på følgende måder:

  • Pari-straks indfrielse
    • Pantebrevet indfries ved, at låntager betaler et kontantprovenu, svarende til obligationsrestgælden. Herefter udtrækkes obligationerne ved en senere termin.
  • Pari opsigelse
    • Pantebrevet indfries ved, at låntager betaler et kontantprovenu svarende til obligationsrestgælden. Opsigelsen sker på en kreditortermin, og obligationerne udtrækkes umiddelbart efter, at pantebrevet er indfriet.
  • Obligationsindfrielse
    • Pantebrevet indfries ved, at låntager leverer obligationerne bag pantebrevet til realkreditinstituttet. Realkreditinstituttet annullerer obligationerne umiddelbart efter, at pantebrevet er indfriet.
  • Kontantindfrielse
    • Pantebrevet indfries ved, at låntager indbetaler et kontantbeløb svarende til kursværdien af obligationerne bag pantebrevet. Realkreditinstituttet opkøber og annullerer obligationerne i forbindelse med pantebrevets indfrielse.

Kontantomregning af konverterbare realkreditlån

Århus byret har afsagt en dom, som ændrer praksis for kontantomregning af konverterbare realkreditlån. Det har betydning for kontantomregning af overdragelsessummer, at konverterbare realkreditlån altid kan indfries til kurs 100. Se SKM2008.492.BR.

Dommen har betydning for

  • hvordan disse lån skal kontantomregnes ved opgørelse af overdragelsessummer efter ejendomsavancebeskatningsloven og afskrivningsloven
  • opgørelse af gevinst og tab på konverterbare realkreditlån efter realisationsprincippet i KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 3.

Gevinst og tab på konverterbare realkreditlån skal opgøres således, at

  • kursværdien af obligationsrestgælden på overtagelses- eller indfrielsestidspunktet ansættes til højest kurs 100 med tillæg af en eventuel differencerente frem til næste indfrielsestermin.

Gevinst og tab på obligationslån

Obligationslån er et lån med fast rente i hele lånets løbetid. Lånet bliver udbetalt i obligationer. Det kontante låneprovenue vil derfor afhænge af kursen på obligationerne på salgstidspunktet, men kursen vil ikke påvirke obligationslånets ydelse.

Gevinst og tab på obligationslån opgøres på grundlag af

  • den nominelle obligationsrestgæld og forskellen i kursen på henholdsvis
    • optagelses- eller overtagelsestidspunktet og
    • indfrielsestidspunktet

hvis lånet er optaget af debitor anvendes udbetalingskursen.

Hvis lånet er overtaget af debitor, anvendes kursen på det tidspunkt, hvor der er indgået en endelig og bindende aftale om overdragelse af den faste ejendom. Vilkårene for gældsovertagelsen er endeligt fastsat på dette tidspunkt. En endelig og bindende aftale vil typisk foreligge, når der er indgået en købsaftale (datoen for sidste underskrift).

Ordinær indfrielse

Ved ordinær indfrielse opgøres den samlede gevinst og det samlede tab som

  • den nominelle obligationsrestgæld på optagelsestidspunktet x forskellen mellem
    • pari og
    • obligationskursen på optagelsestidspunktet.

Gevinst og tab på afdrag opgøres som afdraget x forholdet mellem

  • den samlede gevinst eller det samlede tab og
  • den nominelle obligationsrestgæld på optagelsestidspunktet.

Ordinær indfrielse efter en gældsovertagelse

Ved ordinær indfrielse efter en gældsovertagelse opgøres den samlede gevinst og det samlede tab som

  • den nominelle obligationsrestgæld på overtagelsestidspunktet x forskellen mellem
    • pari og
    • kurs 100 + differencerente på overtagelsestidspunktet.

Gevinst og tab på afdrag opgøres som afdraget x forholdet mellem den samlede gevinst/det samlede tab og den nominelle obligationsrestgæld på overtagelsestidspunktet.

Eksempel

Ordinær indfrielse efter en gældsovertagelse:

Hvis der på overtagelsestids-
punktet er en obligations-
restgæld på ...

Så er den samlede gevinst...

Nominel: 150.000 kr.

Kurs: 100.

Differencerente: 2

150.000 kr. x 0,02 = 3.000 kr.

Den samlede gevinst realiseres i takt med betalingen af de ordinære afdrag.

Hel eller delvis ekstraordinær indfrielse

Ved hel eller delvis ekstraordinær indfrielse opgøres gevinsten og tab som

  • den nominelle værdi på indfrielsestidspunktet af den del af obligationsrestgælden, der indfries x forskellen mellem
    • udbetalingskursen (eller kursen ved en eventuel gældsovertagelse) og
    • indfrielseskursen.

Eksempel

Hel, ekstraordinær indfrielse, hvor debitor selv har optaget lånet:

Hvis debitor på optagelsestids-
punktet selv har optaget et obligationslån ...

... som på indfrielsestids-
punktet har restgæld

Så er den samlede gevinst   

Nominel: 100.000 kr.

Kurs: 90.

Kursværdi: 90.000 kr.

Nominel: 88.000 kr.

Kurs: 80

Kursværdi: 70.400 kr.

88.000 kr. x 0,1 = 8.800 kr.

 

Se også

Se også LV Erhvervsdrivende 2011-1 afsnit E.C.1.2.1 om kontantomregning.

Gevinst og tab på kontantlån

Kontantlån er kendetegnet ved, at kursværdien af de solgte obligationer altid skal være lig med lånets hovedstol. Udbetalingskursen på obligationerne vil derfor ikke påvirke lånets hovedstol, men derimod mængden af obligationer, der skal sælges og dermed ydelsen på lånet.

Gevinst og tab på kontantlån opgøres på grundlag af

  • den del af restgælden, der bortfalder, og
  • forskellen i kursen ved
    • optagelsen eller overtagelsen og
    • indfrielsen. Se TfS 1996, 886 (DEP).

Gevinst og tab opgøres som forskellen mellem

  • kursværdien af den del af restgælden, der bortfalder, opgjort med kursen på optagelses- eller overtagelsestidspunktet, og
  • det betalte beløb (afdrag).

Ved kursværdien af restgælden forstås det beløb, som pantebrevet kan indfries til. Restgældens kursværdi kan derfor kun sættes til kursværdien af obligationsrestgælden i det omfang, indfrielsesbeløbet opgøres til et beløb svarende til kursværdien af obligationsrestgælden.

Da opgørelsen af gevinst og tab skal ske på grundlag af det af realkreditinstituttet opgjorte indfrielsesbeløb, er det i forhold til opgørelsen af gevinst og tab uden betydning, på hvilken måde og til hvilken pris debitor har tilvejebragt indfrielsesbeløbet. Dette gælder også, hvor indfrielsen sker ved indlevering af obligationer, som debitor har anskaffet uden realkreditinstituttets medvirken.

Debitor har optaget lånet

Ved ordinær indfrielse er der ikke gevinst eller tab, da pantebrevet ved kontantlån altid har kurs 100 ved stiftelsen.

Ved hel, ekstraordinær indfrielse opgøres gevinst og tab som forskellen - på indfrielsestidspunktet - mellem

  • restgælden, og
  • det ekstraordinære afdrag.

Eksempel:

Hel, ekstraordinær indfrielse, hvor debitor selv har optaget lånet:

Ved udtrykket "kurs" forstås forholdet mellem kursværdien af restgælden og den nominelle restgæld. Pantebrevskursen skal beregnes med to decimaler og afrunding sker efter de almindelige afrundingsprincipper.

Ved delvis, ekstraordinær indfrielse opgøres gevinst og tab som forskellen mellem nedsættelsen af restgælden og det ekstraordinære afdrag.

Hvis debitor på optagelsestids-
punktet selv har optaget et kontantlån ...

... som på indfrielsestids-
punktet har restgæld

Så er den samlede gevinst  

Restgæld: 90.000 kr.

Nominel:80.000 kr.

Kurs:87

Kursværdi 69.600 kr.

80.000 kr.

- 69.600 kr.

10.400 kr.

Debitor har overtaget lånet

Ved ordinær indfrielse opgøres den samlede gevinst eller det samlede tab som forskellen mellem

  • kursværdien af restgælden på overtagelsestidspunktet, og
  • samtlige efterfølgende afdrag (= den nominelle restgæld på overtagelsestidspunktet).

Gevinst og tab pr. afdrag opgøres som

  • afdraget x forholdet mellem
    • det nævnte forskelsbeløb og
    • den nominelle restgæld på overtagelsestidspunktet.

Eksempel

Ordinær indfrielse efter en gældsovertagelse.

Hvis debitor har overtaget kontantlån ...

... som indfris ordinært

Så er den samlede gevinst  

På overtagelsestidspunktet:

Restgæld: 85.000 kr.

Kurs: 86

Kursværdi: 73.100 kr.

Restgæld:

Nominel:85.000 kr.

Kurs:104

Kursværdi 88.400 kr.

88.400 kr.

- 85.000 kr.

3.400 kr.

Den samlede gevinst på 3.400 kr. realiseres i takt med betaling af de ordinære afdrag.

Hel ekstraordinær indfrielse

Ved hel, ekstraordinær indfrielse opgøres gevinst og tabet som forskellen mellem

  • kursværdien af restgælden på indfrielsestidspunktet opgjort med kursen på overtagelsestidspunktet, og
  • det ekstraordinære afdrag.

Eksempel

Hel, ekstraordinær indfrielse efter en gældsovertagelse.

De efterfølgende ordinære afdrag er 5.000 kr.       

Ved udtrykket "kurs" forstås forholdet mellem kursværdien af restgælden og den nominelle restgæld. Pantebrevskursen skal beregnes med to decimaler og afrunding sker efter de almindelige afrundingsprincipper.

 

Hvis debitor har overtaget kontantlån ...

... som indfris ekstraordinært

Så er den samlede gevinst  

Restgæld:

Nominelt: 85.000 kr.

Kurs: 86

Kursværdi: 73.100.

Nominel:80.000 kr.

Kurs:81

Kursværdi 64.800 kr.

80.000 kr. x 0,86 = 68.800 kr.

- 64.800 kr.

 = 4.000 kr.

 

Ved delvis, ekstraordinær indfrielse efter en gældsovertagelse

Ved delvis, ekstraordinær indfrielse efter en gældsovertagelse opgøres gevinst og tab som forskellen mellem på den ene side nedsættelsen af kursværdien af restgælden på indfrielsestidspunktet opgjort med kursen på overtagelsestidspunktet og på den anden side det ekstraordinære afdrag.

Bemærk

Kurstab ved indfrielse af kontantlån, der er optaget i realkreditinstitutter før den 19. maj 1993, skal under visse betingelser indgå ved opgørelsen af kapitalindkomsten (som en negativ post). Se lov nr. 423 af 25. juni 1993 (LL (ligningsloven) § 6 ).

Ikrafttrædelse og senere lovændringer

Se afsnit C.B.1.7.2 om ikrafttrædelse og senere lovændringer om KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 3.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Byretsdomme

SKM2008.492.BR

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i en sag om opgørelse af den skattepligtige gevinst ved salg af en fast ejendom. Ved ligningen var kursen for et pantebrev sat til børskursen eller kurs103,99. Pantebrevet kunne indfries til kurs pari. Ved forliget tiltrådte skatteministeriet, at kursen blev sat til kurs pari med tillæg af differencerente eller kurs 100,71.

Det har betydning for kontantomregning, at konverterbare realkreditlån altid kan indfries til kurs pari.

 

Andet

SKM2008.788.SKAT

Genoptagelsesmeddelelse vedrørende SKM2008.492.BR.

 

SKM2008.583.DEP

Skatteministeriets beslutning indebærer en ændring af retningslinierne for kontantomregning af overdragelsessummer. Dette gælder både for kontantomregning efter ejendomsavancebeskatningsloven og efter afskrivningsloven. Ændringen betyder, at obligationsbaserede realkreditlån, der er konverterbare, ved kontantomregning højest kan ansættes til kurs 100 med tillæg af en eventuel differencerente frem til næste indfrielsestermin.

TfS 1996, 886 (DEP)

Med virkning fra den 1/1 1997 ændres princippet for opgørelse af gevinst og tab ved indfrielse af kontantlån.

Ved fastsættelse af gældens værdi ved optagelsen/overtagelsen skal der tages udgangspunkt i pantebrevsrestgælden.

 

.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.