Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-2
<< >>

Kan man lade sig repræsentere af en anden i en skattesag?

A.A.7.4.2.1 En parts mulighed for at lade sig repræsentere eller bistå af andre

Indhold

Dette afsnit handler om Skatteforvaltningens henvendelser om en sag og dens afgørelse, når en borger eller virksomhed er repræsenteret ved en anden.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Undtagelse
  • Hvem kan repræsentere eller bistå en part?
  • Særligt for told
  • Retsvirkningen af repræsentation
  • Dækning af omkostninger ved repræsentation
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
  • Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Hovedregel

At være part i en sag hos en offentlig myndighed kan ofte være krævende både økonomisk og personligt. På den baggrund har man som part i en sag hos en offentlig myndighed ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre. Dette kan eksempelvis være en advokat, revisor eller lægmand.

At lade sig repræsentere i en sag hos en myndighed kan ske på flere måder. Partsrepræsentanten kan eksempelvis træde i partens sted således, at myndigheden retter direkte henvendelse til denne. Herudover kan en repræsentant også fungere som bisidder, hvor denne eksempelvis deltager sammen med parten i møder med myndigheden.

Retten til partsrepræsentation fremgår af FVL § 8. Bestemmelsen finder udelukkende anvendelse i sager, hvor der bliver truffet en afgørelse. Bestemmelsen er dog udtryk for et almindeligt princip om, at man almindeligvis kan lade sig repræsentere eller bistå.

Undtagelse

Er en borger eller en virksomhed repræsenteret ved en anden, er Skatteforvaltningen som udgangspunkt forpligtet til at korrespondere med partsrepræsentanten. Ligeledes er Skatteforvaltningen som udgangspunkt berettiget til udelukkende at korrespondere med partsrepræsentanten, herunder fx om sagens afgørelse, med bindende virkning for parten. Skatteforvaltningen er dog berettiget til at sende en kopi af en afgørelse og eventuel brevveksling i sagen til parten, medmindre parten frabeder sig dette.

Partens ret til at lade sig repræsentere gælder ikke, hvis denne ret må vige af hensyn til offentlige eller private interesser, herunder i særlige tilfælde parten selv. Se FVL § 8, stk. 2.

Der bør kun i ganske særlige tilfælde nægtes en part adgang til at lade sig repræsentere eller bistå af andre under sagens behandling.

Hvem kan repræsentere eller bistå en part?

Der er ikke fastsat regler om, hvem der kan repræsentere eller bistå en part.

Parten kan derfor lade sig repræsentere eller bistå af såvel sagkyndige - fx af en advokat eller revisor - som af andre. Af hensyn til et eventuelt straf- eller erstatningsansvar vil det dog normalt kunne kræves, at den, der repræsenterer en part, er myndig. Mindreårige, der har den fornødne modenhed, kan derimod godt bistå en part.

Eksempel

Et barn kan derfor bistå sine forældre som tolk.

Særligt for told

Se nærmere A.A.7.4.2.3 Toldrepræsentant om toldrepræsentant.

Retsvirkninger af repræsentation

Når en part har valgt at lade sig repræsentere af en anden, træder partsrepræsentanten i partens sted og har dermed alle partens rettigheder og forpligtelser.

Der er i en række tilfælde fastsat regler om, at forslag til afgørelse og afgørelsen i alle tilfælde skal sendes til både repræsentanten og parten:

  • Landsskatteretten. Se BEK. nr. 1428 af 13. december 2013 om forretningsordenerne for Landsskatteretten § 14.
  • Skatterådet. Se BEK nr. 1035 af 25. oktober 2005 af forretningsordenen for Skatterådet § 13. 
  • Skatteankenævn, vurderingsankenævn samt motorankenævn. Se BEK nr. 1515 af 13. december 2013 om forretningsorden for skatteankenævn, vurderingsankenævn, skatte- og vurderingsankenævn samt motorankenævn § 15.  
  • Skatteankestyrelsen. Se BEK nr. 1516 af 13. december 2013 om Skatteankestyrelsen § 18.

 Se A.A.7.4.8 Meddelelse om afgørelse om meddelelse om afgørelse.

Dækning af omkostninger ved repræsentation

Omkostninger ved eventuel sagkyndig bistand er myndighederne uvedkommende.

Det gælder dog ikke i tilfælde, hvor

  • myndighederne efter almindelige erstatningsregler er forpligtet til at dække udgifterne, eller

Se også

Kapitel A.A.13 Omkostningsgodtgørelse i forbindelse med klagesager om omkostningsgodtgørelse.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretten

SKM2015.403.ØLR

Ansøgning fra de pågældende borgere var rejst af de pågældende borgeres repræsentant, med hvem de måtte identificeres.

Byretten

SKM2015.107.BR

Retten fandt, at det måtte anses for groft uagtsomt, at momsen var fratrukket, hvorfor SKAT havde været berettiget til at ændre momsangivelserne efter udløbet af ordinær frist, se SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3. Det forhold at borgeren havde overladt regnskabsarbejdet til sin revisor, der på borgerens vegne havde foretaget de angivne fradrag, fandt retten ikke kunne føre til en anden vurdering. 

 

 

Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

FOB 2016-1

Ombudsmanden udtalte, at når en række digitale selvbetjeningssystemer ikke gav mulighed for at benytte retten efter FVL § 8 til at lade sig repræsentere af andre, skulle det være muligt at bruge en ikke-digital fuldmagtsløsning i stedet.

Desuden havde de ansvarlige myndigheder vejledningspligt herom.

Det viste sig, at det ikke var muligt for myndigheden at tilbyde en ikke-digital løsning, og at den ikke levede op til FVL§ 8, fordi digitale meddelelser til de uddannelsessøgende ikke kunne omdirigeres til partsrepræsentantens digitale postkasse. 

Senere blev der etableret en digital fuldmagtsløsning i de to selvbetjeningssystemer.

Myndigheden oplyste, at en kommende ændring i den digitale fuldmagtsløsning ville gøre det muligt at sende meddelelser til partsrepræsentantens digitale postkasse.

Da ombudsmanden måtte forstå, at myndighederne ville give mulighed for ikke-digital partsrepræsentation i tilfælde, hvor uddannelsessøgende ønskede en mere "skræddersyet" fuldmagt end de to fuldmagtstyper, som den digitale fuldmagtsløsning i systemet gav mulighed for, meddelte ombudsmanden myndighederne, at han ikke foretog sig yderligere.

Ombudsmanden kritiserede dog bl.a det langvarige forløb, og at det tilsyneladende havde voldt myndighederne store vanskeligheder at nå til en forsvarlig afklaring af muligheden for partsrepræsentation.

 

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.