A.A.11.2.3 Bilag til skønstemaet

 Indhold

Dette afsnit handler om, hvilke bilag, der kan udleveres til skønsmanden.

Afsnittet indeholder:

• Generelt om fremgangsmåden
• Kriterier for vurderingen
• Utilbørlig påvirkning af skønsmanden
• Ensidigt indhentede vurderinger/erklæringer
• Bilagenes relevans
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Generelt om fremgangsmåden

Forinden spørgsmålene i syns- og skønssagen bliver sendt til skønsmanden, vil parterne i sagen forsøge at opnå enighed om, hvilke bilag der skal sendes med. Det vil typisk være bilag, der indeholder oplysninger om faktiske forhold, som en af parterne finder kan have betydning for skønsmandens mulighed for at besvare de stillede spørgsmål. Kan parterne ikke blive enige om, hvilke bilag der skal sendes med, træffer retten afgørelse herom.

Rettens afgørelse kan kæres til landsretten.

Kriterier for vurderingen

Udgangspunktet er, at skønsmanden skal have det bedst mulige grundlag for at besvare de stillede spørgsmål så korrekt og fyldestgørende som muligt. Domstolene er derfor tilbageholdende med at afvise bilag, som en part ønsker at fremlægge for skønsmanden.

Domstolene har i flere afgørelser udtalt, at alle bilag, der indgår i sagen (skattesagen eller retssagen) som udgangspunkt kan udleveres til skønsmanden.

Domstolene har fraveget udgangspunktet om, at samtlige sagens bilag kan udleveres i tilfælde, hvor der er risiko for, at bilagene kan påvirke skønsmanden utilbørligt, eller hvor bilaget er fremskaffet under omstændigheder, som retten finder kritisabel. Derudover har domstolene i en række afgørelser afskåret fremlæggelse af bilag, der ikke kunne antages at have betydning for skønsmandens mulighed for at besvare de stillede spørgsmål

Der findes en omfattende retspraksis vedrørende spørgsmålet om hvilke bilag, der kan fremlægges for skønsmanden.

Domstolene har ved afgørelserne bl.a. lagt vægt på, om bilagenes faktiske oplysninger kunne fremskaffes på anden vis. Domstolene har ved afgørelserne også lagt vægt på, hvor stor/nærliggende risikoen for utilbørlig påvirkning af skønsmanden har været, og hvilken betydning bilagets fremlæggelse måtte antages at have for skønsmandens mulighed for at besvare spørgsmålene.

I SKM2016.429.BR drejer det sig om at SKAT havde forhøjet en skatteyder med fratrukket underskud ved drift af landbrugsejendom (udlejning af bygninger), drift af maskinstation og drift af dyrehold.

Der blev afholdt et syn og skøn til vurdering her af. I fortsættelse af den afgivne skønserklæring, ønskede SKAT, at stille supplerende spørgsmål da skønsmanden, som han ellers var anmodet om, ikke havde taget hensyn til en evt. driftsherreløn ved driften af maskinstationen.

SKAT ønskede i den forbindelse, at der blev indhentet en udtalelse fra brancheorganisationen G1 om hvad driftsherrelønnen i en maskinstation som skatteyderen drev, kunne udgøre. SKAT ønskede, at fremlægge denne udtalelse for den udmeldte skønsmand således, at denne kunne tage udtalelsen med i sine overvejelser.

Skatteyderens advokat gjorde gældende, at dette ikke kunne tillades, da der var tale om forsøg på utilbørlig påvirkning af skønsmanden og, at der var tale om overflødig bevisførelse jf. retsplejelovens § 341.

Advokaten gjorde her ud over gældende, at den udmeldte skønsmand i kraft af sin udmeldelse til besvarelse af skønstemaet hvor der bl.a. var stillet spørgsmål der indeholdte fastsættelsen af en driftsherreløn - hvilket skønsmanden imidlertid ikke havde svaret på - måtte anses for, at være faglig kompetent til, at besvare et spørgsmål om hvad driftsherrelønnen i den pågældende maskinstation kunne udgøre.

SKAT gjorde gældende, at det supplerende spørgsmål om driftsherrelønnen i maskinstationen var formuleret som et åbent spørgsmål, og at skønsmanden i sin besvarelse ikke var forpligtiget til, at lægge brancheorganisationens udtalelse til grund, men selvstændig og frit kunne foretage sit skøn.

Retten tillod ikke, at der kunne indhentes en udtalelse fra brancheorganisationen, da det ikke kunne anses for, at være af afgørende betydning for sagens afgørelse, at der blev fremlagt en sådan udtalelse, og at det måtte anses for overflødig bevisførelse der jf. retsplejelovens § 341 ikke kunne tillades .

De trufne afgørelser er i høj grad konkrete.

Eksempel 1: Bilag om sammenligningslejemål tilladt

Retten behandlede en sag, der vedrørte regulering af leje i erhvervslejemål. Der opstod uenighed mellem parterne om, hvorvidt skønsmanden skulle have udleveret bilag vedrørende sammenligningslejemål. Retten udtalte at udgangspunktet ved syn og skøn er, at skønsmanden skal have udleveret samtlige sagens akter. Retten henviste til, at skønsmanden måtte formodes at være i stand til at vurdere lødigheden af materialet, og at der ikke i øvrigt var oplyst sådanne særlige omstændigheder, som undtagelsesvist kunne føre til et andet resultat end udlevering. Bilagene kunne derfor fremlægges for skønsmanden. Se UfR2006.2972.ØL.

Eksempel 2: Bilag med faglig vurdering tilladt

En skønsmand skulle udtale sig om nogle reparationer udført på en traktor. Rekvirenten ønskede i den forbindelse at fremlægge en sagkyndig udtalelse, der efter det oplyste var indhentet af rekvirenten efter aftale med modparten. Landsretten udtalte, at det er udgangspunktet, at en skønsmand skal have kendskab til alle bilagene i en sag. Selv om udtalelsen indeholdt en faglig vurdering af samme forhold, som  skønsforretningen vedrørte fandt retten - under disse omstændigheder - ikke anledning til at fravige dette udgangspunkt. Skønsmanden skulle derfor have udleveret samtlige sagens bilag. Retten synes med sin henvisning til "disse omstændigheder" at have lagt vægt på, at udtalelsen tilsyneladende var indhentet efter aftale mellem parterne. Se UfR2001.2113/1VL.

Eksempel 3: 2 "sagkyndige erklæringer" blev tilladt fremlagt.

I sagen ønskede rekvirenten fremlagt 2 kortfattede mails fra dels en ejendomsmægler og en kreditforening. Disse mails indeholdte ingen faktuelle oplysninger om ejendommen med alene en udtalelse om værdien af ejendommen. Sagen drejede sig om værdien af ejendommen. Byretten tillod ikke de 2 mails fremlagt, mens landsretten under henvisning til at det ikke på forhånd kunne afvises, at de var uden betydning for sagen og at de ikke kunne påvirke besvarelsen på utilbørlig måde, tillod de 2 mails fremlagt. Se SKM2014.336.ØLR

Utilbørlig påvirkning af skønsmanden

Bilag, som en part ønsker at forelægge for skønsmanden, skal som udgangspunkt være neutrale og ikke forsøge at påvirke skønsmanden på en utilbørlig måde.

Der opstår sjældent uenighed om, hvorvidt parternes indlæg i skattesagen (afgørelse, sagsfremstilling og skatteyders klage) skal fremlægges. I nogle tilfælde bliver der opnået enighed om ikke at fremlægge parternes indlæg og i andre at fremlægge begge parters indlæg. Det afgørende er i den forbindelse, at begge parters synspunkter er ligeligt repræsenteret, så man undgår risikoen for en utilbørlig påvirkning af skønsmanden.

Eksempel 1: Skatteforvaltningens sagsfremstilling blev ikke tilladt som bilag

I en sag bestemte retten bl.a., at den sagsfremstilling som skatteforvaltningen havde udarbejdet til brug for sin afgørelse ikke kunne fremlægges. Som begrundelse herfor anførte retten, at bilaget indeholdt bemærkninger af procederende karakter og i øvrigt oplysninger uden relevans for skønsmanden. Se TfS2008.107.BR.

Eksempel 2: Bilag med bemærkninger af procederende karakter blev ikke tilladt

Retten afviste bilag, der indeholdt bemærkninger af procederende karakter. Se SKM2007.549.BR.

Eksempel 3: Tidligere skønserklæring blev ikke tilladt, da der var risiko for påvirkning af skønsmanden

Efter en handel med en fast ejendom blev der konstateret problemer med tagkonstruktionen. Køber klagede i den forbindelse til Ankenævnet for Huseftersyn over en tilstandsrapport. Under Ankenævnets behandling af sagen blev der afholdt syn skøn. Ankenævnet afviste imidlertid klagesagen, og køber rejste herefter krav mod sælger af ejendommen. Der blev i den forbindelse på ny udmeldt syn og skøn. Køber ønskede at forelægge den tidligere udarbejdede syns- og skønserklæring for syns- og skønsmanden, hvilket sælger protesterede imod. Retten udtalte, at udgangspunktet er, at en syns- og skønsmand får kendskab til alle retssagens bilag. Da erklæringen imidlertid kunne befrygtes på uheldig måde at ville påvirke syns- og skønsmanden, kunne den ikke fremlægges i sagen. Se UfR2004.2856.ØL.

Ensidigt indhentede vurderinger/erklæringer 

I modsætning til den tidligere retstilstand er der i retsplejelovens § 209a nu mulighed for, at parterne i borgerlige sager med rettens tilladelse kan vælge at supplere eller erstatte bevisførelse i form af syn og skøn med sagkyndige erklæringer, som parterne hver især indhenter, efter at retssagen er anlagt. Der kan derfor fremlægges ensidig indhentede vurderinger og erklæringer dog med de forbehold der anføres nedenfor.

Det er en forudsætning for, at syn og skøn kan erstattes af eller suppleres med ensidigt indhentede erklæringer, at parterne er enige om det, idet det herved er forudsat, at udtrykket "parternes fælles anmodning" også omfatter tilfælde, hvor parterne forud for retssagen bindende har aftalt, at de ved en eventuel retstvist mellem dem (med rettens tilladelse) skal kunne anvende ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer i stedet for eller som supplement til syn og skøn.

Hvis der er der mere end to parter i sagen, og vil det pågældende bevistema alene kunne berøre retsstillingen for nogle af parterne, er det kun disse parter der behøver, at være enige om at anmode om tilladelse til at bruge ensidigt indhentede erklæringer mv.

Bestemmelsen er tiltænkt de tilfælde, hvor der er rimelig grund til at antage, at forskellige skønsmænd ville kunne konkludere væsentligt forskelligt på grund af forskellige faglige tilgange, som hver især er anerkendte inden for det pågældende fagområde, og hvor parterne finder, at sagen (på grund af dens værdi eller videregående betydning) kan "bære" den fordyrelse, det typisk vil indebære, at der indhentes mere end én sagkyndig erklæring om det samme spørgsmål.

Ved rettens vurdering af, om tilladelse bør gives, må der lægges meget betydelig vægt på parternes enighed, og selv om retten eventuelt forudser, at man reelt kan blive tvunget til at afgøre sagen ud fra bevisbyrderegler, kan retten kun opfordre parterne til (også) at tilvejebringe syn og skøn, jf. herved retsplejelovens § 339, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse angår sagkyndige erklæringer, der indholdsmæssigt svarer til syn og skøn, dvs. som indebærer en besigtigelse og/eller beskrivelse samt vurdering af et konkret faktisk forhold, som er genstand for bevisførelse under sagen.

Bestemmelsen angår således ikke sagkyndige erklæringer af generel karakter, der afgives uden konkret undersøgelse af genstande eller personer, men på grundlag af foreliggende almen viden. Som eksempler herpå kan nævnes erklæringer/responsa fra brancheorganisationer om handelspraksis eller kutymer på et bestemt område eller fra et teknisk institut eller lignende om generelle tekniske forhold.

Det er forudsat, at den foreslåede bestemmelse heller ikke berører indhentelse og brug af sagkyndige erklæringer, der har et særligt lovmæssigt grundlag og ikke kan anses som ensidigt indhentede erklæringer som dette udtryk anvendes i civilprocessen.

Kriteriet "forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter" indebærer i øvrigt ikke anden begrænsning, end at juridiske responsa om dansk ret falder uden for. Sådanne erklæringer om den juridiske bedømmelse af visse forhold kan inddrages til brug for den juridiske argumentation, men ikke i sagen i øvrigt, jf. den nye regel i retsplejelovens § 341 a, stk. 2.

Når retten har givet tilladelse til at fravælge eller supplere syn og skøn, kan parterne indhente og fremlægge skriftlige erklæringer fra sagkyndige, som de selv udpeger. Parterne kan naturligvis give hinanden indflydelse på de spørgsmål, der stilles til den sagkyndige, for derved at søge at styrke erklæringens bevismæssige værdi, men parterne er ikke forpligtet hertil.

Der skal altid indhentes en skriftlig erklæring, og det vil således - ligesom ved syn og skøn i borgerlige sager - ikke være muligt at afhøre en sagkyndig i retten, uden at den pågældende først har udarbejdet en skriftlig erklæring.

Det er desuden i retsplejelovens § 209a i stk. 3 bestemt, at Domstolsstyrelsen (i lighed med, hvad der gælder ved syn og skøn, jf. retsplejelovens § 204, stk. 3 fastsætte regler om, at sagkyndige erklæringer som nævnt i stk. 1 skal afgives på særlige blanketter og at erklæringen skal fremsendes til retten i et særligt format, herunder digitalt.

Det fremgår af retsplejelovens § 316, at som sagsomkostninger erstattes de udgifter, der har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse.

Det fremgår desuden af retsplejelovens § 209a, at sagens parter hver især skal bære egne honoraromkostninger mv. til ensidigt udpegede sagkyndige i tilfælde, hvor parterne i henhold til retsplejelovens § 209a med rettens tilladelse har valgt at supplere eller erstatte syn og skøn om sagens bevisspørgsmål med ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer/egne sagkyndige vidner.

Reglen indebærer, at parterne i disse særlige tilfælde selv må betale for den sagkyndige bistand, de har valgt at indhente, uden hensyn til, hvem der vinder sagen.

Desuden er der indført en nydannelse i retsplejelovens § 341a, der - sammen med retsplejelovens § 209a -  regulerer spørgsmålet om parters adgang til at fremlægge ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om konkrete faktiske forhold mv. til brug for bevisførelsen og fremlæggelse af juridiske responsa mv. om dansk ret til brug for den juridiske argumentation.

Reglen fastsætter, at ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om konkrete tekniske, økonomiske eller lignende forhold som udgangspunkt kan fremlægges til brug for bevisførelsen, hvis erklæringen er indhentet, før retssagen blev anlagt, dvs. før indgivelse af stævning, jf. retsplejelovens 209a, stk. 1, 1. pkt.

Det er ikke en betingelse, at der er begæret eller udmeldt syn og skøn efter reglerne herom. I praksis vil der dog normalt være tale om, at sådanne erklæringer fremlægges som grundlag for en syn- og skønsforretning, eventuelt begæret af modparten.

Som modvægt til denne mulighed er der i retsplejelovens § 209a, stk. 1, 2. pkt., indført en regel om, at modparten i disse tilfælde, hvor den anden part fremlægger en ensidigt indhentet erklæring, som er fremskaffet før sagsanlægget, kan fremlægge en ensidigt indhentet "moderklæring", dvs. en erklæring om de samme forhold, selv om det først har været muligt at indhente moderklæringen efter sagsanlægget.

Adgangen til at fremlægge en “moderklæring" er ikke begrænset til tilfælde, hvor der skal foretages syn og skøn, men gælder generelt i tilfælde, hvor modparten er blevet bekendt med den ensidigt indhentede erklæring så sent, at der ikke har været mulighed for at indhente “moderklæringen" før sagsanlægget, eller hvor det i øvrigt helt indtil sagsanlægget har fremstået så uvist for modparten, om stævning ville blive indgivet, at det ville være urimeligt at lægge vægt på, at modparten rent tidsmæssigt kunne have nået at indhente “moderklæringen" før sagsanlægget.

I øvrigt må parterne gå frem efter reglerne om syn og skøn, når sagen er anlagt, medmindre de er enige om at bruge reglen i retsplejelovens § 341a til med rettens tilladelse at supplere eller erstatte syn og skøn med fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer, jf. herved også retsplejelovens § 209a.

Bestemmelsen angår ikke sagkyndige erklæringer af generel karakter, der afgives uden konkret undersøgelse af genstande eller personer, men på grundlag af foreliggende almen viden, herunder f.eks. responsa fra brancheorganisationer om handelspraksis eller kutymer på et bestemt område eller erklæringer fra et teknisk institut eller lignende om generelle tekniske forhold. Bestemmelsen angår heller ikke rene faktumgengivelser som f.eks. et kort eller rids over et omstridt byggeprojekts placering i forhold til andre bygninger.

Bestemmelsen angår kun ensidigt indhentede erklæringer, dvs. erklæringer, som er indhentet uden at inddrage modparten og eventuelt retten.

Det er uden betydning, hvem der har afgivet erklæringen.

Anvendelsen af kriteriet "forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter" i stk. 1 indebærer alene en afgrænsning over for juridiske responsa om dansk ret, jf. retsplejelovens § 341a, stk.2. Der kan derfor være tale om erklæringer om ethvert faktisk forhold, som sagen angår, og bestemmelsen omfatter dermed f.eks. lægeerklæringer, erklæringer fra tekniske rådgivere og økonomiske analyser, eksempelvis om prisniveauer eller markedsmæssige konsekvenser af visse dispositioner.

Reglen i retsplejelovens § 341a stk. 1 medfører, at det ikke er til hinder for at fremlægge en ensidigt indhentet sagkyndig erklæring, at dens bevisværdi ofte kan være ret begrænset netop på grund af, at den er ensidigt indhentet.

En part kan således som udgangspunkt fremlægge alt, som har dannet baggrund for sagsanlægget eller den nedlagte påstand, men i overensstemmelse med retspraksis foreslås det, at retten dog kan nægte fremlæggelse af de omhandlede erklæringer og "moderklæringer", hvis erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at fravige det klare udgangspunkt. Retten må afgøre konkret, om dette er tilfældet.

Erklæringens indhold vil navnlig tale imod fremlæggelse, hvis indholdet er klart irrelevant for sagen.

Derimod vil det være uden betydning, at erklæringens indhold ikke kun er "teknisk", men også omfatter en vurdering (et skøn). Det vil også være uden betydning, at erklæringen angår de samme forhold, som et udmeldt syn og skøn skal dreje sig om.

Omstændighederne ved erklæringens tilblivelse vil f.eks. tale imod fremlæggelse, hvis erklæringen må anses for at være faktuelt eller videnskabeligt uvederhæftig eller lignende ("bestillingsarbejde"), således at den er helt uden bevismæssig værdi.

Selve det forhold i sig selv, at der er en nær tidsmæssig sammenhæng mellem partens modtagelse af den sagkyndige erklæring og sagsanlægget, er uden betydning, idet det netop er karakteristisk for indhentelse af sagkyndige erklæringer som led i forberedelsen af et sagsanlæg, at parten måske nok kan være overbevist om at have et krav, men har behov for at undersøge, om det kan bevises, og hvor stort kravet er.

Det er forudsat, at udgifter til en "moderklæring", jf. retsplejelovens § 341a, stk. 1, 2. pkt., ligesom udgifter til erklæringer, der er ensidigt indhentet før sagsanlægget (og altså dermed ikke er udmeldt af retten), ikke dækkes som sagsomkostninger efter retsplejelovens § 316.  

I UfR2012.1513V var situationen, at der i en sag om syn og skøn i 2009 var afgivet en skønserklæring, hvor nogle foranstaltninger blev anbefalet. Anbefalingerne blev dog ikke fulgt. Sagsøgeren indhentede herefter den 25. maj 2011 en udtalelse fra et murercenter og udtog stævning 31. maj 2011. Spørgsmålet i sagen var herefter, om udtalelsen, der var ensidigt indhentet før der blev udtaget stævning i 2011 men efter sagsanlæg i 2009 og gennemført syn og skøn, kunne indgå i sagen. Landsretten bestemte, at udtalelsen ikke kunne indgå i sagen, fordi der var tale om en anden situation end der forelå i UfR 2011.151H.

Eksempel 1: Vurdering afvist da den var indhentet ensidigt og drejede sig om samme forhold som  skønsmanden skulle vurdere

Der skulle afholdes syn og skøn med henblik på at vurdere nogle pantebreves værdi. Skatteyder ønskede i den forbindelse at fremlægge en erklæring herom, som han havde indhentet efter at skatteankenævnet havde truffet afgørelse. Østre Landsret tillod ikke vurderingen fremlagt, da vurderingen var indhentet ensidigt og drejede sig om samme forhold, som syns- og skønsmanden skulle vurdere. Derudover henviste Østre Landsret til, at kursvurderingen ikke kunne antages at have betydning for syns- og skønsmandens mulighed for at besvare skønstemaet. Se SKM2009.775.ØLR.

Eksempel 2: Vurderinger afvist da det ikke var oplyst, hvilke faktuelle oplysninger i vurderingerne der havde betydning for syns- og skønsmandens besvarelse

Der skulle afholdes syn og skøn vedrørende værdien af en ejendom, der var overdraget indenfor et interessefællesskab. Skatteyder havde umiddelbart før overdragelsen indhentet to vurderinger af ejendommen. Han ønskede at fremlægge disse vurderinger i forbindelse med syns- og skønssagen. Vestre Landsret bemærkede, at erklæringerne vedrørte samme vurdering, som den syns- og skønsmanden skulle foretage, at de var ensidigt indhentet, og at skatteyder ikke nærmere havde angivet, hvilke faktuelle oplysninger i vurderingerne, der skulle være af betydning for skønsmandens besvarelse af skønstemaet. Retten fandt under disse omstændigheder ikke, at de to vurderinger kunne have betydning for syns- og skønsmandens mulighed for at besvare spørgsmålene i skønstemaet, og tillod ikke vurderingerne fremlagt. Se SKM2009.776.VLR.

Eksempel 3: Udtalelse afvist da den var indhentet ensidigt og efter sagens anlæg

En skatteyder indhentede en sagkyndig udtalelse efter at der i sagen var fremkommet en skønserklæring. Udtalelsen forholdt sig bl.a. til syns- og skønserklæringen. Retten afviste, at udtalelsen kunne fremlægges som bevis i sagen med henvisning til, at udtalelsen var indhentet efter sagens anlæg og uden at modparten havde været inddraget i den forbindelse. Se SKM2003.477.VLR

Eksempel 4: Vurdering tilladt da den ikke var indhentet med henblik på den opståede sag

En engrosvirksomhed havde anmodet sin revisor om en vurdering af handelsværdien af selskabets aktier. Vurderingen skulle bruges i forbindelse med en anmodning om bindende forhåndsbesked. Østre Landsret bemærkede, at vurderingen ikke var fremskaffet med henblik på en verserende eller truende retssag, men som en naturlig sagkyndig bistand, der også var forudsat i et cirkulære om fastsættelse af aktiers indgangsværdi. Derudover bemærkede retten, at der ikke kunne antages at foreligge omgåelseshensigt, og at der i vurderingen i øvrigt ikke var vurderinger eller faktiske oplysninger, som skatteyder ikke kunne inddrage under skønsforretningen ved hjælp af neutrale spørgsmål til skønsmanden. Retten tillod på den baggrund, at vurderingen blev fremlagt. Se TfS1997.1.ØL.

Eksempel 5: Erklæring tilladt da den ikke var indhentet for at træde i stedet for syns- og skønserklæringen

Retten tillod fremlæggelse af en erklæring fra et rådgivende ingeniørfirma vedrørende nogle revnedannelser på en ejendom. Der skulle i sagen afholdes syn og skøn vedrørende samme forhold. Retten bemærkede, at erklæringen var indhentet til brug for overvejelser om, hvorvidt der skulle anlægges retssag, og at det i stævningen var tilkendegivet, at der under retssagen ønskedes afholdt syn og skøn. Da erklæringen således ikke var indhentet med henblik på at træde i stedet for en skønserklæring, fandt retten ikke, der var grundlag for at afskære fremlæggelse af den ensidigt indhentede erklæring. Se UfR2004.1370.VL.

Eksempel 6: Udtalelse tilladt da den var aftalt mellem parterne

En rekvirent ønskede at fremlægge en sagkyndig udtalelse fra en maskinkonsulent vedrørende nogle reparationer, modparten havde udført på hans traktor. Vestre Landsret udtalte, at det er udgangspunktet, at en skønsmand skal have kendskab til alle bilagene i en sag, og at udtalelsen fra maskinkonsulenten efter det oplyste var indhentet og betalt af rekvirenten efter nærmere aftale mellem parterne. Selv om udtalelsen indeholdt en faglig vurdering, var der under disse omstændigheder ikke grundlag for at fravige udgangspunktet. Se UfR2001.2113/1VL.

Retten synes med sin henvisning til "disse omstændigheder" at have lagt vægt på, at udtalelsen tilsyneladende var indhentet efter aftale mellem parterne.

Eksempel 7: Konkret tilladt fremlæggelse af skønserklæringer i senere retssag, selvom ikke alle i retssagen havde været medvirket til indhentelsen her af.

I UfR2020,2084.ØLR var nogle skønserklæringer tilvejebragt i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 19 om syn og skøn ikke omfattet af retsplejelovens § 341 a, stk. 1. Der var under de konkrete omstændigheder ikke grundlag for at nægte fremlæggelse af de pågældende skønserklæringer, der var indhentet til brug for en anden retssag.

Under en retssag mellem en hovedentreprenør, H, og en bygherre, C, blev der indhentet to skønserklæringer udarbejdet af skønsmand, B. Under en efterfølgende retssag mellem H og en underentreprenør, A, protesterede A mod fremlæggelse af skønserklæringerne, idet han ikke havde haft mulighed for at varetage sine interesser under retssagen mellem H og C. Landsrettens flertal udtalte, at skønserklæringerne var tilvejebragt i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 19 om syn og skøn, og at de derfor ikke var omfattet af retsplejelovens § 341 a, stk. 1, hvorefter en part som led i bevisførelsen som udgangspunkt kan fremlægge udtalelser og erklæringer om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter, der inden sagsanlægget er indhentet hos rådgivere og andre sagkyndige. Det måtte som ubestridt lægges til grund, at bygherren i det væsentlige havde udbedret de angivelige mangler, og at det derfor ikke længere var muligt at gennemføre syn og skøn. Herefter, og da A under nærværende sag kunne indkalde B, der havde udarbejdet skønserklæringerne, til at afgive vidneforklaring, jf. retsplejelovens kapitel 18 om vidner, fandt disse dommere, at der ikke var grundlag for at nægte skønserklæringerne fremlagt. Der var ikke herved taget stilling til skønserklæringernes bevisværdi. Dissens mht. begrundelsen. (Kæret), (Procesbevillingsnævnet har den 11. juni 2020 givet tilladelse til kære af kendelsen til Højesteret).

Bilagenes relevans

Domstolene har i flere afgørelser fraveget udgangspunktet om, at alle skattesagens bilag kan udleveres til skønsmanden, med henvisning til, at det bilag, som den ene part ønskede fremlagt, ikke kunne antages at have betydning for skønsmandens mulighed for at besvare de stillede spørgsmål.

I følgende afgørelser blev spørgsmålet om bilagenes relevans af domstolene fremhævet som afgørende for, om en fremlæggelse kunne ske.

Eksempel 1: Kammeradvokatens bilag var ikke relevante

I sagen tillod retten ikke Kammeradvokaten at fremlægge to bilag, da disse ikke kunne anses for relevante for syns- og skønsmandens besvarelse af de spørgsmål, der skulle besvares. Se TfS2001.668.VL.

Eksempel 2: Skatteankenævnets kendelse var ikke relevant

Sagen vedrørte fastsættelse af markedslejen for beboelse på en ejendom. Der blev afholdt syn og skøn, og SKAT ønskede i den forbindelse, at skatteankenævnets kendelse skulle udleveres til skønsmanden. Retten afviste bilaget med henvisning til, at det ikke kunne antages at have betydning for skønsmandens mulighed for at besvare skønstemaet. Se TfS2000.937.VL.

Eksempel 3: Efterfølgende regnskaber kunne ikke have betydning i sag om værdi af goodwill

Sagen vedrørte fastsættelse af værdien af goodwill i forbindelse med en overdragelse pr. 1.juli 1993. Der var mellem parterne ikke enighed om, hvorvidt årsregnskaber for tiden efter overdragelsen kunne udleveres til syns- og skønsmanden. Retten udtalte, at skønsmanden skulle vurdere værdien af goodwill under hensyntagen alene til forhold, der var konstaterede eller påregnelige på overdragelsestidspunktet den 1. juli 1993. Da årsregnskaber for tiden efter dette tidspunkt ikke fandtes at kunne have betydning for denne vurdering, kunne disse ikke tillades fremlagt. Se TfS1999.602.ØL.

Eksempel 4: Efterfølgende regnskaber kunne ikke udelukkes at have betydning for vurdering af hotel

Værdien af et hotel skulle vurderes, og der opstod i den forbindelse uenighed om, hvorvidt regnskaber for tiden efter vurderingstidspunktet kunne forelægges for skønsmanden. Retten tillod fremlæggelse af regnskaberne med henvisning til, at det ikke kunne udelukkes, at de efterfølgende årsregnskaber kunne have betydning for vurderingen. Se TfS2001.479.ØL.

I eksemplerne 1, 2 og 3 afskar domstolene altså fremlæggelse af bilag med henvisning til, at de ikke kunne antages at have betydning for syns- og skønsmandens mulighed for at besvare spørgsmålene. I eksempel 4 blev fremlæggelsen tilladt, men med henvisning til, at det ikke kunne udelukkes, at bilaget kunne få betydning for skønsmandens besvarelse af spørgsmålene.

Eksempel 5: Bilag om efterfølgende økonomiske forhold tilladt i sag om værdi af pantebreve

Højesteret har ved kendelse af 15. juni 2010 taget stilling til sag, hvor der afholdes syn og skøn vedrørende værdien af nogle pantebreve i december 2005. Under sagen ønskede en skatteyder at fremlægge bilag, der indeholdt oplysninger om økonomiske forhold i november 2008 i en andelsforening, der var pantedebitor på pantebrevet. Derudover indeholdt bilaget oplysning om andelshavernes samlede indskud ved stiftelsen og om deres hæftelse for pantegæld. SKAT protesterede imod fremlæggelsen med henvisning til, at pantebrevene skulle vurderes ud fra den viden, der var til rådighed i december 2005, at debitors økonomiske situation i november 2008 ikke kunne have relevans for  skønsmandens mulighed for at besvare spørgsmålene i skønstemaet samt at oplysningerne om andelshavernes indskud og hæftelse for pantegælden i forvejen fremgik af andre bilag i sagen. Højesteret udtalte, at det er udgangspunktet, at skønsmanden får udleveret samtlige sagens akter, og at dette udgangspunkt må fraviges, hvis bilag på forhånd må skønnes at være uden betydning for besvarelsen af skønstemaet eller hvis det må anses for egnet til at påvirke besvarelsen på utilbørlig måde. Højesteret fandt ikke at det på forhånd kunne antages, at bilagene var uden betydning for besvarelsen eller at oplysningerne om efterfølgende omstændigheder var egnet til på utilbørlig måde at påvirke besvarelsen af skønstemaet. Se SKM2010.375.HR.

Oversigt over domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: