G.A.3.6.2.2.3.4 EU's inddrivelsesdirektiv

Indhold

Dette afsnit handler om inddrivelse af danske fordringer i udlandet i overensstemmelse med EU’s inddrivelsesdirektiv.

Afsnittet indeholder:

• Regelgrundlag
• Fysiske og juridiske personer omfattet af direktivet
• Skatter og afgifter omfattet af direktivet
• Beløbsgrænse
• Forældelse

Regelgrundlag

Ved lov nr. 118 af 7. februar 2012 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger samt administrativt samarbejde på beskatningsområdet (international bistandsloven) gennemførtes Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (EU’s inddrivelsesdirektiv), som findes i bilag 1 til international bistandsloven.

Fysiske og juridiske personer omfattet af direktivet

Direktivet indeholder ingen begrænsninger i forhold til personkredsen. Det afgørende i forhold til anvendelsen af direktivet er derfor, om den fordring, der ønskes inddrevet, er omfattet af direktivet.

Skatter og afgifter omfattet af direktivet

EU’s inddrivelsesdirektiv gælder for fordringer vedrørende:

• alle skatter og afgifter af enhver art, der opkræves af eller på vegne af en medlemsstat eller dens territoriale eller administrative underenheder, herunder lokale myndigheder eller på vegne af Unionen
• restitutioner, interventioner og andre foranstaltninger, der helt eller delvis finansieres under Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), herunder de beløb, der opkræves som led i disse foranstaltninger
• afgifter og told, der opkræves efter den fælles markedsordning for sukker.

Se EU’s inddrivelsesdirektiv artikel 2, stk. 1.

EU’s inddrivelsesdirektivs anvendelsesområde omfatter:

• administrative sanktioner, bøder, gebyrer og tillægsgebyrer vedrørende fordringer, for hvilke der kan anmodes om gensidig bistand i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1(se ovenfor), og som pålægges af de administrative myndigheder, der har kompetence til at opkræve de pågældende skatter og afgifter eller foretage administrative undersøgelser herom, eller som bekræftes af administrative eller judicielle instanser på anmodning af disse administrative myndigheder
• gebyrer for attester og lignende dokumenter i forbindelse med administrative procedurer vedrørende skatter og afgifter
• renter og omkostninger i forbindelse med de fordringer, for hvilke der kan anmodes om gensidig bistand i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1(se ovenfor), eller renter og omkostninger i forbindelse med ovenstående administrative sanktioner mv. og gebyrer mv.

Se EU’s inddrivelsesdirektiv artikel 2, stk. 2.

EU’s inddrivelsesdirektiv gælder ikke for:

• obligatoriske socialsikringsbidrag, der skal indbetales til medlemsstaten eller en underenhed i medlemsstaten eller til socialsikringsinstitutioner, der er etableret efter forvaltningsretlige bestemmelser
• gebyrer, der ikke er omhandlet i artikel 2, stk. 2 (se ovenfor)
• skyldige beløb af aftaleretlig karakter, såsom betaling for almennyttige offentlige ydelser
• strafferetlige sanktioner, der pålægges på basis af offentlig retsforfølgning, eller andre strafferetlige sanktioner, der ikke er omfattet af art. 2, stk. 2, litra a).

Se EU’s inddrivelsesdirektiv artikel 2, stk. 3.

Beløbsgrænse

En medlemsstat er ikke forpligtet til at yde bistand til inddrivelse, hvis det samlede beløb af de fordringer, der er omfattet af direktivet, og for hvilke der anmodes om bistand, er på under 1.500 euro. Se EU’s inddrivelsesdirektiv artikel 18, stk. 3.

Forældelse

Det er forældelsesreglerne i ansøgerstaten, der gælder. For danske fordringer gælder derfor de danske forældelsesregler. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 19, stk. 1.

I relation til afbrydelse, suspension eller forlængelse af forældelsesfrister er det dog som hovedregel inddrivelsesstatens lovgivning, som skal anvendes ved afgørelsen af, om der er sket afbrydelse mv. Den nye forældelsesfrist fastsættes efter reglerne i ansøgerstaten. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 19, stk. 2.

Inddrivelsesstaten er ikke forpligtet til at yde den omhandlede bistand efter artikel 5 og 7 til og med 16, hvis den oprindelige anmodning om bistand efter artikel 5, 7, 8, 10 eller 16 vedrører fordringer, der er over 5 år gamle regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i ansøgerstaten frem til tidspunktet for fremsættelse af den oprindelige anmodning om bistand. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 18, stk. 2, 1. punktum.

Der er en række lande, som udnytter denne mulighed for at nægte at yde bistand til inddrivelse af fordringer, som er mere end 5 år gamle. Som følge af gensidighedsprincippet anvender Danmark også en 5-års grænse over for disse lande.

Hvis der gøres indsigelse mod fordringen eller den oprindelige akt, der giver ret til fuldbyrdelse i ansøgerstaten, løber den 5-årige tidsfrist fra det tidspunkt, hvor ansøgerstaten fastslår, at der ikke længere kan gøres indsigelse mod fordringen eller den akt, der hjemler ret til eksekution. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 18, stk. 2, 2. punktum.

Hvis de kompetente myndigheder i ansøgerstaten giver henstand eller mulighed for betaling i rater, løber den 5-årige tidsfrist fra det tidspunkt, hvor den samlede betalingsperiode udløber. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 18, stk. 2, 3. punktum.

Inddrivelsesstaten er ikke forpligtet til at yde bistand, som vedrører fordringer, der er over 10 år gamle regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i ansøgerstaten. Se EU’s inddrivelsesdirektivs artikel 18, stk. 2, 4. punktum.