Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-1
<< >>

G.A.3.1.2.3 Hvilke indkomsttyper kan der lønindeholdes i?

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke typer indkomster restanceinddrivelsesmyndigheden kan lønindeholde i.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Undtagelse
  • Hvad er A-indkomst?
  • A-indkomster der ikke må lønindeholdes i
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Hovedregel

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om, at der skal ske lønindeholdelse i en skatteyders beregnede eller godskrevne A-indkomst. Se gældsinddrivelseslovens § 10, stk. 2 som ændret ved lov nr. 551 af 29. maj 2018 § 1, nr. 9.

Undtagelse

Der kan dog ikke ske almindelig lønindeholdelse i indkomst, der er beskattet efter kildeskattelovens § 48 E eller de indkomsttyper, der nævnes i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 17. Se afsnittet nedenfor: A-indkomster, der ikke må lønindeholdes i.

Ydelser til skyldners ægtefælle

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ikke foretage lønindeholdelse i de ydelser, der tilkommer en skyldners ægtefælle.

Hvad er A-indkomst?

A-indkomsten er den indkomst, som den indeholdelsespligtige (arbejdsgiveren) skal beregne og indeholde A-skat af.

A-indkomst er enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder

  • løn
  • feriegodtgørelse
  • honorar
  • tantieme
  • provision
  • drikkepenge og
  • lignende ydelser.

Bemærk xat honorar oftex modtages uden for tjenesteforhold, hvor det i stedet vil være B-indkomst. Se nærmere herom i C.A.3.1.2 om honorar.

Se ligeledes nærmere vedrørende drikkepenge, der både kan være A-indkomst og B-indkomst, i C.A.3.3.2 om feriegodtgørelse.

Til A-indkomsten skal endvidere henregnes indkomstarter som fx:

  • pension
  • folkepension
  • arbejdsløshedsdagpenge.

Se kildeskattelovens § 43.

For en nærmere opremsning af hvilke indkomstarter, der regnes som A-indkomst, se kildeskattelovens § 43, stk. 2 og kildeskattebekendtgørelsens § 18. Vær opmærksom på, at kildeskattelovens § 44 og § 45 nævner undtagelser hertil. Se kildeskattebekendtgørelsens § 19.

Se også A.B.4.1.1.1.2 xom A-indkomst og arbejdsmarkeds-bidragspligtig indkomst.x

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan lønindeholde i kommunale og statslige tjenestemænds lønninger, selv om der er afvigende bestemmelser i anden lovgivning. Se gældsinddrivelseslovens § 10, stk. 5.

Særligt vedrørende ratepensioner

Landsskatteretten har afgjort, at der kunne foretages indeholdelse for skattegæld i udbetalinger fra en ratepensionsordning tegnet af klageren. Se SKM2008.76.LSR

Landsskatteretten udtalte blandt andet:

x"Efter kildeskattelovens § 73, stk. 1 (nu ophævet), kan der ske indeholdelse i skatteyderens beregnede eller godskrevne A-indkomst for skatterestancer med påløbne renter og gebyrer".x

Efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 2 (nu § 19, stk. 2) medregnes alle indtægter som indkomst bortset fra følgende:

  1. indtægter fra godtgørelser, forsikringssummer mv., der kompenserer modtageren for en ikke-økonomisk skade,
  2. børnefamilieydelse, børnetilskud, børnebidrag, børnepension og andre indtægter, der vedrører husstandens børn, og
  3. boligstøtte og andre boligydelser.

Efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 3 (nu § 19, stk. 3) medregnes følgende som indtægt:

  1. udbetalinger af skyldnerens pensionsordninger opgjort efter afgiftsberigtigelse i henhold til pensionsbeskatningslovens regler, samt
  2. udbetalinger af erstatning for tab af erhvervsevne, tab af forsørger og lignende.

Der er således ikke i bekendtgørelsen grundlag for at undtage ratepension fra lønindeholdelse. Det er derfor med rette, at der foretages indeholdelse i ratepensionen."

A-indkomst der ikke må lønindeholdes i

Kildeskattelovens § 48 E

Der kan ikke ske lønindeholdelse i A-indkomst, der er beskattet efter kildeskattelovens § 48 E. Se xgældsinddrivelseslovens § 10, stk. 2, 3. pkt. (tidligere 2. pkt.) som ændret ved lov nr. 551 af 29. maj 2018 § 1, nr. 9.x Kildeskattelovens § 48 E omhandler forskerskatteordningen.

Gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 17

Der kan heller ikke foretages almindelig lønindeholdelse i de A-indkomsttyper, der er nævnt i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 17. Selv om der ikke kan foretages almindelig lønindeholdelse, kan der foretages særskilt lønindeholdelse i de A-indkomster, der er nævnt i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 17. Disse indkomster er:

  1. Integrationsydelse efter § 22 i lov om aktiv socialpolitik.
  2. Uddannelseshjælp, herunder aktivitetstillæg, efter § 23 og § 24 i lov om aktiv socialpolitik.
  3. Kontanthjælp, herunder aktivitetstillæg, efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik.
  4. Ressourceforløbsydelse efter § 68 og § 69 j i lov om aktiv socialpolitik.
  5. Løbende ydelser i henhold til lov om arbejdsskadesikring.
  6. Ydelser, som er nævnt under nr. 5, efter lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. og efter lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.
  7. Ydelser, som er nævnt under nr. 5, efter § 19 til § 22 i lov om erstatning til besættelsestidens ofre.
  8. Krigs-ulykkesforsikringsrente efter bekendtgørelse af lov om krigs-ulykkesforsikringsrente til enker efter visse fiskere.
  9. Løbende ydelser i henhold til bekendtgørelse af lov om invalideforsørgelse.
  10. Skattepligtig elevstøtte m.m. i henhold til bekendtgørelse af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
  11. Skoleydelse, der udbetales af produktionsskoler i henhold til x§ 17 i lov om produktionsskoler (nu § 45 i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse).x
  12. Skolepraktikydelse, der ydes til elever efter § 66 k, stk. 1 i lov om erhvervsuddannelser.
  13. Skoleydelse, der ydes til elever efter § 66 t, stk. 1 i lov om erhvervsuddannelser.
  14. Refusionsberettiget løn m.v. efter § 7 a, stk. 2, og godtgørelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.
  15. Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU), der udbetales til uddannelsessøgende i henhold til lov om statens voksenuddannelsesstøtte.
  16. Elevstøtte, der ydes efter lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v. (Nu lov om kommunal indsats for unge under 25 år)
  17. Skoleydelse i henhold til x§ 3, stk. 3, og § 5, stk. 3 og 4, i lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. (nu § 45 i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse).x
  18. Godtgørelse i henhold til lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.
  19. Skattepligtige stipendier, der udbetales i henhold til SU-loven.
  20. Tilskud, som ph.d.-studerende modtager fra stipendiegiver til afholdelse af rejseudgifter til studierejser i Danmark og i udlandet, herunder den godskrevne værdi af billetter og lignende, når ydelsen berettiger den ph.d.-studerende til supplerende ph.d.-stipendium efter SU-lovens § 52.
  21. Stipendium til dækning af leveomkostninger efter universitetsloven.
  22. Stipendium til dækning af leveomkostninger efter lov om stipendier til visse udenlandske studerende ved korte og mellemlange videregående uddannelser.

Gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 17 friholder således f.eks. kontanthjælp fra lønindeholdelse. Dette er i overensstemmelse med den nederste indkomstgrænse i tabeltrækket efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 1. Tabeltrækkets nederste indkomstgrænse er nemlig fastsat med udgangspunkt i kontanthjælpsniveauet i en gennemsnitlig kommune efter skat og uden særlige fradrag for enlige kontanthjælpsmodtagere over 25 år med og uden børn. Se SKM2007.136.SKAT.

Visse af de A-indkomster, der er angivet i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 17, var også efter tidligere praksis friholdt for lønindeholdelse, fx godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen og efteruddannelse. Se SKM2006.276.SKAT.

Selv om gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 17 henviser til xnyerex lovbestemmelser, der gælder for en beskyttet ydelse, gælder beskyttelsen også for ydelser tilsagt efter tidligere love på området.

Bemærk

Selvom der ikke kan foretages almindelig lønindeholdelse i de nævnte A-indkomster, indgår A-indkomsten alligevel i opgørelsen af nettoindkomsten og dermed i restanceinddrivelsesmyndighedens fastlæggelse af skyldners betalingsevne.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om, at der ikke kan foretages lønindeholdelse i andre A-indkomster end de i stk. 1 nævnte, se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 17, stk. 2. Denne bemyndigelse er pt. ikke udnyttet.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretten

SKM2008.76.LSR

Landsskatteretten har afgjort, at der kunne foretages indeholdelse for skattegæld i udbetalinger fra en ratepensionsordning tegnet af klageren

På baggrund af Landsskatterettens afgørelse er det Gældsstyrelsens opfattelse, at xrestanceinddrivelsesmyndighedenx ikke kan afvise at foretage en betalingsevnevurdering på baggrund af et fremsendt budget, hvis en betalingsevnevurdering vil have betydning for sagens udfald.

SKM2010.191.LSR

Landsskatteretten har lagt til grund, at der kunne foretages lønindeholdelse i udbetalinger fra en erhvervsudygtighedsforsikring, idet udbetalingerne fra forsikringen udgjorde erstatning for tab af erhvervsevne. Landsskatteretten udtalte, at det følger af forsikringsbetingelserne for klagerens erhvervsudygtighedsforsikring, at udbetalinger fra forsikringen udgør erstatning for tab af erhvervsevne. I overensstemmelse hermed er forsikringen kommet til udbetaling som følge af klagerens manglende evne til at arbejde. Der er således ikke i inddrivelsesbekendtgørelsen grundlag for at undtage erhvervsudygtighedsforsikringen fra lønindeholdelse, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 14, stk. 3, nr. 2. Klageren har ikke godtgjort, at Kommune 1 tidligere har annulleret lønindeholdelse i klagerens udbetalinger fra erhvervsudygtighedsforsikring med en begrundelse, der kan have givet klageren en berettiget forventning om, at der ikke senere ville kunne foretages lønindeholdelse i disse udbetalinger.

Det er derfor med rette, at der foretages indeholdelse i erhvervsudygtighedsforsikringen

På baggrund af afgørelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at der kan foretages lønindeholdelse i udbetalinger fra en erhvervsudygtighedsforsikring.

>Skatteforvaltningen<

>SKM2007.136.SKAT<

>Denne meddelelse indeholder en præcisering af adgangen til at fastsætte afdragsordninger eller foretage lønindeholdelse hos kontanthjælpsmodtagere og andre, hvis nettoindkomst ligger under den nederste grænse i tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsen.<

>SKM2006.276.SKAT<

>SKAT, Hovedcentret har truffet afgørelse om, at lønindeholdelse i godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU-godtgørelse) bør undlades.

VEU-godtgørelsen er i princippet omfattet af reglerne i kildeskattelovens § 73, stk. 1, men efter formålet med og størrelsen af støtten og det korte uddannelsesforløb foreligger der efter SKAT, Hovedcentrets opfattelse sådanne særlige omstændigheder, at indeholdelse kan undlades.

Der skal derfor ikke foretages indeholdelse efter kildeskattelovens § 73 i VEU-godtgørelsen.<

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.