Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-1
<< >>

E.A.4.4.8.5 Opgørelse af afgift på varme: Mellemhandlere af varme

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for opgørelse af afgift af varme, der leveres fra mellemhandlere af varme.

Afsnittet indeholder:

  • Generelt om levering og fakturering af varme
  • Opgørelse af energiafgift og CO2-afgift af varmeleverancer
  • Nettab
  • Eksempel på afgiftsopgørelse for en afgiftsperiode ved volumenmåling
  • Eksempel på afgiftsopgørelse for en afgiftsperiode ved varmeenergimåling.

Generelt om levering og fakturering af varme

Virksomheder, der er registrerede for mellemhandel af varme, kan levere varme uden afgift til virksomheder, der er forbrugsregistrerede for varme.

Registrerede mellemhandlere af varme skal angive og betale afgift af varme, der leveres til varmeaftagere, der ikke er forbrugsregistrerede for varme.

Mellemhandleren skal aflæse målerne hos forbrugsregistrerede virksomheder ved udgangen af hver måned. Der stilles ikke krav om månedsvis aflæsning af varmeleverancer til andre end de forbrugsregistrerede virksomheder.

Centrale kraftvarmeværker skal i rette tid efter hver enkelt afgiftsperiode sende fakturaer/opgørelser til registrerede mellemhandlere af varme.

Fakturaen/opgørelsen skal blandt andet indeholde oplysning om varmeleverancens størrelse og afgiftsindholdet (energi- og CO2-afgiftsbelastningen) i varmeleverancen.

Andelen af varmeleverancen, som er produceret af en kvoteomfattet varmeproducent, skal også fremgå af fakturaen/opgørelsen. Hvis varmen både består af CO2-kvoteomfattet varme og ikke-kvoteomfattet varme, skal CO2-afgiften på den kvoteomfattede og ikke-kvoteomfattede varme fremgå særskilt af fakturaen/opgørelsen.

Afgiftssystemet forudsætter endvidere, at mellemhandleren derefter sender en faktura/opgørelse med de tilsvarende oplysninger til de forbrugsregistrerede virksomheder.

Hvis der er brugt flere slags afgiftspligtige brændsler, skal afgiftsbelastningen være oplyst for hvert brændsel.

Afgiftsindholdet i varmeleverancerne fra det centrale kraftvarmeværk skal fordeles forholdsmæssigt/lineært på alle varmeaftagere, der er tilsluttet mellemhandlerens forsyningsnet. Fordelingen skal ske på grundlag af størrelsen af varmeaftaget.

Mellemhandleren skal mindst en gang årligt foretage en endelig opgørelse af afgiftsindholdet for varmeleverancer inden for mellemhandlerens forsyningsnet - herunder regulere for nettabet, der også skal fordeles lineært. Se afsnittet "nettab" nedenfor.

Opgørelse af energiafgift og CO2-afgift af varmeleverancer

For registrerede mellemhandlere af varme er grundlaget for at opgøre de afgifter, som mellemhandleren selv skal angive og betale til Skatteforvaltningen, den leverede mængde varme fra det centrale kraftvarmeværk og afgiftsindholdet i varmeleverancen.

I opgørelsen kan fradrages leverancer af varme, der er leveret til virksomheder, der er forbrugsregistrerede for varme.

Mellemhandleren skal på baggrund af fakturaen/opgørelsen fra det centrale kraftvarmeværk og aflæsninger af afregningsmålerne hos de forbrugsregistrerede virksomheder opgøre mængden af varme, der er leveret til ikke-afgiftsregistrerede varmeaftagere.

Afgifterne skal angives på afgiftsangivelsen vedrørende "Afgift af varme ved forbrugsregistrering". Det vil sige på samme angivelse, som virksomheder, der er forbrugsregistrerede for varme, skal anvende.

Hvis der er brugt flere slags afgiftspligtige brændsler til varmefremstillingen, skal energiafgiften angives for hvert brændsel. CO2-afgiften angives samlet for de anvendte brændsler.

Nettab

Nettabet i mellemhandlerens forsyningsnet skal fordeles forholdsmæssigt mellem varmeaftagerne. Dette gælder uanset, om der anvendes afregningsmålere, som måler forbruget af varme hos forbrugeren i varmeenergienheder, fx i GJ (varmeenergimålere), eller om der anvendes afregningsmålere, som måler forbruget i m3 (volumenmålere).

Det er også mellemhandlerens ansvar, at varmeaftagerne underrettes om afgiftsindholdet i den leverede varme. Der skal være overensstemmelse mellem afgiftsindholdet i varmeleverancerne fra det centrale kraftvarmeværk og afgiftsindholdet i den varme, som mellemhandleren leverer til forbrugsregistrerede virksomheder. Det samme gælder for varmen, som mellemhandleren leverer til ikke-afgiftsregistrerede varmeaftagere.

Nettab i forbindelse med volumenmåling

Hvis der udelukkende anvendes volumenmålere, og varmetabet i form af vandspild og lignende i mellemhandlerens varmeforsyningsnet er minimalt, kan der efter omstændighederne ses bort fra regulering for nettab for hver afgiftsperiode.

Nettabet skal dog indgå i slutopgørelsen for varmeåret.

Nettab i forbindelse med varmeenergimåling

Hvis der anvendes varmeenergimålere, skal nettabet i mellemhandlerens varmeforsyningsnet indgå i opgørelse af afgiftsindholdet for hver afgiftsperiode.

Som nettab skal regnes med det lavest konstaterede nettab i de seneste 3 varmeår.

Ved udgangen af et "varmeår", hvor der er sket aflæsning af varmeforbruget hos samtlige varmekunder, der er tilsluttet mellemhandlerens varmeforsyningsnet, opgøres det faktiske nettab i varmeåret.

Mellemhandleren kan ud fra administrative og forenklingsmæssige hensyn vælge at undlade at regulere, når der kun er tale om mindre differencer mellem den anvendte faktor for nettab og det endeligt opgjorte nettab for hele varmeåret. Afvigelser på op til ca. 1 pct. -point kan anses for en mindre difference.

Eksempel på afgiftsopgørelse for en afgiftsperiode ved volumenmåling

Forudsætninger:

Modtaget varmeleverance fra et centralt kraftvarmeværk

220.000 m3

- Varmeleverancer til forbrugsregistrerede virksomheder ifølge måling

136.000 m3

Varmeleverancer til ikke-afgiftsregistrerede varmeaftagere

(220.000 - 136.000) m3 =

84.000 m3

Energiafgiftsbelastning (gasafgift) for modtaget varmeleverance oplyst af det centrale kraftvarmeværk

1.976.400 kr.

CO2-afgiftsbelastning for modtaget varmeleverance oplyst af det centrale kraftvarmeværk

305.600 kr.

Energiafgiftsbelastning (gasafgift) pr. m3 varmt vand

1.976.400 kr./220.000 m3 =

8,98 kr./m3

CO2-afgiftsbelastning pr. m3 varmt vand

305.600 kr./220.000 m3 =

1,39 kr./m3

Eksemplet viser en opgørelse af afgiftstilsvaret for en afgiftsperiode for leverancer til ikke-afgiftsregistrerede varmeaftagere ved volumenmåling:

Energiafgift (gasafgift)

84.000 m3 * 8,98 kr./m3 =

754.320 kr.

CO2-afgift af gas

84.000 m3 * 1,39 kr./m3 =

116.760 kr.

Eksempel på afgiftsopgørelse for en afgiftsperiode ved varmeenergimåling

Forudsætninger:

Modtaget varmeleverance fra et centralt

Kraftvarmeværk

40.000 GJ

- Nettab: fx 2,5 %

2,5 % af 40.000 GJ =

1.000 GJ

Samlet varmeleverance efter fradrag for nettab

(40.000 - 1.000) GJ =

39.000 GJ

- Varmeleverancer til forbrugsregistrerede

virksomheder ifølge måling

24.000 GJ

Varmeleverancer til ikke-afgiftsregistrerede

Varmeaftagere

(39.000 - 24.000) GJ =

15.000 GJ

Energiafgiftsbelastning (gasafgift) for modtaget

varmeleverance oplyst af det centrale

kraftvarmeværk

1.976.400 kr.

CO2-afgiftsbelastning for modtaget

varmeleverance oplyst af det centrale

kraftvarmeværk

305.600 kr.

Energiafgiftsbelastning (gasafgift) pr. GJ varme

1.976.400 kr./39.000 GJ =

50,68 kr./GJ

CO2-afgiftsbelastning pr. GJ varme

305.600 kr./39.000 GJ =

7,84 kr./GJ

Som det fremgår ovenfor er mellemhandlerens leverance af varme til ikke-afgiftsregistrerede varmeaftagere opgjort til 15.000 GJ, efter at der er reguleret for nettab i mellemhandlerens ledningsnet.

Eksemplet viser en opgørelse af afgiftstilsvaret for en afgiftsperiode for leverancer til ikke-afgiftsregistrerede varmeaftagere ved varmeenergimåling:

Energiafgift (gasafgift)

15.000 GJ * 50,68 kr./GJ =

760.200 kr.

CO2-afgift af gas

15.000 GJ * 7,84 kr./GJ =

117.600 kr.

I opgørelsen af afgiftstilsvaret kan der i stedet tages udgangspunkt i den samlede afgiftsbelastning for den modtagne varmeleverance fra det centrale kraftvarmeværk.

Energiafgift: (Samlet energiafgift/samlet varmeleverance * varmeleverance til andre end forbrugsregistrerede virksomheder)

1.976.400 kr./39.000 GJ * 15.000 GJ = 760.154 kr.

CO2-afgift: (Samlet CO2-afgift/samlet varmeleverance * varmeleverance til andre end forbrugsregistrerede virksomheder)

305.600 kr./39.000 GJ * 15.000 GJ = 117.538 kr.

Afrundinger ved beregning af afgiftsindholdet i varme kan, som det fremgår ovenfor, medføre mindre forskelle i størrelsen af afgiftsbeløbene. Forskellen i afgiftsbeløbene må dog kun skyldes afrundinger.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.