C.F.8.3.1.23 Artikel 23: Voldgiftsproceduren

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Valg

Regel

De kompetente myndigheder har mulighed for ved gensidig aftale selv at fastsætte reglerne for voldgiftsproceduren.

Hvis dette ikke sker, gælder artiklens bestemmelser.

Stk. 1 fastsætter regler for en procedure, som baseres på et »endeligt tilbud« (»final offer«). Proceduren kendes også under betegnelsen »sidste bedste tilbud« (»last best offer«) og under populærbetegnelsen »baseball«.

Efter denne procedure skal den kompetente myndighed i hvert af de involverede lande indgive et løsningsforslag vedrørende alle uløste spørgsmål til voldgiftspanelet – det pågældende lands »endelige« eller »sidste bedste« tilbud. Tilbuddet skal begrænse sig til beløbsmæssige opgørelser eller anvendelse af skattesatser efter den omfattede skatteaftale.

Det er i visse tilfælde muligt for de kompetente myndigheder at fremkomme med alternative »endelige« tilbud, f.eks. hvis der er tvivl om, hvor en person er hjemmehørende, eller om der foreligger et fast driftssted. I et sådant tilfælde vil en kompetent myndighed kunne fremsætte et tilbud baseret på, at den skattepligtige er hjemmehørende i land A, og et andet tilbud baseret på, at den skattepligtige er hjemmehørende i land B, henholdsvis at der foreligger eller ikke foreligger fast driftssted. De kompetente myndigheder kan hver for sig udfærdige et papir til støtte for sine synspunkter over for voldgiftspanelet.

Voldgiftspanelet skal som sin afgørelse vælge et af de løsningsforslag, som de kompetente myndigheder er fremkommet med. Voldgiftspanelet kan med andre ord ikke forkaste samtlige de fremkomne »endelige« tilbud og træffe en afgørelse, der afviger fra disse. Kendelsen vedtages med simpelt flertal i panelet og afsiges skriftligt. 

Voldgiftskendelsen har ikke præjudikatværdi. Det vil sige, at voldgiftskendelsen ikke kan anvendes som præcedens for andre sager. 

Det er efter stk. 2 muligt for en part at tage forbehold for anvendelsen af stk. 1 og dermed for anvendelsen af »endeligt tilbud« som voldgiftsprocedure. I så fald anvendes en procedure baseret på »uafhængig udtalelse« (»independent opinion«). 

Ved denne procedure skal de kompetente myndigheder sætte voldgiftspanelet i besiddelse af alle oplysninger, som kan være nødvendige for voldgiftskendelsen. Voldgiftspanelet afgør herefter de(t) indbragte spørgsmål efter de bestemmelser i den omfattede skatteaftale og de to landes interne lovgivning, som finder anvendelse. Anvendelsen af de to landes interne lovgivning inddrages dog kun i det omfang, at det er nødvendigt for at kunne fastslå, om de to lande har anvendt den omfattede skatteaftale korrekt. 

Også ved anvendelse af denne procedure vedtages kendelsen med simpelt flertal og afsiges skriftligt, og heller ikke her har voldgiftskendelsen præjudikatværdi. 

Fra dansk side anses proceduren »endeligt tilbud« at være den mest hensigtsmæssige, og Danmark tager ikke forbehold efter stk. 2. Proceduren »endeligt tilbud« sikrer en konsistent fortolkning af nationale skatteregler – nemlig den fortolkning, som de kompetente myndigheder hver især anlægger. Dette er ikke nødvendigvis tilfældet ved proceduren baseret på »uafhængig udtalelse«, da det her vil være op til voldgiftspanelet at fortolke såvel dobbeltbeskatningsoverenskomsterne som de to landes nationale skatteregler med deraf følgende mulighed for – med bindende virkning – at nå frem til et andet resultat, end de kompetente myndigheder selv er nået frem til. 

Hvis en part tager forbehold som nævnt i stk. 2, og den anden part ikke gør, vil proceduren baseret på »uafhængig udtalelse« som udgangspunkt skulle anvendes. Det er dog efter stk. 3 muligt for en part, der ikke har taget forbehold efter stk. 2, at fastholde, at proceduren baseret på »uafhængig udtalelse« ikke skal anvendes. I sådanne tilfælde skal de kompetente myndigheder søge at nå til enighed om, hvilken procedure der skal anvendes. Indtil en sådan enighed er opnået, gælder bestemmelserne om bindende voldgift ikke for den pågældende omfattede skatteaftale. 

Danmark tager et sådant forbehold. Herved sikres det, at voldgiftsproceduren i sådanne tilfælde ikke automatik bliver »uafhængig udtalelse« med de mulige risici, der ovenfor er nævnt, men i stedet en procedure, som begge parter kan tilslutte sig.

Efter stk. 4 kan en part vælge at anvende stk. 5 på sine omfattede skatteaftaler. Bestemmelserne i stk. 5 vil være gældende, når blot den ene part i en omfattet skatteaftale har valgt disse bestemmelser, jf. dog nedenfor.

Efter stk. 5 skal de kompetente myndigheder forud for påbegyndelsen af en voldgiftssag sikre sig, at de personer, der har indbragt sagen, og deres rådgivere skriftligt indvilger i ikke at videregive oplysninger, som modtages under voldgiftssagens behandling, til andre personer. Konsekvensen af at bryde dette tilsagn er, at voldgiftssagen såvel som den gensidige aftaleprocedure i forbindelse hermed afsluttes. Brud på fortroligheden medfører med andre ord, at de udestående spørgsmål, som ligger til grund for voldgiftssagen og den gensidige aftaleprocedure, forbliver uløste.

Danmark foretager et sådant valg, og at stk. 5 således skal være gældende for de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Danmark notificerer som værende omfattet. Fortrolighed er af vital betydning i behandlingen af skattesager, og de konsekvenser af brud på fortroligheden, som er indeholdt i stk. 5, vil i sig selv medvirke til, at kravet om fortrolighed respekteres. 

En part, som har valgt ikke at anvende stk. 5, kan efter stk. 6 forbeholde sig ret til ikke at anvende stk. 5 på en eller flere nærmere angivne omfattede skatteaftaler, selvom den anden part i de angivne aftaler har valgt det pågældende stykke, og bestemmelserne således skulle gælde for begge parter, jf. stk. 4. Der kan på dette punkt træffes differentierede valg, således at der kun tages forbehold efter stk. 6 for en del af de skatteaftaler, hvor det vil være muligt at tage forbehold.

Da Danmark vælger at anvende stk. 5, kommer forbehold efter stk. 6 ikke på tale for Danmarks vedkommende.

Stk. 7 kan betegnes som en modforholdsregel, som en part, der ønsker at anvende stk. 5, kan tage over for en part, der underkender dette ved at tage forbehold efter stk. 6. Den part, der ønsker at anvende stk. 5 og dermed sikre den fulde fortrolighed, kan tage forbehold for del VI som helhed over for omfattede skatteaftaler, hvor den anden part har taget forbehold efter stk. 6.

Valg

Danmark tager ikke forbehold efter artikel 23, stk. 2. Der tages forbehold efter artikel 23, stk. 3, således at bestemmelserne finder anvendelse.

Efter artikel 23, stk. 4, vælger Danmark at anvende artikel 23, stk. 5. Der tages forbehold efter artikel 23, stk. 7, således at bestemmelserne finder anvendelse.