Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-1
<< >>

Hvor anses man for at have skattemæssigt hjemsted efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst? Hvor har man skattemæssigt hjemsted, hvis man har dobbeltdomicil? Hvad sker der, hvis man anses for at have hjemsted i to lande?

C.F.8.2.2.4.1.1 Skattemæssigt hjemsted for fysiske personer efter artikel 4, stk. 1

Indhold

Dette afsnit handler om, hvornår en fysisk person har skattemæssige hjemsted efter artikel 4, stk. 1.

Afsnittet indeholder:

  • Skattemæssigt hjemsted i et land
  • Skattemæssigt hjemsted i to lande: Dobbeltdomicil
  • Bopælslandets globalindkomstsbeskatning
  • Danmark som kildeland
  • Fortolkning af dobbeltbeskatningsoverenskomster og COVID-19

Skattemæssigt hjemsted i et land

En fysisk person - det vil sige et menneske - har skattemæssigt hjemsted i et land, hvis personen er skattepligtig til landet på grund af hjemsted, bopæl eller et lignende kriterium. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 1.

Det betyder, at en fysisk person har skattemæssigt hjemsted i Danmark i modeloverenskomstens forstand, hvis han eller hun er fuldt skattepligtig til Danmark efter KSL (kildeskatteloven) § 1.

Er personen kun omfattet af den begrænsede skattepligt, fx af lønarbejde, har den pågældende ikke skattemæssigt hjemsted i det pågældende land, som alene vil blive anset for kildeland.  

Bemærk

På engelsk benyttes ordet "resident", som på dansk oversættes til enten "skattemæssigt hjemsted" eller "hjemmehørende". Så de to udtryk betyder det samme. Ordet "resident" kan dog også forekomme i forbindelse med omtale af fuld skattepligt efter andre landes nationale lovgivning. For at tydeliggøre i hvilken sammenhæng ordet anvendes, ser man også udtrykket "tax treaty resident" anvendt ved omtale af skattemæssigt hjemsted ifølge en DBO.

Se også

  • C.F.1 om fuld skattepligt efter KSL (kildeskatteloven) § 1
  • C.F.3 om begrænset skattepligt efter KSL (kildeskatteloven) § 2
  • C.F.8.2.2.3.1.3 (artikel 3) om begreberne person og selskab.

Skattemæssigt hjemsted i to lande: Dobbeltdomicil

Modeloverenskomstens regel viser tilbage til lovgivningen i to forskellige lande. En person kan godt være fuldt skattepligtig til - og dermed hjemmehørende i - begge lande på én gang. Dette kaldes dobbeltdomicil. Modeloverenskomsten er imidlertid opbygget sådan, at kun ét af landene kan være bopælsland i overenskomstens forstand. Det andet land skal være kildeland i modeloverenskomstens forstand.

Derfor indeholder modeloverenskomsten regler om, hvor personen er hjemmehørende i modeloverenskomstens forstand, når den pågældende har skattemæssigt hjemsted i begge lande.

Bopælslandets globalindkomstsbeskatning

Hvis en person med dobbeltdomicil efter DBO'en må anses for hjemmehørende i Danmark, er det Danmark, der er bopælsland og har beskatningsretten til den pågældendes globalindkomst.

Hvis DBO'en omvendt bestemmer, at personen må anses for hjemmehørende i den anden stat, der således bliver til bopælsland, får Danmark status som kildeland.

Eksempel

En kunstner havde bopæl i Schweiz og ville få bopæl og fast driftssted i Danmark i forbindelse med påbegyndelse af en gallerivirksomhed fra sin ejendom, der havde sommerhusstatus. Kunstneren ville dog stadig være hjemmehørende i Schweiz. Se SKM2006.212.SR.

Samme praksis gælder også, når DBO'en ikke indeholder en specifik bestemmelse om skattemæssigt hjemsted, fordi principperne i artikel 4 i så fald ville finde anvendelse. Se TfS 1995, 731 LR.

Danmark som kildeland

Hvis Danmark har status som kildeland betyder dette i praksis, at der i Danmark kun skal oplyses om indtægter, som Danmark efter den pågældende DBO særskilt har beskatningsretten til i oplysningsskemaet. Derudover kan der kun fratrækkes udgifter, der vedrører indtægter, som Danmark efter den pågældende DBO kan beskatte. Se KSL (kildeskatteloven) § 1, stk. 2, og afsnit C.F.3.2 Indkomstopgørelse for begrænset skattepligtige om indkomstopgørelse for begrænset skattepligtige.

Eksempel

Personens indkomster og udgifter

Kr.

Underskud ved udlejning, Sverige

11.000

Overskud ved udlejning, Danmark

13.000

Pensionsindtægter, Danmark

40.000

Renteudgifter - dansk bolig

20.000

Underskud, skibsanparter, Danmark

17.000

Den skattepligtige indkomst kan herefter opgøres således:

Personlig indkomst

Kr.

Pensionsindtægter, Danmark

40.000

Kapitalindkomst

Kr.

Overskud ved udlejning, Danmark

13.000

Renteudgifter - dansk bolig

-20.000

Underskud, skibsanparter, Danmark

-17.000

-24.000

Skattepligtig indkomst

16.000

Se også

Fortolkning af dobbeltbeskatningsoverenskomster og COVID -19

Styresignalet SKM2020.298.SKTST præciserer, hvordan den aktuelle situation som følge af det globale udbrud af coronavirus (COVID-19) påvirker Danmarks fortolkning af dobbeltbeskatningsoverenskomster i forhold til vurderingen af fast driftssted, ledelsens sæde, fysiske personers skattemæssige hjemsted og lønindkomst for fysiske personer, der arbejder i flere lande. Styresignalet er fortsat gældende, og kan ikke anses for ophævet i forbindelse med indarbejdelsen i Den juridiske vejledning.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2010.78.HR

Skatteyderen havde i 1990 meldt flytning til England. I 1991 etablerede han et selskab i Rusland, blev efterfølgende gift med sin russiske ægtefælle og flyttede ind i hustruens lejlighed i Moskva. I 1993 erhvervede hans selskab i Danmark en kombineret erhvervs- og beboelsesejendom. I 1995 overtog han sine forældres sommerhus i Danmark, og i 1996 købte han tillige et sommerhus i nærheden af det danske selskabs ejendom. Fra 1995-1997 opholdt han sig henholdsvis 176, 165 og 171 dage årligt i Danmark og 38, 28 og 51 dage årligt i Rusland. Skatteyderen kunne ikke godtgøre at være fuld skattepligtig til Rusland, hvorfor den dansk-russiske DBO ikke kunne finde anvendelse.

Landsretsdomme

TfS 1995.731 LR

Den dagældende DBO med USA indeholdt ingen bestemmelser vedrørende fastsættelse af skattemæssigt hjemsted. Efter praksis fortolkes DBO'en i overensstemmelse med modeloverenskomstens artikel 4. Det blev i en konkret sag lagt til grund, at en person i en periode ville have fast bopæl til rådighed i både USA og Danmark. Da der var tale om et arbejdsophold i USA, og da A's nærmeste familie flytter med til USA, blev det lagt til grund at A' livsinteresser i den omhandlende periode ville være i USA. Der blev henset til, at personens ægtefælle og børn i langt den overvejende del af perioden ville opholde sig i USA.

Skatterådet

SKM2017.691.SR

En advokat fraflytter Danmark, og havde efter fraflytningen ikke længere rådighed over bolig i Danmark. Hermed ophørte advokatens skattepligt til Danmark. Det var uden betydning, at advokatvirksomheden endnu ikke var fuldt afviklet ved fraflytningen. Advokaten ville efter fraflytningen kun opholde sig kortvarigt her i landet og ville alene være begrænset skattepligtig her. Advokaten ville ikke have hjemsted i Danmark efter den dansk-y-landske DBO.

SKM2006.212.SR

En person, der var bosiddende og hjemmehørende i Schweiz ville etablere et galleri i sit sommerhus i Danmark. Personens fulde danske skattepligt ville genindtræde, men personen ville stadig være skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz. Galleriet ville udgøre et fast driftssted efter artikel 5, som Danmark kan beskatte efter artikel 7 i overenskomsten. Dobbeltdomicil, hjemmehørende i den anden stat.

Styresignalet er fortsat gældende, og kan ikke anses for ophævet i forbindelse med indarbejdelsen i Den juridiske vejledning.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.