Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-1
<< >>

Bliver man begrænset skattepligtig af et bestyrelseshonorar?

C.F.3.1.3 Bestyrelseshonorarer mv.

Indhold

Dette afsnit handler om personer, der modtager bestyrelseshonorarer mv.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Privat og offentlig virksomhed
  • Midlertidige regler om begrænset skattepligt
  • Betydningen af DBO'erne.
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Skattepligten omfatter indkomst erhvervet:

  • for medlemskab af bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende
  • som medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende.

Se KSL (kildeskatteloven) § 2, stk. 1, nr. 2.

Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i. Alle former for personalegoder er omfattet af bestemmelsen. Der stilles ikke krav om anden tilknytning her til landet end, at den skattepligtige indkomst kan henføres her til landet (kildeland).

Se også SKM2013.700.HR om aktievederlag og tegningsretter.

Privat og offentlig virksomhed

Det er uden betydning for skattepligten, om medlemskabet af og medhjælpen for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende, vedrører privat eller offentlig virksomhed, det er også uden betydning, om der er tale om et frivilligt medlemskab, eller om dette beror på et borgerligt ombud.

Det har heller ikke betydning, om hvervet har erhvervsmæssig karakter eller om der fx er tale om en sportsforening, grundejerforening eller lignende. 

Midlertidige regler om begrænset skattepligt

Skattepligten ifølge KSL (kildeskatteloven) § 2, stk. 1, nr. 1 omfatter endvidere vederlag omfattet af den midlertidige ordning som nævnt i KSL (kildeskatteloven) § 7, stk. 1, 3.-6. pkt.

Ifølge KSL (kildeskatteloven) § 7, stk. 1, 3.-6. pkt. kan en person vælge at blive omfattet af en midlertidig ordning, der medfører, at der ikke indtræder skattepligt efter KSL (kildeskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 1, ved uafbrudt ophold her i landet over 3 måneder eller ved samlede ophold her i landet over 180 dage inden for et tidsrum på 12 måneder, hvis overskridelsen skyldes ophold her i landet i perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. juni 2020.

Der kan udføres arbejde under opholdet her i landet i den angivne periode, uden at der indtræder skattepligt efter KSL (kildeskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 1.

Tilvælges den midlertidige ordning, er der fortsat pligt til at svare indkomstskat til staten af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold og honorarer, der kan henføres til den angivne periode, i det omfang personen opholder sig her i landet.

Det gælder både løbende honorarer fx bestyrelseshonorarer og enkeltstående honorarer for konsulentbistand mv. i den angivne periode.

Valget skal træffes senest den 1. maj 2021 og kan omgøres senest den 30. juni 2022.

Reglen har virkning fra og med indkomståret 2019 jf. lovens § 6, stk. 2

Se også

Betydningen af DBO'erne

Selvom Danmark har intern dansk hjemmel til at beskatte efter KSL (kildeskatteloven) § 2, stk. 1, nr. 2, kan beskatningsretten være tillagt et andet land.

Hvis personen er bosiddende i et land, som Danmark har en DBO med, vil retten til at beskatte indkomsten afhænge af bestemmelserne i den pågældende DBO. Har Danmark ikke indgået en DBO med det pågældende land, kan Danmark altid beskatte.

Efter OECD's modeloverenskomst artikel 16, kan vederlag, som udlændinge optjener som medlem af en bestyrelse for et dansk selskab, beskattes i Danmark.

OECD's modeloverenskomst artikel 16 om bestyrelseshonorarer er mindre omfattende end KSL (kildeskatteloven) § 2, stk. 1, nr. 2, og omfatter kun bestyrelsesmedlemmer og ikke medhjælpere for bestyrelser.

Om vederlag til medhjælpere, se OECD's modeloverenskomst artikel 15.

Om vederlag for medlemskab af offentlige bestyrelser, se OECD's modloverenskomst artikel 19.

En DBO kan således medføre, at Danmark er afskåret fra at beskatte efter reglen i KSL (kildeskatteloven) § 2, stk. 1, nr. 2.

Bemærk

Hvis beskatningsretten efter DBO'en tilkommer et andet land, kan indeholdelse undlades, men det må ved hver udbetaling kunne dokumenteres, at betingelserne er til stede. Til brug herfor kan eventuelt anvendes en af blanketterne 02.034-02.039 eller 02.034 A - 02.039 A (om attestation af bopæl i udlandet, der findes på engelsk, tysk, italiensk, fransk og spansk).

Se også

  • C.F.8.2 om OECD's modeloverenskomst
  • C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16 om bestyrelseshonorarer
  • C.F.9.2 om danske dobbeltbeskatningsoverenskomster og internationale aftaler.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse Afgørelsen i stikord Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2013.700.HR Under henvisning til en række fortolkningsbidrag fandt Højesteret, at der med den fornødne sikkerhed er grundlag for at fortolke dagældende kildeskattelovs § 2, stk. 1, litra k), således, at betingelsen om "udført her i landet" alene relaterer sig til aktievederlag som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, og ikke tillige til aktievederlag som valgt medlem af eller medhjælp for et selskabs bestyrelse. For så vidt angår aktiekøberetter, som skatteyderen havde udnyttet i 2006, men retserhvervet i 2003, fandt Højesteret, at beskatningen af disse aktiekøberetter skal ske i 2006 og dermed på grundlag af den senere bestemmelse i KSL (kildeskatteloven) § 2, stk. 1, nr. 2, hvorefter det ubestridt er uden betydning, om bestyrelsesarbejdet er udført her i landet.  

Tidligere instanser, se

SKM2011.813.ØLR

SKM2010.235.LSR

 

 

Skatterådet og Ligningsrådet
SKM2004.90.LR

Selskabet D A/S kunne udbetale bestyrelseshonorarer til det norske moderselskab M A/S for bestyrelsesarbejde udøvet af moderselskabets ansatte uden skattemæssige konsekvenser for de ansatte. Bestyrelsesmedlemmerne var udvalgt efter kvalifikationer, og skulle varetage M A/S´interesser, som led i deres ansættelse hos M A/S. Ifølge ansættelseskontrakterne med medarbejderne var det M A/S og ikke de ansatte, som havde retskrav på bestyrelseshonoraret.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.