Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-1
<< >>

C.D.9.8.2 Skattefri fusion

Indhold

Dette afsnit handler om muligheden for, at en fond eller forening kan fusionere skattefrit.

Afsnittet indeholder:

  • Generelt om skattefri fusion
  • Fusion af erhvervsdrivende fonde
  • Fusion af erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende fonde
  • Fusion af foreninger
  • Kommunale feriefonde under tilsyn
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Generelt om skattefri fusion

En fusion forudsætter vedtægtsændringer, og disse skal godkendes af fondsmyndigheden. Reglerne om ændringer af fondes vedtægter findes i FL kap. 9 og EFL kap. 11.

Fonde og foreninger kan under visse betingelser fusionere skattefrit, se FUL (fusionsskatteloven) § 14 C.

FUL (fusionsskatteloven) kap. 1 kan anvendes af fonde eller foreninger

  • ved fusion af fonde omfattet af fondsbeskatningsloven
  • når en fond omfattet af fondsbeskatningsloven fusionerer med et datterselskab, der er omfattet af SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 1, og den modtagende fond besidder samtlige aktier eller anparter i det indskydende selskab
  • ved fusion af foreninger omfattet af FBL (fondsbeskatningsloven) § 1, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller
  • ved visse fusioner af kommunale og amtskommunale feriefonde.

Skattemæssigt sondres der ikke mellem fonde omfattet af FBL (fondsbeskatningsloven) § 1, stk. 1, nr. 1, og fonde omfattet af FBL (fondsbeskatningsloven) § 1, stk. 1, nr. 4. Skattemæssigt sondres der heller ikke mellem erhvervsdrivende fonde og ikke-erhvervsdrivende fonde.

>Fusionsskatteloven definerer fusionsbegrebet, henholdsvis hvilke selskaber der kan gennemføre en skattefri fusion efter fusionsskattelovens almindelige regler. Se FUL (fusionsskatteloven) § 1.  

Fonde og foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven er ikke omfattet af FUL (fusionsskatteloven) § 1, men kan være omfattet af den særlige bestemmelser i FUL (fusionsskatteloven) § 14 c. Sidstnævnte bestemmelser gør med visse modifikationer de almindelige regler i fusionsskatteloven anvendelige også for disse fonde og foreninger. Det er en betingelse, for at en af fonde og foreninger, som er omfattet af fondsbeskatningsloven, skattemæssigt kan ske efter fusionsskatteloven, at  der også selskabsretligt (civilretligt) er tale om en fusion. Se FUL (fusionsskatteloven) § 1, stk. 3. For at en skattefri fusion af fonde og foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven kan ske skattefrit efter FUL (fusionsskatteloven) § 14 c, er det derfor en betingelse, at der også civilretligt er hjemmel til at gennemføre en skattefri fusion uden likvidation af den indskydende fond eller forening. Se SKM2019.222.SR. Spørger ønskede at sammenlægge en erhvervsdrivende fond med en ikke ikke-erhvervsdrivende fond. Spørger ønskede at fusionen skulle ske efter reglerne om skattefri fusioner. Det følger af FUL (fusionsskatteloven) § 14 c, at reglerne om skattefri fusioner kan benyttes ved fusion af fonde omfattet af fondsbeskatningsloven. For at  anvende reglerne i fusionsskatteloven er det et ubetinget krav, at der ikke sker likvidation af det indskydende selskab. Det følger af juridisk vejledning og retspraksis. Erhvervsstyrelsen og Civilstyrelsen havde givet tilladelse til den ønskede sammenlægning. Ifølge Erhvervsstyrelsen skulle sammenlægningen ske ved, at der skete likvidation af den indskydende fond. Idet sammenlægningen ikke kunne ske, uden at der skete likvidation af den indskydende fond, opfyldte sammenlægningen ikke betingelserne i fusionsskattelovens kapitel 1 om skattefrie fusioner. Skatterådet fandt herefter, at fusionen ikke kunne ske efter reglerne om skattefri fusion.<

Der kan ikke gennemføres en skattefri fusion af en fond og en forening, >eller af foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.<

Bestemmelserne i FUL (fusionsskatteloven) §§ 2, 9 og 11, der gælder for ejerne, kan ikke anvendes ved fusion af fonde og ved fusion af en fond og et datterselskab. Disse bestemmelser kan derimod være relevante ved fusioner mellem foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven. >Det er dog i § 14 c fastsat, at i de tilfælde, hvor der er tale om fusion mellem en fond og et datterselskab, skal fonden være ejer af samtlige aktier i selskabet.<

Fusion af erhvervsdrivende fonde

Reglerne i EFL kapitel 10-12 om opløsning af erhvervsdrivende fonde skal overholdes.

Det følger af EFL kapitel 11, at en fond kan opløses uden likvidation ved overdragelse af fondens aktiver og gæld som helhed til en bestående fond eller ved sammenslutning af flere fonde til en ny fond.

En moderfond kan også overtage et datterselskab (aktie- eller anpartsselskab) på betingelse af, at fonden overtager datterselskabets aktiver og gæld som helhed, så selskabet opløses uden likvidation.

Fusion af erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende fonde

For at kunne anvende reglerne om skattefri fusion i FUL (fusionsskatteloven) er det et krav, at der ikke sker en likvidation af den indskydende enhed. Ønsker en erhvervsdrivende og en ikke-erhvervsdrivende fond at fusionere, er det således et krav for at kunne anvende reglerne i FUL (fusionsskatteloven), at der ikke sker en likvidation af den indskydende enhed i processen. Se SKM2019.222.SR.

 

Fusion af foreninger

Der kan ske skattefri fusion af brancheforeninger mv. og af arbejdsmarkedssammenslutninger. Der kan også ske skattefri fusion af brancheforeninger mv. og arbejdsmarkedssammenslutninger imellem. Se FUL (fusionsskatteloven) § 14 c, nr. 3.

Fusion af faglige foreninger kræver ikke godkendelse. Vedtægtsændringer skal indsendes senest 4 uger efter ændringens vedtagelse. Se FL § 48, stk. 2.

Den modtagende forening beskattes som arbejdsmarkedssammenslutning, hvis foreningen har arbejdsgiver- eller fagforeningsmæssige formål.

Der kan ikke ske skattefri fusion af en forening og en fond. Der vil reelt være tale om opløsning af foreningen og indskud af værdierne i en fond.

Kommunale feriefonde under tilsyn

Fonde, som efter ferieloven administrerer ikke hævede feriegodtgørelser, kan have til formål at opkøbe og udleje feriehuse til de ansatte i kommunerne. Disse feriefonde ejer derfor i vidt omfang fast ejendom. Sådanne feriefonde vil være skattepligtige efter reglen i SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 6.

Feriefondene er undergivet tilsyn af Feriekontoret i Pensionsstyrelsen, og de er derfor ikke omfattet af fondslovene og dermed af fondsbeskatningsloven.

Sammenlægningen af kommuner og nedlæggelse af amterne som følge af kommunalreformen i 2007 medførte, at også de lokale feriefonde kunne fusioneres eller spaltes. Se FUL (fusionsskatteloven) § 14 c, stk. 1, nr. 4.

Feriefonde, der er oprettet i følge ferielovens § 36, kan derfor også fusionere skattefrit efter reglerne i fusionsskatteloven.

For at disse feriefonde skattefrit kan fusionere mv., skal følgende betingelser dog være opfyldt:

  • Fusionen mv. skal være en konsekvens af kommunalreformen.
  • Fusionen skal ske 1. januar 2006 eller senere.
  • Fusionsdatoen skal være sammenfaldende med skæringsdatoen for den modtagende fonds regnskabsår.

Skattestyrelsen skal have meddelelse om fusionen mv. senest en måned efter den dag, hvor fusionen er endeligt vedtaget.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

SKM2019.222.SR

Spørger ønskede at sammenlægge en erhvervsdrivende fond med en ikke-erhvervsdrivende fond. Spørger ønskede at sammenlægningen skulle ske efter reglerne om skattefrie fusioner. Det følger af fusionsskattelovens § 14c, at reglerne om skattefrie fusioner kan benyttes ved fusion af fonde omfattet af fondsbeskatningsloven. For at anvende reglerne om skattefrie fusioner er det "et ubetinget krav" at der ikke sker likvidation af den indskydende enhed. Det følger af juridisk vejledning og retspraksis. Erhvervsstyrelsen og Civilstyrelsen havde givet tilladelse til den ønskede sammenlægning. Ifølge Erhvervsstyrelsen skulle sammenlægningen ske ved, at der skete likvidation af den indskydende fond. Idet sammenlægningen ikke kunne ske, uden at der skete likvidation af den indskydende fond, opfyldte sammenlægningen ikke betingelserne for at anvende reglerne i fusionsskattelovens kapitel 1 om skattefrie fusioner. Skatterådet fandt herefter, at fusionen ikke kunne ske efter reglerne om skattefri fusion.

 

SKM2007.256.SR

Skatterådet fandt, at FUL (fusionsskatteloven) § 14 c, nr. 3, giver mulighed for skattefri fusion dels af to arbejdsgiverforeninger, dels af to brancheforeninger, og dels af to arbejdsgiverforeninger og en brancheforening.

TfS 1994, 320 LR

Ligningsrådet har behandlet spørgsmålet om, hvorvidt en fusion af to fonde i følge FUL (fusionsskatteloven) § 14 c, stk. 1, nr. 1, kunne gennemføres uden beskatning, selv om fusionen skulle gennemføres ved, at den indskydende fonds egenkapital, dvs. både den disponible og bundne kapital, overførtes til den disponible kapital i den modtagende fond. Den indskydende fond havde ikke modtaget gaver til udvidelse af den bundne kapital og derfor ikke fået fritagelse for beskatning af gaver efter fondsbeskatningslovens regler. Ligningsrådet bemærkede, at det grundlæggende spørgsmål om placering af den indskydende fonds egenkapital bør fastlægges af fondsmyndighederne i forbindelse med disse myndigheders godkendelse af sammenlægningen. Ligningsrådet fandt, at en eventuel tilladelse fra fondsmyndighederne til, at den bundne del af den indskydende fonds kapital overføres til den modtagende fonds disponible kapital, ikke var til hinder for at anvende fusionsskattelovens regler.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.