Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2019.486.HR

Sagen handlede om, hvorvidt der ved fastsættelse af armslængdevederlaget for et tysk moderselskabs anvendelse af et dansk datterselskabs immaterielle rettigheder skulle ske fradrag for indeholdte kildeskatter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1.

Højesteret fandt, at de koncerninterne priser svarede til markedspriserne, og at der derfor ikke var anledning til korrektion for indeholdte kildeskatter.

Landsretten var nået til samme resultat.

SKM2015.659.HR

Et produktionsselskab H havde opsagt en ti år lang licens- og distributionsaftale, som var indgået med et interesseforbundet distributionsselskab G1, et år før aftalens oprindelige udløb.

Distributionsforpligtelserne blev overdraget til et andet interesseforbundet selskab G2, der efter det oplyste overtog det opsagte selskabs underdistributører og dermed benyttede det samme distributionsnetværk.

Det nye distributionsselskab G2 påtog sig som "successor in interest" at betale et "termination fee" til det opsagte distributionsselskab. Beløbet blev betalt af H, der herefter ville foretage skattemæssige afskrivninger af beløbet.

H gjorde gældende, at det var en transfer pricing-sag, og at SKAT derfor alene kunne tilsidesætte de aftalte priser og vilkår i ophævelsesaftalen, hvis betingelserne for en korrektion i LL (ligningsloven) § 2 var opfyldte.

Højesteret udtalte, at de almindelige skatteretlige principper i SL (statsskatteloven) §§ 4-6 også finder anvendelse ved interesseforbundne selskaber. Spørgsmålet var herefter om "termination fee'et" blev afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde H's indkomst.

Højesteret fandt, at H ikke havde godtgjort, at betalingen for det førtidige ophør af distributionsaftalen havde en sådan tilknytning til H's egen indkomsterhvervelse, at udgiften var en fradragsberettiget driftsomkostning, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. 

H havde derfor ikke fradragsret for afskrivninger på "termination fee'et".

Dommen stadfæster SKM2015.137.ØLR

SKM2015.296.HR

To personer solgte et litauisk selskab til et dansk selskab, som de to personer også ejede. Sagen vedrørte, hvor stort et skattepligtigt tilskud det danske selskab skulle beskattes af. Det danske selskab havde købt det litauiske selskab til under markedsprisen.

Det danske selskab var enig i, at markedsprisen for det litauiske selskab var højere end den aftalte salgssum og at det danske selskab ved købet derfor havde modtaget et skattepligtigt tilskud. Selskabet gjorde gældende, at værdien af det litauiske selskab var lavere end SKATs skøn.

Højesteret udtalte, at som følge af denne enighed var SKAT berettiget til at skønne over værdien og SKATs skøn kunne alene tilsidesættes, hvis det danske selskab godtgjorde, at skønnet hvilede på et urigtigt grundlag eller var åbenbart urimeligt.

I denne sag var der ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige ansættelse af aktiernes værdi.   

Dommen stadfæster  SKM2013.726.VLR

SKM2012.92.HR

Forlænget ansættelsesfrist (anvendelsesområde for LL (ligningsloven) § 2): Højesteret udtalte, at SKAT efter bestemmelsen kan foretage korrektion af transaktioner mellem interesseforbundne parter, når en transaktion ikke er i overensstemmelse med, hvad der ville være opnåeligt mellem uafhængige parter.

Korrektionsadgangen omfatter alle økonomiske elementer og vilkår af relevans for beskatningen, herunder også fx forfaldstid, periodisering af renter og kurstab samt den retlige kvalifikation af transaktionen. I denne sag kunne en aftale om lån på nulkupon-vilkår indgået mellem interesseforbundne parter med tilbagevirkende kraft korrigeres af skattemyndighederne med hjemmel i LL (ligningsloven) § 2, stk. 1.

Dommen stadfæster SKM2010.134.ØLR

Landsretsdomme mv.

SKM2018.132.ØLR

Sagens materielle spørgsmål vedrører, hvorvidt et selskab ved fastlæggelsen af sine koncerninterne afregningspriser har taget højde for værdien af goodwill, som selskabet erhvervede ved en fusion med et søsterselskab, og om selskabet herved har overholdt armslængdeprincippet i LL (ligningsloven) § 2.

Selskabet fremsatte anmodning om medvirken af sagkyndige medlemmer under hovedforhandlingen, jf. retsplejeloven § 20, stk. 1.

Landsretten besluttede, at der ikke skulle deltage sagkyndige medlemmer under hovedforhandlingen. Som begrundelse anførte landsretten, at sagen særligt angår en juridisk vurdering af armslængdeprincippet og princippets betydning for, hvorvidt - og i givet fald på hvilken måde  - der skal tages højde for konstateret goodwill ved afgørelsen af, om en virksomhed har handlet på armslængdevilkår.

Landsretten udtalte, at uanset at der ved denne vurdering indgår regnskabsmæssige regler og principper mv., findes disse spørgsmål ikke at have en sådan karakter, at der mod ministeriets protest er grundlag for at træffe bestemmelse om, at retten under hovedforhandlingen skal tiltrædes af sagkyndige medlemmer. Landsretten bemærkede desuden, at forhold af regnskabsteknisk karakter, der måtte være af betydning for landsrettens vurdering, i fornødent omfang og mest hensigtsmæssigt kan belyses ved sagkyndige erklæringer og/eller vidneførsel.

TfS 2000,861

Et selskab havde købt en grund fra et interesseforbundet byggeselskab for en væsentlig højere pris, end byggeselskabet samme år havde købt grunden for. Selskabet havde forinden købet opnået forhåndstilsagn om støtte til opførelse af andelsboliger. Skattemyndighederne havde ansat købsprisen skønsmæssigt. Landsretten fandt, at forhåndstilsagnet måtte antages at påvirke grundpriserne ved overdragelse mellem uafhængige parter. Landsretten fandt det derfor ikke godtgjort, at overdragelsen ikke var sket på sædvanlige markedsvilkår.

TfS 2000,862

Et byggeselskab havde købt en grund fra et koncernforbundet selskab for en væsentlig højere pris, end selskabet havde købt grunden for af tredjemand. Selskabet havde forinden købet opnået forhåndstilsagn om støtte til opførelse af andelsboliger. Landsretten fandt, at forhåndstilsagnet måtte antages at påvirke grundpriserne ved overdragelse mellem uafhængige parter. Landsretten fandt det derfor ikke godtgjort, at overdragelsen ikke var sket på sædvanlige markedsvilkår.

Landsskatteretskendelser