Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-2
<< >>

J.A.15.1.1 Generelt om markedsføring

Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Hvornår må spil markedsføres i Danmark?
  • Hvilke overordnede krav bliver der stillet til markedsføring af spil i Danmark?
  • Hvilken rolle spiller markedsføringslovens bestemmelser i forhold til SPILL § 36?

Hvornår må et spil markedsføres i Danmark?

Markedsføring af spil forudsætter, at spillet enten

  •  lovligt kan udbydes uden en tilladelse fra Spillemyndigheden eller
  •  udbydes med en tilladelse fra Spillemyndigheden.

Se SPILL § 59, stk. 5, nr. 4 modsætningsvist.

Bemærk

Markedsføring af spil skal blandt andet overholde bestemmelserne i spillelovens kapitel 5 om oplysningsforpligtelser og markedsføring af spil. Hertil kommer, at markedsføring af spil ikke kun er reguleret af reglerne i lov om spil, men også skal leve op til dansk rets øvrige regler, herunder markedsføringsloven.

Flere af bestemmelserne i markedsføringsloven vil også være relevante for markedsføring af spil.

En overtrædelse af SPILL § 36 om markedsføring af spil vil normalt også medføre en overtrædelse af markedsføringslovens bestemmelse om god skik, hvorefter erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.

Ifølge SPILL § 59 er det strafbart at udbyde, arrangere eller formidle deltagelse i ulovlige spil. Spil, der udbydes eller arrangeres i Danmark uden den fornødne tilladelse, er ulovlige. Reklamering for spil og spiludbydere uden en tilladelse er også strafbart.

Det er en forudsætning for at ifalde strafansvar efter SPILL § 59, at overtrædelsen af lovens bestemmelser sker med forsæt eller med grov uagtsomhed. Om begreberne "forsæt" og "grov uagtsomhed" henvises til de almindeligt anvendte begreber i straffeloven. Se Straffelovens § 19.

Medvirken til overtrædelse af SPILL § 59 vil kunne straffes efter de almindelige regler i straffelovens § 23.

Definition

Ved "formidling af spil" uden tilladelse, forstås enhver form for aktivitet, der har til formål at etablere spil eller at udbrede deltagelsen i spil, hvad enten de udbydes elektronisk eller på anden måde. Se bemærkninger til SPILL § 59.

Eksempler

Formidling af deltagelse

Medvirken til udbud

Brug af links til hjemmesider hos spiludbydere, der ikke har tilladelse til udbud af spil, således at spillere i Danmark ad digital vej hjælpes til at spille hos spiludbydere uden tilladelse.

 

Erhvervsmæssig drift ved reklamering eller information om mulighederne for at spille hos spiludbydere, der ikke har tilladelse til udbud af spil.

Personer, som arbejder for ulovlige spiludbydere, og som har ydet en væsentlig indsats for spiludbyderens forretning. Dette gælder eksempelvis for salgsagenter, som fx udbreder kendskabet til ulovlige udbud af spil og personer, der indsamler information om danske sportsbegivenheder til brug for spiludbyderens væddemål. Fx til brug for oddssætning.

Den rene redaktionelle omtale af ulovlige spil i trykte eller digitale nyhedsmedier vil normalt ikke være omfattet af begrebet "formidling".

Hvilke overordnede krav bliver der stillet til markedsføring af spil i Danmark?

Udbud af spil bliver anset for at være et "følsomt område" i forarbejderne til spilleloven. Det fremhæves i denne forbindelse, at aggressiv markedsføring af spilprodukter kan risikere at skabe et overforbrug og en øget afhængighed af spil blandt særligt udsatte grupper i befolkningen. Dette betyder, at det vil være nødvendigt at lægge begrænsninger på markedsføringen af spil ud over de begrænsninger, der følger af markedsføringslovens bestemmelser.

Hvilken rolle spiller markedsføringsloven for Spillemyndighedens konkrete vurdering af markedsføring?

Markedsføring af spil er reguleret af både spilleloven og markedsføringsloven. Bestemmelserne om markedsføring i spilleloven er supplerende i forhold til markedsføringslovens mere generelle bestemmelser.

Dette betyder, at nogle sager alene vil kunne vurderes efter reglerne i spilleloven, mens det i andre sager også vil være nødvendigt at inddrage markedsføringsloven. Lovgivningen er derfor et udtryk for, at man har fundet det nødvendigt at lægge yderligere begrænsninger på markedsføringen af spil ud over de begrænsninger, der følger af markedsføringslovens bestemmelser. Spilleloven skærper således markedsføringsloven på visse områder.

Kort om andre regelsæt, som kan være relevante i forbindelse med udbud af spil i Danmark

Enhver markedsføring af spil skal leve op til bestemmelserne i fx spillelovens kapitel 5. Hertil kommer, at markedsføring af spil også skal leve op til dansk rets øvrige regler.

Som eksempler på regler, der kan være relevante for markedsføring af spil, kan nævnes:

  • markedsføringsloven
  • aftaleloven
  • lov om visse forbrugeraftaler
  • købeloven.

Herudover kan fremhæves BEK nr. 801/2013 om reklamer og sponsorering mv. af programmer i radio, fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester samt indgåelse af partnerskaber, som er vedtaget med hjemmel i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Denne opregning er alene udtryk for eksempler og kan dermed ikke anses for at være udtømmende. Skatteministeriet foretager ikke i denne juridiske vejledning en fortolkning af regler, som ligger udenfor Skatteministeriets ressortområde. Om fortolkning af de ovennævnte love henvises derfor til de ministerier, som administrerer disse retsområder.

Se også

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.