Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-2
<< >>

F.A.31.2 VAB A,Veterinærkontrol af levende dyr og animalske produkter samt IUU kontrol

Indhold

Afsnittet beskriver vareområdet og ressortmyndighedens lovgrundlag på området.

Afsnittet indeholder:

  • Formål og lovgivning
  • Ressortmyndighed
  • Hovedregel om kontrol ved import af levende dyr, animalske produkter, sammensatte produkter, animalske biprodukter, avlsmateriale samt hø og halm
  • Undtagelser vedrørende offentlig kontrol på grænsekontrolsteder
  • Hovedregel om IUU kontrollen
  • Undtagelser vedr. IUU-kontrol
  • Toldstyrelsens opgave

Formål og lovgrundlag

Formålet med denne vejledning er at beskrive proceduren for den offentlige kontrol på udpegede grænsekontrolsteder af levende dyr og animalske varer samt hø og halm til fri omsætning i EU, henholdsvis i transit til tredjelande gennem EU, samt IUU-kontrol i forbindelse med import, og at præcisere ansvarsfordeling mellem Toldstyrelsen og Fødevarestyrelsen.

Offentlig kontrol på udpegede grænsekontrolsteder ved import af levende dyr og animalske varer samt hø og halm

Levende dyr og animalske varer, herunder fisk og fiskevarer, samt hø og halm er omfattet af denne varebestemmelse. Det betyder, at der umiddelbart efter ankomsten til EU’s område skal ske offentlig kontrol på et udpeget grænsekontrolsted af dyrene og varerne. I Danmark er det Fødevarestyrelsen, der gennemfører denne kontrol. Kontrollen skal foretages uanset om dyrene eller varerne skal fortoldes i Danmark, i et andet EU-land eller ikke skal fortoldes men føres til et land uden for EU efter transit gennem EU.

Fødevarestyrelsen gennemfører kontrol af levende dyr, animalske produkter, sammensatte produkter, animalske biprodukter, avlsmateriale samt hø og halm, der importeres eller transiteres fra lande uden for EU. Fisk og fiskevarer, der importeres fra fabriksfartøjer eller frysefartøjer, som er registreret i et tredjeland, kontrolleres også af Fødevarestyrelsen.

For området offentlig kontrol på grænsekontrolsteder af levende dyr og animalske varer samt hø og halm gælder en række forordninger og nationale bestemmelser, bl.a.:

EU regulering:

  • Forordning (EU) nr. 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på at sikre anvendelsen af fødevare- og foderlovgivningen, og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed og plantebeskyttelsesmidler.
  • Gennemførelsesforordning (EU) 2019/2007 af 18. november 2019 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 for så vidt angår listerne over dyr, animalske produkter, avlsmateriale, animalske biprodukter og afledte produkter samt hø og halm, der er omfattet af offentlig kontrol på grænsekontrolsteder, og om ændring af beslutning 2007/275/EF.
  • Forordning (EU) 2019/2122 af 10. oktober 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 for så vidt angår visse kategorier af dyr og varer, der er undtaget fra offentlig kontrol ved grænsekontrolsteder, særlig kontrol af passagerers personlige bagage og af små sendinger af varer til fysiske personer, som ikke er bestemt til at blive markedsført, og om ændring af Kommissionens forordning (EU) nr. 142/2011.
  • Forordning (EU) nr. 576/2013 af 12. juni 2013 om ikke-kommerciel flytning af selskabsdyr.

National regulering:

  • Bekendtgørelse nr. 1351 af 10. december 2019 om offentlig kontrol ved samhandel og indførsel til Unionen af levende dyr, animalske fødevarer, animalske biprodukter og heraf afledte produkter, avlsmateriale samt hø og halm og om straffebestemmelser for overtrædelse af relaterede EU-retsakter.

IUU-kontrol af fisk og fiskevarer.

Fisk og fiskevarer, der importeres fra tredjelande (herunder Norge, Færøerne, Island og Grønland) skal, hvis de skal indfortoldes i Danmark, IUU-kontrolleres før indfortoldning kan foretages. I Danmark er det Fødevarestyrelsens IUU-kontrol, der gennemfører denne kontrol. Fisk, der landes direkte i Danmark af tredjelandsfartøjer, IUU-kontrolleres af Fiskeristyrelsen.

For området IUU-kontrol af fisk og fiskevarer gælder følgende forordninger og nationale bestemmelser:

EU regulering:

  • Forordning (EF) nr. 1005/2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-forordningen) med senere ændringer.
  • Forordning (EF) nr. 1010/2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008.

National regulering:

  • Bekendtgørelse nr. 1159 af 4. oktober 2013 om forhåndsanmeldelse i henhold til EU-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU).

Ressortmyndighed

Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er Fødevarestyrelsen.

Hovedregel om kontrol ved import af levende dyr, animalske produkter, sammensatte produkter, animalske biprodukter, avlsmateriale samt hø og halm

Levende dyr, animalske varer samt hø og halm, der indføres eller genindføres fra tredjelande skal umiddelbart efter ankomsten til EU’s område føres til offentlig kontrol på et udpeget grænsekontrolsted.

Ved import til dansk område er det Toldstyrelsen, der sikrer at sendinger af levende dyr, animalske varer, samt hø og halm har været til offentlig kontrol på et udpeget grænsekontrolsted inden overgang til fri omsætning. Dyr og varer må først frigives, når denne kontrol er foretaget.

I Danmark er det Fødevarestyrelsens grænsedyrlæger der udfører den offentlige kontrol på grænsekontrolstedet. Kontrollen skal foretages, uanset om dyrene eller varerne skal fortoldes i Danmark, skal fortoldes i et andet EU-land eller ikke skal fortoldes, men føres til et land uden for EU efter transit gennem EU. Transit kan ske med eller uden midlertidig oplagring.

Levende dyr, animalske varer samt hø og halm må kun indføres til Danmark via havne eller lufthavne, hvor der er oprettet et grænsekontrolsted, der er godkendt til kontrol af den pågældende vare. Varerne må kun frigives til en toldprocedure, som grænsedyrlægen har tilladt i importdokumentet CHED.

Ikke-kommercielle dyr, som rejsende selv har med, er generelt omfattet af den offentlige kontrol på grænsekontrolstederne. Der er en række undtagelser herfor (Se undtagelser vedrørende veterinærkontrol).

Indførsel af animalske varer til privat brug er omfattet af restriktive EU-restakter. En del af disse produkter er undtaget fra reglerne om offentlig kontrol på et grænsekontrolsted ved indførsel til EU fra tredjelande.

Undtagelser vedrørende offentlig kontrol på grænsekontrolsteder

Der er en række undtagelser for hvad der skal føres til offentlig kontrol på grænsekontrolstederne:

  • Ikke-kommercielle selskabsdyr, som anført i bilag I til forordning (EU) 576/2013, og som medtages af indrejsende personer, skal i stedet kontrolleres af Toldstyrelsen i lufthavnes ankomsthal.
  • Levende dyr og animalske varer fra Liechtenstein, Andorra, Norge og Schweiz skal ikke føres til offentlig kontrol på et grænsekontrolsted.
  • Animalske varer fra Island skal ikke føres til offentlig kontrol på et grænsekontrolsted. (Levende dyr samt avlsmateriale skal dog kontrolleres).
  • Fisk og fiskevarer fra Færøerne og Grønland skal ikke føres til offentlig kontrol på et grænsekontrolsted.
  • Private må indføre animalske produkter til eget brug enten som led i indrejsen eller ved modtagelse af pakker. Der er en række betingelser fx vægtgrænser af forskellige produkter, som skal være opfyldt. De nærmere betingelser for privat indførsel, herunder mængdebegrænsningerne, kan læses på Fødevarestyrelsens hjemmeside om privat indførsel.

Hovedregel om IUU kontrollen

Fisk og fiskevarer må kun importeres til EU, når de er ledsaget af en fangstattest. Fisk og fiskevarer fra tredjelande, der skal indfortoldes i Danmark, skal som hovedregel underkastes IUU-kontrol ved et af Fødevarestyrelsens IUU-kontrolsteder. Der er dog visse undtagelser herfor (se undtagelser vedr. IUU-kontrol).

Vareprøver af fisk og fiskevarer fra tredjelande, bestemt til Danmark, skal IUU-kontrolleres ved et IUU-kontrolsted. Fisk og fiskevarer, der genindføres fra et tredjeland til Danmark, skal IUU-kontrolleres ved et IUU-kontrolsted.

Fisk og fiskevarer må kun frigives, når IUU kontrollen er gennemført og dokumenteret ved udfyldelse af fangstattestens kontroldel. Ved fisk og fiskevarer fra Norge og Grønland kan kontrollen evt. være dokumenteret med mail fra Fødevarestyrelsen til importøren.

Undtagelser vedr. IUU-kontrol

Der er enkelte undtagelser til IUU-kontrollen:

Fiskevarer, der er anført i bilag I til forordning (EF) nr. 1005/2008, er undtaget fra IUU-kontrol.

Privates indførsel af fisk og fiskevarer fra tredjelande er også undtaget fra IUU-kontrol.

Toldstyrelsens opgave

Toldstyrelsen kontrollerer stikprøvevist kommercielle importer af levende dyr og animalske varer samt hø og halm fra tredjelande, samt privates indførsel / modtagelse af levende dyr og animalske varer samt hø og halm.

Toldstyrelsen skal ved sin kontrol sikre,

  • At kommercielle partier af levende dyr og animalske varer bliver ført til offentlig kontrol på et udpeget grænsekontrolsted og derefter frigivet til den toldbestemmelse, som CHED tillader.
  • At fiskevarer omfattet af forordning (EF) 1005/2008 ikke fortoldes i Danmark uden at være blevet IUU-kontrolleret og godkendt.
  • At personer, der indfører animalske varer, som er undtaget fra kravet om offentlig kontrol på et udpeget grænsekontrolsted, har tilladelse fra Fødevarestyrelsen til indførsel fx som vareprøve til analyse mv., prøve til forskning eller diagnostik.
  • At animalske varer der indføres til eget brug (privat indførsel) opfylder betingelserne herfor.

Toldstyrelsen skal ved fund af omfattede levende dyr, animalske varer mv.:

  • Informere transportøren om, at transporten/sendingen omfatter varer, der skal til offentlig kontrol på et udpeget grænsekontrolsted, og at varerne skal registreres med særlige koder i rubrik 44.2 (C640 - levende dyr / N853 - animalske produkter) og med et A i rubrik 44.3. Det betyder, at registreringen ikke kan afsluttes og varerne ikke kan frigives, før kontrollen på grænsekontrolstedet har fundet sted, og grænsedyrlægen har udarbejdet et CHED, som angiver varens tilladte bestemmelse (fx fri omsætning, transit til tredjeland eller returnering/destruktion).
  • For fisk og fiskevarer, der skal fortoldes og IUU-kontrolleres i Danmark, informerer transportøren om, at omfattede varer skal toldangives i rubrik 44.2 under kode C 673.
  • Sikre, at transportøren ved fortoldning dokumenterer, at den offentlig kontrol på et udpeget grænsekontrolsted har fundet sted, og at grænsedyrlægen har udarbejdet et CHED, som angiver varens tilladte bestemmelse.
  • Sikre, at varepartiet frigives til den toldbestemmelse, der er bestemt i CHED.
  • Sikre, at transportøren ved fortoldning af relevante fisk og fiskevarer dokumenterer, at IUU-kontrollen har IUU-kontrolleret varerne.
  • Kontrollere identiteten af ikke-kommercielle selskabsdyr, som ikke skal føres til offentlig kontrol på et grænsekontrolsted, i henhold til Fødevarestyrelsens: "Guide om kontrol af selskabsdyr, som indføres til Danmark", som er sendt til Toldstyrelsen i både word og pdf format.

Toldstyrelsen kan i tvivlstilfælde kontakte Fødevarestyrelsen på 14@fvst.dk (levende dyr) eller 16@fvst.dk (animalske varer).

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.