Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-2
<< >>

F.A.20.7.9.3 Elektronisk transportdokument for varer, der transporteres ad luftvejen (ETD)

Luftfartsselskaber og de kurérselskaber, der i sig selv er et luftfartselskab og anvender egne fly, kan under visse forudsætninger få tilladelse til at anvende et elektronisk transportdokument som forsendelsesangivelse, forudsat at dokumentet indeholder de nødvendige oplysninger. Oplysningerne i transportdokumentet skal være tilgængelige for toldmyndighederne på afgangs- og bestemmelsestoldstedet, således at der kan føres toldtilsyn med varerne og forsendelsesproceduren kan afsluttes. Se EUTK art. 233, stk. 4, litra e).

Da anvendelse af et elektronisk transportdokument i henhold til EUTK art. 233, stk. 4, litra e) kan medføre, at luftfartsselskaber skal tillempe deres interne systemer til lovgivningen, er der fastsat overgangsbestemmelser for den elektroniske fremgangsmåde med anvendelse af transportdokumenter (ETD) som forsendelsesangivelse, for varer, der transporteres ad luftvejen.

Overgangsbestemmelserne fastsætter procedurer for EU-forsendelse, som er baseret på et elektronisk transportdokument, for de luftfartsselskaber, som endnu ikke har opgraderet de systemer, som er nødvendige for anvendelse af EUTK art. 233, stk. 4, litra e).

Hovedreglen for ordningen er, at oplysningerne i det elektroniske transportdokument er til rådighed for afgangstoldstedet i afgangslufthavnen og for bestemmelsestoldstedet i bestemmelseslufthavnen, og at disse oplysninger er de samme ved afgangstoldstedet og ved bestemmelsestoldstedet.

Der kræves ikke sikkerhedsstillelse, når der anvendes et elektronisk transportdokument (flymanifest) i overensstemmelse med den forenklede fremgangsmåde, jf. EUTK art. 89, stk. 8, litra d).

Overgangsbestemmelserne er beskrevet i DFO art. 24, stk. 2, art. 27, art. 29 og art. 52-53.

Overgangsbestemmelserne gælder, indtil NCTS systemet er blevet opdateret og taget i anvendelse.

I forbindelse med ibrugtagning af NCTS nye del (fase 5), vil det være obligatorisk for virksomhederne at skulle opfylde datakravene i DF bilag A og B. De specifikke dataelementer, som brugerne skal implementere i deres EDB-systemer, er anført i Konventionen tillæg III, tillæg B6 og bilag A1a.

I overgangsperioden foretages der kontrol på manuel basis. I forbindelse med etableringen af NCTS fase 5, vil automatisk risikovurdering blive implementeret og kontrollerne tilpasses herefter.

Tilladelse i henhold til overgangsbestemmelserne

Tilladelse til at anvende et elektronisk manifest gives til ansøgere, der opfylder følgende betingelser:

  1. Ansøgeren er et luftfartsselskab, der foretager et betydeligt antal flyvninger mellem EU-lufthavne
  2. Ansøgeren er etableret i Unionens toldområde (har sit hjemsted, hovedsæde eller et fast forretningssted i Unionen)
  3. Ansøgeren anvender regelmæssigt EU-forsendelsesproceduren, eller de kompetente toldmyndigheder ved, at vedkommende kan opfylde forpligtelserne i henhold til procedure
  4. Ansøgeren har ikke begået alvorlige eller gentagne overtrædelser af told- eller skattelovgivningen.
  5. Toldmyndighederne er i stand til at overvåge anvendelsen af og kontrollere EU-forsendelsesproceduren uden en uforholdsmæssig stor administrativ indsats i forhold til kravene til det berørte luftfartsselskab
  6. Ansøgeren fører optegnelser, der gør det muligt for toldmyndighederne at foretage en effektiv kontrol

Hvis ansøgeren har en AEO-bevilling til at udnytte forenklede toldbestemmelser i overensstemmelse med EUTK art. 38, stk. 2, litra a), anses kravene som nævnt overfor i punkt 4) - 6) for at være opfyldt.

Se DFO art. 27 og 29.

Den kompetente toldmyndighed, som antager en ansøgning om tilladelse til elektronisk manifest, skal sende ansøgningen i høring hos de øvrige landes toldmyndigheder, hvor tilladelsen skal være gældende. Hvis der ikke modtages indsigelser fra de andre lande inden 45 dage, udstedes tilladelsen. Tilladelsen er kun gældende i de lufthavne, der er nævnt i tilladelsen.

Udfyldelse og anvendelse af elektronisk manifest i henhold til overgangsbestemmelserne

Luftfartsselskabet sender det manifest, som er udarbejdet i afgangslufthavnen, til bestemmelseslufthavnen ved hjælp af et elektronisk system, som tillader udveksling af oplysninger.

Manifestet skal for hver post på manifestet indeholde den relevante kode:

  • "T1", hvis varerne er henført under ekstern EU-forsendelsesprocedure
  • "T2F", hvis varerne forsendes under proceduren for intern EU-forsendelse til eller fra de områder i Unionens toldområde, hvor direktiv 2006/112/EF ikke finder anvendelse (se DF art. 188)
  • "TD" for varer, der allerede er henført under en EU-forsendelsesprocedure, eller som transporteres under proceduren for aktiv forædling, toldoplag eller midlertidig indførsel. I disse tilfælde skal luftfartsselskabet også anføre koden TD på det relevante luftfragtbrev sammen med en henvisning til den benyttede procedure samt nummer og dato på forsendelsesangivelsen og navnet på udstedelsesstedet.
  • "C" for EU-varer der ikke forsendes under en EU-forsendelsesprocedure
  • "X" for EU-varer, som skal eksporteres, og som ikke er henført under en EU-forsendelsesprocedure.

Manifestet skal endvidere indeholde følgende oplysninger:

  • Luftfartsselskabets navn
  • Rutenummer
  • Dato for flyvningen
  • Afgangs- og bestemmelseslufthavnen

og for hver enkel sending skal manifestet indeholde:

  • Luftfragtbrevets nummer
  • Antal kolli
  • Handelsbeskrivelse af varerne, herunder alle detaljer, der er nødvendige til identifikation af varerne
  • Bruttovægt.

Hvis der er tale om samlegods, kan handelsbeskrivelsen i manifestet erstattes af påtegningen "Consolidation", eventuelt i forkortet form. Forudsætningen for at anvende "Consolidation" er, at de luftfragtbreve, der vedrører det i manifestet angivne samlegods, indeholder en handelsbeskrivelse af varerne, herunder alle detaljer, der er nødvendige til identifikationen af dem. Luftfragtbrevene skal vedlægges manifestet.

Det er kun nødvendigt at anvende et enkelt elektronisk manifest, uanset om der er tale om varer med forskellig toldmæssig status.

EU-forsendelsesproceduren anses for at være ophørt, når luftfartsselskabet meddeler toldstedet på bestemmelsesstedet, at alle varer, der er omfattet af ETD, hvor ETD anvendes som forsendelsesangivelse, befinder sig på et midlertidigt lager eller andet sted, hvor varerne kan opbevares under toldmyndighedernes overvågning. LRN-nummeret på ETD, der anvendes som forsendelsesangivelse, skal oplyses for en midlertidig opbevaring eller andre relevante angivelser.

Se DFO art. 52, stk. 1-4.

Dokumentation og kontrol i henhold til overgangsbestemmelserne

De optegnelser, som luftfartsselskabet er forpligtet til at føre i henhold til tilladelsen, skal som minimum indeholde de oplysninger, som kræves i det elektroniske transportdokument.

Luftfartsselskabet er forpligtet til at give toldmyndighederne meddelelse om alle overtrædelser og uregelmæssigheder.

Hvis der konstateres uregelmæssigheder, underretter toldmyndighederne i bestemmelseslufthavnen toldmyndighederne i afgangslufthavnen samt den toldmyndighed, der har udstedt luftfartsselskabets tilladelse til elektronisk transportdokument. 

De kompetente toldmyndigheder i bestemmelseslufthavnen kan om nødvendigt sende de nærmere oplysninger fra modtagne elektroniske manifester til verifikation hos de kompetente toldmyndigheder i afgangslufthavnen for at få verificeret oplysningerne.

Se DFO art. 52, stk. 5-7.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.