F.A.20.4 Beredskabsprocedure for EU-forsendelse (nødprocedure)
Indhold
Dette afsnit handler om, hvordan en forsendelsesangivelse startes i beredskabsprocedure for EU-Forsendelsen, når det elektroniske forsendelsessystem er ude af drift.
Afsnittet indeholder:
- Formål og lovgrundlag
- Hvornår bruges beredskabsproceduren?
- Hvilke dokumenter kan bruges i beredskabsproceduren?
- Brug af beredskabsproceduren i standardproceduren
- Brug af beredskabsproceduren i den forenklede procedure (godkendt afsender)
- Udfyldning af enhedsdokumentet (SAD)
- Formaliteter under transporten.
Formål og lovgrundlag
Formålet med beredskabsproceduren for EU-forsendelse er, at både Toldstyrelsen og virksomheder kan starte forsendelser manuelt, når det elektroniske forsendelsessystem er ude af drift.
Reglerne for beredskabsprocedure for EU-forsendelse står i GF bilag 72-04. Der henvises endvidere til bestemmelserne i DF bilag B, hvor regelsættene for udskrivning af data fremgår i B-02 - B-05 (Forsendelsesledsagedokumentet, Forsendelses-/sikringsledsagedokumentet, varepostlister mv.) fremgår.
Hvornår bruges beredskabsproceduren for EU-forsendelse?
Beredskabsproceduren kan bruges, når
- Toldstyrelsens elektroniske system er ude af drift
- virksomhedens (den ansvarlige for proceduren) elektroniske system er ude af drift
- netværket mellem virksomheden (den ansvarlige for proceduren) og Toldstyrelsen er ude af drift.
Forsendelser, der angives i NCTS, og forsendelser, der angives i beredskabsproceduren for EU-Forsendelse, skal betragtes som to klart adskilte procedurer. Det vil sige, at forsendelser, der er påbegyndt og frigivet i NCTS, skal afsluttes i NCTS, og forsendelser, der er påbegyndt i beredskabsproceduren, også skal afsluttes i overensstemmelse med de bestemmelser, der gælder for det administrative enhedsdokument (SAD).
Hvilke dokumenter kan bruges i beredskabsproceduren for EU-forsendelse?
Disse dokumenter kan bruges i beredskabsproceduren:
- Det administrative enhedsdokument (SAD)
- En udskrift af SAD udskrevet af virksomhedens system efter reglerne i GF bilag 72-04.
- Det elektroniske ledsagedokument (TAD), hvis Toldstyrelsen finder, at virksomheden har behov for det. Hvis TAD anvendes, er det en betingelse, at der hverken er et synligt MRN eller stregkode på dokumentet (overstreget eventuelt med sort tusch).
Uanset hvilken type dokument, der benyttes, gælder følgende:
- Angivelsen skal udfyldes i tre eksemplarer, benævnt eksemplar 1, 4 og 5
- Angivelsen skal på alle tre eksemplarer forsynes med et rødt stempel af format 26 x 59 mm, der anbringes i rubrik A på SAD eller i stedet for MRN og stregkoden på det elektroniske ledsagedokument.
NCTS NØDPROCEDURE
EU-FORSENDELSE/FÆLLES FORSENDELSE
INGEN TILGÆNGELIGE DATA I
SYSTEMET
INDLEDT DEN__________
(Dato/tidspunkt)
Eller
BEREDSKABSPROCEDURE
EU-FORSENDELSE/FÆLLES FORSENDELSE
INGEN TILGÆNGELIGE DATA I
SYSTEMET
INDLEDT DEN__________
(Dato/tidspunkt)
Brug af beredskabsproceduren i standardproceduren
Enhedsdokumentet eller kopien af det elektroniske ledsagedokument frembydes i tre eksemplarer sammen med varerne på afgangstoldstedet. Angivelsen registreres af afgangstoldstedet med et nummer fra forsendelsesnummerrækken. Hvis virksomheden fremlægger en kopi af et elektronisk ledsagedokument overstreges et eventuelt MRN samt stregkoden med sort tusch. Hvis angivelsen er indsat i NCTS, er det vigtigt, at den efterfølgende bliver slettet af afgangstoldstedet (står i status "Fremsendt" i MCC), når NCTS igen virker. Beredskabsprocedurestemplet påsættes af afgangstoldstedet i rubrik A i enhedsdokumentet eller i stedet for MRN og stregkoden i det elektroniske ledsagedokument.
Forsendelsesangivelsen skal omfatte følgende tre eksemplarer:
- Eksemplar 1, der beholdes af afgangstoldstedet
- Eksemplar 4, der følger varerne til bestemmelsestoldstedet og arkiveres der
- Eksemplar 5, der følger varerne til bestemmelsestoldstedet, og som bestemmelsestoldstedet returnerer til afgangstoldstedet, når forsendelsesproceduren er afsluttet.
Brug af beredskabsproceduren i den forenklede procedure (godkendt afsender)
Beredskabsproceduren i den forenklede procedure (godkendt afsender) kan anvendes, når
- det system, som virksomheden anvender, ikke er tilgængeligt
- netforbindelsen mellem det system, som virksomheden anvender, og Toldstyrelsens system ikke virker.
Tilladelse til at anvende beredskabsproceduren kan gives på to måder:
- Toldstyrelsen kan give en generel tilladelse til alle godkendte afsendere ved en udmelding fra "Servicedesk" på Toldsystemets rullemenu, eller
- det relevante afgangstoldsted kan give tilladelse til den enkelte virksomhed, hvis deres system ikke virker.
Virksomhederne skal i begge tilfælde meddele afgangstoldstedet, at de har startet forsendelser op i beredskabsproceduren samt senest dagen efter indsende eksemplar 1 af enheds- eller ledsagedokumentet til afgangstoldstedet.
Hvis mere end to pct. af en godkendt afsenders forsendelser årligt påbegyndes i beredskabsproceduren, skal virksomhedens tilladelse som godkendt afsender tages op til revision af afgangstoldstedet.
Hvis virksomhedens system er ude af drift, kan afgangstoldstedet give tilladelse til, at kun et eksemplar af enhedsdokumentet fremlægges, hvorefter afgangstoldstedet kan indtaste oplysningerne i NCTS.
Når virksomheden bruger beredskabsproceduren, skal enhedsdokumentet eller kopi af det elektroniske ledsagedokument udfærdiges i tre eksemplarer. Angivelsen registreres af den godkendte afsender med et nummer fra virksomhedens forsendelsesnummerrække. Hvis angivelsen er indsat i NCTS inden systemets nedbrud, er det vigtigt, at den efterfølgende slettes af afgangstoldstedet, hvilket virksomheden har pligt til at sørge for, når NCTS igen virker. Beredskabsprocedurestemplet påsættes af den godkendte afsender i rubrik A i enhedsdokumentet eller i stedet for MRN og stregkoden i det elektroniske ledsagedokument.
Forsendelsesangivelsen skal omfatte følgende tre eksemplarer:
- Eksemplar 1, der sendes til afgangstoldstedet senest dagen efter forsendelsens opstart
- Eksemplar 4, der følger varerne til bestemmelsestoldstedet og arkiveres der
- Eksemplar 5, der følger varerne til bestemmelsestoldstedet, som returnerer det til afgangstoldstedet, når forsendelsesproceduren er afsluttet.
Udfyldning af enhedsdokumentet (SAD)
Reglerne for udfyldelse af enhedsdokumentet findes i DF bilag B-01.
Rubrik 1
Angivelse
Første underrubrik udfyldes kun i forbindelse med fortoldning og udførsel.
Anden underrubrik udfyldes kun i forbindelse med udførsel.
Tredje underrubrik udfyldes, når der er tale om en forsendelsesangivelse eller som dokumentation for, at varerne har status som EU-varer (T2L).
Der anføres følgende betegnelser i forbindelse med forsendelse:
- T1: Varer, der forsendes under proceduren for ekstern EU-forsendelse
- T2: Varer, der forsendes under proceduren for intern EU-forsendelse
- T2F: Varer, der forsendes under proceduren for intern EU-forsendelse til eller fra eller mellem steder i Unionens toldområde, for hvilke bestemmelserne i Rådets Direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om et fælles merværdiafgiftssystem ikke finder anvendelse
- T-: Forsendelser, der består af både T1- og T2-varer, der er opført på supplementsformularer eller særskilte ladelister for hver type varer. Den tomme plads efter T-mærket overstreges.
I forbindelse med bevis for den toldmæssige status som EU-varer (T2) anvendes primært:
- T2L: Som dokumentation for, at varerne har status som T2-varer
- T2LF: Som dokumentation for, at varerne har status som T2-varer ved forsendelse til eller fra de steder i Fællesskabets toldområde, for hvilke bestemmelserne i Rådets Direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om et fælles merværdiafgiftssystem ikke finder anvendelse.
Rubrik 2
Afsender/eksportør
Rubrikken er kun obligatorisk at udfylde, når blanketten bruges som dokumentation for EU-status, T2L eller T2LF. I disse tilfælde skrives afsenderens/eksportørens EORI-nummer, navn eller firmanavn samt fuldstændig adresse.
Rubrik 3
Formularer
Skriv angivelsens løbenummer i forhold til det samlede antal angivelser (angivelser og supplementsangivelser). Vedrører angivelsen kun en varepost udfyldes rubrik 3 ikke. I stedet skrives 1 i rubrik 5.
Rubrik 4
Ladelister
Skriv hvor mange ladelister eller lignende, der eventuelt er vedlagt.
Rubrik 5
Vareposter
Skriv det samlede antal vareposter på forsendelsen.
Rubrik 8
Modtager
Skriv modtagerens EORI-nummer, navn eller firmanavn samt fuldstændig adresse. Kendes disse oplysninger ikke på afsendelsestidspunktet, eller drejer forsendelsen sig om samlegods til flere modtagere, skrives navn og adresse på den person eller virksomhed, som varerne skal leveres til.
Udfyldelsen af denne rubrik behøves ikke, hvis modtageren er etableret uden for et EU- eller et fælles forsendelsesland.
Rubrik 15
Afsendelsesland
Skriv navnet på det land, hvor varerne afsendes fra.
Rubrik 17
Bestemmelsesland
Skriv navnet på det land, hvor varerne sendes til. Hvis varerne er bestemt til et ikke EU-land - via et andet EU-land - skrives navnet på det endelige bestemmelsesland.
Rubrik 18
Transportmidlets identitet og nationalitet ved afsendelsen
Skriv transportmidlets nationalitet (landekoden) ved afgang (dog ikke ved jernbanetransport).
Endvidere skrives ved:
- Skibe. Skriv skibets navn
- Fly. Skriv flyets registreringsnummer
- Lastbiler. Skriv køretøjets bilregistreringsnummer/numre
- Jernbane. Skriv jernbanevognens nummer
- Post og faste installationer. Her skrives ingen oplysninger.
Rubrik 21
Det grænseoverskridende aktive transportmiddels nationalitet
Transportmidlets nationalitet skal altid angives. Skriv nationaliteten for landet med landekoden.
Transportmidlets identitet er ikke obligatorisk at udfylde i rubrik 21.
Hvis det drejer sig om en kombineret transport, eller der anvendes flere transportmidler, skrives nationaliteten på det aktive transportmiddel, dvs.:
- Hvis det fx drejer sig om en lastbil på en færge, er det skibets nationalitet, der skal skrives.
- Hvis det fx drejer sig om en trækker med anhænger, er det trækkerens nationalitet, der skal skrives.
Rubrik 25
Anvendes ikke i Danmark. Dog skrives kode 40 for transport af luftfragt ad landevejen (lavtgående fly).
Rubrik 31
Kolli og varebeskrivelse, mærke og nummer, containernummer, antal og art
Skriv kollienes mærker, numre, antal og art.
Hvis det drejer sig om ikke-emballerede varer, skrives antallet af varer, eller der skrives "bulk".
Varebeskrivelsen skrives på hver varepost. Med varebeskrivelse forstås varens normale handelsbetegnelse, så varen kan identificeres.
Rubrikken skal også indeholde oplysninger om punktafgiftspligtige varer. Skriv denne oplysning ved hjælp af punktafgiftskoden liste over punktafgiftskoder.
Hvis der anvendes containere, skal deres identifikationsmærker angives.
Skriv også særlige oplysninger, der knytter sig til de enkelte vareposter, og som kan være fastsat i EU's landbrugsordninger som fx "Fritagelse for monetære udligningsbeløb" eller "Udførsel af EU er underkastet særlige restriktioner".
Rubrik 32
Varepost
Skriv varepostens fortløbende nummer i henhold til det samlede antal vareposter, der er skrevet i rubrik 5. Vedrører angivelsen kun en enkelt varepost, udfyldes rubrikken ikke.
Rubrik 33
Varekode
Første underrubrik (til venstre) udfyldes i overensstemmelse med EU's varenomenklatur, hvis det kræves efter fællesskabsforskrifterne.
Rubrikken skal udfyldes i følgende tilfælde:
Forsendelsesangivelsen udfyldes af samme person samtidig med eller efter at have udfærdiget en toldangivelse med angivelse af varekoden (fx en udførselsangivelse).
Det kræves af EU-reglerne.
Rubrik 35
Bruttomasse
Bruttovægten for den enkelte varepost skrives i hele kg (kilogram)
Ved bruttovægt forstås varernes samlede vægt inklusiv al emballage (dog ikke transportmateriel som for eksempel containere).
Vedrører angivelsen flere slags varer, er det tilstrækkeligt at skrive den samlede bruttomasse i den første rubrik 35, og de øvrige rubrik 35 udfyldes ikke.
Rubrik 38
Nettomasse
Nettovægten for den enkelte varepost skrives i kg (kilogram).
Ved nettovægt forstås varernes samlede vægt uden nogen form for emballage. Denne oplysning skrives kun, hvis det kræves af EU-reglerne.
Rubrik 40
Summarisk angivelse/forudgående dokument
Her henvises til den foregående toldmæssige anvendelse eller bestemmelse af varerne eller de tilsvarende tolddokumenter. Hvis der skal angives mere end en henvisning, skal man skrive "diverse" og vedlægge forsendelsesangivelsen henvisningerne.
Rubrik 44
Supplerende oplysninger, bilag, certifikater, bevillinger mv.
Her skrives dels de oplysninger, der er nødvendige af hensyn til særlige forskrifter, fx varer under aktiv forædling, dels oplysninger om de bilag, der er vedlagt angivelsen.
Rubrik 50
Den ansvarlige for proceduren eller den bemyndigede repræsentant, sted, dato og underskrift
Skriv EORI-nummer for den ansvarlige for proceduren, vedkommendes navn eller firmanavn samt fuldstændige adresse, eller den bemyndigede repræsentants navn eller firmanavn, hvis denne underskriver angivelsen på vegne af den ansvarlige for proceduren.
Vedkommendes håndskrevne underskrift skal være anført på det eksemplar, der skal blive på afgangstoldstedet. Når det drejer sig om en juridisk person, skal underskriveren efter underskriften anføre navn og funktion.
Rubrik 51
Planlagte grænseovergangssteder (og lande)
Skriv det planlagte grænseovergangssted, når forsendelsen kører ind i et fælles forsendelsesland (fx Norge eller Schweiz).
Hvis forsendelsen skal køre gennem et fælles forsendelsesland for derefter igen at køre ind i EU, skal både det planlagte grænseovergangssted ind i fælles forsendelseslandet og det planlagte grænseovergangssted ind i EU anføres. Dvs. hvis en forsendelse fx skal køre fra Danmark til Italien via Schweiz, skal både indgangstoldstedet til Schweiz og indgangstoldstedet til Italien skrives på forsendelsesangivelsen.
Landene anføres med landekoden:
AD - Andorra
AT - Østrig
BE - Belgien
BG - Bulgarien
CH - Schweiz
CY - Cypern
CZ - Tjekkiet
DE - Tyskland
DK - Danmark
EE - Estland
ES - Spanien
FI - Finland
FR - Frankrig
GB - Det forenede kongerige
GR - Grækenland
HR - Kroatien
HU - Ungarn
IE - Irland
IS - Island
IT - Italien
LT - Litauen
LU - Luxembourg
LV - Letland
>ME - Montenegro<
MK - Makedonien
MT - Malta
NL - Nederlandene
NO - Norge
PL - Polen
PT - Portugal
RO - Rumænien
>RS - Serbien<
SE - Sverige
SI - Slovenien
SK - Slovakiet
SM - San Marino
TR - Tyrkiet
Rubrik 52
Sikkerhedsstillelsesart (og kode)
Her skrives sikkerhedsstillelsens GRN-nummer samt eventuelt kautionsattestens nummer og garantitoldstedet.
Hvis sikkerhedsstillelsen ikke er gældende i alle fælles forsendelseslande eller i Andorra og San Marino, skrives landets landekode i underrubrikken "gælder ikke".
Der skrives desuden sikkerhedsstillelsens kode:
- Kode 0 Fritagelse for sikkerhedsstillelse (EUTK art. 95, stk. 2)
- Kode 1 Samlet sikkerhedsstillelse (EUTK art. 89, stk. 5)
- Kode 2 Enkelt sikkerhedsstillelse i form af et tilsagn fra en kautionist (EUTK art. 92, stk. 1, litra b)
- Kode 3 Kontant depositum (EUTK art. 92, stk. 1, litra a)
- Kode 4 Enkelt sikkerhedsstillelse i form af et tilsagn fra en kautionist (sikkerhedsdokumenter) (EUTK art. 92, stk. 1, litra b og GF art. 160)
- Kode 5 Fritagelse for sikkerhedsstillelse, når det beløb, der skal stilles sikkerhed for, ikke overstiger den statistiske tærskelværdi, fastsat i art. 3, stk. 4 i Forordning 471/2009 (EUTK art. 89, stk. 9)
- Kode 8 Fritagelse for sikkerhedsstillelse for visse offentlige organer (EUTK art. 89, stk. 7)
I forbindelse med anvendelse af godkendte ordninger (godkendt afsender) skal kode 0 eller kode 1 altid bruges.
Rubrik 53
Bestemmelsestoldsted (og land)
Skriv det kompetente toldsted, hvor varerne skal frembydes og forsendelsesangivelsen afsluttes, jf. listen over kompetente toldsteder på EU's hjemmeside.
Rubrik C
Afgangstoldsted
Skriv afgangstoldstedets navn. Hvis forsendelsen startes op af en godkendt afsender, påsættes den godkendte afsenders stempel i denne rubrik.
Rubrik D
Tidsfrist
Ved opstart i standardproceduren er denne rubrik forbeholdt Toldstyrelsen.
Hvis forsendelsen startes op i den forenklede procedure (godkendt afsender), skal den ansvarlige for proceduren skrive en realistisk frist for forsendelsens frembydelse på bestemmelsestoldstedet eller hos den godkendte modtager. Fristen må kun i særlige tilfælde overstige 8 dage.
Antal forseglinger
Ved opstart i standardproceduren er denne rubrik forbeholdt Toldstyrelsen.
Hvis forsendelsen startes op i den forenklede procedure (godkendt afsender), skal den ansvarlige for proceduren skrive det antal forseglinger, der er påsat forsendelsen.
Forseglingsmærke
Ved opstart i standardproceduren er denne rubrik forbeholdt Toldstyrelsen.
Hvis forsendelsen startes i den forenklede procedure (godkendt afsender), skal den ansvarlige for proceduren skrive det/de numre, der fremgår af det/de benyttede forseglinger, eller "Fritaget", hvis dette er aftalt med afgangstoldstedet.
Formaliteter under transporten
I tidsrummet fra varerne forlader afgangstoldstedet, til de ankommer til bestemmelsestoldstedet, kan der ske ikke planlagte begivenheder som fx uheld med lastbilen, omladning mv.
I sådanne tilfælde skal transportmidlets ansvarlige transportør påtegne enhedsdokumentet. Dette gøres med tydelig håndskrift (blokbogstaver) med kuglepen eller tusch.
Rubrik 55
Omladninger
De første tre linjer af rubrikken påtegnes af den ansvarlige transportør, hvis der omlades fra en lastbil eller container til en anden.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil