Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-2
<< >>

F.A.11.11 Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme/EF-domme

C-252/87, Kiwall

Hvis der er sket fradrag ved varens overgang til fri omsætning, skal beløbet trækkes fra toldskyldsbeløbet. En vare kan ikke pålægges dobbelt toldskyld.

C-48/98, Söhl & Söhlke

Ved bedømmelse af, om der foreligger ”åbenbar forsømmelighed”, skal der især tages hensyn til kompleksiteten af de bestemmelser, hvis manglende overholdelse har medført, at der er opstået toldskyld, samt til den erhvervsdrivendes erfaring og agtpågivenhed. Den nationale ret kan på grundlag af disse kriterier bedømme, om den erhvervsdrivende har gjort sig skyldig i åbenbar forsømmelighed.

C-371/99, Liberexim

Uregelmæssigheder i forbindelse med forsendelsen. Varerne nåede ikke frem til bestemmelsesstedet. Dette betegnes som unddragelse fra toldtilsyn ifølge toldkodeksens art. 203, stk. 1, og medfører altid, at der opstår toldskyld.

C-66/99, Wandel

Toldskyld efter art. 201, stk. 2 (nu art. 77, stk. 2), opstår, når varerne overgår til fri omsætning. Hvis angivelsen ikke bliver frigivet, eller varerne flyttes eller fjernes fra oplag, inden angivelsen er fritaget, kan der opstå toldskyld efter art. 203 (nu art. 79).

C-337/01, Hamann International

Der foreligger unddragelse fra toldskyld, når ikke-EU-varer, der er henført under toldoplagsproceduren og bestemt til genudførsel fra Fællesskabets toldområde, er blevet fraført toldoplaget og transporteret til udpassagetoldstedet uden at være blevet henført under den eksterne forsendelsesprocedure, og det – det være sig blot midlertidigt – har været umuligt for toldmyndighederne at sikre toldtilsynet med disse varer.

C-238/02 og C-246/02, Viluckas

Sagen vedrørte cigaretter, der var indført i EU skjult i en lastbil, hvis eksterne forsendelsesangivelse omfattede træpaller. Domstolen fastslog, at den person, som har indført varer til Fællesskabets toldområde uden at nævne dem i underretningen ved frembydelse for toldmyndighederne, er debitor.

C-195/03, Papisemedov

Sagen vedrørte cigaretter, der var frembudt for toldmyndighederne, men under en urigtig betegnelse. Spørgsmålet var derfor, om varerne var indført korrekt. Dommen beskriver etaperne i en forskriftsmæssig indførsel af varer og konkluderer, at dette ikke var forskriftsmæssig indførsel, da oplysningen ikke var korrekt. Der opstod derfor toldskyld efter art. 202 (nu art. 79).

C-526/06, Road Air Logistics Customs

Vedrører begrebet ”skyldigt efter lovgivningen” samt indholdet af EUTK art. 87, der vedrører stedet for toldskyldens opståen og ikke fristen, som er fastsat i de individuelle bestemmelser, og indeholder ingen materielle krav til toldskyldens opståen. Afgiftsbeløbet skal fastsættes i henhold til EU’s toldtarif.

C-459/07, Elshani

Indførsel på en ikke forskriftsmæssig måde sker, når varerne passerer det første toldsted, som er beliggende inden for toldområdet, uden at varerne er blevet frembudt. Toldskylden opstår på samme tid som den ikke-forskriftsmæssige indførsel.

C-38/07 P, Heuschen & Schrouff Oriëntal Foods Trading mod Kommissionen

Debitoransvar ved repræsentation. Domstolen fastslog, at en erhvervsdrivende, der anvender en toldspeditør, uanset om der er tale om en direkte eller indirekte repræsentation, under alle omstændigheder er debitor for toldskylden i forhold til toldmyndighederne, og at den erhvervsdrivende ikke kan fritages for ansvar under henvisning til fejl begået af toldspeditøren.

C-230/08, Dansk transport og logistik

For at toldskylden ophører, skal beslaglæggelsen ske, inden varerne passerer det første toldsted i EU.

C-234/09, DSV Road

I sagen om DSV Road traf EU-Domstolen en præjudiciel afgørelse om spørgsmålet om virkningerne af, at der blev startet to eksterne forsendelser for én og samme vare. Det var i sagen bevist, at der var tale om en fejl, og spørgsmålet var, om der for den overskydende forsendelse var opstået toldskyld, fordi der – som det var bevist – ikke fandtes nogen vare. Derfor var der ikke i den konkrete sag risiko for, at der på Unionens område befandt sig ikke-EU-varer, som kunne blive integreret i det økonomiske kredsløb uden at være fortoldet. Fejlen kunne ikke begrunde toldskyld, men fejlen ville kunne have til følge, at en bevilling til status som godkendt afsender kunne ophæves. Se afsnit F.A.20 om forsendelse.

C-78/10, Berel

Dommen fastslår, at når flere personer er betalingspligtige for en toldskyld, hæfter de solidarisk.

C-262/10, Döhler Neuenkirchen

Manglende indgivelse af afslutningsopgørelse inden for den fastsatte frist udgør en misligholdelse af de forpligtelser, der opstår ved aktiv forædling, og medfører toldskyld for samtlige af de varer, hvor indgivelsesfristen er overskredet. Det kan eventuelt anses for ikke at have haft reelle følger, hvis visse betingelser er opfyldt.

C-454/10, Oliver Jestel

Jestel bortaktionerede varer med oprindelse i Kina via eBay. Den kinesiske leverandør fastsatte prisen og leverede direkte til køberen. Varerne blev leveret uden at være frembudt for toldmyndighederne, og uden at der var opkrævet told. Domstolen fastslår, at der er tale om et objektivt og subjektivt krav. Objektivt skal personen blot på en eller anden måde have deltaget i indførslen; der er ikke krav om direkte medvirken. Det subjektive krav skal de nationale domstole vurdere ud fra en rimelighedsvurdering. Det vil sige ud fra, hvad en bonus pater-erhvervsdrivende burde have været bekendt med.

Debitor ved medvirken

C-28/11, Eurogate

Manglende bogføring i toldoplagsregnskabet er et indgreb i toldtilsynet og en misligholdelse af en forpligtelse, hvorfor der opstod toldskyld efter art. 204 (nu art. 79).

Domstolen har i sag C-226/14 truffet afgørelse om momspligt i den pågældende sag. Se afsnit D.A.4.9.3 Varer, som er omfattet af toldordninger.

C-542/11, Codirex Expeditie

Hvis toldskylden opstår, når varerne er henført under proceduren for ekstern forsendelse, er det den hovedforpligtede, der er debitor. Hvis varerne derimod endnu ikke er henført under proceduren for ekstern forsendelse, men stadig er under midlertidig opbevaring, er debitor den, der varetager opbevaringen af varerne efter losningen. Der kan ikke rettes krav mod den hovedforpligtede, hvis toldskylden er opstået, inden varerne er frigivet.

C-480/12, Minister van Financiën mod X BV

Domstolen konkluderer i sagen, at når varerne frembydes for bestemmelsesstedet efter at have været forsvundet, er der ikke en reel risiko for, at varerne er optaget i Unionens økonomiske kredsløb. Formålet med bestemmelserne er at beskytte Unionen og medlemsstaternes økonomi; når varerne frembydes på et senere tidspunkt, er disses økonomi ikke i fare. Der opstod derfor ikke toldskyld efter TK art. 203, men efter art. 204.

C-187/14, DSV Road

Der var indledt to procedurer for ekstern fællesskabsforsendelse. Modtageren nægtede i begge tilfælde at modtage varerne, hvorefter de blev sendt retur uden at være blevet frembudt, og uden at forsendelsesdokumentet var blevet annulleret. Domstolen konkluderede, at hvis det ikke kan bevises, hvilke varer der var omfattet af hver af de to forsendelser, opstår der toldskyld. Kan det derimod bevises, at det var de samme varer, der blev transporteret, opstår der ikke toldskyld.

SKM2014.278.ØLR

C-679/15, Ultra-Brag AG

Handler om juridiske personers ansvar som debitor for toldskyld.

C-522/16, A mod Staatssecretaris van Financiën

En fysisk person, som har været dybt involveret i planlægningen af en oprettelse af strukturer af handelsmønstre, som har ført til en nedsættelse af den told, der skulle betales, er også omfattet af debitorbegrebet, selvom denne person ikke selv har givet toldmyndighederne de forkerte oplysninger, som lå til grund for toldangivelsen. Det er tilfældet, når denne person var eller havde rimelig grund til at være bekendt med, at strukturen alene havde til formål at opnå fordele, der er hjemlet i EU-retten. At en toldekspert inden planlægningen og oprettelsen af den kunstige handelsstruktur havde forsikret personen om lovligheden, var uden betydning.

Højesteretsdomme

 SKM2014.585.HR

Transport af varer fra Danmark til Holland. Varerne blev ikke frembudt i Holland, men i stedet kørt direkte til modtageren i Belgien. ToldSkat opkrævede importmoms og imødekom ikke senere en ansøgning om tilbagebetaling.

Retten gav Skatteministeriet medhold i, at momspligten efter toldkodeksen indtrådte i Danmark, og at importmomsen med rette var indkrævet i Danmark, jf. TK art. 215, stk. 1, 3. pind, sammenholdt med momslovens § 12, stk. 1 og 2.

Retten fandt desuden, at betingelserne for godtgørelse efter TK ikke var opfyldt, jf. art. 236 og 239.

Landsretsdomme

SKM2018.351.VLR

Sagen angik, om appellanten som repræsentant hæftede for betaling af told og importmoms af varer, der var omfattet af 63 toldangivelser af importafgiftspligtige varer.

Landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at appellanten ikke havde godtgjort, at det andet selskab på noget tidspunkt havde givet en fuldmagt – hverken udtrykkeligt eller stiltiende – til de foretagne toldangivelser. Appellanten skulle derfor anses for at have handlet i eget navn og for egen regning, jf. toldkodeksens art. 5, stk. 4, og dermed som klarerer, jf. art. 4, nr. 18. Derfor hæftede appellanten for tolden som klarerer.

Appellanten hæftede derudover for importmomsen for varerne.

Stadfæstelse af SKM2017.157.BR
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.