Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-2
<< >>

E.A.2.2.3 Konsum-is omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit beskriver det afgiftspligtige vareområde, som er omfattet af reglerne om afgift af konsum-is.

Afsnittet indeholder:

  • Konsum-is
  • Konsum-is-miks
  • Tilsatte ingredienser
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Konsum-is

Det afgiftspligtige vareområde omfatter konsum-is af enhver art, herunder sodavandsis.

Eksempler

Der er afgift på:

Snebolde, som er en vare, der består af krystal-is, der "høvles" eller "barberes" i en såkaldt ice-shaver, så isen fremtræder granuleret. Den granulerede is formes til en kugle i forbindelse med salget ved hjælp af en hvælvet portionsske og anbringes i et vandtæt kræmmerhusformet papirbæger, hvorefter den overhældes med så meget saft, at denne ved udleveringen har gennemtrængt isen, men ikke er flydt ned i bægeret.

Limonadeis, der sælges i plastposer og er fremstillet ved frysning af en væske, som kan sammenlignes med den væske, der indgår i en almindelig limonadeispind. Udleveres varen i flydende stand, er den ikke afgiftspligtig som is.

En flødeis med kagebund og brunt chokoladeovertræk, samt en mørk chokoladeflødeis med mørke chokoladestykker, som indeholdt kakaopulver og kakaomasse og blev solgt i bøtter. Produkterne indeholdt både is og chokolade og blev anset for at være omfattet af det afgiftspligtige vareområde i isafgiftsloven, og ikke også af chokoladeafgiftsloven. Se SKM2019.495.SR.

Der er ikke afgift på:

En iskold frugtdrik, som fremstilles i en særlig frysemaskine på grundlag af koncentreret neutralbase og vand. Ismassen aftappes i bægre, hvori der forinden er kommet smagsstof, fx med smag af cola, jordbær, hindbær, lemon/lime eller kirsebær. Ismassens temperatur er ca. -2 C, og konsistensen er en mellemting mellem fast og flydende. Frugtdrikken indtages almindeligvis med sugerør.

Konsum-is-miks

Det afgiftspligtige vareområde omfatter også konsum-is-miks, som anvendes til fremstilling af konsum-is i softicemaskiner og lignende apparater.

Pakninger med afgiftspligtig konsum-is-miks skal ved udlevering til forbrug her i landet være forsynet med oplysning om, at pakningen indeholder afgiftspligtig konsum-is-miks og er bestemt til erhvervsmæssig fremstilling af konsum-is i softicemaskiner og lignende apparater. Det skal fremgå af pakningen, hvor mange liter konsum-is, der kan fremstilles af pakningens indhold. Se xISAL § 4x, stk. 2.

Eksempler

Der er afgift på:

Konsum-is-miks, der anvendes til erhvervsmæssig fremstilling af konsum-is i softicemaskiner og lignende apparater.

Konsum-is-miks, der anvendes til fremstilling af istyper, som markedsføres som "hjemmelavet is" og lignende. Denne type miks kan ligestilles med fremstilling af konsum-is i softicemaskiner og lignende apparater.

Der er ikke afgift på:

Miks, der anvendes til fremstilling af milk-shake. Emballagen skal være forsynet med oplysning om, at varen ikke må anvendes til fremstilling af softice.

Tilsatte ingredienser

Ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget efter xISAL § 1x, stk. 1, skal varens fulde rumfang medregnes, herunder tilsatte ingredienser uanset disses placering inden i eller uden på is-massen.

Afgiften beregnes pr. liter konsum-is. Der skal, da det er isens fulde rumfang (volumen), som er konsum-is-afgiftspligtig, betales konsum-is-afgift af tilsatte varer, som nedfryses med isen, fx flødeskum, syltetøj, skummasse, nougat, chokolade, nødder og frugter, da de indgår som en del af isens samlede rumfang.

Ingredienser, som er omfattet af afgiftspligten for chokolade- og sukkervarer i chokoladeafgiftsloven, fritages for chokolade- og sukkervareafgift, hvis de nedfryses med konsum-isen.

Se også

Om opgørelse af den afgiftspligtige mængde konsum-is, se afsnit E.A.2.2.6 Opgørelse og afregning Opgørelse og afregning.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
Afgørelsen i stikord Yderligere kommentarer
Skatterådet

SKM2019.495.SR

To produkter indeholdende både is og chokolade blev anset for at være omfattet af det afgiftspligtige vareområde i isafgiftsloven, og ikke også af chokoladeafgiftsloven. Skatterådet bekræftede, at en flødeis med kagebund og brunt chokoladeovertræk var afgiftspligtig efter ISAL § 1, stk. 1. Isen havde en fast konsistens, som var opnået ved frysning. Den blev opbevaret, transporteret, solgt og konsumeret i frossen tilstand, og opfyldte derfor de karakteristika, der er kendetegnende for konsum-is. Da der var tale om konsum-is omfattet af det afgiftspligtige vareområde i isafgiftsloven, var den ikke også afgiftspligtig efter CHOAL § 1, stk. 1, nr. 1. Endvidere ønskede spørger at få bekræftet, hvorvidt det samme gjorde sig gældende for mørk chokoladeflødeis med mørke chokoladestykker, som indeholdt kakaopulver og kakaomasse, og som blev solgt i bøtter. Skatterådet bekræftede, at dette var tilfældet, da der var tale om konsum-is omfattet af det afgiftspligtige vareområde i isafgiftsloven.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.