Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-2
<< >>

C.F.6.1.3 Medarbejderens skattepligt forud for påbegyndelse af arbejde under forskerskatteordningen

 Indhold

Dette afsnit handler om, hvornår tidligere perioder med skattepligt til Danmark medfører, at en medarbejder ikke kan anvende forskerskatteordningen.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Undtagelse - tidligere perioder under forskerskatteordningen
  • Undtagelse - begrænset skattepligt af vederlag optjent i ansættelsesperiode under forskerskatteordningen
  • Undtagelse - ophold forud for påbegyndelse af arbejde under forskerskatteordningen
  • Undtagelse - ny arbejdsgiver og fortsat anvendelse af forskerskatteordningen
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Hovedregel

Medarbejderen må ikke inden for de seneste 10 år forud for påbegyndelse af arbejde under forskerskatteordningen have været

  • fuldt skattepligtig efter KSL (kildeskatteloven) § 1, eller
  • begrænset skattepligtig efter KSL (kildeskatteloven) § 2, stk. 1, nr. 1-4, 7 eller 9-27, eller stk. 2, af bl.a.
  • lønindkomst for arbejde udført her i landet, herunder skattepligtige personalegoder, vederlag i form af aktier, tegnings- og køberetter til aktier, vederlag for konkurrenceklausuler, fratrædelsesgodtgørelser og lignende samt lønindkomst for arbejde udført om bord på skib eller fly med hjemsted her i landet
  • bestyrelseshonorar mv.
  • indkomst fra erhverv med fast driftssted her i landet
  • pensioner, sociale ydelser mv.

Se KSL (kildeskatteloven) § 48 E, stk. 3, nr. 1.

Skatterådet har afgivet et bindende svar om, at der i forhold til KSL (kildeskatteloven) § 48 E, stk. 3, nr. 1, kan ses bort fra registrering af en skatteyders fulde skattepligt, når registreringen alene skyldes en fejl hos Skatteforvaltningen. Det er en betingelse, at der tidligere er foretaget en ligningsmæssig gennemgang af skatteyderens ophør af fuld skattepligt, samt at kan lægges til grund, at skattepligten ikke er genindtrådt, før skatteyderen påbegynder anvendelse af forskerskatteordningen. Se SKM2019.246.SR.

Undtagelse - tidligere perioder under forskerskatteordningen

Hvis medarbejderen har anvendt forskerskatteordningen under tidligere perioder med skattepligt til Danmark, indgår disse perioder ikke ved vurderingen af, om 10-års reglen er opfyldt. Se KSL (kildeskatteloven) § 48 F, stk. 2, 3. pkt. Det gælder dog kun, hvis medarbejderens skattepligt til Danmark ophørte samtidig med ophør af arbejde under ordningen.

Barselsorlov

En medarbejder kan fortsat være under forskerskatteordningen i en periode, hvor vedkommende ikke opfylder vederlagskravet, når dette skyldes, at medarbejderen har barselsorlov. Efter barselsorloven kan medarbejderen fortsætte sit arbejde hos den danske arbejdsgiver og derved anvende en resterende periode under ordningen. En periode, hvor der ses bort fra vederlagskravet, vil dermed ikke medføre en tilsvarende forlængelse af ordningen, som stadig maksimalt er 7 år.

Såfremt medarbejderen senere ønsker at påbegynde et nyt ansættelsesforhold med en ny dansk arbejdsgiver, eller hvis medarbejderens skattepligt ophører, og vedkommende senere ønsker at anvende en resterende periode under ordningen, skal medarbejderen opfylde alle betingelser på ny. Ved at lade perioden under ordningen fortsætte under barsel undgås, at medarbejderen ikke kan opfylde kravet om, at vedkommende ikke må have været skattepligtig til Danmark inden for de seneste 10 år, jf. KSL (kildeskatteloven) § 48 E, stk. 3, nr. 1. Det skyldes, at der ifølge KSL (kildeskatteloven) § 48 F, stk. 2, 3. pkt., ses bort fra medarbejderens skattepligt i perioder, hvor medarbejderen tidligere har anvendt forskerskatteordningen. Se bemærkningerne til § 1, nr. 4 i Lovforslag nr. 30/2018 til lov nr. 1432 af 05/12/2018.

Se også

Se også afsnit C.F.6.1.4 Krav om minimumsløn Krav om minimumsløn - Barselsorlov

Undtagelse - begrænset skattepligt af vederlag optjent i ansættelsesperiode under forskerskatteordningen

Ved lov nr. 1432 af 05/12/2018 § 1, nr. 4, er der vedtaget en ændring, således at personer, som tidligere har været omfattet af forskerskatteordningen, anses for at opfylde betingelsen i KSL (kildeskatteloven) § 48 E, stk. 3, nr. 1, selv om de pågældende inden for de seneste 10 år har været skattepligtige efter KSL (kildeskatteloven) § 2, stk. 1, nr. 1, af vederlag, der er udbetalt på baggrund af en ansættelsesperiode, som har dannet grundlag for beskatning under forskerskatteordningen.

Undtagelse - ophold forud for påbegyndelse af arbejde under forskerskatteordningen

Se afsnit C.F.6.1.2 Medarbejderens skattepligt i forbindelse med påbegyndelse af arbejde under forskerskatteordningen.

Undtagelse - ny arbejdsgiver og fortsat anvendelse af forskerskatteordningen

Se afsnit C.F.6.1.2 Medarbejderens skattepligt i forbindelse med påbegyndelse af arbejde under forskerskatteordningen.

Se også

Se også afsnit C.F.6.3.3 Tidligere ansættelse som gæsteunderviser om godkendte forskere, der kan anvende forskerskatteordningen, selv om de har modtaget løn for gæsteundervisning i 10-års perioden forud for ansættelsen.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretten

SKM2020.87.LSR

>Sagen drejede sig om forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F. Klageren ansøgte Skattestyrelsen om beskatning efter forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F for sin fremtidige ansættelse i Danmark. Klageren fik afslag herpå, idet Skattestyrelsen henviste til, at klageren var registreret som begrænset skattepligtig til Danmark af en lønudbetaling i indkomståret 2008, som lå inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen. I klagesagen henviste klageren til, at det var en fejl, at han var registreret som begrænset skattepligtig til Danmark i indkomståret 2008, idet lønudbetalingen retteligt skulle periodiseres til beskatning i indkomståret 2006, som lå mere end 10 år forud for ansættelsen. Heri fik klageren ikke medhold. Landsskatteretten fandt, at klageren efter den gældende skatteansættelse for indkomståret 2008 var begrænset skattepligtig til Danmark, og at klageren derfor ikke var berettiget til at anvende forskerskatteordningen. Landsskatteretten lagde herved vægt på de faktiske forhold, hvorefter SKAT foretog en skatteansættelse for indkomståret 2008, som klageren ikke påklagede, og hvorefter klageren først 6 år efter SKATs afgørelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2008 - og umiddelbart forud for indgivelsen af ansøgningen om beskatning efter forskerskatteordningen - anmodede om ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2008, hvilket efterfølgende afslag klageren heller ikke påklagede.<

SKM2009.72.LSR

Forskerskatteordningen kunne ikke anvendes af en skatteyder, der forud for ansættelsen havde været begrænset skattepligtig som kommanditist i to kommanditselskaber, der var indregistrerede i og blev administreret fra kontorer i Danmark.

Afgørelsen er truffet efter dagældende regel, hvorefter skatteyderen ikke måtte have været skattepligtig 3 år forud for ansættelsen. Fra og med indkomståret 2011 gælder reglen i 10 år forud for ansættelsen.

Skatterådet

SKM2019.246.SR

Spørger ønsker at anvende forskerskatteordningen i forbindelse med en påtænkt flytning til Danmark. Han arvede 50% af en dansk udlejningsejendom i 2016, og han påtænker at erhverve en helårsbolig i Danmark, som udlejes, indtil han flytter hertil. Spørgers fulde skattepligt ophørte i 2005, men han blev fejlagtigt registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i perioden 2007-2010. Skatterådet fandt, at spørger opfylder betingelsen om ikke at have været skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, de seneste 10 år forud for den påtænkte ansættelse i Danmark. Skatterådet lagde vægt på, at spørger ikke har haft bopæl i Danmark siden 2005, at skatteforvaltningen foretog en ligningsmæssig behandling af spørgerens ophør af fuld skattepligt i 2005, og at der ikke efterfølgende er registreret ændringer i spørgerens forhold af betydning for anvendelse af forskerskatteordningen.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.