Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

Sagen angik i første række spørgsmålet om, hvorvidt et dansk datterselskabs udgifter til betaling af royalties til den internationale koncerns udenlandske moderselskab for anvendelse af moderselskabets varemærke og knowhow m.v. var en fradragsberettiget driftsudgift.

Hvis det var tilfældet, var spørgsmålet, om selskabets transfer pricing-dokumentation led af sådanne mangler, at Skattestyrelsen havde været berettiget til at ansætte royaltysatsen skønsmæssigt.

Hvis der ikke var sådanne mangler, var spørgsmålet, om aftalen om royaltysatsen var indgået på armslængdevilkår, og i forbindelse hermed om selskabet har udført markedsføringsydelser for koncernens udenlandske moderselskab uden vederlag eller kompensation, så fradragsværdien for royalty modsvares af manglende indtægtsførelse af disse ydelser.

Højesteret fandt, at betaling af royalty for benyttelse af varemærke, adgang til knowhow og henvisning af kunder fra koncernens internationale netværk havde den fornødne tilknytning til indkomsterhvervelsen for en virksomhed som den, der udøves af selskabet, også selv om selskabet samlet set i perioden havde haft et negativt driftsresultat.

Højesteret fandt endvidere, at selskabets transfer pricing-dokumentation for de omhandlede indkomtsår ikke var mangelfuld i så væsentlig omfang, at det kunne sidestilles med manglende dokumentation. Selskabets indkomst kunne derfor ikke ansættes skønsmæssigt af skattemyndighederne.

Endelig fandt Højesteret det ikke godtgjort, at en royaltysats på 2 % ikke var udtryk for honorering på markedsvilkår, eller at selskabets markedsføring i Danmark gav grundlag for i royaltybetalingen at fratrække en manglende vederlæggelse eller kompensation for en markedsføring af det globale varemærke.   

Sagen blev sambehandlet med SKM2018.627.HR. Begge sager angik opgørelsen af den skattemæssige indgangsværdi af aktiver, som en kommune havde indskudt i et vand- og spildevandsforsyningsselskab. Overdragelsen var omfattet af ligningslovens § 2, og den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver skulle således fastsættes efter denne bestemmelse.

Højesteret fandt, at den beregningsmetode, som SKAT (nu Skattestyrelsen) havde anvendt, ikke udgjorde et egnet grundlag for at opgøre den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver.

Højesteret udtalte, at det for vandforsynings- og spildevandsvirksomhed gælder, at der påhviler selskaberne en forsyningspligt, og at "hvile i sig selv"-princippet indebærer, at der ikke kan tjenes penge på aktiviteterne. Højesteret fandt på denne baggrund, at det afgørende for den skattemæssige værdiansættelse af aktiverne måtte være, hvilken værdi aktiverne måtte skønnes at have haft for vandselskabet. Højesteret fandt, at den beregningsmetode, hvorved den regulatoriske værdi opgøres som et gennemsnit af den nedskrevne genanskaffelsesværdi og den nedskrevne anskaffelsesværdi (den såkaldte POLKA-værdi), var et rimeligt udtryk for, hvorledes aktivernes værdi efter ligningslovens § 2 burde fastsættes.

Højesteret havde ikke fornødent grundlag for at fastslå, hvad POLKA-værdien ville udgøre i forbindelse med kommunens overdragelse af aktiver i den konkrete sag. Sagen blev som følge heraf hjemvist til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Landsretsdomme

SKM2020.224.VLR

Sagen angik i første række spørgsmålet om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af et dansk produktionsselskabs skattepligtige indkomst pga. mangelfuld transfer pricing-dokumentation.

Hvis en skønsmæssig forhøjelse var berettiget, var spørgsmålet dernæst, om selskabets havde løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skøn var fastsat for højt eller på et så usikkert grundlag, at skønnet måtte tilsidesættes. 

Landsretten fandt, at dokumentationen efter en samlet vurdering var så mangelfuld, at den ikke gav skattemyndighederne et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at vurdere, om armslængdeprincippet var overholdt. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at foretage et skøn.

Landsretten henviste blandt andet til, at selskabets transfer pricing-dokumentation ikke indeholdt en analyse af sammenlignelige transaktioner mellem uafhængige parter, der kunne danne grundlag for vurderingen af, om principperne for prisfastsættelse af de kontrollerede transaktioner med en række koncerninterne salgsselskaber var i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

Landsretten fandt herefter, at skattemyndighederne havde været berettiget til at anvende TNM-metoden med det danske selskab som testet part, idet anvendelse af TNM-metoden med salgsselskaberne som den testede part ikke ville bygge på tilstrækkeligt pålidelige oplysninger.

Sammenfattende fandt landsretten, at skattemyndighederne i betragtning af det danske selskabs betydelige underskud og den mangelfulde transfer pricing-dokumentation havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst, og selskabet havde ikke påvist omstændigheder, der kunne begrunde en tilsidesættelse af skønnet.

Landsretten henviste blandt andet til, at den omstændighed, at nogle af skattemyndighedernes sammenligningsselskaber var fra lande med lavere lønniveau end Danmark, ikke kunne føre til, at databaseanalysen ikke kunne danne grundlag for skønnet, og at der heller ikke var fremkommet oplysninger, der tilstrækkeligt havde godtgjort, at den branche, som det danske selskab driver virksomhed i, var hårdere ramt af den finansielle krise i 2008 og 2009 end de udfundne sammenligningsselskaber eller, at der i øvrigt i perioden fra 2005 til 2009 havde været ekstraordinær forhold hos selskabet, der havde begrundet den lave indtjening. 

SKM2017.227.ØLR

Selskabet var tiltalt for ikke at have indsendt fyldestgørende dokumentation for selskabets kontrollerede transaktioner vedrørende indkomstårene 2009, 2010, 2011 og 2012 inden den af SKAT fastsatte frist på 60 dage, der udløb 5. november 2013. Selskabet indsendte fyldestgående dokumentation efter fristens udløb, og SKAT meddelte ved brev af 12. august 2014, at dokumentationen ikke gav anledning til at foretage korrektion af de interne afregningspriser.

Selskabet forklarede at det ikke indsendte de krævede oplysninger inden fristens udløb, da SKATs brev af 3. september 2013 blev væk internt i koncernen. Brevet var modtaget, men kom ved en fejl aldrig frem til koncernens hovedkvarter. Da de blev opmærksom på sagen, kontaktede de revisor. De regnskabsoplysninger, som SKAT ville have, forelå før SKAT bad om oplysningerne. Revisor skulle samle oplysningerne og svare på supplerende spørgsmål.

Byretten fandt selskabet skyldig i tiltalen. Selskabet burde have været i stand til at opfylde tidsfristen og handlede groft uagtsomt ved ikke at indsende den skriftlige dokumentation rettidigt. Selskabet idømtes en bøde på 500.000 kr. svarende til de sparede omkostninger på skønsmæssigt 125.000 kr. for hvert af de fire indkomstår.

Landsretten stadfæstede byretsdommen, men nedsatte bøden til 250.000 kr. Selskabets undladelse af rettidigt at indsende dokumentationen for de fire indkomstår måtte anses for én overtrædelse vedrørende fire år, og en bødefastlæggelse på grundlag af antallet af år ville føre til en uforholdsmæssig høj bødestraf. Det var ikke oplyst, hvorfor SKAT havde anmodet om dokumentation for flere år ad gangen og om det var SKATs praksis. 

Selskabet var tiltalt for indkomstårene 2010, 2011, 2012 og 2013 ikke rettidigt - inden den af told- og skatteforvaltningen fastsatte frist på 60 dage, der udløb den 13. juli 2015 - at have indsendt fyldestgørende dokumentation for selskabets kontrollerede transaktioner. Selskabet havde inden fristens udløb indsendt nogle historiske oplysninger angående koncernopbygningen og samhandlen i koncernen, men der blev ikke indsendt landespecifikt materiale for Danmark for de begærede indkomstår.

Selskabet erkendte sig skyldig i groft uagtsomt at have undladt at indsende den skriftlige dokumentation rettidigt. Af en skrivelse fra selskabets revisor fremgik, at baggrunden for den mangelfulde transfer pricing dokumentation havde været en misforståelse eller fejlkommunikation mellem selskabet og moderselskabet om, hvem der stod for den landespecifikke dokumentation.

Byretten fandt selskabet skyldig i groft uagtsomt ikke rettidigt at have indsendt transfer pricing dokumentationen. Den indsendte dokumentation var så mangelfuld, at den reelt måtte sidestilles med manglende dokumentation. Retten lagde til grund, at dokumentationen skal udarbejdes løbende. Formålet er at sikre en korrekt prisfastsættelse og hermed korrekt opgørelse af den skattepligtige indkomstår ved koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne. Selskabet idømtes en bøde på 500.000 kr. svarende til 125.000 kr. for hvert indkomstår. Det skal ikke kunne betale sig at lade være med at udarbejde dokumentationen og minimumsomkostningerne til udarbejdelse af transfer pricing dokumentationen skønnedes at være 125.000 kr.

Selskabet var tiltalt for ved forsæt eller grov uagtsomhed ikke at indsende dokumentation til skatteforvaltningen for selskabets kontrollerede transaktioner (transfer pricing) for indkomstårene 2011-2015 inden fristen den 20. februar 2017.

Selskabet forklarede at det skyldtes en intern kommunikationsbrist hos selskabet på grund af selskabets omstrukturering, at skatteforvaltningens brev af 19. december 2016 ikke blev videresendt til relevante medarbejdere i selskabet.

Byretten fandt selskabet skyldig i tiltalen. Selskabet idømtes en bøde på i alt 625.000 kr., 125.000 kr. for hvert indkomstår. Minimumsomkostningerne til udarbejdelse af transfer pricing dokumentationen er 125.000 kr. for hvert indkomstår. Der beregnes ifølge bemærkningerne en bøde for hvert indkomstår, hvor der ikke er indgivet fyldestgørende dokumentation. Byretten lagde vægt på at selskabets undladelse af rettidigt at indsende dokumentation ikke kun anses for én overtrædelse. Da alle rapporter først blev udarbejdet i 2017 fandt retten det godtgjort, at selskabet kunne have haft en økonomisk fordel ved at undlade at udarbejde transfer pricing rapporterne for indkomstårene 2011-15, såfremt skatteforvaltningen ikke havde anmodet selskabet om fremsendelse af dokumentationen.

Selskabet var tiltalt for groft uagtsomt eller forsætligt at have undladt at indsende fyldestgørende transfer pricing-dokumentation for indkomstårene 2009, 2010, 2011 og 2012 inden for den af SKAT fastsatte frist. SKAT fastsatte i brev af 20. august 2013 en frist til den 25. oktober 2013. Selskabet indsendte for disse indkomstår alene utilstrækkelig og mangelfuld dokumentation, der ikke muliggjorde, at SKAT kunne foretage en fyldestgørende kontrol, hvilket selskabet først rettede endeligt op på den 28. februar 2014.

Selskabet forklarede, at det i selvangivelsen for 2009 ikke havde udfyldt rubrikken om TP. For 2010-12 havde selskabet krydset felt 067 af i selvangivelsen. Selskabet havde ikke indsendt blanket 05.021 til SKAT. Selskabets økonomichef havde ment at den valgte fremgangsmåde var anset for fyldestgørende i andre lande og derfor også i Danmark. Selskabet mente, at det havde gjort alt hvad SKAT bad om. Selskabet havde haft et udemærket samarbejde med SKAT, og det var overrasket over, at SKAT ikke var mere samarbejdsvillig, herunder ved at rette henvendelse før udløbet af fristen den 25. oktober 2013.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Selskabet havde handlet groft uagtsomt. T idømtes en bøde på 250.000 kr. Udgangspunktet er en bøde på 125.000 kr. pr. indkomstår, hvis der efterfølgende fremkommer egnet dokumentationsmateriale, men retten fandt ikke at der i den konkrete situation skulle ske fuldstændig bødekumulation. Der blev herved henset til det i forarbejderne anførte vedrørende baggrunden for bødeberegningen, og at T under sagen måtte anses for at have samarbejdet og bidraget til fremskaffelse af oplysninger til SKAT. 

Sagen vedrører de kontrollerede transaktioner mellem et dansk selskab og koncernforbundne udenlandske salgsselskaber.

Landsskatteretten fandt, at SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse i henhold til dagældende SKL (skattekontrolloven) § 3 B, stk. 8 (nu stk. 9), og § 5, stk. 3, i det der blev lagt vægt på, at der manglede en sammenlignelighedsanalyse i selskabets transfer pricing dokumentation, og at der manglede tilstrækkelig information om de udenlandske salgsselskaber i forhold til de kontrollerede transaktioner med det danske selskab.

Landsskatteretten fandt også, at SKATs skøn var i overensstemmelse med OECD Transfer Pricing Guidelines. I den forbindelse fandt landsskatteretten det berettiget, at SKAT havde valgt det danske selskab som testet part ved anvendelse af TNMM (den transaktionsbestemte nettoavancemetode), da der ikke var tilstrækkelig information om de udenlandske selskaber, idet en væsentlig del af den fremlagte opgørelse af salgsselskabernes indtjening vedrørte salg af varer, der ikke var købt af det danske selskab.

Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at opretholde skønsmæssige forhøjelser af et koncernforbundet selskabs skattepligtige indkomst, der var foretaget af SKAT efter LL (ligningsloven) § 2 om transfer pricing samt SKL (skattekontrolloven) § 3 B om transfer pricing-dokumentation.

Skatteministeriet har indbragt afgørelsen for domstolene.

Skatterådet

SKM2014.619.SR 

A ApS var et dansk datterselskab i en koncern med et tysk moderselskab, B GmbH. A ApS havde bedt Ligningsrådet om et bindende svar på, hvorvidt en aftale om en cost plus model var i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Efter cost plus modellen skulle ydelserne fra A ApS aflønnes ved, at samtlige omkostninger blev refunderet af B GmbH med et "kutymemæssigt" gevinsttillæg på 5 %. Skatterådet afviste at tage stilling til, om de fastsatte priser og vilkår var i overensstemmelse med armslængdeprincippet i LL (ligningsloven) § 2, idet spørgsmålet ikke var tilstrækkeligt oplyst, jf. dokumentationskravet i SKL (skattekontrolloven) § 3 B.