Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-2
<< >>

C.C.2.4.3.8 Forlængelse af fristen for opfyldelse af betingelserne for forskudsafskrivning

Indhold

Dette afsnit handler om praksis for, hvornår der gives tilladelse til forlængelse af fristen for at forhøje den skattepligtige indkomst, når betingelserne for forskudsafskrivning viser sig ikke at være opfyldt.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Praksis
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Skatteforvaltningen kan give tilladelse til forlængelse af fristen for forhøjelse af den skattepligtige indkomst, hvis betingelserne for forskudsafskrivning ikke er opfyldt. Se AL (afskrivningsloven) § 36.

Fristen kan efter ansøgning forlænges med indtil tre år, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

  1. Forsinkelsen skyldes tekniske forhold, eller leverandørens konkurs, og skatteyderen ikke har kunnet forudse eller afværge forsinkelsen
  2. Forsinkelsen skyldes skatteforvaltningens eller andre myndigheders egne forhold.

Praksis

AL (afskrivningsloven) § 36 bevirker ikke en ændring af praksis vedrørende fristforlængelse.

Den tidligere praksis efter den tidligere AL (afskrivningsloven) § 29 Q har derfor stadig betydning.

Efter praksis er det en forudsætning for at give tilladelse til forlængelse af fristen, at betingelserne for forskudsafskrivning er opfyldt.

Afgørelsen sker efter en konkret vurdering af årsagen til forsinkelsen, og hvad der er gjort eller kunne være gjort for at forhindre forsinkelsen.

Eksempler på at der kan gives tilladelse til forlængelse af fristen

Der er eksempler på, at der gives tilladelse til forlængelse af fristen, hvis fx en af følgende situationer opstår:

  • Forsinkelsen skyldes tekniske problemer. I denne forbindelse lægges der dog vægt på problemernes karakter og tidspunktet, hvor problemerne er opstået. Hvis problemerne opstår på et sent tidspunkt i forløbet, taler det for at give tilladelse til fristforlængelse, fordi mulighederne for at indhente forsinkelsen så er ringe.
  • Forsinkelsen skyldes leverandørens konkurs. Her kan der som udgangspunkt gives tilladelse til fristforlængelse. Der skal dog lægges vægt på, om skatteyderen kunne forudse konkursen, tidspunktet for konkursen, og om skatteyderen har haft mulighed for at lade arbejdet udføre af andre.
  • Forsinkelsen skyldes, at skatteforvaltningen har tilsidesat de foretagne forskudsafskrivninger, og projektet er sat i bero for at vente på en afgørelse, om der kan forskudsafskrives. Her kan der som udgangspunkt også gives tilladelse til fristforlængelse.
  • Forsinkelsen skyldes i væsentlig grad myndighedernes forhold. I sådanne tilfælde kan der som udgangspunkt også gives tilladelse til fristforlængelse. Det gælder særligt, hvis offentlige myndigheder har givet skatteyderen anledning til at tro, at der ikke ville være hindringer for at gennemføre projektet

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Ligningsrådets afgørelser

TfS 1996,515 LR

Ligningsrådet afslog at give tilladelse til fristforlængelse. Et byggeri havde været sat i bero, bl.a. som følge af vanskeligheder med at finde lejere til byggeriet. På grund af økonomiske vanskeligheder var entreprenørselskabet ikke i stand til at stille de nødvendige garantier over for underleverandører, og efter adskillige forhandlinger måtte det opgives at gennemføre byggeriet med entreprenørselskabet. Projektet var desuden blevet forsinket af nabohøringer. Efter en samlet vurdering afslog Ligningsrådet at give tilladelse til fristforlængelse, fordi rådet fandt, at betingelserne i AL (afskrivningsloven) § 29 Q (dagældende) om at skatteyderen hverken har kunnet forudse eller afværge forsinkelsen, ikke var opfyldt.

TfS 1996, 514 LR

En skatteyder erhvervede et kommunalt grundareal i et område, der i lokalplanen var udlagt til ferie - og fritidsområde. Skatteyderens hensigt var at opføre et feriecenter med motel mv. i området. I forbindelse med skatteyderens erhvervelse af grunden, gav kommunen en hensigtserklæring om at ville foretage betydelige anlægsinvesteringer i området. Kommunen så sig imidlertid ikke økonomisk i stand til at gennemføre investeringerne inden for den forudsatte tidsplan. Bygningen af motellet måtte udsættes. 4- års fristen for fuldførelse af byggeriet kunne derfor ikke overholdes.

Ligningsrådet gav tilladelse til fristforlængelse i tre år, fordi forsinkelsen af fuldførelsen af byggeriet skyldtes forhold, der i det væsentlige lå uden for skatteyderens rådighed.

De to afgørelser vedrører bygninger, som der ikke længere kan forskudsafskrives på. Afgørelserne illustrerer den praksis, der har dannet baggrund for AL (afskrivningsloven) § 36.

Se også TfS 1996,637: Forskudsafskrivning. Ligningsrådets dispensation efter AL (afskrivningsloven) § 29 Q (dagældende)

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.