Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-2
<< >>

Hvordan behandles en overførsel af et aktiv mellem ægtefæller?

C.A.8.4.3 Overdragelse mellem ægtefæller

Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for overdragelse af aktiver mv. mellem ægtefæller i tilfælde, hvor begge driver erhvervsvirksomhed.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Overdragelse af erhvervsmæssigt benyttede aktiver
  • Overdragelse af varer
  • Overdragelse af andre aktiver
  • Ægtefælle hjemmehørende i udlandet
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser og SKM-meddelelser mv.

Regel

Overdrager eller overfører en ægtefælle aktiver til en samlevende ægtefælle til brug i ægtefællens erhvervsvirksomhed, skal fortjenester eller tab, som derved fremkommer, ikke medregnes ved opgørelsen af den førstnævnte ægtefælles skattepligtige indkomst. Efter overdragelsen eller overførslen behandles aktiverne med hensyn til skattemæssige afskrivninger samt til beskatning af fortjenester og fradrag af tab ved afståelse, som om de var anskaffet af den sidstnævnte ægtefælle på de tidspunkter og til de beløb, som den overdragende ægtefælle i sin tid anskaffede dem. Eventuelle afskrivninger, som tidligere er foretaget, anses for foretaget af den modtagende ægtefælle. Disse regler gælder ikke for overdragelse af varer, der hører til en virksomhed, som den overdragende ægtefælle driver. Se KSL (kildeskatteloven) § 26 A, stk. 2.

Hvis man overdrager andre aktiver eller passiver til sin samlevende ægtefælle, end de der er nævnt i KSL (kildeskatteloven) § 26 A, skal fortjeneste eller tab, som derved fremkommer, ikke medregnes ved opgørelsen af overdragerens skattepligtige indkomst. Aktiverne og passiverne anses for anskaffet henholdsvis påtaget af erhververen på samme tidspunkter, for samme beløb og med samme formål som de oprindelige anskaffelser mv. Se KSL (kildeskatteloven) § 26 B.

Se også

Se også afsnit C.C.5.2.4.4 Overdragelse af virksomhed mellem ægtefæller om konsekvenserne i forhold til anvendelse af virksomhedsordningen.  

Overdragelse af erhvervsmæssigt benyttede aktiver

Den modtagende ægtefælle indtræder ved den skattemæssige behandling af de modtagne aktiver som om pågældende selv havde anskaffet aktiverne på samme tidspunkt som overdrageren. Ægtefællen, der overdrager eller overfører til sin samlevende ægtefælle til anvendelse i dennes erhvervsvirksomhed, skal ikke medregne fortjeneste eller tab ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst.

Den modtagende ægtefælle skal behandle aktiverne med hensyn til skattemæssige afskrivninger samt til beskatning af fortjenester og fradrag af tab ved afståelse, som om den modtagende ægtefælle selv har anskaffet aktiverne til de tidspunkter og de beløb, som den overdragende ægtefælle i sin tid anskaffede dem. Eventuelle afskrivninger, som tidligere er foretaget, anses for foretaget af den modtagende ægtefælle. Se TfS1987.93.LSR.

Køber den ene ægtefælle den anden ægtefælles erhvervsejendom på tvangsauktion, succederer køberen tilsvarende i aktivets værdi. Se TfS1985.562.LSR. Eventuelle omkostninger ved overtagelsen må derfor ikke regnes med til anskaffelsesprisen ved et efterfølgende salg. Ved salg til tredjemand bliver den modtagende ægtefælle derfor beskattet, som om det var vedkommende selv, der oprindelig med samme hensigt havde anskaffet aktivet.

Den ægtefælle, der får et afskrivningsberettiget aktiv overdraget eller overført, skal fortsætte de skattemæssige afskrivninger på det grundlag, som den overdragende ægtefælle havde for sine afskrivninger. Modtageren beskattes også af den fortjeneste, der modsvares af afskrivninger, som den overdragende ægtefælle har foretaget i den periode vedkommende benyttede aktivet i sin virksomhed.

Hvis der i forbindelse med overførsel af et aktiv fra den ene ægtefælle til den anden samtidigt sker ændring af benyttelsesformen, gælder reglerne i afskrivningslovens § 4. Overførsel til ændret benyttelsesform sidestilles derfor med salg og køb af formuegodet, så handelsværdien på overførselstidspunktet betragtes som salgs- og købesum. Se KSL § 26 A, stk. 3.

Overtager ægtefællen aktiverne fra den anden ægtefælles konkursbo, vil reglerne i KSL (kildeskatteloven) § 26 A, stk. 2 og stk. 3 ikke finde anvendelse. Se SKM2011.650.SR.

Overdragelse af varer

Overdrager ægtefællerne varer til hinanden, som stammer fra virksomheden, betragtes overdragelsen som almindelig køb og salg mellem uafhængige parter. I sådanne tilfælde indgår fortjeneste og tab på sædvanlig måde, forudsat at betalingen svarer til de priser, der ville blive fastsat mellem uafhængige parter.

Overdragelse af andre aktiver

Overdrager en ægtefælle andre aktiver end de, der er nævnt i KSL (kildeskatteloven) § 26 A, til sin samlevende ægtefælle, skal fortjeneste eller tab, som derved fremkommer, ikke medregnes ved opgørelsen af overdragerens skattepligtige indkomst. Se KSL § 26 B. Aktiverne anses for anskaffet af erhververen på samme tidspunkter, for samme beløb og med samme formål som de oprindelige anskaffelser.

Ægtefælle hjemmehørende i udlandet

KSL § 26 A og § 26 B gælder ikke ved overdragelse af aktier eller fordringer til en ægtefælle, der er hjemmehørende i udlandet. Se KSL § 27. I disse tilfælde beskattes fortjeneste og tab efter de almindelige skatteregler.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

TfS1987.93.LSR

Genvundne afskrivninger i forbindelse med salg af en udlejningsejendom skulle regnes med til opgørelsen af særlig indkomst hos den ægtefælle, der i overvejende grad havde drevet virksomheden, selvom udlejningsejendommen reelt måtte anses for at tilhøre begge ægtefæller.  

TfS1985.562.LSR

Overdragelse af fabriksejendom mellem ægtefællerne kunne ikke betragtes som afståelse. Den modtagende ægtefælle succederede i den overdragende ægtefælles skattemæssige stilling med hensyn til anskaffelsestidspunkt, anskaffelsessum mv. for ejendommen. 

Se også Skat.1985.8.222

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.