Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-1
<< >>

I.A.5.5.4 Hvilke regler er der til registreringsnummeret, registreringsattesten og landekendings-mærket for udenlandske køretøjer?

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke regler der er til registreringsnummeret, registreringsattesten og landekendingsmærket for udenlandske køretøjer.

Afsnittet indeholder:

  • Registreringsnummer
  • Registreringsattest
  • Landekendingsmærke.

Registreringsnummer

En udenlandsk bil skal både foran og bagpå vise et registreringsnummer. Har bilens ejer eller bruger bopæl eller hjemsted i en stat, der ikke har ratificeret Wienerkonventionen, er der kun krav om, at registreringsnummeret er placeret bag på bilen. Se registreringsbekendtgørelsens § 35.

En udenlandsk motorcykel skal have et registreringsnummer bagpå.

Et udenlandsk påhængskøretøj, der efter registreringsbekendtgørelsens § 14 skal være registreret, før det tages i brug på færdselslovens område, skal være forsynet med et registreringsnummer bagpå. Hvis påhængskøretøjet ikke skal være registreret efter § 14, skal køretøjet bagpå enten vise det trækkende køretøjs registreringsnummer eller påhængskøretøjets eget registreringsnummer.

Registreringsnummeret skal bestå af arabiske tal eller latinske bogstaver. Hvis man bruger andre tal eller bogstaver, skal registreringsnummeret også vises med enten arabiske tal eller latinske bogstaver.

Registreringsnummeret kan enten være anbragt på en særlig plade (nummerplade) eller være fastgjort til eller malet på selve køretøjet. I begge tilfælde skal det være anbragt i lodret eller næsten lodret stilling og i et plan, der er vinkelret på køretøjets længdeakse.

Det gælder også for en udenlandsk knallert, motorredskab, traktor og påhængskøretøj til et motorredskab eller en traktor, hvis køretøjet efter § 14 skal være registreret, før det må bruges på færdselslovens område.

Ovenstående gælder også for korttidsnummerplader med en gyldighed på højst 7 dage og på "commercial number plates" (prøveskilte), som er givet af en kompetent myndighed i en EU/EØS-stat, Færøerne eller Grønland.

Registreringsattest 

En registreringsattest er et dokument, der er udstedt af den kompetente myndighed i den pågældende stat, Færøerne eller Grønland som bevis for, at køretøjet er registreret. Se registreringsbekendtgørelsen § 36.

Registreringsattesten for et påhængskøretøj kan bestå i, at påhængskøretøjet er anført i registreringsattesten for det trækkende køretøj.

EU's regler gælder for køretøjer, der er registreret i en EU/EØS-stat. Se direktiv 1999/37/EF om registreringsdokumenter for motorkøretøjer.

Er køretøjet ikke registreret i en EU/EØS-stat, skal registreringsattesten være skrevet med latinske bogstaver eller arabiske tal og oplyse om:

  • køretøjets registreringsnummer, mærke, stelnummer, datoen for første registrering eller produktionsåret samt navn og adresse på attestens indehaver
  • hvornår attesten udløber, hvis attesten er tidsbegrænset
  • køretøjets totalvægt, hvis køretøjet er beregnet til transport af gods og registreret i en stat, der har ratificeret Wienerkonventionen.

Hvis køretøjet ikke er registreret i en EU/EØS-stat, sidestiller Skatteforvaltningen kørecertifikatet med en registreringsattest, hvis kørecertifikatet er udstedt i henhold til den internationale konvention af 24. april 1926 om kørsel med motorkøretøjer. Det er en betingelse, at certifikatet er udstedt inden for det seneste år.

Man skal medbringe registreringsattesten, når man bruger køretøjet på færdselslovens område og efter anmodning vise den til politiet eller Skatteforvaltningen.

Det gælder også for en udenlandsk knallert, motorredskab, traktor og påhængskøretøj til et motorredskab eller en traktor, hvis køretøjet efter registreringsbekendtgørelsen § 14 skal være registreret, før det tages i brug på færdselslovens område.

Når man kører med korttidsnummerplader med en gyldighed på højst 7 dage eller "commercial number plates" (prøveskilte), skal man medbringe tilladelsen til pladerne under kørsel på færdselslovens område og efter anmodning vise tilladelsen til politiet eller Skatteforvaltningen. Det skal være en kompetent myndighed i en EU/EØS-stat, Færøerne eller Grønland, der har givet tilladelsen.

Landekendingsmærke

Et udenlandsk motorkøretøj og et udenlandsk påhængskøretøj til et motorkøretøj skal have registreringslandets landekendingsmærke bagpå. Se registreringsbekendtgørelsens § 37.

Hvis påhængskøretøjet til et udenlandsk motorkøretøj ikke er registreret, skal det have det trækkende køretøjs landekendingsmærke bagpå.

Landekendingsmærket skal bestå af mindst ét og højst tre latinske bogstaver, der er malet med sort på en hvid elliptisk bund. Se dog nedenfor. Bogstaverne skal være mindst 80 mm høje og stregbredden mindst 10 mm.

Ellipsen på et landekendingsmærke til en motorcykel skal være på mindst 175x115 mm. På landekendingsmærket til andre motorkøretøjer og deres påhængskøretøjer skal ellipsen være mindst 240x145 mm, hvis mærket består af tre bogstaver. Dimensionerne kan nedsættes til 175x115 mm, hvis mærket består af et eller to bogstaver.

Landekendingsmærket skal være anbragt med vandret hovedakse. Dog kan ellipsen anbringes med lodret hovedakse, såfremt landekendingsmærket kun består af ét bogstav.

EU-nummerplade erstatter landekendingsmærke

EU-nummerpladen gælder som landekendingsmærke for køretøjer, der er registreret i en EU/EØS-stat. Se forordning 2411/98/EF om gensidig anerkendelse af registreringslandets kendingsbogstaver for motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil ved kørsel inden for Fællesskabet. Se registreringsbekendtgørelsens § 37, stk. 6.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.