Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-1
<< >>

F.A.31.10 VAB I, Våben og eksplosivstoffer

Indhold

Afsnittet beskriver varebestemmelserne og lovgrundlaget på området for våben og eksplosivstoffer.

Afsnittet omhandler:

  • Formål og lovgrundlag
  • Ressortmyndigheder og kompetencefordeling
  • Indførsel
  • Udførsel
  • Transit
  • Europæisk våbenpas
  • Civile, bevæbnede vagter om bord på danske skibe
  • Toldstyrelsens opgave

Formål og lovgrundlag

Formålet med lovgivningen er blandt andet at sikre myndighedernes kontrol med ind- og udførsel af våben – herunder militært udstyr og eksplosivstoffer.

Indførsel og udførsel af våben og eksplosivstoffer kan kun ske med tilladelse fra Justitsministeren eller en af justitsministeren bemyndiget.

I praksis kan ind- og udførsel kun ske med tilladelse fra Rigspolitiet eller politiet (Politiets Administrative Center). For yderligere information henvises til www.politi.dk.

På området for våben og eksplosivstoffer gælder en række nationale bestemmelser:

Nationale bestemmelser

  • >Lov nr. 920 af 29. august 2019 om våben og eksplosivstoffer (våbenloven).<
  • Bekendtgørelse nr. 972 af 9. december 1992 om erhvervelse, besiddelse og transport af skydevåben for personer bosiddende i et EU-land (våbenpasbekendtgørelsen) med senere ændringer.
  • Bekendtgørelse nr. 1444 af 1. december 2016 om våben og ammunition (våbenbekendtgørelsen) med senere ændringer.
  • Cirkulære nr. 10222 af 1. december 2016 om våben og ammunition (våbencirkulæret) med senere ændringer.
  • Bekendtgørelse nr. 698 af 27. juni 2012 om anvendelse af civile, bevæbnede vagter ombord på danske lastskibe.

Ressortmyndighed og kompetencefordeling

Ressortmyndighed på våbenområdet er Justitsministeriet.

Kompetencen til at udstede tilladelser til indførsel og udførsel af våben, militært udstyr og eksplosivstoffer er hos henholdsvis Rigspolitiet og Politiets Administrative Center.

Kompetencen til at kontrollere tilladelser ved indførslen og udførslen af våben og eksplosivstoffer er hos Toldstyrelsen.

Indførsel

indførsel af våben eller eksplosivstof betyder, at produkterne flyttes ind på dansk område. Gennemsejling af dansk søterritorium eller overflyvning af dansk luftrum, uden at der lægges til i dansk havn eller mellemlandes i Danmark, indebærer ikke en indførsel i våbenlovens forstand.

Indførsel af våben og eksplosivstoffer kan kun ske med tilladelse fra Rigspolitiet eller Politiets Administrative Center.

Det skal fremgå af tilladelser til indførsel af våben og eksplosivstoffer fra lande uden for EU, at tilladelsen skal forevises for Toldstyrelsen til afstempling ved indførslen jf. våbencirkulærets § 26, stk. 1.

Rigspolitiet udsteder tilladelse til indførsel af følgende:

  • maskinpistoler, fuldautomatiske rifler, halvautomatiske rifler (til brug for andet end jagt) og maskingeværer samt dele og ammunition hertil (særligt farlige skydevåben),
  • pistol- og revolverammunition med ekspanderende projektiler samt projektiler, der ikke anvendes til aktiviteter, som De Danske Skytteforeninger, Dansk Skytte Union og Dansk Firmaidrætsforbund har godkendt,
  • panserbrydende ammunition, brisant- eller brandammunition samt projektiler til disse ammunitionstyper,
  • håndgranater, bomber, miner og lignende våben,
  • eksplosivstoffer.

Politiets Administrative Center udsteder tilladelse til indførsel af følgende våbentyper til jagt, fiskeri, konkurrenceskydning, erhvervsmæssig brug, erhvervsmæssig våbenhandel og andet privat brug:

  • skydevåben samt genstande, der fremtræder som skydevåben og som følge af konstruktionen eller det anvendte materiale kan ombygges hertil,
  • dele, der er specielt konstrueret eller modificeret til et skydevåben, og som er væsentlige for anvendelsen af våbnet, herunder aftagelige magasiner, bundstykker, baskyler, løb,
  • låsestole, piber, rammer, slæder og tromler.
  • ammunition til skydevåben, herunder også patronhylstre, tændskruer, fænghætter, brandrør og projektiler
  • armbrøster og slangebøsser,
  • signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben,
  • lyddæmpere, såfremt de er konstrueret til montering på skydevåben,
  • optiske elektroniske sigtemidler med lysstråle eller med elektronisk lysforstærknings- eller infrarødt udstyr, såfremt de er konstrueret til montering på skydevåben eller armbrøster.

Der er fastsat forenklede regler for indførsel og udførsel af våben til brug for jagt, fiskeri og konkurrenceskydning til/fra lande, der er medlem af EU.

For EU-lande gælder, at personer, der er i besiddelse af et europæisk våbenpas midlertidigt og uden særskilt tilladelse kan medtage våben til jagt, fiskeri og konkurrenceskydning. Toldstyrelsen er ikke involveret i denne grænsepassage.

Indførsel af våben til brug for jagt, fiskeri og konkurrenceskydning fra lande uden for EU

Våben til brug for jagt, fiskeri og konkurrenceskydning samt ammunition hertil, kan i rimeligt omfang og i forbindelse med gennemrejse eller ophold i indtil tre måneder i Danmark, indføres fra lande, der ikke er medlem af EU, og besiddes, bæres, anvendes og genudføres uden tilladelse, jf. våbenbekendtgørelsen § 32, stk. 1.

Våbenbesidderen skal i disse tilfælde ved indrejsen vise Toldstyrelsen en våbentilladelse fra hjemlandets myndigheder eller en erklæring fra hjemlandets myndigheder om, at en våbentilladelse ikke er nødvendig, jf. våbenbekendtgørelsen § 32, stk. 2.

Ved indførsel af våben til brug for en konkurrence gælder endvidere, at Toldstyrelsen skal se en invitation fra organisationen her i landet, jf. våbenbekendtgørelsen 32, stk. 3.

Våbenbesidderen skal ved indrejsen og ved udrejsen aflevere en blanket (deklaration P 704-14) til Toldstyrelsen, jf. våbenbekendtgørelsens § 32, stk. 4 og 5. Blanketten findes på www.politi.dk. Blanketten er udfærdiget, således at deklarationen kan anvendes for skydevåben samt tilhørende dele (f.eks. lyddæmpere) og ammunition.

Våbenbekendtgørelsen § 32, stk. 2 og 3 gælder ikke for indførsel af slangebøsser, der skal anvendes til fiskeri, jf. § 32, stk. 6.

Våben til brug ved militære skydekonkurrencer

Våben til brug ved deltagelse i militære skydekonkurrencer her i landet kan - uanset om indførslen sker fra et land inden for eller uden for EU - indføres uden tilladelse, hvis en erklæring, der er udfærdiget af forsvarets myndigheder, og som angiver formålet med rejsen og de medbragte våben mv. forevises for Toldstyrelsen. Toldstyrelsen skal se denne erklæring og påtegne den både ved indførslen og ved udførslen. I disse tilfælde skal blanket (deklaration P 704-14) ikke anvendes, jf. våbenbekendtgørelsen § 33, stk. 3.

Bemærk

Kravet om indførselstilladelse efter våben- og eksplosivstoflovgivningen gælder ikke militære myndigheder og politiet, jf. våbenlovens § 8, stk. 1 og § 9, stk. 1.

Indførsel af knive

Politiets Administrative Center meddeler tilladelser til indførsel af knive og blankvåben.

Udførsel

Udførsel af våben, militært udstyr eller eksplosivstoffer betyder, at produkterne flyttes ud fra dansk område.

Gennemsejling af dansk søterritorium eller overflyvning af dansk luftrum, uden at der lægges til i en dansk havn eller mellemlandes i Danmark, indebærer dog ikke en udførsel i våbenlovens forstand.

Det er forbudt at udføre våben mv. uden tilladelse fra Rigspolitiet eller politiet, jf. våbenlovens § 6, stk. 1, og våbenbekendtgørelsens § 31.

Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt et produkt kræver udførselstilladelse efter våbenloven, kan EU's fælles liste over militært udstyr anvendes som fortolkningsbidrag. Listen opdateret i 2019 findes her.

Hvis et produkt er omfattet af EU's fælles liste over militært udstyr, er det omfattet af våbenlovens regler om forbud mod udførsel uden tilladelse.

Hvis produktet ikke er omfattet af EU's fælles liste over militært udstyr, falder det ikke nødvendigvis uden for våbenloven. Der kræves udførselstilladelse efter våbenloven, hvis produktet falder ind under en af de oplistede produktgrupper i våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1-10, selvom produktet ikke findes på EU's fælles liste over militært udstyr. Dette gælder for eksempel blankvåben, knive og bedøvelsesrifler mv.

Det skal fremgå af tilladelser til udførsel af våben og eksplosivstoffer samt militært udstyr til lande uden for EU, at tilladelsen skal forevises for Toldstyrelsen til afstempling ved udførslen jf. våbencirkulærets § 27, stk. 2.

Det er som udgangspunktet Rigspolitiet, som udsteder tilladelse til udførsel af alle former for våben og militært udstyr.

Generel udførselstilladelse § 35 (indenfor EU)

Er ikke rettet mod en specifik leverandør, men generelt mod nuværende eller fremtidige leverandører, som er etableret i den medlemsstat, hvorfra forsvarsmateriellet skal udføres.

Hvis leverandøren opfylder de vilkår og betingelser, der er knyttet til tilladelsen, har leverandøren direkte adgang til at udføre forsvarsmateriellet til nærmere bestemte modtagere, der er etableret i et andet EU- eller EØS-land.

Efter våbenbekendtgørelsens § 35 (generel tilladelse) kan en virksomhed uden forudgående tilladelse udføre genstande, som fremgår af bilag 1 til bekendtgørelsen til andre EU/EØS-lande, hvis

  • modtageren er en statsmyndighed i det pågældende EU/EØS-land
  • modtageren er certificeret
  • modtageren deltager i et mellemstatsligt samarbejdsprogram med Danmark om produkterne
  • udførslen er midlertidig, herunder til demonstration, vurdering mv., eller
  • genindførslen sker inden rimelig tid efter ophør af det formål, der begrundede udførslen.

Det er dog en betingelse for anvendelsen af en generel tilladelse, at virksomheden forud for den første anvendelse af en generel tilladelse informerer Rigspolitiet om ibrugtagning af den generelle tilladelse.

En generel tilladelse kan dog ikke anvendes til udførsler til sanktionsramte entiteter (dvs. lande og territorier) eller i strid med Danmarks internationale forpligtelser, eller hvis produkterne vil blive videreudført til en slutbruger uden for et EU-, EØS- eller NATO-land.

Ved anvendelse af en generel tilladelse er virksomheden forpligtet til at oplyse modtageren om de vilkår og betingelser, der gælder for tilladelsen.

Virksomheden skal jf. våbenbekendtgørelsens § 38 føre et register, der indeholder nærmere oplysninger om hver enkelt udførsel. Registret om udførsel af produkter i det foregående år skal føres i et skema, der er udarbejdet af Rigspolitiet, og skal indsendes til Rigspolitiet en gang årligt inden den 1. februar.

Global udførselstilladelse (indenfor EU)

Kan udstedes til virksomheder efter ansøgning herom. Disse tilladelser giver adgang til at udføre forsvarsmateriel til modtagere i andre EU- eller EØS-lande, uden at tilladelsen er begrænset til et vist antal af de pågældende produkter.

Efter våbenbekendtgørelsens § 36 (global tilladelse) kan en virksomhed få tilladelse til at udføre forsvarsmateriel til en eller flere modtagere i EU/EØS uden begrænsning af antallet. Virksomheden skal indsende en ansøgning til Rigspolitiet. Dokumentationskravene fremgår af bestemmelsen.

Virksomheden skal jf. våbenbekendtgørelsens § 38 føre et register, der indeholder nærmere oplysninger om hver enkelt udførsel. Registret om udførsel af produkter i det foregående år skal føres i et skema, der er udarbejdet af Rigspolitiet, og skal indsendes til Rigspolitiet en gang årligt inden den 1. februar.

Tilladelsen udstedes med en gyldighedsperiode på tre år.

Individuel udførselstilladelse (indenfor EU)

Kan udstedes til virksomheder efter ansøgning herom. Disse tilladelser giver adgang til overførsel af et bestemt antal nærmere specificerede forsvarsrelaterede produkter til en bestemt modtager. Overførslen kan foretages som delleveringer, hvis det ønskes.

Efter våbenbekendtgørelsens § 37 (individuel tilladelse) kan en virksomhed ved en eller flere leveringer udføre et bestemt antal produkter til en bestemt modtager i EU/EØS. Virksomheden skal indsende en ansøgning til Rigspolitiet. Dokumentationskravene fremgår af bestemmelsen.

Virksomheden skal jf. våbenbekendtgørelsens § 38 føre et register, der indeholder nærmere oplysninger om hver enkelt udførsel. Registret om udførsel af produkter i det foregående år skal føres i et skema, der er udarbejdet af Rigspolitiet, og skal indsendes til Rigspolitiet en gang årligt inden den 1. februar.

Tilladelsen udstedes med en gyldighedsperiode på to år.

Internationale importcertifikater og ankomstbeviser (udførsel udenfor EU)

En lang række lande, herunder Danmark, har tilsluttet sig en international ordning, hvor der anvendes såkaldte internationale importcertifikater og ankomstbeviser som led i våbeneksportkontrollen.

Ordningen indebærer, at der som udgangspunkt skal foreligge et internationalt importcertifikat fra myndighederne i importlandet, før myndighederne i eksportlandet må udstede en udførselstilladelse til eksportøren.

Ved at udstede et importcertifikat attesterer myndighederne i importlandet, at importøren har forpligtet sig til at indføre det pågældende vareparti til importlandet og til hverken at omdestinere eller omlade partiet undervejs uden tilladelse fra den kompetente myndighed i importlandet.

I tilslutning hertil kræver myndighederne i eksportlandet typisk også, at eksportøren skal fremskaffe et såkaldt ankomstbevis fra myndighederne i importlandet, når eksporten har fundet sted. Med udstedelsen af ankomstbeviset attesterer myndighederne i importlandet, at importøren har fremlagt bevis for, at det pågældende vareparti faktisk er ankommet til landet. Det fremgår af ankomstbeviset, at (gen)udførsel af varepartiet herefter kun kan ske med udførselstilladelse.

I Danmark udsteder Rigspolitiet internationale importcertifikater efter anmodning fra danske virksomheder mv., som skal importere våben mv. til Danmark. Samtidig udleverer Rigspolitiet en ankomstbevisformular til importøren, som underskrives, hvis importøren beder om det, og stemples af Toldstyrelsen under forudsætning af, at importøren fremlægger bevis for, at varepartiet er ankommet til landet. Dette gælder, uanset om varerne er indført fra et EU-land eller et tredjeland.

Et sådant bevis kan bestå i, at varen fremvises, eller at importøren fremlægger dokumenter, herunder fx fragtdokumenter, som viser, at varerne er modtaget.

Politiets Administrative Center meddeler tilladelse til udførsel til Færøerne og Grønland, EU- og EØS-medlemslandene jf. våbenbekendtgørelsen § 31, stk. 2 af følgende produkter:

  • blankvåben,
  • paint- og hardballvåben,
  • signalvåben,
  • luft- og fjedervåben,
  • våben til jagt, fiskeri og konkurrenceskydning og dele og ammunition hertil,
  • samt visse antikke skydevåben.

Våben til brug ved jagt, fiskeri og konkurrenceskydning

Våben til brug ved jagt, fiskeri og konkurrenceskydning samt ammunition hertil i rimeligt omfang kan uden tilladelse udføres og genindføres i forbindelse med ophold i indtil 3 måneder i et land, der ikke er medlem af EU efter våbenbekendtgørelsens § 33, stk. 1.

Våbenbesidderen skal ved udrejsen og ved indrejsen aflevere en særlig blanket (deklaration P 704-15) til Toldstyrelsen, jf. våbenbekendtgørelsen § 33, stk. 1. Blanketten findes på Rigspolitiets hjemmeside. Blanketten er udvidet således, at deklarationen kan anvendes for skydevåben samt tilhørende dele (f.eks. lyddæmpere) og ammunition

Våben til brug ved deltagelse i militære skydekonkurrencer i udlandet kan - uanset til hvilket land udførslen sker - udføres uden tilladelse, hvis Toldstyrelsen får en erklæring, der er udfærdiget af forsvarets myndigheder, og som angiver formålet med rejsen og de medbragte våben. Toldstyrelsen skal se denne erklæring og skal påtegne den både ved udførslen og ved indførslen, jf. våbenbekendtgørelsen § 33, stk. 3.

Militæret og politiet

Kravet om udførselstilladelse i våbenloven § 6, stk. 1, gælder ikke for militære styrker og militært personel, når udførslen sker som led i udøvelsen af den militære tjeneste. Bestemmelsen gælder heller ikke for militære myndigheders midlertidige udførsel af udrustning og materiel til reparation og vedligeholdelse, jf. våbenloven § 8, stk. 2.

Politiet er generelt undtaget fra kravet om udførselstilladelse, jf. våbenloven § 9, stk. 1.

Udførsel af knive

Politiets Administrative Center meddeler tilladelser til udførsel af knive og blankvåben.

Transit

Transit af våben mv. gennem dansk landterritorium anses som en indførsel efterfulgt af en udførsel, og det kræver derfor tilladelse, hvis indførslen og/eller udførslen kræver tilladelse efter de regler, som er beskrevet ovenfor.

Reglerne gælder ikke for transit gennem dansk søterritorium eller dansk luftrum, medmindre der lægges til ved en dansk havn eller mellemlandes i Danmark.

Reglerne for transittilladelser inden for EU/EØS er forenklede, så der ikke er krav om en transittilladelse til visse dele af forsvarsmateriel, software og teknologi hertil.

Europæisk våbenpas

Personer, der er i besiddelse af et europæisk våbenpas, kan uden særskilt tilladelse transportere og besidde skydevåben under rejse i to eller flere EU-lande - herunder indføre våbnene til og udføre våbnene fra Danmark - for at deltage i jagt eller konkurrenceskydning. Toldstyrelsen er ikke involveret i denne grænsepassage.

Retten til at transportere og besidde skydevåben med et våbenpas er dog betinget af, at

  • personen kan dokumentere baggrunden for rejsen, fx ved at vise en invitation
  • det europæiske våbenpas er gyldigt og omfatter det eller de skydevåben, som personen transporterer
  • indrejse ikke sker til et medlemsland, der har forbudt indførsel af det pågældende skydevåben. Det fremgår af våbenpasset, hvilke våben de enkelte lande har forbudt indførsel af.

Det er Politiets Administrative Center, der udsteder europæiske våbenpas, jf. våbenpasbekendtgørelsens § 9.

Civile, bevæbnede vagter om bord på danske skibe

Danske rederier har mulighed for at opnå en generel tilladelse til brug af civile, bevæbnede vagter på danske lastskibe uden forudgående tilladelse i hvert enkelt tilfælde. Dette følger af bekendtgørelse nr. 698 af 27. juni 2012 med senere ændringer om brug af civile, bevæbnede vagter på danske lastskibe.

Reglerne medfører, at rederierne i et vist omfang selv skal godkende sine vagter og føre et register over de anvendte våben. Der gælder dog fortsat et krav om indførsels- og udførselstilladelse efter de almindelige regler til skydevåben, uanset om rederiet har en generel tilladelse eller ej.

Ansøgning indgives til Rigspolitiet.

For nærmere information henvises til www.politi.dk.

Toldstyrelsens opgave

Toldstyrelsen kontrollerer, at de våben, der indføres eller udføres, er omfattet af den udstedte tilladelse.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.