F.A.10.3.1 Indførselsstedet

Transportomkostninger skal medregnes i toldværdien, når der er tale om omkostninger til transporten til EU's ydre grænse. Det er derfor vigtigt at få fastlagt det rette indførselssted i EU.

Indførselsstedet som fastsat i EUTK art. 71, stk. 1, litra e, retter sig derfor efter varernes transportmåde frem til deres indførsel i EU.

I GF art. 137 fastsættes de nærmere regler for placeringen af indførselsstedet, afhængigt af den måde, varerne bliver transporteret ind i EU på.

Hvis varerne efter at være bragt ind i EU, transporteres direkte til et bestemmelsessted i EU, via et område eller territorie, som ikke er en del af EU's toldområde, kan det første indførselssted i EU stadig lægges til grund ved fastsættelse af toldværdien.

Det er en betingelse, at varerne transporteres direkte til bestemmelsesstedet ad almindelige transportveje.

Dette gælder fx ved transport gennem:

• Schweitz

• Hviderusland

• Rusland

• Bosnien - Hercegovina

• Serbien

• Montenegro

• Den tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.

Dette gælder også for varer, der udelukkende af transportmæssige grunde er blevet losset, omladet eller midlertidigt immobiliseret i territorier, der ligger uden for EU's toldområde.

Hvis varerne under transporten har været omladet eller losset, anvendes en af følgende muligheder til at fastsætte indførselsstedet, afhængigt af transportmåden:

• Lossehavnen - når varerne er transporteret ad søvejen

• Havnen, eller det sted, hvor varerne overskrider grænsen til EU's toldområde - når varerne transporteres med andre transportmidler.

Se GF art. 137, stk. 2 - 4.

Eksempel

Et parti varer transporteres fra Damaskus til Barcelona. Varerne sendes med fly fra Damaskus til Athen for derefter at blive transporteret med skib til Barcelona. Athen betragtes her som første indførselssted i EU.

Bemærk, at der gælder særlige regler med hensyn til indførselsstedet for varer, der indføres via et af de franske oversøiske departementer.

Eksempel

EU-Domstolen har i sag C-59/16, The Shirtmakers, præciseret sin praksis fra Unifert-Dommen. I den konkrete dom havde en importør i EU indført tekstilvarer fra Asien og i den forbindelse indgået en aftale med et fragtselskab, der skulle forestå transporten til EU, oplagringen og toldformaliteterne ved indførslen.

Dette fragtselskab har derefter indgået aftaler med transportselskaber om transporten af tekstilvarerne til EU. Selskabet har for disse transporter udstedt fakturaer til importøren, hvor fakturabeløbet er opgjort som de transportomkostninger, der var faktureret fra transportselskaberne med tillæg for fragtselskabets egne udgifter og en avance.

Ved indførslen af de pågældende tekstilvarer, var der i angivelsen af transportomkostninger efter EF-toldkodeksens art. 32, stk. 1, litra e), nr. i) kun anført de udgifter som transportselskaberne havde faktureret fragtselskabet.

EU-toldmyndigheden har efterfølgende forhøjet de angivne transportomkostninger med den begrundelse, at transportomkostningerne efter EF-toldkodeksens artikel 32, stk. 1, litra e) skal angives med det fakturabeløb, som fremgår af fakturaen fra fragtselskabet til importøren for transporten af det pågældende vareparti.

Den forelæggende ret bad EU-Domstolen om svar på, om EF-toldkodeksens artikel 32, stk. 1, litra e), nr. i) skulle fortolkes sådan, at der til toldværdien alene skal tillægges de beløb, som den faktiske transportør har faktureret for transporten, selvom transportomkostningerne er faktureret til en anden person end importøren, og denne person for sine ydelser har faktureret importøren et højere beløb. Eller om både transportudgifterne og fragtselskabets udgifter skal medregnes i toldværdien.

Domstolen konkluderede, at alle omkostningerne skal medregnes i toldværdien, da alle omkostningerne kan anses for at have direkte relation til varens transport.