E.A.7.11.8.3 Afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgiftsgodtgørelse til virksomheder, der er registreret som oplagshaver efter svovlafgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

• Generelt om afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl (forbrugsvirksomheder)
• Afgiftsgodtgørelse efter måling (metode 1)
• Afgiftsgodtgørelse efter minimumssatser (metode 2)
• Afgiftsgodtgørelse efter standardsatser (standardgodtgørelse)
• Udbetaling af godtgørelse til registrerede oplagshavere
• Tidligere godtgørelsessatser (standardsatser).

Se SVOVLAL § 9 og svovlbekendtgørelsen §§ 7-12.

Generelt om afgiftsgodtgørelse ved binding af svovl (forbrugsvirksomheder)

Registrerede virksomheder, der betaler afgift af det afgiftspligtige indhold af svovl i forbrugte varer (brændsler), og som begrænser udledningen af svovldioxid (SO2) til luften ved rensning af røg, kan få godtgjort afgiften af den mængde svovl, der i afgiftsperioden bortrenses. 

Det samme gælder for virksomheder, som binder svovl i andre materialer mv.

Godtgørelsen omfatter svovl, der fx

• bindes i et rensningsanlæg ved en egentlig svovlproduktion
• ved en proces går i forbindelse med kalkholdige vanddråber, hvorved der fremkommer gips
• går i forbindelse med kalkstøv, eller som
• bindes i slagger og aske.

Godtgørelsen beregnes for hvert brændsel og for hvert ovn- eller kedelanlæg for sig. Hvis virksomheden bruger flere brændsler i samme ovn- eller kedelanlæg, fordeles den bortrensede eller bundne mængde svovl for hvert brændsel i hvert ovn- eller kedelanlæg for sig i forhold til mængden af svovl i de indfyrede brændsler. Se SVOVLAL § 9, stk. 2.

Mængden af svovl, der ydes godtgørelse for, kan ikke overstige mængden af svovl i de indfyrede brændsler. Afgiftsgodtgørelsen af den bortrensede mængde svovl kan dermed ikke overstige afgiften af den indfyrede mængde svovl.

I visse produktionsprocesser bliver svovl frigjort fra de forarbejdede råvarer som følge af processen. Da der ikke bliver betalt afgift af denne mængde svovl, kan der heller ikke ydes afgiftsgodtgørelse.

Afgiftsgodtgørelse kan ske efter måling eller på grundlag af det minimum af svovl, der er bundet i materialer (minimumssats).

De nærmere regler for måling mv. fremgår af bekendtgørelse nr. 1163 af 21. december 1995 om måling af svovl.

Ifølge bekendtgørelsen kan afgiftsgodtgørelsen ske efter måling af den mængde svovl, der bindes mv. (metode 1) eller ud fra en minimumssats (metode 2). Se svovlbekendtgørelsen § 8.

De nærmere regler for de 2 metoder er beskrevet i nedenstående afsnit "Afgiftsgodtgørelse efter måling" og "Godtgørelse efter minimumssats".

Registrerede virksomheder, der bruger kulprodukter mv., og som ikke foretager måling af den bortrensede eller bundne mængde svovl, kan vælge at beregne godtgørelsen efter en standardsats. Se afsnittet "Afgiftsgodtgørelse efter standardsatser (standardgodtgørelse)".

Dette gælder kulprodukter, som er nævnt i SVOVLAL § 1, nr. 5-7 og halm og træpiller, med et svovlholdigt bindemiddel nævnt i SVOVLAL § 1, nr. 14. Se SVOVLAL § 9, stk. 6.

Godtgørelsen bliver udbetalt ved, at virksomheden trækker beløbet fra på afgiftsangivelsen for den pågældende afgiftsperiode.

Regnskab

Virksomheden skal indrette regnskabet således, at den for hvert brændsel og for hvert ovn- og kedelanlæg kan dokumentere, hvilke mængder svovlholdige brændsler, der er brugt.

Regnskabet skal også kunne dokumentere mængden af svovl, der er bortrenset, bundet eller produceret for hvert brændsel og hvert ovn- eller kedelanlæg. Afgiften af denne mængde skal også dokumenteres. Endelig skal regnskabet udformes på en sådan måde, at der kan føres kontrol med den korrekte godtgørelse af afgiften.

Virksomheden skal vedlægge en erklæring, der er udfærdiget af et akkrediteret laboratorium om, at den anvendte målemetode kan danne grundlag for opgørelsen af afgiften (godtgørelsen).

Se svovlbekendtgørelsen § 12, stk. 3 og 4.

Afgiftsgodtgørelse efter måling (metode 1)

Virksomheden skal opgøre mængden af det materiale, som svovlet bindes i. Virksomheden skal også foretage stikprøvemålinger af svovlindholdet i et omfang og med en hyppighed, der gør stikprøven repræsentativ.

Stikprøvernes omfang og hyppighed afhænger derfor af ensartethed og stabilitet i virksomhedens brændselssammensætning, produktionsforhold og brændselsudnyttelse mv.

Skattestyrelsen fastsætter antallet af prøver og hyppighed af prøvetagningen for virksomheden. Der skal dog mindst udtages 8 prøver årligt.

Hvis svovlen bindes i andre materialer end aske, skal materialets oprindelige svovlindhold bestemmes og trækkes fra svovlindholdet i materialet efter binding. Virksomheden får dermed ikke godtgørelse af det oprindelige svovlindhold.

Ved bestemmelse af det oprindelige svovlindhold i andre materialer skal virksomheden følge den procedure, som er beskrevet i afsnittet "Afgiftsgodtgørelse efter minimumssatser" som dokumentation af svovlindholdet i dette materiale.

Virksomheden skal for hver afgiftsperiode lave en samlet opgørelse af den mængde svovl, der er bortrenset, bundet eller produceret, samt af svovlindholdet i de brændsler, der er brugt i perioden.

Se svovlbekendtgørelsen § 9.

Eksempel 1 (beregning af afgiftsgodtgørelse)

Virksomheden har i januar 2019 brugt 100 ton (100.000 kg) stenkul med 10 % vand (90 % tørstof) i en kedel.

Svovlindhold i tørstof: 0,75 %.

I asken er der målt et svovlindhold, der svarer til 234 kg bunden svovl.

Eksempel 2 (beregning af afgiftsgodtgørelse)

Virksomheden har i januar 2019 brugt 46 ton (46.000 kg) jordoliekoks, 90 ton (90.000 kg) stenkul og 40 ton (40.000 kg) træflis (tørstofmængder) i samme kedel.

Svovlindhold i brændslets vægt eksklusive vand (tørstof):

Jordoliekoks: 1,0 %
Stenkul: 0,78 %
Træflis: 0,04 %.

I asken er der målt et svovlindhold, der svarer til 445 kg bunden svovl.

Eksempel 3 (beregning af afgiftsgodtgørelse)

Virksomheden fører røgen fra afbrænding gennem kalkstøv.

Der er brugt 100 ton kalk, hvor svovlindholdet før afbrændingen var 10 kg og efter afbrændingen 150 kg.

Afgiftsgodtgørelse efter minimumssatser (metode 2)

Virksomheden skal overfor Skattestyrelsen anmelde og dokumentere et minimum for den bundne eller producerede mængde svovl.

Minimumskoncentrationen af svovl i det bundne materiale skal anmeldes for 6 måneder ad gangen.  

Godtgørelsen beregnes på grundlag af mængden af det materiale, som svovlen er bundet i, ganget med den anmeldte minimumskoncentration. Et eventuelt indhold af svovl i materialet før svovlbinding, skal trækkes fra. 

Det er en betingelse for at bruge denne metode, at virksomheden har indgået aftale med et akkrediteret laboratorium, der uanmeldt skal udtage stikprøver af det materiale, som svovlen er bundet i.

Antallet af stikprøver (målinger), som laboratoriet skal foretage, bliver fastsat ved, at den (forventede) årlige godtgørelse divideres med 50.000, idet der dog skal foretages mindst 4 målinger pr. år.

Antallet af prøver skal stå i rimeligt forhold til mængden af materialet og skal foretages af en repræsentativ del af materialet.

Viser en måling et lavere svovlindhold end det anmeldte minimum lægges denne måling til grund for afgiftsberegningen i de seneste 12 måneder, ligesom hyppigheden af målingerne fordobles de næste 12 måneder.

Se svovlbekendtgørelsen § 10.

Afgiftsgodtgørelse efter standardsatser (standardgodtgørelse)

Virksomheder, der bruger kulprodukter, halm og træpiller, og som begrænser udledningen af SO₂ til luften gennem rensning af røg eller binding af svovl i andre materialer mv. kan i stedet for målinger af den bortrensede eller bundne mængde svovl vælge at beregne godtgørelsen efter en standardsats. Se nedenstående oversigt.

Efter 2015 bliver afgiftssatserne reguleret årligt efter udviklingen i nettoprisindekset, som offentliggøres af Danmarks Statistik. Reguleringen skete første gang for kalenderåret 2016.

Satserne bliver reguleret på grundlag af nettoprisindeksets årsgennemsnit i året 2 år forud for det kalenderår, i hvilket satsen skal gælde.

Satserne vil blive offentliggjort for hvert år på Skatteministeriets hjemmeside www.skm.dk.

I 2020 gælder nedenstående satser:

*) Standardsatsen for indfyrede kulprodukter omfatter stenkul, stenkulsbriketter, koks, cinders, koksgrus, jordoliekoks, brunkul og brunkulsbriketter.

SVOVLAL § 9, stk. 6.

Eksempel på beregning af afgiftsgodtgørelse

Virksomheden har i januar 2019 brugt 100 ton (100.000 kg) stenkul med 10 pct. vand (90 % tørstof) i samme kedel.

Svovlindhold i tørstof: 0,78 %.
Kedlen er et risteanlæg.

Udbetaling af afgiftsgodtgørelse til registrerede oplagshavere

Registrerede oplagshavere kan uanset beløbets størrelse (størrelsen af afgiftsgodtgørelsen) modregne beløbet i skyldig svovlafgift.

Det vil sige, at beløbet medtages på virksomhedens afgiftsangivelse vedr. afgift af svovl.

Det beregnede godtgørelsesbeløb trækkes fra virksomhedens afgiftstilsvar i afgiftsperioden.

Tidligere godtgørelsessatser (standardsatser)

*) Standardsatsen for indfyrede kulprodukter omfatter stenkul, stenkulsbriketter, koks, cinders, koksgrus, jordoliekoks, brunkul og brunkulsbriketter.