E.A.4.4.2 Historik
Indhold
Dette afsnit beskriver den historiske baggrund for lovgivningen på gasafgiftsområdet. Der er også omtalt en række væsentlige ændringer af gasafgiftsloven.
Dette afsnit indeholder:
- Energiafgift og CO2-afgift på naturgas og bygas
- Fuld energiafgift på naturgas og bygas samt liberalisering af gasmarkedet
- Energibeskatningsdirektivet
- Omregning fra øvre til nedre brændværdi
- Forbrugsregistrering
- El- og varmeproduktion på centrale kraftvarmeværker
- El- og varmeproduktion på decentrale kraftvarmeværker
- Forbrugsregistrering
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Energiafgift og CO2-afgift på naturgas og bygas
Ved lov nr. 419 af 14. juni 1995 og lov nr. 420 af 14. juni 1995 blev der både indført energiafgift på naturgas og bygas og CO2-afgift på naturgas og bygas. Energiafgiften og CO2-afgiften på naturgas og bygas trådte i kraft den 1. januar 1996.
Energiafgiften på naturgas og bygas til opvarmningsformål mv. udgjorde oprindeligt 1 øre pr. Nm3.
Naturgas var dermed pålagt en lavere afgift end det alternative brændsel olie. Dette kom imidlertid ikke forbrugerne til gode i form af lavere priser, da gasselskaberne kunne sælge gassen til en pris, som om der var en energiafgift på gassen svarende til afgiften på olien. Denne forskel i afgifterne, der blev benævnt som skyggeafgift, tilfaldt i modsætning til energiafgiften ikke statskassen, men gasselskaberne. Forbrugerne oplevede derfor ingen prisforskel mellem gas og olie.
CO2-afgiften udgjorde oprindeligt 22 øre/Nm3. Det vil sige, at der i modsætning til energiafgiften blev indført fuld CO2-afgift på naturgas og bygas fra den 1. januar 1996.
Fuld energiafgift på naturgas og bygas samt liberalisering af gasmarkedet
Ved lov nr. 1289 af 20. december 2000 blev skyggeafgiften på naturgas afviklet. Fra 1. januar 2006 indførtes der samme afgift på naturgas og bygas. Registreringsbestemmelserne blev ændret som følge af liberaliseringen af gasmarkedet.
Energibeskatningsdirektivet
Den 27. oktober 2003 vedtog EU's Ministerråd et nyt energibeskatningsdirektiv - Rådets direktiv 2003/96/EF om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet.
Direktivet, som trådte i stedet for de eksisterende direktiver om beskatning af mineralolieprodukter, udvidede den fælles EU-ramme for energibeskatning til, udover mineralolieprodukter, også at omfatte naturgas, kul og elektricitet.
Udvidelsen skete med henblik på at forbedre det indre marked gennem etablering af mere ensartede regler for medlemsstaternes anvendelse af energibeskatning, forbedre medlemsstaternes muligheder for at omstrukturere deres nationale afgiftssystemer og opfylde målsætningerne for beskæftigelses-, miljø-, transport- og energipolitikken gennem forhøjelse af eksisterende og indførelse af nye minimumssatser for energiprodukter.
Energibeskatningsdirektivet blev implementeret i gasafgiftsloven ved lov nr. 462 af 9. juni 2004. Der var tale om forholdsvis få ændringer af gasafgiftsloven, da Danmark allerede i vid udstrækning benyttede den harmoniserede struktur i gasafgiftsloven.
Omregning fra øvre til nedre brændværdi
Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 blev der indført en fast faktor for omregning fra øvre til nedre brændværdi.
Forbrugsregistrering
Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 blev der med virkning fra 1. september 2004 indført bestemmelser om forbrugsregistrering i
- Elafgiftsloven (elektricitet og varme)
- Gasafgiftsloven (gas og varme)
- Kulafgiftsloven (varme) og
- Mineralolieafgiftsloven (varme).
Bestemmelserne vedrører også CO2-afgiften.
Bestemmelsen indebærer, at større momsregistrerede virksomheder, der fx forbruger naturgas til procesformål, på visse betingelser kan registreres.
En virksomhed kan forbrugsregistreres for fx gas, hvis den inden for samme lokalitet (geografiske forretningssted) efter afregningsmåleren har et årligt forbrug på 75.000 m3 og godtgørelsen udgør mindst 90 pct. af den samlede gas- og CO2-afgift.
Virksomheden kan herved få leveret gas uden afgift og betale afgift af det forbrug, der er anvendt til ikke-godtgørelsesberettigede formål (nettoafregning). Det vil sige, at virksomhederne betaler en såkaldt nettoafgift.
Reglerne om forbrugsregistrering er senest ændret ved lov nr. 481 af 30. maj 2012 med ikrafttræden den 1. juli 2012.
El- og varmeproduktion på centrale kraftvarmeværker
Indtil 1. juli 1999
Indtil 1. juli 1999 var bestemmelserne i GASAL § 8, stk. 2, KULAL § 7, stk. 1 og MINAL § 9, stk. 2 udformet på en sådan måde, at der var afgiftsfrihed for forbrug af brændsler til produktion af elektricitet, hvor brændslet var indregnet i elektricitetsprisen.
Fordelingen af brændsel mellem el- og varmeproduktion var baseret på en omkostningsmæssig fordeling af det forbrugte brændsel. Teknisk set blev spørgsmålet om fordelingen af brændsel til el- og varmeproduktion i energiafgiftslovene dermed oprindeligt løst ved, at der var afgiftsfrihed for den del af brændselsforbruget i kraftvarmeværket, der er medgået til elproduktionen, og som blev indregnet i elektricitetsprisen. Den resterende del af brændselsforbruget blev for anset for anvendt til varmeproduktion.
Cirkulære nr. 148 af 20. august 1998 om centrale kraftvarmeværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug
Den 20. august 1998 blev der udstedt et TSS cirkulære 1998-20 (Cirkulære nr. 148 af 20. august 1998) om centrale kraftvarmeværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug. I cirkulæret var der blandt andet en præcisering af placeringen af kraftvarmefordelen i afgiftsmæssig henseende. Der blev også angivet en udfyldende fortolkning, hvor den producerede elektricitet blev afsat til udefra givne priser. Der blev blandt andet givet mulighed for at anvende et såkaldt referenceværk.
Cirkulæret var optrykt i Punktafgiftsvejledningen, afsnit F.2.5.
Perioden 1. juli 1999 - 31. december 2009
Ved lov nr. 390 af 2. juni 1999, der trådte i kraft den 1. juli 1999, skete der en ændring af brændselsfordelingsreglerne for centrale kraftvarmeværker.
Med liberaliseringen af el-markedet i slutningen af 1990'erne mistede bestemmelsen om, at brændslet skal være indregnet i elektricitetsprisen sin mening. I et liberaliseret el-marked afsættes elektriciteten til markedspriser, og der sker derfor ikke nogen beregning af elektricitetsprisen, der kan anvendes ved fordeling af brændsel mellem el- og varmeproduktion. Det var derfor nødvendigt at tilpasse afgiftslovgivningen til de nye markedsforhold på elområdet i 1999.
I forbindelse med el-reformen blev der således vedtaget regler, der sikrede, at der fortsat kunne ydes afgiftsfrihed for brændsel anvendt til el-produktion på centrale kraftvarmeværker.
Ved lov nr. 390 blev det indført, at værker, der ikke længere afsætter elektricitet til omkostningsbaserede priser, skal benytte de fordelinger af brændslerne, som anvendtes i de kontrakter, der var gældende den 1. juli 1998, og som var godkendt af Elprisudvalget. Denne bestemmelse sikrede, at alle centrale kraftvarmeværker fortsat kunne opnå afgiftsfrihed for brændsel til el-produktion.
Hvis et kraftvarmeværk ikke havde en kontrakt den 1. juli 1998, der var godkendt af Elprisudvalget, skete beregningen i stedet for på grundlag af en varmevirkningsgrad. Værker beliggende i nyere varmeforsyningsområder, der var højst 12 år gamle, kunne anvende en varmevirkningsgrad på 200. Værker beliggende i ældre varmeforsyningsområder skulle anvende en varmevirkningsgrad på 119. Værket kunne dog højst få afgiftsfrihed for en andel af brændselsforbruget svarende til en el-virkningsgrad på 40 pct.
Perioden 1. januar 2010 - 30. juni 2011
Ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 skete der en afgiftsmæssig ligestilling af central og decentral kraftvarme.
Dette betød, at de centrale kraftvarmeværker fra og med den 1. januar 2010 skal anvende de samme regler for fordeling af brændsel mellem el- og varmeproduktion som decentrale kraftvarmeværker. Det vil sige, at fordelingen af brændsel enten skal baseres på en fast varmevirkningsgrad (V-formel 1,25) eller en fast el-virkningsgrad (E-formel 0,65).
Værker, som havde en varmekontrakt pr. 1. juli 1998, måtte således ikke længere anvende denne kontrakt. Andre centrale værker måtte ikke længere anvende varmevirkningsgraderne 2,0 eller 1,19. Endelig måtte værker, der havde fået lov til at anvende et referenceværk, ikke længere anvende et sådant værk.
Fra 1. juli 2011
Ved lov nr. 1564 af 21. december 2010 blev der med virkning fra 1. juli 2011 indført nye brændselsfordelingsnøgler.
V-formel 1,25 blev ændret til 1,20, og E-formel 0,65 blev ændret til 0,67.
El- og varmeproduktion på decentrale kraftvarmeværker
Perioden 1. januar 1996 - 30. juni 2002
Ved lov nr. 419 af 14. juni 1995 blev der i gasafgiftsloven indført særskilte regler for decentrale kraftvarmeværker herunder industrielle kraftvarmeværker for fordeling af brændsel mellem el- og varmeproduktion.
Ved lov nr. 418 af 14. juni 1995 skete det samme i kulafgiftsloven og i mineralolieafgiftsloven. Reglerne i disse love var indtil 1. januar 1996 ens for både centrale og decentrale kraftvarmeværker.
Der var i modsætning til de hidtidige regler tale om et udelukkende objektivt regelsæt baseret på størrelsen af enten den producerede mængde varme eller elektricitet.
Decentrale kraftvarmeværker kunne fra 1. januar 1996 vælge mellem 2 metoder.
Pro rata-reglen
Ved pro rata-reglen beregnes den andel af det samlede forbrug af brændsel, som er medgået til produktion af elektricitet, som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den producerede elektricitet og på den anden side summen af energiindholdet i den producerede elektricitet og varme.
E-formel 0,90
Ved E-formel 0,90 beregnes den andel af det samlede forbrug af brændsel, som er medgået til produktion af elektricitet, som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den producerede elektricitet divideret med 0,9 og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede brændsler.
E-formel 0,835
Ved lov nr. 1028 af 23. december 1998 blev der indført en regel i GASAL § 31, stk. 5, hvorefter værkerne kunne anvende den fordeling, der følger af kontrakten indgået mellem gasleverandøren og værket.
Der kunne dog højst regnes med en andel af det samlede forbrug af brændsel til el-produktion, som svarer til energiindholdet i den producerede elektricitet divideret med 0,835.
Perioden 1. juli 2002 - 31. december 2009
Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 skete der med virkning fra 1. juli 2002 en ændring af reglerne i GASAL § 8, stk. 2, KULAL § 7, stk. 1 og MINAL § 9, stk. 2.
De hidtidige regler for fordeling af brændsel mellem el- og varmeproduktion blev suppleret med V-formel 1,25 og E-formel 0,65.
Samtidig bortfaldt reglen om, at værkerne kan anvende den fordeling, der følger af kontrakten indgået mellem gasleverandøren og værket.
Perioden 1. januar 2010 - 30. juni 2011
Ved lov nr. 527 af 12. juni 2009 skete der en afgiftsmæssig ligestilling af central og decentral kraftvarme.
Dette betød, at både centrale kraftvarmeværker og decentrale kraftvarmeværker fra og med den 1. januar 2010 skal anvende de samme regler for fordeling af brændsel mellem el- og varmeproduktion. Det vil sige, at fordelingen af brændsel enten skal baseres på en fast varmevirkningsgrad (V-formel 1,25) eller en fast el-virkningsgrad (E-formel 0,65).
Samtidig blev pro rata-reglen og E-formel 0,90 ophævet.
Fra 1. juli 2011
Ved lov nr. 1564 af 21. december 2010 blev der med virkning fra 1. juli 2011 indført nye brændselsfordelingsnøgler.
V-formel 1,25 blev ændret til 1,20, og E-formel 0,65 blev ændret til 0,67.
Fra 1. juli 2014
Ved lov nr. 555 af 2. juni 2014 blev der givet adgang til, at kraftvarmeværker på visse betingelser kan få tilladelse til at anvende timebaseret opgørelse ved fordeling af brændsler mellem elproduktion og varmeproduktion.
Bestemmelserne om timebaseret opgørelse for kraftvarmeværker findes i GASAL § 5, stk. 2-5, KULAL § 4, stk. 2-5 og MINAL § 6, stk. 2-5.
Med timebaseret opgørelse er der tale om en undtagelse fra reglen om, at fordeling af brændsler skal baseres på brændselsforbruget, elproduktionen og kraftvarmeproduktionen for hele måneden (månedsbaseret opgørelse). Se afsnit E.A.4.4.10.6 Timebaseret opgørelse for kraftvarmeværker.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser i relation til lovgrundlaget, der var gældende indtil 1. juli 1999:
| Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Højesteretsdomme | ||
|
SKM2004.144.HR |
Vestre Landsret afsagde den 7. marts 2002 dom, SKM2002.335.VLR, i en sag vedrørende spørgsmålet om den afgiftsmæssige betydning af de centrale kraftvarmeværkers deling af kraftvarmefordelen mellem el- og varmesiden og lovligheden af cirkulære nr. 148 af 20. august 1998. Højesteret har den 19. februar 2004 stadfæstet Vestre Landsrets dom. |
Dommen vedrørte afgiftsperioden september 1998 |
|
SKM2013.379.HR |
Vestre Landsret afsagde den 18. juni 2012 dom, SKM2012.532.VLR, i en sag om et centralt kraftvarmeværk vedrørende grundlaget for en forhøjelse af den afgift, som værket skulle betale i sagsperioden. Landsrettens begrundelse: Allerede fordi det ikke var godtgjort, at der mellem sagsøgeren og ToldSkat var indgået en aftale om afregning af afgiften, der kunne medføre afgiftsfritagelse for sagsøgeren i videre omfang end hidtil, fandt landsretten, at sagsøgerens afgiftstilsvar var forhøjet med rette. Et krav om tilbagebetaling af afgifter under henvisning til mulige fejl ved sagsøgerens kulvægt blev afvist. Landsretten fandt, at sagsøgeren ikke ved de foretagne syn- og skøn havde godtgjort, at der havde været de påståede fejl ved kulvægten. Højesteret har den 29. maj 2013 stadfæstet Vestre Landsrets dom. |
Dommen vedrørte perioden 1. oktober 1996 - 31. august 1998. |
| Landsretsdomme | ||
|
SKM2006.735.VLR |
Vestre Landsret afsagde den 22. september 2006 dom i en sag om et centralt kraftvarmeværk, der solgte den fremstillede elektricitet til en forud aftalt pris, der var uafhængig af værkets omkostninger ved elproduktionen. Landsretten fandt, at der ved opstillingen af et stipuleret referenceværk skulle anvendes en varmevirkningsgrad ved kombineret produktion af elektricitet og varme på 236 pct. og en elvirkningsgrad på 31 pct. Der skulle også ske en deling af kraftvarmefordelen. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil