Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-1
<< >>

D.A.8.1.1.6.5 Forventede tab kun ved konkurs og betalingsstandsning (rekonstruktion)

Indhold

Dette afsnit beskriver, at tab på debitorer først kan fradrages i momsgrundlaget, når tabet bliver konstateret, men at der dog kan foretages foreløbigt fradrag for tab ved konkurs- og dødsboer og betalingsstandsning.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Konkurs- og dødsboer
  • Betalingsstandsning (rekonstruktion)
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Der kan som hovedregel ikke foretages fradrag i momsgrundlaget for forventet tab på debitorer. Se AFG1980, 738DEP.

Hovedregel: Der kan ikke foretages momsfradrag i momsgrundlaget for forventede tab på debitorer.

Der kan dog under visse forudsætninger foretages momsfradrag i momsgrundlaget for forventede tab på debitorer i følgende tilfælde:

Undtagelse 1: Konkurs- og dødsboer, når der foreligger en erklæring fra boets kurator/boets bestyrer.
Undtagelse 2: Betalingsstandsning, når der foreligger en erklæring fra et tilsyn, der er beskikket af skifteretten.

Konkurs- og dødsboer

Tab på debitorer kan først fradrages i momsgrundlaget, når tabet bliver konstateret. Der kan dog foretages et foreløbigt fradrag for tab på fordringer i konkurs- og dødsboer, før bobehandlingen er endelig afsluttet. Det er en forudsætning, at virksomheden er i besiddelse af en erklæring fra boets kurator/boets bestyrer om, at dividenden ikke forventes at overstige en nærmere angiven procent af fordringen. Se AFG1980, 738DEP.

Betalingsstandsning (rekonstruktion)

Foreløbigt fradrag i momsgrundlaget for forventede tab kan foretages, når følgende betingelser er opfyldt:

  • Skyldneren har anmeldt betalingsstandsning.
  • Der foreligger en erklæring fra et tilsyn, der er beskikket af skifteretten, om, at det må forventes, at de uprivilegerede kreditorer ikke vil kunne opnå dækning ud over en nærmere angivet procent af deres tilgodehavender ved den gunstigste af de kreditorordninger, der arbejdes med.
  • Beregningen af dækningsprocenten bygger på en ajourført status for skyldneren.

Se AFG1980, 738DEP og AFG1983, 841DEP

Virksomheden må foretage fornøden regulering i momsregnskabet, når tabet er endeligt opgjort ved boets afslutning.

Det skal præciseres, at betalingsstandsning også benævnes rekonstruktion.  Der er tale om en ændring af konkursloven, som ikke indebærer indholdsmæssige ændringer af betydning for foreløbigt momsfradrag for tab på debitorer ved betalingsstandsning. Reglerne for betalingsstandsning og tvangsakkord er alene samlet i et nyt regelsæt om rekonstruktion, da de to regelsæt ofte kombineres i praksis, ved at en skyldner kan anmelde betalingsstandsning blandt andet for at få klarlagt mulighederne for at gennemføre en tvangsakkord. Se bemærkningerne til revideret konkurslov lov nr. 718 af 4. juni 2010.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer    

EU-Domme

C-246/16, Di Maura

Sjette direktivs artikel 11, punkt C, stk. 1, andet afsnit, kan ikke fortolkes således, at en medlemsstat kan gøre kreditors regulering af momsgrundlaget i tilfælde af en debitors konkurs betinget af, at behandlingen af et konkursbo er afsluttet uden fuld dækning for anmeldte krav, især når et sådan kan vare mere end 10 år.

Domstolen udtaler, at formålet med sjette direktivs artikel 11, punkt C, stk. 1, andet afsnit, kan opnås ved, at den momspligtige person godtgør, at der er en rimelig sandsynlighed for, at gælden ikke vil blive betalt.

Domstolen lader det være op til medlemsstaterne at afgøre, hvilken dokumentation den momspligtige person skal fremlægge for at bevise en sandsynlig, langvarig og manglende betaling.

Skatteministeriet

AFG1983, 841DEP

I afgørelse nr. 738, hæfte 31, indsættes inden sidste afsnit:

Foreløbigt fradrag for forventet tab kan endvidere foretages, når skyldneren har anmeldt betalingsstandsning. Det er en betingelse, at der foreligger en erklæring fra et tilsyn, der er beskikket af skifteretten, om, at det må forventes, at de uprivilegerede kreditorer ikke vil kunne opnå dækning ud over en nærmere angivet procent af deres tilgodehavender ved den gunstigste af de kreditorordninger, der arbejdes med. Det er endvidere en betingelse, at beregningen af dækningsprocenten bygger på en for skyldneren ajourført status, der på forlangende må tilstilles toldvæsenet.

AFG1980, 738DEP

Der kan som hovedregel ikke foretages fradrag for forventet tab på debitorer. For så vidt angår forventet tab på fordringer i konkurs- og dødsboer (gældsfragåelsesboer), kan der dog foretages et foreløbigt fradrag, før bobehandlingen er endelig afsluttet. Det er en forudsætning, at virksomheden er i besiddelse af en erklæring fra boets kurator om, at dividenden ikke forventes at overstige en nærmere angiven procent af fordringen.

Der er indsat et ekstra afsnit ved AFG1983, 841DEP.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.