Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-380/16, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland

EU-domstolen fandt i lighed med tidligere domme, at særordningen for rejsebureauer finder anvendelse på salg af rejser til "alle former for kunder", hvorfor det er i strid med direktivet at Tyskland har begrænset anvendelsen af ordningen til salg alene til "den rejsende".

Ved redaktionens slutning er Skatteministeriets overvejelser om dommens betydning for dansk praksis endnu ikke afsluttet.

C-189/11, C-193/11, C-236/11, C-269/11, C-293/11, C-296/11, C-309/11 og C-450/11

EU-domstolen fandt - modsat EU-Kommissionen - ikke, at særordningen for rejsebureauer alene kan finde anvendelse på rejser solgt til de rejsende.

Ved redaktionens slutning er Skatteministeriets overvejelser om dommenes betydning for dansk praksis endnu ikke afsluttet.

Sag C-200/04, Internationale Sprach- und Studienreisen GmbH (ISt)

Sagen vedrørte et erhvervsdrivende selskab, der tilbød ydelser, som fx high school-programmer og collegeprogrammer, som bestod i organisering af sprogrejser og studier i udlandet.

Selskabet leverede i eget navn mod betaling af en pakkepris sine kunder et ophold i udlandet på tre til ti måneder og anvendte i den forbindelse ydelser, der blev præsteret af andre afgiftspligtige personer.

Domstolen fandt, at ISt i forbindelse med sin virksomhed vedrørende high school-programmerne og collegeprogrammerne udførte transaktioner, der er identiske med eller i det mindste sammenlignelige med dem, som et rejsebureau eller en person, der organiserer turistrejser, udfører.

Dommen fastslog, at selskabets virksomhed var omfattet af særreglen om rejsebureauer i direktivets artikel 306 - 310.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt IST handler i eget navn, udtalte domstolen, at det følger af retspraksis, at det tilkommer den nationale ret, der behandler en tvist vedrørende anvendelsen af sjette direktivs artikel 26, at undersøge, om denne betingelse er opfyldt. I den forbindelse skal den nationale ret tage alle oplysningerne i sagen i betragtning, især karakteren af den pågældende erhvervsdrivendes kontraktlige forpligtelser over for sine kunder.

Skatterådet

SKM2011.631.SR

Skatterådet bekræftede, at spørgers formidling af krydstogter under de betingelser, som spørger havde angivet, skulle anses som selvstændige momspligtige ydelser, der ikke er omfattet af særordningen for rejsebureauer.

Skatterådet lagde herved vægt på spørgers kontraktlige forpligtelser overfor de rejsende, herunder det forhold, at spørger handlede som mandatar. Der blev yderligere lagt vægt på:

• agentforbeholdet i spørgers fakturaer mv.
• det forhold, at det er rederiets forretningsbetingelser, som gælder i forhold til de rejsende, og
• spørgers agentaftale med rederiet.

Spørger havde oplyst, at kunden i alle led ved aftalens indgåelse får oplysning om, at kunden handler med rederiet.

SKM2011.297.SR

Skatterådet bekræftede, at spørgers formidling af udlejning af både og sejlskibe under de betingelser, som var angivet, skulle anses som selvstændige momspligtige ydelser, der ikke er omfattet af særordningen for rejsebureauer.

Skatterådet bekræftede endvidere, at spørgers formidling af færgebilletter til private og til busrejsearrangører under de betingelser, som var angivet, skal anses som selvstændige momspligtige ydelser, der ikke er omfattet af særordningen for rejsebureauer.

Spørgerens formidlingsaktiviteter i de tre beskrevne situationer skulle derfor behandles efter momslovens almindelige regler, herunder regler om formidling i en andens navn og for en andens regning.

SKM2008.415.SR

Skatterådet fandt, at et rejsebureau, der udbød pakkerejser indeholdende sundheds- og kosmetisk kirurgi på klinikker og hospitaler i udlandet, var momsfritaget efter den dagældende momslovs § 13, stk. 1, nr. 16 (blev ophævet 1. januar 2011).

Skatterådet begrundede sin afgørelse med,

• at virksomheden handlede i eget navn over for kunderne

• at der til rejsens gennemførelse anvendtes leveringer og ydelser, som blev præsteret af andre afgiftspligtige personer
• at virksomhedens ydelser måtte anses som omfattet af den EU-retlige særordning for rejsebureauer
• at prisen for rejse og hotelophold var så forholdsvis høj, at dette ikke kunne betragtes som en ren biydelse.