C.E.3.3.6.2.2 Foreløbige indkomstskatter i bobeskatningsperioden ved forskudt indkomstår
Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne om foreløbige indkomstskatter i bobeskatningsperioden, når afdøde har forskudt indkomstår.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Regel
- Eksempler.
Se afsnit C.E.14 Definitioner og forklaringer om definition af bobeskatningsperioden.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet ikke er skattefritaget efter DBSL (dødsboskatteloven) § 6.
Se afsnit C.E.3.1.5 Hvornår er et dødsbo skattefritaget? om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.
Regel
Når afdøde brugte et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår), regnes som foreløbige indkomstskatter, der godskrives ved skatteberegningen for bobeskatningsperioden
- de beløb, som forfaldt før dødsfaldet, men i det kalenderår, hvori dødsfaldet fandt sted (B-skatter)
- indkomstskatter, som skulle indeholdes af indtægter indtjent i det nævnte tidsrum (A-skatter og udbytteskatter).
Se DBSL (dødsboskatteloven) § 30 a, stk. 5, 1. og 2. pkt.
Bemærk
Når
- afdøde brugte et forskudt indkomstår, der udløb efter udgangen af det kalenderår, det trådte i stedet for (fremadforskudt indkomstår) og
- dødsfaldet er sket den 1. januar eller senere i det forskudte indkomstår
medregnes også de foreløbige indkomstskattebeløb, som forfaldt til betaling, eller som skulle indeholdes af indtægter, der er indtjent i kalenderåret forud for det år, hvori dødsfaldet fandt sted. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 30 a, stk. 5, 3. pkt.
Se også
Se afsnit C.E.3.3.5.2 Hvilke skatter indgår som foreløbige indkomstskatter i bobeskatningsperioden? om, hvilke skatter der efter de almindelige regler indgår som foreløbige indkomstskatter i bobeskatningsperioden.
Eksempler
Eksempel 1 - bagudforskudt indkomstår
Eksemplet viser, at forskudsindkomstskatter indgår alene med skatter i kalenderåret, hvor dødsfaldet er sket, når afdøde har bagudforskudt indkomstår.
Der er følgende forudsætninger for eksemplet:
- Afdødes indkomstår er 1. oktober - 30. september.
- Dødsfaldet er sket 15. november 2013.
- Skæringsdag i boopgørelsen er 15. november 2014.
- Bobeskatningsperioden er 1. oktober 2012 - 15. november 2014.
- Skattepligtig indkomst omregnet til perioden 1. januar 2013 - 15. november 2014 udgør 367.300 kr.
- For kalenderåret 2013 er indeholdt A-skat med 100.000 kr.
- Indeholdt A-skat af indkomsten i perioden 1/10 - 31/12 2012 har indgået i årsopgørelsen for året før dødsåret.
Skatteberegning for bobeskatningsperioden 1/10 2012 - 15/11 2014 |
Beløb |
Skat af skattepligtig indkomst, 50 procent af 367.300 |
183.650 |
Mellemperiodefradrag, 11 måneder á 2.000 |
-20.900 |
Bofradrag, 12 måneder á 5.400 |
-62.400 |
Dødsboskat |
100.350 |
Indeholdt A-skat i 2015 |
-100.000 |
Restskat for bobeskatningsperioden, som dødsboet skal betale |
-350 |
Eksempel 2 - fremadforskudt indkomstår
Eksemplet viser, at forskudsindkomstskatter indgår med skatter for hele kalenderåret, hvor dødsfaldet er sket, når afdøde har fremadforskudt indkomstår.
Der er følgende forudsætninger for eksemplet:
- Afdødes indkomstår er 1. februar - 31. januar.
- Dødsfaldet er sket 18. maj 2017.
- Skæringsdag i boopgørelsen er 18. maj 2018.
- Bobeskatningsperioden er 1. februar 2017 - 18. maj 2018.
- Skattepligtig indkomst i bobeskatningsperioden udgør 336.690 kr.
- Antal måneder fra begyndelsen af dødsåret til og med måneden, hvori dødsfaldet er sket, er 4 måneder (fra februar til og med maj).
- For kalenderåret 2017 er indeholdt A-skat med 50.000 kr.
- B-skat for kalenderåret 2017 udgør 8.000 kr. pr. rate.
- A-skat og B-skat for januar måned indgår i de foreløbige skatter, selv om indkomsten har indgået i indkomstopgørelsen for året før dødsfaldet.
Beregning af skat for bobeskatningsperioden |
Beløb |
|
Skat af skattepligtig indkomst, 50 procent af 336.690 |
168.345 |
|
Mellemperiodefradrag, 4 måneder á 2.100 |
-8.400 |
|
Bofradrag, 12 måneder á 5.600 |
-67.200 |
|
Dødsboskat |
92.745 |
|
Indeholdt A-skat i 2017 |
50.000 |
|
B-skat er forfaldet med 5 rater á 8.000 |
40.000 |
-90.000 |
Restskat for bobeskatningsperioden, som dødsboet skal betale |
2.745 |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil