Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-1
<< >>

C.D.8.9.4.3 Salg af fast ejendom

Indhold

Dette afsnit beskriver skattepligten ved ejerlejlighedsforeningens salg af fast ejendom.

Afsnittet indeholder:

  • Salg/delsalg af fast ejendom
  • Praksis
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Salg/delsalg af fast ejendom

Ejerlejlighedsforeninger er ikke selvstændige skattesubjekter, når disse handler inden for deres normalområde.

Se SKM2003.351.LSR. Her vurderede Landsskatteretten, at en ejerlejlighedsforening ikke kan anses som et selvstændigt skattesubjekt omfattet af SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 6, i det omfang ejerlejlighedsforeningen blot varetager opgaver inden for sit almindelige område. I den situation må foreningen nødvendigvis anses for at være en transparent enhed og dermed ikke et selvstændigt skattesubjekt. Se afsnit C.D.8.9.4.1 Ejerlejlighedsforeningers skattemæssige status om afgørelsen.

Ved salg af tagarealer/ loftsrum for at indrette tagboliger vil en transparensbeskatning medføre, at en eventuel avance skal henføres til de enkelte ejere af lejlighederne. Avancen kan dog være skattefri for ejerne, hvis kravene i EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 8 er opfyldt.

Hvis lejligheden derimod ikke har tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand, fx forældrekøbsejere, vil ejeren være skattepligtig af sin andel af avancen ved salget af tagarealet/loftsrummet.

I det omfang ejerlejlighedsforeningen ejer fx en ejerlejlighed i ejendommen og dermed handler uden for sit normalområde, vil foreningen efter gældende praksis blive anset for at være et selvstændigt skattesubjekt omfattet af SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 6.

I afsnittet nedenfor om praksis er nævnt en række afgørelser, som er afsagt både før og efter Landsskatterettens afgørelse i SKM2003.351.LSR. Afgørelserne handler, om hvem der er rette skattesubjekt

Praksis

Der er enkelte afgørelser, der tager stilling til, om det er ejerlejlighedsforeningen eller de enkelte lejlighedsejere, der skal beskattes ved hel eller delsalg af fast ejendom. Afgørelserne beskrives i dette afsnit.

I SKM2004.91.LR sagde Ligningsrådet, at medlemmerne af en ejerforening ville kunne sælge tagarealerne skattefrit efter parcelhusreglen forudsat, at de fordelte fortjenesten efter fordelingstallene. Selvom det var ejerforeningen som sådan, der stod for salget, var det således de enkelte lejlighedsejere, som var rette skattesubjekt i relation til avancen ved delsalg af ejendommen.

Se også SKM2003.357.LR der handlede om en ejerlejlighedsforening, der ville sælge loftet i ejendommen.  Det pågældende loftrum var endnu ikke udstykket og måtte henregnes til ejendommens fælles bestanddele. Ligningsrådet anså salget for en delafståelse, idet loftet måtte anses for at være en integreret del af de enkelte lejligheder. Det var derfor lejlighedsejerne og ikke foreningen, der var rette skattesubjekt.

Modsat i SKM2003.240.LR hvor en ejerlejlighedsforening ville sælge en ejerlejlighed, der havde været udlejet til en ekstern lejer. Ejerlejlighedsforeningen var tinglyst ejer og ansås for at være rette skattesubjekt. 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2003.351.LSR

En ejerlejlighedsforening optog et realkreditlån til finansiering af ejendommen. Der var udstedt delpantebreve af de enkelte medlemmer.

Ejerne havde fradrag for renteudgifterne, da lejlighedsejerne var rette udgiftshaver. Landskatteretten udtalte, at en ejerlejlighedsforening som udgangspunkt kun har karakter af et administrationsfællesskab, og at en ejerlejlighedsforening, der kun handler inden for sit normalområde, ikke er omfattet af SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 6.

Ejerne var rette skattesubjekt

Sagen er også omtalt i afsnit C.D.8.9.4.1 Ejerlejlighedsforeningers skattemæssige status og C.D.8.9.4.2 Renter

Ligningsrådet

SKM2004.91.LR

En ejerlejlighedsforening ville afstå byggeretten til et tagareal. Retten til at disponere over tagarealet, herunder byggeretten, ansås for en del af lejlighedsejernes ejendomsret over ejerlejlighederne. Ligningsrådet fandt, at lejlighedsejerne var rette skattesubjekt vedrørende den fortjeneste, som foreningen modtog ved salg af byggeretten. Ejerne kunne derfor anvende reglerne om skattefrihed i EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 8. 

Ejerne var rette skattesubjekt

 

SKM2003.240.LR

En ejerlejlighedsforening ville sælge en ejerlejlighed, der havde været udlejet til en ekstern lejer. Ejerlejlighedsforeningen var tinglyst ejer.  Ligningsrådet fandt, at foreningen skulle beskattes af avancen som erhvervsmæssig indkomst.
Ligningsrådet fandt også, at renteindtægter fra foreningens almindelige likviditet og reserveopsparing skulle beskattes i foreningen.

Foreningen var rette skattesubjekt

Se også SKM2003.351.LSR

SKM2003.357.LR

En ejerlejlighedsforening ville sælge loftet i ejendommen. Loftet var ikke udstykket, men var en del af ejendommens fælles bestanddele. Ligningsrådet fandt, at foreningen handlede som fuldmægtig for ejerne. Lejlighedsejerne havde retten til den fortjeneste, som foreningen modtog ved salget.

Ejerne var rette skattesubjekt 

 

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.