C.D.8.6 Brugsforeninger
Indhold
Dette afsnit beskriver de særlige beskatningsregler, der gælder for brugsforeninger.
Afsnittet indeholder:
- Introduktion
- Dividende udbetalinger
- Rabat
- Andre udgifter
- Oversigt over xdomme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser med videre.x
Introduktion
For virksomheder, der er skattepligtige som brugsforeninger efter SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 3 a, opgøres den skattepligtige indkomst som udgangspunkt efter skattelovgivningens almindelige regler om indkomstopgørelse for selskaber. Se SEL (selskabsskatteloven) § 8, stk. 1.
Indkomstopgørelsen skal derfor foretages på grundlag af virksomhedens driftsregnskab for indkomstperioden efter reglerne i statsskatteloven, ligningsloven og afskrivningsloven m.fl.
Dividende udbetalinger
Brugsforeninger kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage dividende, efterbetaling eller bonus, der ydes til medlemmerne i det pågældende indkomstår. Se SEL (selskabsskatteloven) § 9, stk. 2.
Betingelser
Det er en betingelse for fradrag, at medlemmerne ikke er skattefri af dividenden mv. efter LL (ligningsloven) § 16 A, stk. 4. Se SEL (selskabsskatteloven) § 9, stk. 2.
Det er også en betingelse, at dividenden mv. er endeligt fastsat af brugsforeningen senest seks måneder efter det pågældende regnskabsårs begyndelse. Fastsættelsen af dividende mv. skal være foretaget af det dertil kompetente foreningsorgan, og medlemmerne skal gøres bekendt med fastsættelsen på samme måde, som brugsforeningen normalt gør, når den informerer medlemmerne om trufne beslutninger, fx ved opslag i butikken, underretning i medlemsblad eller lignende.
Når selvangivelsen indgives, skal brugsforeningen vedlægge dokumentation for, at dividenden mv. er fastsat på behørig måde, og at medlemmerne er informeret.
Hvis dividenden mv. forhøjes efter udløbet af seks måneders fristen, kan det beløb, som dividenden mv. forhøjes med, ikke fradrages i brugsforeningens skattepligtige indkomst, hverken for det pågældende eller for et senere regnskabsår.
Omvendt kan fradraget ikke overstige den ydede dividende. Hvis generalforsamlingen således ikke mener at kunne yde en dividende, der er så stor, som besluttet inden for de første seks måneder af regnskabsåret, kan der kun fradrages et beløb, som svarer til, hvad generalforsamlingen har vedtaget.
I SKM2001.21.LSR statueredes det, at en forening, hvis bestyrelse havde vedtaget "at udbetale op til 10 pct. af medlemmernes køb i dividende", ikke var berettiget til fradrag for den endelige dividende, der senere blev fastsat til fire pct., fordi betingelsen om, at dividenden skal være endeligt fastsat af foreningen senest seks måneder efter begyndelsen af regnskabsåret, ikke kunne anses som opfyldt.
Reglen om fradrag for dividende mv. kan ikke anvendes på beløb, der betales til medlemmerne som forrentning af den kapital, som de har indskudt i virksomheden som andelskapital eller lignende ansvarlig kapital. Sådanne beløb kan ikke fradrages i virksomhedens skattepligtige indkomst.
Uanset, om brugsforeningens regnskabsperiode fx på grund af omlægning af regnskabsår er kortere eller længere end 12 måneder, er det en betingelse for fradrag for dividende mv., at den er fastsat senest seks måneder efter det pågældende regnskabsårs begyndelse.
Denne frist gælder, selv om regnskabsperioden er kortere end seks måneder. For at dividende kan anses for ydet for det pågældende regnskabsår, skal den være fastsat på grundlag af medlemmernes omsætning med foreningen i regnskabsåret.
Dividenden behøver dog ikke at kunne rummes i det pågældende års overskud. Beløb, der er henlagt i tidligere år til foreningens reserver, fx som overførselskonto, kan anvendes til at supplere overskuddet, uden at dette begrænser foreningens fradragsret.
Fradrag kan også ske for den del af overskuddet, der henlægges til medlemmernes driftsfonds, driftslån eller lignende, under forudsætning af, at disse fonds efter bestemmelser i virksomhedens vedtægter tilhører medlemmerne på den måde, at de indtager en kreditors stilling med hensyn til indeståendet.
Skatterådet kunne bekræfte i det bindende svar SKM2010.25.SR, at delvis udbetaling af medlemmernes indestående på andelskonti i brugsforeningen vil være skattefrie for medlemmerne. Skatterådet kunne også bekræfte, at udbetalingen af indestående på medlemsforeningernes andelskonti samt indestående ansvarlig lånekapital vil være skattefri for medlemsforeningerne. Udbetalingerne vil ikke ændre spørgerens status som skattepligtig efter SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 3 a.
Rabat
Det står udtrykkeligt i SEL (selskabsskatteloven) § 9, stk. 3, at der ikke gælder nogen begrænsning i brugsforeningens adgang til at fradrage rabatydelser til medlemmerne eller andre.
Definition
Ved rabat forstås i denne forbindelse en prisreduktion, hvis størrelse er endeligt fastsat og køberen bekendt ved hvert enkelt køb.
Andre udgifter
Ved LSRM 1982, 125 LSR er der taget stilling til en brugsforenings fradrag for udgifter til at afholde en medlemsfest. Landsskatteretten fandt, at udgiften til festen, hvori kun en lille del af foreningens samlede medlemskreds deltog, var afholdt til fremme af salget til medlemmerne og af medlemstilgangen. Der var derfor tale om en fradragsberettiget reklameudgift og ikke om en udlodning til foreningens medlemmer.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser |
||
SKM2001.21.LSR |
Kun fradrag for endeligt fastsat dividende. |
|
LSRM 1982, 125 LSR |
Udgifter til medlemsfest en fradragsberettiget reklameudgift. Ikke anset som udlodning. |
|
Skatterådet |
||
SKM2010.25.SR |
Udbetaling af medlemmernes indestående på andelskonti i brugsforeningen vil være skattefrie for medlemmerne. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil