Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-1
<< >>

A.C.3.2.1.10.4 Straffebestemmelsen i registreringsafgiftsloven, REGAL § 27

Indhold

Dette afsnit handler om de specielle forhold, der gør sig gældende i sager om overtrædelse af registreringsafgiftsloven (REGAL (registreringsafgiftsloven)).

Afsnittet indeholder

  • Regel
  • Retningslinjer for valg mellem normalbøde eller ordensbøde
  • Registreringsbekendtgørelsen
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Den, der forsætlig eller groft uagtsomt

  • afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen,
  • overtræder bestemmelserne om prisfastsættelse af køretøjet, angivelses-, frist- og afregningsperioder,
  • anvender afgiftspligtigt køretøj, som ikke er afgiftsberigtiget, eller for hvilket der ikke er meddelt tilladelse til anvendelse af udenlandsk registrering,
  • anvender afgiftspligtigt køretøj, der er fritaget for afgift eller med nedsat afgift i strid med bestemmelserne om afgiftsfritagelse eller nedsættelse,
  • undlader at efterkomme påbud om fremstilling af køretøjet,
  • anvender et køretøj, der er afmeldt af Kørselsregisteret, og hvor afgiften er godtgjort,

straffes med bøde. Se REGAL (registreringsafgiftsloven) § 27, stk. 1.

Når overtrædelsen er begået med forsæt til at unddrage det offentlige afgift kan straffen stige til fængsel i 1 år og 6 måneder. I særlig grove tilfælde kan straffen stige til fængsel i 8 år efter STRFL § 289. Se REGAL (registreringsafgiftsloven) § 27, stk. 3.

Bemærk

Registreringsbekendtgørelsen fastlægger detailreglerne for registrering. Der skal betales afgift af motorkøretøjer, der skal registreres i Kørselsregisteret efter lov om registrering af køretøjer, og afgiften skal betales ved første registrering. Der skal betales ny afgift, hvis et køretøj efter reparation eller ombygning ikke er identisk med det oprindelige køretøj i afgiftsmæssig forstand. Desuden skal der betales afgift af køretøjer, som er registreret med udenlandske nummerplader, og som benyttes af personer, der bor i Danmark.

Retningslinjer for valg mellem normalbøde eller ordensbøde

Benyttes et køretøj, som er afgiftspligtigt efter registreringsafgiftsloven, kan der rejses straffesag om afgiftsunddragelse, hvis Skatteforvaltningen har truffet afgørelse om registrering eller omregistrering, og overtrædelsen af registreringsafgiftsloven er sket med forsæt til afgiftsunddragelse, eller afgiftsunddragelsen er en følge af grov uagtsomhed.

Hvis benyttelsen fx er kombineret med, at køretøjet forsynes med urigtige nummerplader, evt. kombineret med ændring af stelnummer mv., kan der foreligge forsæt til afgiftsunddragelse.

Der sanktioneres med ordensbøder, når Skatteforvaltningen ikke har truffet afgørelse om registrering eller omregistrering, eller Skatteforvaltningen har truffet afgørelse om registrering eller omregistrering, og hvor der efter en vurdering ikke foreligger den tilstrækkelige tilregnelse i forhold til afgiftsunddragelse.

Bødetaksterne omfatter hele området for lovens § 27, stk. 1, nr. 3 og 4, som fx

  • ulovlig anvendelse af udenlandsk registrerede køretøjer
  • misbrug af grænsenummerplader
  • "lystkørsel" i ikke afgiftsberigtigede køretøjer på prøveskilte (kørsel i strid med reglerne for anvendelse af prøveskilte)
  • anvendelse af varebiler efter ændring af indretningen i strid med betingelserne for afgiftsberigtigelsen som varebil efter lovens § 5
  • ulovlig fjernelse af bussæder i busser afgiftsberigtiget efter lovens § 5 a
  • "identitetssager", hvor der kun er tale om motorudskiftning, og hvor køretøjet højst har været anvendt i 3 måneder med den "ulovlige motor", inden den oprindelige motor genilægges, eller hvor der sker ilægning af en tilsvarende motor eller ophugning af køretøjet.
  • autoreparatørers ændring/fjernelse af stelnumre på motorkøretøjer.

Se også

Se afsnit A.C.3.5.4.5.2 Ordensbøder i registreringsafgiftsloven om ordensbøder ved overtrædelse af registreringsafgiftsloven.

Registreringsbekendtgørelsen

BEK nr. 1643 af 17. december 2018 om registrering af køretøjer fastlægger i henhold til færdselsloven de detaljerede forskrifter for registrering. Bekendtgørelsen indeholder en straffebestemmelse, hvor der kan udmåles bødestraf for overtrædelse af reglerne om registrering. Se BEK § 114. 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2010.434.ØLR

Tiltalte havde ombygget en varevogn til en personvogn, hvorved der ikke var afgiftsmæssig identitet. Der var unddraget registreringsafgift på 180.375 kr.
Straf: fængsel i 30 dage og tillægsbøde på 90.000 kr. for forsætlig unddragelse.

REGAL (registreringsafgiftsloven) § 27

SKM2010.317.VLR

Tiltalte havde udskiftet stelnumre på 3 køretøjer og unddraget 111.342 kr. i registreringsafgift.
Straf: betinget fængsel i 20 dage og tillægsbøde på 60.000 kr. for forsætlig unddragelse.

REGAL (registreringsafgiftsloven) § 27

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.