Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2019.159.ØLR

SKAT varslede ved brev af 3. april 2012 en ændring af anpartshaverens skatteansættelse for indkomstårene 2003 til 2007. Efter udsendelsen af agterskrivelsen anmodede anpartshaverens advokat om aktindsigt og to gange om forlængelse af fristen for at fremkomme med bemærkninger. Efterfølgende anmodede anpartshaverens advokat ved brev af 1. juli 2012 om, at der blev afholdt et møde og tilkendegav samtidig, at han forbeholdt sig ret til at fremkomme med supplerende indlæg efter mødets afholdelse. Det blev herefter aftalt, at der skulle afholdes møde den 30. august 2012, hvilket i henhold til referatet fra mødet endte med, at det bl.a. blev aftalt, at SKAT skulle kontakte anpartshaverens advokat, når SKAT både havde gennemgået det materiale, som anpartshaverens advokat havde udleveret, og de bemærkninger, som advokaten var fremkommet med på mødet. Efterfølgende var der korrespondance mellem SKAT og anpartshaverens advokat. SKAT fremsendte den 25. september 2012 et oplæg, hvilket afstedkom, at anpartshaverens advokat ved mail af 26. september 2012 meddelte, at han ville forelægge oplægget for anpartshaveren, men at der næppe var udsigt til en ”forligsmæssig” løsning. Da SKAT ikke havde hørt noget, rykkede man for svar den 8. oktober 2012 og traf herefter afgørelse den 12. oktober 2012, uden at der var fremkommet yderligere fra anpartshaverens advokat. Landsretten fandt, at der efter indholdet af korrespondancen både før og efter afholdelsen af mødet den 30. august 2012 og det aftalte på mødet måtte anses implicit at have været en anmodning om forlængelse af ansættelsesfristen, der både før og efter mødet og frem til afgørelsestidspunktet blev imødekommet af hensyn til anpartshaverens mulighed for at varetage sine interesser.

Se det modsatte resultat i SKM2013.281.BR.

SKM2017.623.ØLR

Landsretten finder, at SKAT med de nye oplysninger, der fremkom den 30. november 2011, havde fornødent grundlag for at udsende et nyt forslag. Dermed var 3 måneders-fristen fra varslingen af 26. januar 2012 i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt., ikke udløbet ved afsendelsen af afgørelsen den 23. marts 2012.

Før SKM2017.91.BR.

SKM2017.467.ØLR

Sagen drejede sig om fordeling af rentefradrag mellem tidligere ægtefæller.

Landsretten lægger til grund, at SKAT først ved den tidligere ægtefælles klage af 21. oktober 2011 blev bekendt med bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008. Endvidere finder landsretten, at bodelingsoverenskomsten indebærer en ændring af det privatretligegrundlag for skatteansættelserne, som giver skattemyndighederne adgang til ekstraordinærgenoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 1. Genoptagelsen blev varslet ved SKATs brev af 9. januar 2012 og dermed inden for fristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 2, 1. pkt. SKAT traf herefter afgørelse inden for fristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 2, 2. pkt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27 var dermed opfyldt

Før SKM2016.598.BR

SKM2017.196.ØLR

SKAT sendte sit første forslag til borgeren den 15. juni 2011. Forslaget var udarbejdet på baggrund af nogle oplysninger, SKAT havde modtaget bl.a. om ejerforholdet til H1 Ltd., og ejerforholdene til nogle konti i Bank.

Borgeren og dennes ægtefælles bemærkninger til forslaget medførte efter et møde med parterne i september 2011, at SKAT den 26. januar 2012 fremsendte nyt forslag og traf afgørelse den 1. marts 2012 i overensstemmelser hermed.

Da SKAT således har fået nye oplysninger efter det første forslag, var SKAT berettiget til at fremsende en nyt forslag. Herefter og da afgørelsen er truffet inden for 3 måneders fristen jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 2, findes SKAT ikke at have tilsidesat fristerne.

Før SKM2015.802.BR

SKM2015.689.VLR

Landsretten udtalte, at uanset om ansættelsesfristen skulle forstås således, at afgørelsen skal være truffet inden tre måneder efter forslaget eller afgørelsen også skal være meddelt eller gjort tilgængelig for borgeren inden denne frist, var betingelserne opfyldt, da afgørelserne var tilgængelige i skattemappen.

Byretsdomme

SKM2013.281.BR

SKAT udsendte forslag 24. oktober 2008. Ansættelsesfristen udløb 25. januar 2009. 21. november 2008 indsendte revisor indsigelser mod forslaget og bad om et møde med SKAT. 13. januar 2009 aftale SKAT og revisor et møde 26. januar 2009. SKAT udsendte afgørelse 9. februar 2009. SKAT fik ikke medhold i, at der i revisors anmodning om møde og aftalen om mødet implicit lå en anmodning om fristforlængelse, og afgørelsen 9. februar 2009 var derfor foretaget for sent.

SKM2013.259.BR

SKAT henvendte sig til borgeren om sagen 31. januar 2009, afholdt møde 18. februar 2009, sendte forslag 25. maj 2009 og afgørelse 4. august 2009. Reaktionsfristen og ansættelsesfristen var dermed overholdt.

Landsskatteretskendelser

SKM2018.448.LSR

SKAT ansås berettiget til at genoptage en sag om beskatning af aktiegevinster og -tab for årene 2011-2014, idet skatteyder ikke havde selvangivet gevinst og tab på værdipapirer de pågældende år, og idet klagerens skatteforhold ikke kunne anses omfattet af den korte ligningsfrist, og da klageren måtte anses at have handlet groft uagtsomt. Gevinster og tab blev opgjort på grundlag af SKATs værdipapirsystem.

SKM2016.625.LSR

Ansættelsesfristen i forbindelse med flere forslag.

Landsskatteretten udtalte bl.a.: Det lægges til grund, at SKAT den 19. november 2012 blev bekendt med, at borgerens søn ikke har betalt forpagtningsafgift for 2008, og at SKAT den 7. januar 2013 fik kendskab til forpagtningsafgiftens størrelse. Det betyder, at 6 måneders fristen må regnes fra den 7. januar 2013, hvorfor fristen udløb den 7. juli 2013.

SKAT har udover varslingen den 16. januar 2013 (varsel nr. 1) foretaget en fornyet varsling den 16. april 2013 (varsel nr. 2).
Af varsel nr. 2 fremgår:

SKAT har tidligere sendt forslag d. 16. januar 2016, som du bedes se bort fra.

At SKAT har anført dette findes ikke i sig selv at være tilstrækkeligt til, at ansættelsesfristen først løber fra varsel nr. 2, heller ikke selvom 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. punktum, endnu ikke var udløbet ved udsendelse af varsel nr. 2.

SKAT har ikke modtaget nye oplysninger vedrørende indkomståret 2008 efter varsel nr. 1, og varsel nr. 2 indeholder ikke en korrektion af varsel nr. 1 for så vidt angår indkomståret 2008. Varsel nr. 2 indeholder alene en korrektion af varsel nr. 1 vedrørende indkomstårene 2010 og 2011, ligesom SKAT kun har modtaget nye oplysninger vedrørende 2010 og 2011 siden udsendelsen af varsel nr. 1.

At det eventuelt var relevant at udsende et nyt varsel for indkomstårene 2010 og 2011 som følge af nye oplysninger for disse år, gør det ikke relevant også at udsende et nyt varsel for indkomståret 2008.

Det fremgår af L 43 af 30. oktober 2008, at baggrunden for indførelsen af ansættelsesfristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 2, 2. punktum, har været, at retssikkerheds- og forældelsesmæssige hensyn tilsiger, at der ved ekstraordinære ansættelser m.v. på SKATs initiativ sker en regulering af tidsintervallet mellem varsling og ansættelse.

De retssikkerhedsmæssige hensyn, der ligger til grund for indførelsen af ansættelsesfristen, vil blive tilsidesat, hvis SKAT kan udsætte ansættelsesfristen via et nyt varslingsbrev, såfremt SKAT vælger at udsende dette nye varslingsbrev for at rette op på en mangelfuld begrundelse (manglende henvisning til fristreglerne) i det første varslingsbrev.

På baggrund heraf mener Landsskatteretten, at ansættelsesfristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 2, 2. punktum, må regnes fra SKATs første varslingsbrev af 16. januar 2013.

Da SKATs afgørelse er udsendt den 21. maj 2013, er ansættelsesfristen ikke overholdt.

Landsskatteretten giver derfor borgeren medhold i, at SKATs afgørelse vedrørende indkomståret 2008 er ugyldig.

SKM2013.675.LSR

Ansættelsesfristen skulle regnes fra 1. forslag.

SKM2013.337.LSR

Forhøjelsen var varslet 14. december 2011 og afgørelsen er truffet 7. marts 2012, hvorfor ansættelsesfristen er overholdt.