Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2018-2
<< >>

J.A.13 Pyramidespil

Generelt om pyramidespil

Pyramidespil er forbudt og reguleres i spilleloven, selvom det ikke er spil i traditionel forstand, da muligheden for gevinst ikke bygger på tilfældigheder eller deltagernes dygtighed, men derimod på antallet af deltagere, der efterhånden indtræder i "pyramiden". Pyramidespil er forbudt, uanset om ”spillet” har en sådan form, at det kan karakteriseres som en indsamling, og uanset om hvervning foregår offentligt eller under mere lukkede former.

Se SPILL § 24 om pyramidespil og § 5 for definitioner af spil.

I spilleloven forstås pyramidespil som et pyramidisk opbygget arrangement, hvor

  1. Deltagelse kræver indsats (betaling) af penge eller andre økonomiske værdier,
  2. deltagerne stilles mulighed for økonomisk vinding i udsigt og
  3. en sådan vinding hovedsagelig hidrører fra indsats fra deltagere, der efterhånden indtræder i arrangementet.

Uanset hvor lille et beløb, der er tale om, er betingelsen opfyldt, når der kræves en betaling af penge mv. som betingelse for at deltage. Betalingen kan endvidere antage form af et krav om minimumskøb af varer, andre formuegoder eller arbejds- og tjenesteydelser til en pris, der klart overstiger markedsprisen. Ved betaling af andet end penge, skal der foretages en konkret vurdering af, om indsatsen har en økonomisk værdi. Indsats der består af genstande af en helt ubetydelig værdi, er ikke omfattet af forbuddet.

Pyramidespil dækker over en forretningsmodel der indebærer, at en initiativtager (pyramidens top) skaber kontakt til deltagere (pyramidens 1. led), som hver især skaber kontakt til yderligere deltagere (pyramidens 2. led) og så fremdeles. Strukturen kan opbygges på forskellige måder, fx kan der være tale om, at nogle deltagere eller led i pyramiden kun hverver én ny deltager. Grundlaget for initiativtagerens og deltagerens indtjening skabes imidlertid ved, at i hvert fald nogle af deltagerne skaber kontakt til mere end én ny deltager.

Pyramidespil er herudover kendetegnet ved, at

  • der fordres betaling af kapital, som bevæger sig fra bunden af pyramiden mod toppen,
  • der sker ingen, eller kun en mindre betydningsfuld omsætning af varer, andre formuegoder eller arbejds- og tjenesteydelser,
  • den reelle omsætning består i salg af »forhandlerrettigheder« og fordeling af »medlemsbonus« og
  • ormålet er at opnå en økonomisk gevinst for deltagerne ved hvervning af yderligere medlemmer.

Der er altså tale om et arrangement, hvor der sker en betaling af penge eller andre økonomiske værdier, som bevæger sig fra bunden af "pyramiden" mod toppen, mens der ikke - eller kun i mindre omfang - skabes en omsætning fra salg af varer eller tjenesteydelser.

Det anses kun for at være pyramidespil, når den økonomiske gevinst hovedsagelig stammer fra fx ny kapital fra nye deltagere. Betaling af et indskud for opnåelse af en "forhandlerrettighed" er ikke i sig selv ensbetydende med, at der er tale om pyramidespil. Det afgørende for denne del af vurderingen er således, om værdien af det produkt, der forhandles, står i rimeligt forhold til betalingen og kan anses som en del af et sædvanligt erhvervsmæssigt forhold. Hvis indtjeningen ved forhandlingen af produktet omvendt har en underordnet betydning i forhold til den indtjening, der hidrører fra hvervningen af nye deltagere, taler dette for, at der er tale om et ulovligt pyramidespil.

Pyramidisk opbyggede salgsorganisationer, der ikke er forbudte

Udenfor bestemmelsens anvendelsesområde falder de egentlige salgsorganisationer, der er pyramidisk opbygget, de såkaldte Multi Level Marketing (herefter MLM) eller Network Marketing virksomheder, der som udgangspunkt er lovlige i modsætning til pyramidespil. Afgrænsningen mellem Multi Level Marketing og pyramidespil beror på en konkret vurdering, men som tommelfingerregel kan man sige, at såfremt der ikke er et salg af reelle produkter, er der tale om et ulovligt pyramidespil.

Der vil blive foretaget en helhedsvurdering af det enkelte arrangement, herunder en konkret vurdering af, hvorfra omsætningen reelt stammer, og uanset hvad indskud af kapital formelt betegnes. Det har blandt andet til formål at forhindre forsøg på omgåelse af reglerne.

Ved virksomheder som MLM oppebæres der en reel indtjening på baggrund af produktomsætningen. Forhandlernettet er ofte opbygget således, at de enkelte forhandlerled, ud over indtjening ved eget salg, opnår provision af de nedre forhandlerleds omsætning. I modsætning hertil er pyramidespils omsætning reelt baseret på indskud fra medlemmer, mens indtjening ved salg af de involverede produkter er illusorisk eller meget beskeden. Formålet med pyramidespil er således alene medlemshvervning, hvor deltagerne efter betaling af et ofte betydeligt beløb opnår ret til selv at hverve medlemmer.

Overtrædelse medfører straf

Det strafbare område er udvidet til også at omfatte personer, der udbyder pyramidespil med henblik på at hverve nye medlemmer. Dette gælder uanset, om det potentielle medlem rent faktisk senere bliver en del af arrangementet. Herudover vil handlinger, der går ud på at organisere og forberede pyramidespil, efter en konkret vurdering kunne straffes som forsøg på/eller medvirken til at udbyde pyramidespil. Den blotte deltagelse i et pyramidespil i form af betaling af indskud er dog ikke strafbart efter lov om spil.

Straffen for udbud af pyramidespil er bøde eller fængsel indtil 4 måneder og under skærpede omstændigheder fængsel i indtil 2 år. Se SPILL § 59, stk. 4.

Henvendelse til Spillemyndigheden

Borgere, som har oplysninger om et muligt pyramidespil, kan henvende sig til Spillemyndigheden, der fører tilsyn med lov om spil. Spillemyndigheden undersøger, om der er tale om pyramidespil og indgiver eventuelt politianmeldelse i sagen, men kan ved anmeldelser ikke orientere borgere i sagers videre forløb.

Ved regler for markedsføring, herunder hvordan salgsorganisationer som MLM, Network Marketing blandt andre må henvende sig til forbrugere henvises til Forbrugerombudsmandens og dennes vejledning om ”Multi Level Marketing, Network marketing eller andre Pyramidisk opbyggede salgsorganisationer”.

 

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.