Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2017-2
<< >>

C.B.2.1.4.8 Vedtægtsændringer

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår en vedtægtsændring er en afståelse i aktieavancebeskatningslovens forstand.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Eksempler
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Der er efter praksis tale om afståelse af aktier, hvis

  • aktionærerne ændrer selskabets vedtægter, og
  • denne vedtægtsændring giver aktierne en anden identitet.

Vurdering af om vedtægtsændringen er en afståelse

Det beror på en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, om ændringen er af en sådan karakter, at den må sidestilles med en afståelse.

Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på indholdet af ændringerne, herunder om de rettigheder, der er knyttet til en aktiepost, får et væsentligt andet indhold, således at der reelt ikke længere er identitet mellem aktierne før og efter ændringen.

I bedømmelsen indgår desuden aktionærkredsens sammensætning - herunder om selskabet er ejet af få aktionærer, der eventuelt har interessefællesskab, eller om selskabet er ejet af en bred kreds af investorer, således som det er tilfældet med en række børsnoterede selskaber - sammenholdt med bevæggrundene for vedtægtsændringerne, og hvad der skattemæssigt og økonomisk i øvrigt opnås herved.

Ændres de økonomiske rettigheder knyttet til en aktieklasse, fx ved ophævelse af en ret til forlods at modtage udbytte, mens der formelt ikke foretages ændringer i andre aktieklasser, vil også aktier tilhørende andre aktieklasser kunne anses for afstået, fordi ændringen medfører en forskydning af de økonomiske rettigheder, som også berører de aktier, der ikke umiddelbart er berørt af vedtægtsændringen.

I forbindelse med vedtægtsændringer kan der statueres afståelse, uanset om aktierne fysisk set ombyttes eller ej.

Eksempler

Ændring af stemmeret

Vedtægtsændringer, der kun angår aktiernes stemmeret - eksempelvis hvor der til en aktieklasse efter vedtægtsændring knyttes stemmeret eller hvor der foretages opdeling i aktieklasser med forskellig stemmeret eller forskydning i en eksisterende aktieklasseopdeling - fører kun undtagelsesvis til, at der skattemæssigt anses at foreligge afståelse.

Det gælder også, hvis vedtægtsændringen medfører ophævelse af eksisterende aktieklasser med forskellige stemmerettigheder, med mindre der foreligger særlige forhold.

Ændring af udbytteret

Vedtægtsændringer, der medfører en ændret udbytteudlodning til forskellige aktionærklasser, indebærer normalt en så væsentlig indholdsmæssig ændring, at disse tilfælde skattemæssigt vil blive sidestillet med afståelse, med mindre vedtægtsændringen efter en konkret bedømmelse må tillægges mindre betydning

En vedtægtsændring af en post A-aktier til B-aktier er blevet sidestillet med en ombytning af aktier, der medfører afståelse. Se SKM2010.595.SR.

Bemærk

Ombytning af anparter til aktier i forbindelse med selskabets omdannelse fra anpartsselskab til aktieselskab eller omvendt sidestilles ikke med afståelse. Det forudsætter dog, at der ikke i øvrigt sker vedtægtsændringer, der bevirker, at anparterne eller aktierne må anses for afstået.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2011.757.LSR

Ophævelse af aktieklassers forskellige stemmeret som led i generationsskifte. Afståelse.  

TfS 1997, 786 LSR

En vedtægtsbestemt forkøbsret til kurs 100 kunne ikke accepteres skattemæssigt i det omfang kursen afveg fra handelsværdien. Under hensyn hertil ville en ændring af forkøbsretten fra kurs 100 til handelsværdien ikke skattemæssigt blive anset for en afståelse

TfS 1994, 133 LSR

Ændring af stemmerettighed og forlods ret til udbytte. Afståelse.

 

TfS 1993, 285 LSR

Ophævelse af A-aktiernes forhøjede stemmevægt og B-aktiernes ret til forlods udbytte. Ikke afståelse.

 

TfS 1985, 170 LSR

Opdeling af aktiekapital i A- og B-aktier med forskellig stemmeret. Ikke afståelse.

 

SKAT

>SKM2017.377.SR<

>Skatterådet bekræftede, at andelene i en investeringsforening ikke ansås for afstået, hvis en andelsklasse i en investeringsforening blev opdelt i to andelsklasser, hvor andele, der indgik i en aftale om diskretionær porteføljepleje eller uafhængig rådgivning i et pengeinstitut m.v. på en given dato, dog senest den 1. juli 2017, blev omdannet til en ny andelsklasse med lavere omkostninger.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at andelene i en investeringsforening skattemæssigt ikke ansås for afstået, hvis en gruppe af investorer i en andelsklasse, i en afdeling i en investeringsforening, der i en periode havde været opdelt i andelsklasser, blev flyttet til en anden andelsklasse i samme afdeling i samme investeringsforening, når det var forudsat, at de kunder, der skulle flyttes, indgik i en aftale om diskretionær porteføljepleje eller uafhængig rådgivning i et pengeinstitut m.v.<

>SKM2017.129.SR<

>Skatterådet bekræftede, at investeringsbeviserne i et minimumsbeskattet investeringsinstitut ikke ansås for afstået, hvis generalforsamlingen besluttede at bestyrelsen kunne opdele afdelingerne i andelsklasser, hvor forskellen bestod i, at andelsklasse A videreførte afdelingens hidtidige karakteristika, herunder med opkrævning af formidlingsprovision, mens andelsklasse B ikke opkrævede formidlingsprovision. I dette spørgsmål var det forudsat, at de eksisterede investorer alle blev tildelt andele i andelsklasse A.

Skatterådet bekræftede også, at generalforsamlingens samtidige beslutning om at tildele beviser til medlemmer, der skulle allokeres til andelsklasse B, til erstatning for beviser i andelsklasse A, ikke medførte at beviserne ansås for afstået.

Skatterådet bekræftede desuden, at det ikke havde nogen skattemæssig betydning, at andelsklasse B ikke blev optaget til notering på Nasdaq Copenhagen eller et andet reguleret marked, hvorimod andelsklasse A blev noteret på Nasdaq Copenhagen.<

SKM2016.564.SR

Skatterådet bekræftede, at investeringsbeviserne ikke ansås for afstået, hvis en afdeling i en investeringsforening blev opdelt i andelsklasser, hvor forskellen bestod i, at der i den ene andelsklasse var lavere omkostninger, som følge af at investor havde en aftale om diskretionær porteføljepleje eller uafhængig rådgivning i et pengeinstitut m.v. og den anden andelsklasse derimod havde højere omkostninger.

SKM2016.219.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en investering i et nyt selskab ved brug af en A/B-model med forlods udbytte ikke ville have skattemæssige konsekvenser for parterne. Ud fra det oplyste i sagen var det ikke muligt at bekræfte, at den anvendte opskrivning af den forlods udbytteret på 3 % svarede til, hvad en uafhængig part ville kræve i afkast.

SKM2016.52.SR

Skatterådet bekræftede, at en vedtægtsændring i B Holding A/S, hvorved der etableredes en A-aktieklasse med en forlods udbytteret og en B-aktieklasse uden forlods udbytteret, ikke udløste beskatning. Det var dog bl.a. Skatterådets holdning, at der som kompensation for at værdiansættelsen af udbytteretten er en nutidsværdiopgørelse, samt udtryk for betaling af den risiko, der er ved ikke at modtage den fulde beregnede forlods udbytteret, skal indarbejdes et afkastkrav.

SKM2015.274.SR

Skatterådet bekræftede, at en vedtægtsændring i en A/B-model ikke ville have skattemæssige konsekvenser. Skatterådet besvarede spørgsmålet med den forudsætning, at værdiansættelserne i forbindelse med A/B-modellen skete til handelsværdien. Skatterådet bekræftede med den samme forudsætning, at en overdragelse af B-aktier efter opdelingen i A- og B-aktier, først skal anses for afstået på tidspunktet for overdragelsen til børnene.

SKM2015.195.SR

Skatterådet bekræftede i en generationsskiftemodel (A/B-model), at det oplyste om den forlods udbytteret var udtryk for handelsværdien og udbytteretten kunne beregnes til det oplyste. Skatterådet lagde vægt på, at den beregnede værdi var udtryk for handelsværdien, da der blev anvendt en metode til beregning af den forlods udbytteret, der gav handelsværdien for den forlods udbytteret.

SKM2013.190.SR

Skatterådet bekræftede, at en ændring af stemmeretsforholdene, hvor en aktionær gennem et holdingselskab ved en vedtægtsændring overførte 40 % af stemmerne til brorens holdingselskab, ikke ville medføre afståelse. Før vedtægtsændringen havde de to brødres holdingselskaber hver 50 % af stemmerne. Skatterådet lagde vægt på, at vedtægtsændringen var en konsekvens af et krav i revisorlovens § 13 vedr. stemmeretsforhold, og der derfor ikke skulle være afståelsesbeskatning ved vedtægtsændringen. Skatterådet bekræftede, at vedtægtsændringen medførte, at der blev etableret sambeskatning mellem to af selskaberne. 

SKM2012.347.SR

Omdannelse af et hollandsk Coöperatieve U.A. til et hollandsk B.V. Afståelse.

 
SKM2012.257.SR Ændring af stemmerettighed for aktiepost fra 100 % til 50 %. Afståelse.  
SKM2012.235.SR 5 aktionærers opdeling af aktiekapitalen i 5 nye aktieklasser. Udbytte i den enkelte aktieklasse afhængigt af partnerens drevne virksomhed i selskabet. Ikke afståelse.  
SKM2011.725.SR Opdeling af aktieklasser som følge af gældskonvertering. Ikke afståelse.  
SKM2011.643.SR Generationsskiftemodel. Ændring af forrentning af forlods udbytte og ændring af årlig ligedeling af udbytte. Afståelse.  
SKM2011.571.SR Generationsskiftemodel. Kun indbetaling af 25 % af selskabskapitalen. Krav om solvens på tegningstidspunktet. Ikke afståelse.  
SKM2011.171.SR Ændring af B-aktier til nye B-anparter med forhøjet stemmeret og nye C-anparter. Ikke afståelse.  

SKM2011.169.SR

Ophævelse af aktieklassers forhøjede stemmeret og fortrinsret til udbytte og fortrinsstilling ved likvidation. Ikke afståelse.  

SKM2011.168.SR

Ændring af 99 % af A-aktier til B-aktier og forhøjelse af stemmeret på resterende A-aktier. Ikke afståelse.  
SKM2011.93.SR Ophævelse af aktieklassers forskellige forlods ret til udbytte. Ikke afståelse.  
SKM2011.79.SR Generationsskiftemodel. Forrentning af forlods udbytteret med 4 % og tilbagebetalingstid på maksimalt 7 år. Ikke afståelse.  

SKM2010.595.SR

Ophævelse af B-aktiers forlods ret til udbytte. Ikke afståelse. Ændring af en del af A-aktierne til B-aktier blev sidestillet med ombytning af aktier. Afståelse.

 

SKM2010.288.SR

Ophævelse af aktieklasses ret til forlods udbytte. Generationsskiftemodel. Ikke afståelse.

 

SKM2010.22.SR

Omsætteligheds- og udbyttebegrænsning af A-aktier. Ikke afståelse.

 

SKM2010.2.SR

Ophævelse af aktieklasses ret til forlods udbytte. Generationsskiftemodel. Ikke afståelse.

 

SKM2009.791.SR

Ændring af stemmerettighed og forlods ret til udbytte. Ikke afståelse.

 

SKM2008.600.SR

Ændring af udbytteret men kun én aktionær. Ikke afståelse.

 

SKM2008.476.SR

Opdeling af anpartskapital i A- og B-anparter med forskellige udlodningstidspunkter. Ikke afståelse.

 

SKM2008.232.SR

Ophævelse af aktieklassers forhøjede stemmevægt og ret til forlods udbytte. Ikke afståelse.

 

SKM2007.433.SR

Ændring af stemmerettighed for aktiepost fra 50 % til 5,56 %. Ikke-generel vedtægtsændring mellem far og søn. Afståelse.

 

SKM2004.416.LR

Opdeling i to aktieklasser med henholdsvis uden ret til forlods udbytte i en periode. Generationsskiftemodel. Ikke afståelse.

 

TfS 1994, 832

Ophævelse af hovedaktionærs ret til indløsning af B-aktionærer samt A-aktionærernes forkøbsret til B-aktier. Ikke afståelse.

 

TfS 1994, 773 LR

En vedtægtsbestemt forkøbsret til kurs 100 kunne ikke accepteres skattemæssigt i det omfang kursen afveg fra handelsværdien. Under hensyn hertil ville en ændring af forkøbsretten fra kurs 100 til handelsværdien ikke skattemæssigt blive anset for en afståelse.  

TfS 1992, 310 LR

Ophævelse af aktieklasses ret til forlods, kumulativt udbytte på 7 pct. samt fordel ved selskabets likvidation. Ikke afståelse.

 

TfS 1992, 130 LR

Ændring af B-anparter (1 stemme pr. anpart) til A-anparter (20 stemmer pr. anpart). Ikke afståelse.

 

TfS 1989, 78 LR

Opdeling af aktiekapital i A- og B-aktier, således at fremtidig værditilvækst tilfalder B-aktierne, mens A-aktierne kan indløses til en fast pris med tillæg af pristalsregulering. Afståelse.

 

TfS 1988, 705 LR

Ændring af B-aktier (1 stemme pr. aktie) til A-aktier (10 stemmer pr. aktie). Ikke afståelse.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.