Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

E.A.4.5.4 Varer omfattet af reglerne

Indhold

Dette afsnit handler om varer, som er omfattet af reglerne i CO2-afgiftsloven.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtige varer efter energiafgiftslovene
  • Metan (naturgas)
  • Ikke bionedbrydeligt affald anvendt som brændsel
  • Oversigt over afgiftspligtige varer
  • ►Udfyldningsregel◄
  • Blandinger af afgiftspligtige varer med andre varer.
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Bemærk

Reglerne om afgift på uforbrændt metan i biogas er beskrevet i afsnit E.A.4.4.11.3 Metanafgift på biogas.

Afgiftspligtige varer efter energiafgiftslovene

Der skal som udgangspunkt betales CO2-afgift af varer, der er afgiftspligtige efter

  • Mineralolieafgiftsloven
  • Kulafgiftsloven
  • Gasafgiftsloven.

Se CO2AL § 1, stk. 1, nr. 1 - 3.

Bemærk

Der skal ikke betales CO2-afgift af bioolier mv. og metanol af ikke-syntetisk oprindelse. 

Se også

Metan (naturgas)

Der skal betales en afgift af andre klimagasser end CO2. Afgiften omfatter naturgas og biogas. Denne afgift er efterfølgende benævnt "Metanafgift".

Se også

Naturgas: Afgiftspligtig anvendelse

Der skal betales metanafgift af naturgas, der anvendes eller er bestemt til anvendelse som motorbrændstof i stationære stempelmotoranlæg.

Metanafgift på naturgas opkræves som et tillæg til CO2-afgiften på naturgas.

Der skal dermed betales både CO2-afgift og metanafgift af naturgas, der anvendes i stationære stempelmotoranlæg.

Der skal betales afgift uanset stempelmotoranlæggets størrelse.

Se CO2AL § 2, stk. 1, nr. 11.

Se også

Se også afsnit E.A.4.4.3 Definition: Naturgas og bygas om definition af naturgas.

Anvendelse af naturgas, hvoraf der ikke skal betales metanafgift

Der skal ikke betales metanafgift af naturgas, der anvendes som brændstof til følgende formål:

  • Brændstof i gasturbineanlæg
  • Motorbrændstof i ikke-stationære stempelmotoranlæg, fx i motorkøretøjer og ikke stationære motorredskaber.
  • Brændstof/brændsel i kedelanlæg (varmeproduktionsanlæg)

Se også

  • E.A.4.5.3 om definition af metan.
  • E.A.4.5.6 om afgiftens størrelse og beregning.
  • E.A.7.11.4.1 om dokumentation af den maksimalt indfyrede effekt for biobrændsler på gasmotorer og kedler.

Ikke bionedbrydeligt affald anvendt som brændsel

Der skal betales CO2-afgift af ikke bionedbrydeligt affald anvendt som brændsel. Se CO2AL § 2, stk. 1, nr. 14.

Definition: Affald

Ved affald i CO2-afgiftsloven forstås affald, som det er defineret i miljølovgivningen. Se Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 2512 af 10. december 2021 (affaldsbekendtgørelsen). Affald er efter affaldsbekendtgørelsen ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med.

At afgiften er knyttet op på definitionen af affald efter affaldsbekendtgørelsen medfører, at det ikke er afgørende i forhold til afgiftspligten vedrørende forbrænding af affald, om affaldet er omfattet af kommunernes anvisningspligt. Dette medfører også, at det ikke har betydning, om affaldet er importeret eller stammer fra virksomheder her i landet.

Definitionen på affald efter CO2-afgiftsloven er i øvrigt den samme som i kulafgiftsloven. Se KULAL § 1, stk. 1, nr. 6. 

Se også

Se også afsnit E.A.4.2.3 Affald omfattet af afgiftspligten om affald omfattet af afgiftspligten efter kulafgiftsloven.

Definition: Ikke bionedbrydeligt affald

Ved ikke bionedbrydeligt affald forstås affald fra fossile kilder, bl.a. plast.

Fritagelser for CO2-afgift

Følgende affaldstyper er fritaget for CO2-afgift, da fraktionerne ikke er omfattet af afgiftspligten efter kulafgiftsloven:

  • Biomasseaffald, der kan tilføres forbrændingsanlæg uden kommunal anvisning efter Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006 om biomasseaffald, i læs, der udelukkende indeholder denne type affald. Ved Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 57 af 11. januar 2010 er der sket en tilføjelse vedrørende grene, stød og rødder fra have-park-affald.  Se KULAL § 7 a, stk. 3, nr. 1 og nr. 4.
  • Kødmel, benmel og fedt, som stammer fra forarbejdning af animalsk affald og tilføres et forbrændingsanlæg i hele selvstændige læs fra en godkendt forarbejdningsvirksomhed. Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at kød- og benmelet ikke må anvendes i foderet til dyr, der anvendes til fødevareproduktion. Det vil sige, at kød- og benmelet gerne må anvendes til minkfoder og til Petfood (fx hunde- og kattefoder). Se KULAL § 7 a, stk. 3, nr. 2.
  • Fiberfraktioner, der fremkommer efter afgasning og separering af husdyrgødning. For at være omfattet af fritagelsen skal afgasningen ske i et husdyrgødningsbaseret biogasanlæg efter Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1650 af 13. december 2006 om anvendelse af affald til jordbrugsformål (slambekendtgørelsen). Se KULAL § 7 a, stk. 2, nr. 3, og stk. 3, nr. 3.
  • Affald i hele selvstændige læs til forbrænding, som ikke indeholder kulbrinter eller varer mv., som er afgiftspligtige efter KULAL § 1, stk. 1, nr. 1-4, eller afgiftspligtige efter mineralolieafgiftsloven. 1. pkt. finder dog anvendelse for affald i hele selvstændige læs til forbrænding, som indeholder tørv, produkter under position 4401 og 4402 i EU's Kombinerede Nomenklatur eller bioolier m.v. under position 1507-1518 i EU's Kombinerede Nomenklatur, når bioolien m.v. er anvendt i fremstillingsprocesser og ikke er tilført affaldet separat. Se KULAL § 7 a, stk. 2, nr. 4 og stk. 3, nr. 5, som er indsat ved lov nr. 1174 af 5. november 2014.

Se E.A.4.2.3 Affald omfattet af afgiftspligten om affald, omfattet af afgiftspligten efter kulafgiftsloven.

Bemærk

Farligt affald, herunder klinisk risikoaffald, er pr. 1. januar 2015 ikke længere fritaget for CO2-afgiften, med mindre der er tale om affald uden indhold af kulbrinter.

Se CO2AL § 7 a.

Bagatelgrænse på 1 pct. for ikke bionedbrydeligt affald

Affald med et vægtindhold af ikke bionedbrydeligt affald på under 1 pct. er fritaget for CO2-afgift. Se CO2AL § 7 a.

Eksempler på sådant affald kan være husdyrgødning og spildevandsslam.

Det er virksomheden, som skal dokumentere, at der er tale om affald med et ikke bionedbrydeligt indhold på under 1 pct.

Bemærk

Almindeligt husholdningsaffald, industriaffald og lignende affald har som hovedregel altid et indhold af ikke bionedbrydeligt affald på 1 pct. eller derover.

Oversigt over afgiftspligtige varer

Oversigten nedenfor viser de varer, der er fastsat en afgiftssats for i CO2-afgiftsloven.

Vare

1.

Gas- og dieselolie

2.

Fuelolie

3.

Fyringstjære

4.

Petroleum

5.

Stenkul (inkl. stenkulsbriketter) koks, cinders og koksgrus

6.

Jordoliekoks

7.

Brunkulsbriketter og brunkul

8.

Autogas (LPG)

9.

Anden flaskegas (LPG)

10.

Gas, bortset fra LPG, der fremkommer ved raffinering af mineralsk olie i form af raffinaderigas

11.

Naturgas og bygas med en nedre brændværdi på 39,6 megajoule (MJ)/normal m3
(Nm3). Naturgas med en nedre brændværdi på 39,6 megajoule (MJ) pr. normal m3, der anvendes eller er bestemt til anvendelse som motorbrændstof i stationære stempelmotoranlæg

12

Andre varer henhørende under position 2713, 2714 og 2715 i EU´s Kombinerede Nomenklatur

a.

med et vandindhold på mindst 27 pct.

b.

med et vandindhold på mindre end 27 pct.

13.

Benzin

Benzin med 4,8 pct. biobrændstoffer

Benzin med 9,8 pct. biobrændstoffer

14.

Ikke bionedbrydeligt affald anvendt som brændsel

15.

Smøreolie og lignende under positionerne 27.10, dog undtaget 27.10.19.85 og offsetprocesolier, der er omfattet af 27.10.19.99, 34.03.19, 34.03.99, og 38.19 i EU´s Kombinerede Nomenklatur

16.

Biogas, der anvendes som motorbrændstof i stationære stempelmotoranlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW

17.

Metanol af syntetisk oprindelse (ikke biologisk oprindelse) under 2905 11 00 EU's kombinerede Nomenklatur

►18.◄

►Karburatorvæske◄

Se CO2AL § 2, stk. 1.


►Udfyldningsregel◄

►For afgiftspligtige energiprodukter, hvor der ikke findes en afgiftssats i CO2-afgiftslovens § 2, stk. 1-18, skal betales afgift efter den sats, der gælder for det tilsvarende brændsel til opvarmning eller motorbrændstof. For varer, der anvendes til elektricitets- og varmefremstilling på stationære motorer i kraftvarmeværker, gælder den afgiftssats, som gælder for tilsvarende fyringsolier. 

Ændringen trådte i kraft den 1. april 2023.

Nedenstående regler er stadfæstet, men er ikke sat i kraft:

Registrerede virksomheder kan i stedet vælge, at den afgiftspligtige vares CO2-udledning beregnes eller analyseres på baggrund af akkrediterede målinger eller andre målinger af tilsvarende kvalitet og pålægges en afgiftssats på 170 kr. pr. ton CO2 (2015-niveau). Afgiftssatsen er indekseret. 

Efter bemyndigelse fastsætter skatteministeren regler for opgørelse af CO2-udledning, herunder krav til opgørelse af CO2-udledning og kontrol af afgiften.

Se § 4 og 13 i lov nr. 329 af 28. marts 2023.◄

Se også

Se også afsnit E.A.4.1.3.2 Energibeskatningens udfyldningsregel mv. om energibeskatningsdirektivets udfyldningsregel.

Blandinger af afgiftspligtige varer med andre varer

Der skal betales afgift efter CO2-afgiftsloven af

  • blandinger, der består af afgiftspligtige varer
  • blandinger, der består af både afgiftspligtige varer og ikke-afgiftspligtige varer.

Der betales afgift af hele blandingen efter satsen for den vare, der har den højeste afgiftssats efter CO2-afgiftsloven. Det gælder, hvis blandingen kan bruges til fyringsformål eller som drivmiddel i motorkøretøjer.

Fx skal der betales CO2-afgift af en blanding af fx fyringsolie og rapsolie, der anvendes til fremstilling af varme i en oliekedel.

Der skal derimod ikke betales CO2-afgift af andelen af biobrændstoffer (bioethanol eller bioolie) i afgiftspligtige varer, der anvendes som motorbrændstof. Det samme gælder for andelen af biobrændstof i brændstof, der anvendes som motorbrændstof til el- eller varmefremstilling på stationære motorer, fx motordrevne kraftvarmeværker.

Se CO2AL § 2, stk. 3.

Der skal betales metanafgift af biogas, der blandes med naturgas, når blandingen anvendes eller skal anvendes til drift af stationære stempelmotoranlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW. Dette indebærer blandt andet, at kraftvarmeværker, der anvender både naturgas og biogas som motorbrændstof i stationære stempelmotoranlæg, skal betale metanafgift af forbruget af både naturgas og biogas. Se CO2AL § 2, stk. 3.

 Se også afsnit 

  • E.A.4.2.2 om den afgiftsmæssige stilling for grillkul, grillbriketter mv.
  • E.A.4.5.3om definition af metan
  • E.A.4.5.6 om afgiftens størrelse og beregning
  • E.A.4.5.7 om opgørelse og afregning.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
Skatterådet

SKM2021.284.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at afbrændingen af et afdampet opløsningsmiddel (en kulbrinte) fra en produktionsproces, var afgiftsfrit efter mineralolieafgiftsloven. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at det pågældende afdampede opløsningsmiddel var afgiftsfritaget efter kuldioxidafgiftsloven, men da kuldioxidafgiftsloven ikke indeholder regler, som fastsætter eller kan anvendes til at fastsætte en CO2-afgiftssats for det pågældende opløsningsmiddel, kunne der ikke opkræves kuldioxidafgift af opløsningsmidlet.

Skatterådet kunne bekræfte, at afbrændingen af andet afdampet opløsningsmiddel (ikke en kulbrinte) var afgiftsfrit efter energiafgiftslovene og kuldioxidafgiftsloven.

Skatterådet kunne bekræfte, at forbruget af afgiftspligtige afdampede opløsningsmidler i RTO-anlægget var godtgørelsesberettiget som proces, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, når forbruget ikke blev udnyttet til fremstilling af rumvarme mv., og forbrændingen skete med henblik på bortskaffelse af afdampede opløsningsmidler. Derudover kunne Skatterådet bekræfte, at spørger skulle afregne overskudsvarmeafgift efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, for den andel af den udnyttede varme til rumvarme mv., der hidrørte fra afgiftspligtige opløsningsmidler.

Afgørelsen er påklaget til Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten for så vidt angår vedrører afgiftspligten efter mineralolieafgiftsloven, og ikke spørgsmålet om afgiftspligten efter CO2-afgiftsloven.

►Ved lov 329 af 28. marts 2023 blev der med ikrafttrædelse den 1. april 2023 tilføjet en udfyldningsregel, som fastsætter afgiftssatsen for de afgiftspligtige varer, hvor afgiftssatsen ikke fremgår direkte af § 2, stk. 1, nr. 1-18.◄ 

SKM2018.614.SR

Til brug for elektricitet- og varmefremstilling ville spørger forbrænde fiberfraktioner i form af en tørstoffraktion, der fremkom efter afgasning og separering af husdyrgødning.

Skatterådet bekræftede, at fiberfraktionen kunne kategoriseres som "andet affald" efter kulafgiftslovens § 7, stk. 1, hvorfor der ved opgørelsen af affaldsvarme-, tillægs- og kuldioxidafgiften kunne anvendes en brændværdi på 9,4 MJ/kg.

 

SKM2016.271.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger ikke var omfattet CO2-afgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 11, om tillægsafgift for stationære stempelmotoranlæg, i forbindelse med afleveringstestkørsler af motorer til transportmidler og power motorer samt testkørsler af motorer med henblik på udvikling af ny teknologi.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.