Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

►Spørgsmålet for EU-domstolen angik, hvorvidt artikel 9a, stk. 1 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 af 15. marts 2011, medfører en ændring og/eller supplering af momsdirektivet artikel 28 og dermed går udover de grænser for gennemførelsesbeføjelser, der er tillagt Rådet jf. momsdirektivets artikel 397.

EU-domstolen fandt ikke, at der kunne rejses tvivl om gyldigheden af artikel 9a, stk. 1 i forhold til momsdirektivets artikel 28 og 397 samt artikel 291, stk. 2 TEUF.◄

C-501/19, UCMR - ADA

Artikel 2, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2010/88/EU af 7. december 2010, skal fortolkes således, at en indehaver af ophavsrettigheder til musikværker foretager en levering af ydelser mod vederlag til en arrangør af forestillinger, som er den endelige bruger, når denne arrangør på grundlag af en ikkeeksklusiv licens har tilladelse til at overføre disse værker til almenheden mod betaling af et vederlag, som opkræves af en udpeget kollektiv forvaltningsorganisation, der handler i sit navn, men for denne indehaver af ophavsrettigheders regning.

Artikel 28 i direktiv 2006/112/EF, som ændret ved direktiv 2010/88, skal fortolkes således, at en kollektiv forvaltningsorganisation, der i sit eget navn, men på vegne af indehaverne af ophavsrettigheder til musikværker, opkræver det vederlag, der skyldes til dem som modydelse for tilladelsen til at overføre deres beskyttede værker til almenheden, handler i egenskab af »afgiftspligtig person« i denne artikels forstand og dermed anses for at have modtaget denne levering af ydelser fra disse indehavere, inden organisationen selv leverer den til den endelige bruger. I en sådan situation er denne organisation forpligtet til i sit navn at tilstille den endelige bruger fakturaer, hvori det fra brugeren opkrævede vederlag er angivet inklusive merværdiafgift (moms). Indehaverne af ophavsrettighederne er dernæst forpligtet til at tilstille den kollektive forvaltningsorganisation fakturaer med angivelse af moms for den ydelse, der er blevet leveret som modydelse for det opkrævede vederlag.

C-274/15, Kommissionen mod Luxembourg

Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i medfør af momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), artikel 132, stk. 1, litra f), artikel 168, litra a), artikel 178, litra a), artikel 14, stk. 2, litra c), og artikel 28, da Luxembourg i forbindelse med momsordningen for "selvstændige grupper af personer" ikke har gennemført bestemmelserne korrekt i luxembourgsk ret.

Et medlem af en selvstændig gruppe af personers viderefakturering til gruppen af udgifter afholdt af dette medlem i den pågældendes eget navn, men for gruppens regning, er en transaktion, som falder inden for momsens anvendelsesområde. Dette gælder, uanset om der er tale om køb af ydelser eller varer.

C-224/11, BGZ Leasing sp. z o.o.

Leasingtageren var under leasingperioden eneansvarlig i tilfælde af bl.a. beskadigelse, tab samt forringelse af værdien af den leasede vare, med undtagelse af den værdiforringelse, der skyldes almindelig brug af denne vare. BGZ Leasing krævede, at de varer, som selskabet leasede ud, var forsikret. BGZ Leasing tilbød sine kunder mulighed for at yde dem en forsikring. Hvis disse kunder ønskede at benytte sig af denne mulighed, tegnede BGZ Leasing den tilsvarende forsikring hos en forsikringsgiver og viderefakturerede de pågældende kunder prisen herfor.

Domstolen fandt, at en ydelse i form af forsikring af en leaset vare og en ydelse i form af selve leasingen i princippet skal anses for særskilte og uafhængige ydelser i momsmæssig henseende. Det tilkom dog den forelæggende ret at afgøre, om de pågældende transaktioner, henset til hovedsagens konkrete omstændigheder, var så nært indbyrdes forbundet, at de skulle anses for at udgøre en enkelt transaktion, eller om de derimod udgjorde uafhængige ydelser. Givet at den forelæggende ret måtte finde, at der var tale om uafhængige ydelser, udtalte domstolen, at når en leasinggiver selv forsikrer den leasede vare og viderefakturerer leasingtageren de nøjagtige omkostninger ved forsikringen, udgør en sådan transaktion under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede en forsikringstransaktion i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i momsdirektivets artikel 135, stk. 1, litra a).

Om formidling i eget navn, men for andens regning, se præmisserne 63-68.

Se også præmis 62, hvor domstolen om viderefaktureringen af prisen for forsikringen udtaler, at den omhandlede forsikringsydelse ikke kan momspålægges alene på grund af viderefaktureringen af omkostningerne ved den aftalte ordning. Den omstændighed, at leasinggiveren på sine kunders anmodning tegner en forsikring hos tredjemand og dernæst vælter det nøjagtige beløb, som er faktureret af denne tredjemand, over på sine kunder, kan ikke svække konklusion om momsfritagelse. Så længe den omhandlede forsikringsydelse forbliver uændret, udgør det viderefakturerede beløb nemlig vederlag for forsikringen. Transaktion skal derfor ikke momspålægges, idet den er fritaget i medfør af momsdirektivets artikel 135, stk. 1, litra a).

C-520/10, Lebara Ltd.

Telefonioperatør udbød teletjenester til en distributør i form af telefonkort. Telefonkortene indeholdt alle nødvendige oplysninger til at foretage internationale telefonopkald ved hjælp af en infrastruktur, der var stillet til rådighed af operatøren. Telefonkortene blev af distributørerne videresolgt i eget navn og for egen regning til slutbrugere. Enten direkte eller gennem andre afgiftspligtige personer, såsom grossister og detailhandlere. Domstolen fandt, at telefonioperatøren leverede en teletjeneste mod vederlag til distributøren. Operatøren leverede derimod ikke en anden tjenesteydelse mod vederlag til slutbrugeren, når denne efter at have erhvervet telefonkortet udøver retten til at foretage telefonopkald ved at anvende de på kortet påførte oplysninger.

Bemærk, at i forbindelse med det konkrete markedsføringssystem  havde telefonkortene en enkelt anvendelse. Kortene gjorde det kun  muligt at foretage internationale telefonopkald til destinationer og i henhold til takster, der var fastsatte på forhånd. De gav således kun ret til én slags tjenesteydelser, hvis art og antal var fastsat på forhånd, og som kun var underlagt en enkelt momssats.

Bemærk yderligere, at distributørerne videresolgte telefonkortene i eget navn og for egen regning.

Bemærk, at leveringsstedet for teleydelser leveret til ikkeafgiftspligtige personer blev ændret 1. januar 2015. Om de nye regler, se D.A.6.2.8.12 Elektronisk leverede ydelser, teleydelser og radio- og tv-spredningstjenester ML § 21 c.

Bemærk, at der 1. juli 2019 er sket ændringer af reglerne for formidling af vouchere, se D.A.4.10.2.5 Formidling og distribution af vouchere. Virksomhederne kan dog vælge at støtte ret på de nye regler fra 1. januar 2019. Om vouchere udstedt før 1. januar/1. juli 2019, se D.A.4.10.3.2 Formidling af vouchere mv.. Dette afsnit beskriver også praksis for værdikuponer mv., der ikke anses for vouchere i de nye reglers forstand.

C-464/10, Konkursboet efter Tiercé Franco-Belge SA

Hvis en erhvervsdrivende i eget navn, men for en anden virksomheds regning, formidler modtagelse af væddemål, der var omfattet af fritagelsen i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra f) (ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 12), skal den anden virksomhed i medfør af direktivets artikel 6, stk. 4, anses for til formidleren at have leveret en ydelse vedrørende væddemål, der er omfattet af fritagelsen. Formidleren anses dernæst for selv at have leveret ydelsen til kunden (spilleren).

Om spilfritagelsen, se evt. D.A.5.12 Lotterier og lign. samt spil om penge ML § 13, stk. 1, nr. 12).

Sag C-200/04, 
Internationale Sprach- und Studienreisen GmbH (ISt)

Sagen vedrørte et erhvervsdrivende selskab, der tilbød ydelser, som fx high school-programmer og collegeprogrammer, som bestod i organisering af sprogrejser og studier i udlandet.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt IST handler i eget navn, udtalte domstolen, at det følger af retspraksis, at det tilkommer den nationale ret, der behandler en tvist vedrørende anvendelsen af 6. momsdirektivs artikel 26 om særordningen for rejsebureauer, at undersøge, om denne betingelse er opfyldt. I den forbindelse skal den nationale ret tage alle oplysningerne i sagen i betragtning, især karakteren af den pågældende erhvervsdrivendes kontraktlige forpligtelser over for sine kunder.

Landsretsdomme

SKM2023.264.ØLR

►Sagen angik, om A A/S, der driver momsfritaget forsikringsvirksomhed efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, og derfor ikke har fradragsret for moms af sine indkøb i medfør af momslovens § 37, stk. 1, for årene 2007-2011 havde krav på (yderligere) godtgørelse af et momsbeløb på ca. 57 mio. i medfør af den dagældende momslovs § 45, stk. 4. Dette beroede på, om omsætningen fra A's faste forretningssted i Norge ved salg af forsikringer til norske kunder kunne medregnes ved opgørelsen af godtgørelsen.◄

►På baggrund af en gennemgang af EU-Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af momssystemdirektivets artikel 169, litra c, som er gennemført ved momslovens § 45, stk. 4, navnlig dommen i sag C-388/11, Crédit Lyonnais, gav Østre Landsret Skatteministeriet medhold i, at A ikke kunne medregne omsætningen fra det faste forretningssted.◄

►Henset til de bærende hensyn som anføres i EU-Domstolens dom i Le Crédit Lyonnais, herunder princippet om territorial tilknytning og princippet om momsens neutralitet, fandt Østre Landsret, at det endvidere ikke kan antages at have selvstændig betydning for hovedsædets adgang til at inddrage det faste forretningssteds omsætning ved beregningen af hovedsædets pro rata-sats, om hovedsædet og det faste forretningssted momsretligt måtte anses for at udgøre én afgiftspligtig person eller to selvstændige afgiftspligtige personer. Landsretten fandt derfor, at den omstændighed, at det faste forretningssted i Norge i momsretlig henseende skulle betragtes som en selvstændig afgiftspligtig person i forhold til A A/S som følge af, at A A/S indgik i en dansk fællesregistrering, ikke kunne føre til et andet resultat.◄

►Landsretten fandt derudover, at det ville være uforeneligt med EU-Domstolens fortolkning af momssystemdirektivets artikel 169, litra c, såfremt den norske filial i den foreliggende situation ansås for formidler af forsikringsydelserne i medfør af momslovens § 4, stk. 4, med den konsekvens, at A A/S kunne medregne den norske filials omsætning i opgørelsen af selskabets momsgodtgørelse i Danmark.◄

►Vedrørende et subsidiært spørgsmål i sagen gav landsretten ministeriet medhold i, at A ikke havde dokumenteret at have allokeret omkostninger til (gen-)forsikring til det faste forretningssted, hvilket kunne have medført, at A havde ret til en vis - mindre - godtgørelse.◄

►Skatteministeriet blev herefter frifundet for A's påstande.◄

SKM2010.405.VLR

Slutrengøring af udlejede sommerhuse er en selvstændig momspligtig ydelse og ikke en del af den momsfritagne udlejning af det pågældende sommerhus, når lejeren selv kan vælge at foretage slutrengøringen og lejeren overlader rengøringen til tredjemand. Ikke momsfri udlejningsydelse.

SKM2007.406.ØLR

Et bookingbureau formidlede modeller til filmproducenter mv. Kontrakterne blev indgået direkte mellem kunden og modellen. Betalingen blev opkrævet af bureauet, og udbetalt til modellen, idet der bl.a. blev tilbageholdt et honorar til bureauet. Bureauet blev anset for momspligtig af dette honorar. Efter kontraktforholdet blev bureauet ikke anset for at handle i eget navn og for en andens regning, og forholdet var derfor ikke omfattet af ML (momsloven) § 4, stk. 4.

Landsskatteretten

SKM2023.153.LSR

►Klageren havde i 2015 erhvervet indtægter med i alt 168.848 kr. gennem befordring af passagerer i klagerens eget køretøj. SKAT havde pålagt klageren at betale 8.442 kr. i moms af modtagne formidlingsydelser med omvendt betalingspligt og 3.547 kr. i lønsumsafgift af personbefordringsydelser.◄

►Landsskatteretten fandt, at klageren i den omhandlede periode drev selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1. Der var herved henset til, at klagerens indtægter ved befordring af passagerer i klagerens eget køretøj formidlet gennem et nederlandsk selskabs app efter rettens opfattelse skete med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. Der var videre henset til, at klageren ved udførelse af transportydelserne var eneansvarlig for og selv afholdt udgifter hertil, herunder eventuelle erstatningsansvar. Klagerens henvisning til en skatterådsafgørelse den 25. januar 2022 for et Wolt-bud kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten henså til, at de faktiske forhold og kontrakter mellem Wolt og Wolt-bude ikke er de samme som i sagen for Landsskatteretten. Der var på det foreliggende grundlag blandt andet forskel i den økonomiske risiko, instruktionsbeføjelser og omfanget af tilsyn med arbejdet.◄

►Det nederlandske selskab stillede i den omhandlede periode som nævnt en formidlingstjeneste til rådighed for klageren via en app. Selskabet leverede dermed efter Landsskatterettens opfattelse en formidlingsydelse til klageren, idet tjenesten formidlede en kontakt mellem klageren og passagererne. Landsskatteretten fandt, at formidlingsydelserne havde leveringssted i Danmark, jf. momslovens § 16, stk. 1, idet klagerens befordring af passagerer foregik i Danmark. Som følge heraf fandt Landsskatteretten, at klageren skulle afregne moms af selskabets leveringer af formidlingsydelser til klageren efter reglerne om omvendt betalingspligt i momslovens § 46, stk. 1, nr. 3, idet selskabet ikke havde et fast forretningssted i Danmark.◄

►Landsskatteretten bemærkede, at klagerens kørsel var en personbefordringsydelse, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 15. Det betød, at der ikke skulle opkræves og betales dansk moms af klagerens transport af passagerer via tjenesten, ligesom der ikke kunne opnås fradrag for momsbelagte udgifter, som var afholdt for at kunne levere transporten. Klagerens resultat af virksomhed før lønsumsafgift udgjorde 86.112 kr., hvorfor indehaveren var lønsumsafgiftspligtig, jf. lønsumsafgiftslovens § 2, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede således SKATs afgørelse.◄

SKM2021.426.LSR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et selskab havde momsfritaget aktivitet i henhold til ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 10. Landsskatteretten fandt, at selskabet leverede momspligtige ydelser, idet der hverken var tale om, at selskabet leverede ydelser som forsikringsformidler, jf. ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 10, eller at selskabet var formidler af forsikringsprodukter i eget navn for fremmed regning, jf. ML (momsloven) § 4, stk. 4. Landsskatteretten henså herved bl.a. til, at den anden af de nævnte betingelser i sagen Aspiro, C-40/15, præmis 37, ikke var opfyldt, idet selskabets ydelser ikke var forbundet med selve karakteren af erhvervet som forsikringsmægler eller -formidler, som består i at søge efter kundeemner og sætte dem i kontakt med forsikringsgiveren med henblik på indgåelse af forsikringskontrakter. Således som sagen forelå oplyst, blev denne aktivitet alene varetaget af pengeinstitutterne.

SKM2006.232.LSR

En virksomheds leverancer af el, vand, varme, og telefon i forbindelse med formidling af udleje af sommerhuse blev anset for en integreret del af udlejningsvirksomheden, og avancer vedrørende leverancerne var derfor omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 8. Momsfri udlejningsydelse.

SKM2005.363.LSR

Et erhvervsrejsebureaus aktivitet med formidling og salg af flybilletter var momspligtig, da selskabet handler for fremmed regning og i en andens navn. Hverken momsfrit som personbefordring eller rejsebureauvirksomhed.

Skatterådet

Sagen drejede sig om formidling af spilleydelser, og om vederlaget herfor (provision) var omfattet af momsfritagelsen for spil i ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 12. Spiludbyderen A udbød væddemål i form af odds spil om sportsresultater, som var omfattet af momsfritagelsen i ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 12. 

Skatterådet fastslog, at Spørgers ydelser, som han leverede som formidler af spilleydelserne, var momspligtige, og at Spørger dermed skulle betale moms af provisionen. Spørger kunne ikke antages at handle i eget navn, men måtte anses for at handle i fremmed navn - spiludbyderen A. Skatterådet konstaterede, at det på baggrund af teksten på spillekvitteringer og vouchers samt oplysninger om skiltning vedrørende A på især facade og væddemålsterminalerne måtte antages, at det for den danske spiller fremstod, at det var A, der udbød spilleydelserne. Se ML (momsloven) § 4, stk. 4.

Sagen drejede sig om formidling af spilleydelser, og om vederlaget herfor (provision) var omfattet af momsfritagelsen for spil i ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 12. Spiludbyderen A udbød væddemål i form af odds spil om sportsresultater, som var omfattet af momsfritagelsen i ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 12. 

Skatterådet konstaterede, at Spørgers ydelser, som han leverede som formidler af spilleydelserne, som udgangspunkt var momspligtige i Danmark. Spørger kunne ikke antages at handle i eget navn, men måtte anses for at handle i fremmed navn - spiludbyderen A. Skatterådet konstaterede, at spilleren især på baggrund af indholdet af en fremlagt spillekupon, hvoraf fremgik, at spilletilbuddet blev sendt til spiludbyderen A til godkendelse, måtte være klar over, at væddemålet ikke blev indgået med Spørger, men derimod med spiludbyderen A. Se ML (momsloven) § 4, stk. 4.

Da leveringsstedet, som fastlagt i medfør af ML (momsloven) § 16, stk. 1, ikke var i Danmark, var Spørger imidlertid ikke momspligtig af de leverede ydelser og skulle ikke betale moms af provisionen i Danmark. 

Skatterådet kom frem til, at Spørger skulle opkræve moms af vederlag fra privatpersoner for abonnement til tandlægebehandling, idet Spørger hverken var leverandør efter ML (momsloven) § 4, stk. 1, eller formidlede i eget navn jf. ML (momsloven) § 4, stk. 4. Spørger var derfor ikke omfattet af momsfritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 1.

Skatterådet kunne derimod bekræfte, at Spørger ikke skulle opkræve moms af den del af abonnementsprisen, som Spørger videregav til samarbejdstandlægen i forbindelse med betaling af behandling af honorartabelydelser. Dette med den begrundelse, at Spørgers samarbejdstandlæger var leverandører af tandlægeydelserne i forhold til slutkunden.

Slutteligt kunne Skatterådet ikke bekræfte, at den tilbageværende del af abonnementsvederlaget, efter betaling til samarbejdstandlægen for dennes levering af honorartabelydelse, skulle anses som vederlag for en biydelse til momsfritaget tandlægebehandling. Skatterådet anså derimod formidlingsydelsen som en selvstændig hovedydelse, og Spørger skulle derfor betale moms af den resterende del af abonnementsprisen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger handlede i eget navn, men for en andens regning, når de formidlede ophold i et sommerhus i Danmark via en hjemmeside på vegne af danske udlejningsbureauer.

Skatterådet bekræftede, at medlemskabet af en fordelsklub er en elektronisk leveret ydelse. Der blev lagt vægt på, at betingelserne for at anse ydelsen for en elektronisk leveret ydelse ikke alene er opfyldt i forbindelse med oprettelse og fornyelse af medlemskabet, men også i forbindelse med den ydelse, som kunden efterspørger fra spørger bestående i opnåelse af rabatter, deltagelse i auktioner og modtagelse af håndplukkede købsforslag.

I forbindelse med medlemskabet af klubben opnår medlemmet et antal kreditter, som kan bruges til hel eller delvis betaling af varer. Skatterådet bekræftede, at hel eller delvis betaling af varer med optjente kreditter som følge af medlemskabet kan anses for en ubetinget rabat på varen. Værdien af kreditterne skal derfor ikke indgå i momsgrundlaget for varerne. Varerne kan efter en konkret vurdering ikke anses for overdraget vederlagsfrit i de tilfælde, hvor varen fuldt ud betales med kreditter optjent som følge af medlemskabet. Momsgrundlaget for varerne består af betalingen for de ekstra kreditter, som kunden har købt i forbindelse med bestillingen af varerne med henblik på varekøbet. Dog med tillæg af betaling i penge eller i ekstra kreditter i de tilfælde, hvor der skal betales særskilt for fragt.

SKM2019.278.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers vederlag for håndtering af betaling for offentlige myndigheders parkeringspladser var momsfritaget. Spørgers ydelse var ikke formidling i eget navn for en andens regning af en momsfri parkeringsydelse, men derimod momspligtig levering af en betalingsmulighed, jf. ML (momsloven) § 4.

SKM2017.309.SR

Skatterådet kan bekræfte, at Spørgers levering af reklameplads i Spørgers danske samarbejdspartners app til Google/Facebook må anses for en elektronisk leveret ydelse, samt at Spørger derfor i henhold til formodningsreglen i momsforordningens artikel 9a, stk. 1, må anses for at handle i eget navn, men for en andens regning over for Google/Facebook.

Rådet kan endvidere bekræfte, at Spørger må anses for at have modtaget en elektronisk leveret ydelse fra den danske samarbejdspartner i form af reklamepladsen, og vederlaget for ydelsen modtaget fra den danske samarbejdspartner er derfor de samlede indtægter fra videresalget af reklameplads til Google/Facebook fratrukket Spørgers provision på 12 pct.

SKM2016.65.SR

Skatterådet bekræfter, at ejeren af et luftfartøj kan importere luftfartøjet momsfrit. Skatterådet bekræfter, at ejerens samarbejdspartner kan importere luftfartøjet momsfrit. Samarbejdspartneren udbyder fartøjet til charterkunder til charterflyvning i samarbejdspartnerens eget navn, men for spørgers regning. Dette kan efter en konkret vurdering momsmæssigt sidestilles med, at samarbejdspartneren lejer fartøjet af spørger med henblik på at udføre transportydelser. Det forudsættes, at SKAT på tidspunktet for importen anerkender samarbejdspartneren som et flyselskab, der overvejende mod betaling flyver i udenrigsfart.

SKM2015.420.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kunne anses for formidler af tatoveringsdesignerens ydelser i eget navn og for tatoveringsdesignerens regning. Det var derimod Skatterådets vurdering, at spørger formidlede ydelserne for egen regning, idet den økonomiske risiko blev båret af spørger og ikke af tatoveringsdesigneren.

Den momsmæssige behandling af spørger skulle derfor vurderes som om, at spørger havde leveret ydelserne til Apple.

SKM2008.777.SR

En formidlers (receptionen i et feriecenter) udlejning af selvstændigt matrikulerede ferielejligheder, der ejes af enkeltpersoner, er omfattet af ML (momsloven) § 4, stk. 4, hvor formidlingsprovisionen stilles momsmæssigt som den underliggende ydelse, som er momsfritaget udlejning af fast ejendom. Momsfri udlejning.

SKM2008.363.SR

Spørger, der er en ejerforening, leverer en feriecenterydelse, der momsmæssigt skal behandles som én momspligtig ydelse. Ydelsen anses for en momspligtig hotellignende ydelse, og anses således efter sit indhold af delleverancer som en anden ydelse end "ren" udlejning af fast ejendom. Bestemmelsen i ML (momsloven) § 4, stk. 4, om formidling i eget navn og fremmed regning, som bl.a. bruges i branchen for udlejning af sommerhuse, kan ikke anvendes i denne situation, hvor den ydelse, som spørger leverer, i den grad afviger fra den ydelse, ejer/udlejer af ejerlejligheden leverer. Ikke momsfri udlejning.

SKM2008.1.SR

En feriecenterydelse skal momsmæssigt behandles som én momspligtig hotellignende ydelse. Bestemmelsen i ML (momsloven) § 4, stk. 4, om formidling i eget navn og fremmed regning, som bl.a. anvendes i branchen for udlejning af sommerhuse, kan ikke anvendes i denne situation, hvor den ydelse, som spørger leverer, i den grad afviger fra den ydelse, ejer/udlejer af ejerlejligheden leverer. Ikke momsfri udlejning.

Skattestyrelsen

SKM2006.395.SKAT

Formidling af personbefordring i andres navn og for andres regning anses ikke længere for momsfri.

Se også SKM2005.363.LSR og SKM2010.228.SKAT.

TfS1997, 422TSS

De aktiviteter i form af bl.a. at forestå nøgleudlevering, foretage lejerskiftekontrol, foretage afhjælpningsservice over for lejerne mv., som en række selvstændige servicecentre mod provisionsaflønning udfører for en virksomhed, der driver virksomhed med udlejningsformidling af danske sommerhuse, er ikke aktiviteter, som formidles i eget navn. Servicecentrene skal derfor betale moms af de provisioner de modtager som betaling for de leverede ydelser.