Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2020.303.HR

Dommen ændrer SKM2019.537.ØLR

Se også om dommen i afsnit C.D.11.13.3 Oversigt over domme, kendelser, afgørelser mv.

SKM2015.659.HR

Et produktionsselskab H ønskede fradrag for et "termination fee".

Selskabet havde ekstraordinært opsagt en 10 år lang licens- og distributionsaftale, som var indgået med et interesseforbundet distributionsselskab G1. Opsigelsen skete et år før aftalens oprindelige udløb.

Distributionsforpligtelserne blev overdraget til et andet interesseforbundet selskab G2, der efter det oplyste overtog det opsagte selskabs underdistributører og dermed benyttede det samme distributionsnetværk.

Det nye distributionsselskab G2 påtog sig som "successor in interest" at betale et "termination fee" til det opsagte distributionsselskab. Beløbet blev betalt af H.

Selskabet gjorde gældende, at det var en transfer pricing-sag, og at Skatteministeriet derfor alene kunne tilsidesætte de aftalte priser og vilkår i ophævelsesaftalen, hvis betingelserne for en korrektion i LL (ligningsloven) § 2 var opfyldte.

Højesteret udtalte, at de almindelige skatteretlige principper i SL (statsskatteloven) §§ 4-6 også finder anvendelse ved interesseforbundne selskaber.

Spørgsmålet i sagen var herefter, hvorvidt dette "termination fee" blev afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, hvorefter produktionsselskabet H ville have fradrag jf. SL (statsskatteloven) § 6 a, stk. 1.

H havde ikke fremlagt oplysninger, der godtgjorde, at det nye distributionsnetværk var et andet, eller fremlagt oplysninger til belysning af, om den modtagne distributionsydelse var den samme før og efter opsigelsesaftalen, ligesom selskabet ikke havde fremlagt oplysninger til belysning af, om prisen for distributionsaftalen var den samme før og efter opsigelsesaftalen.

Højesteret fandt herefter, at H ikke havde godtgjort, at betalingen havde en sådan tilknytning til Hs egen indkomsterhvervelse, som må kræves, for at anse udgiften for fradragsberettiget som driftsomkostning for H, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Selskabet havde derfor ikke fradragsret for afskrivninger på "termination fee'et".

Dommen stadfæster SKM2015.137.ØLR.

SKM2012.238.HR

Etablering. Udvidelse. Forgæves.

Et selskab manglede kapacitet til drift af kundernes it-systemer. Selskabet afholdt derfor udgifter til ingeniør- og arkitektbistand i forbindelse med planlægningen af et byggeri af et nyt driftscenter.

Da selskabet skiftede ejere, blev kapacitetsbehovet løst, og det planlagte byggeri opgivet.

Selskabet trak udgifterne fra som en driftsomkostning efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Højesteret fandt, at udgifterne til ingeniør- og arkitektbistand ikke havde en sådan forbindelse til virksomhedens eksisterende drift, at de kunne trækkes fra som driftsomkostninger efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Fordi driftscentret ikke blev etableret og taget i brug, kunne udgifterne ikke afskrives, heller ikke efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Dommen stadfæster SKM2010.511.ØLR og SKM2008.615.LSR.

Principiel.

SKM2012.13.HR

"Indkomsten" i § 6, stk. 1, litra a, er den skattepligtige indkomst.

Et ventureselskab investerede i meget tidlige virksomheder. Ventureselskabet havde betalt et managementselskab management fee for at administrere ventureselskabet og dets investeringer. Spørgsmålet var, om ventureselskabet kunne trække udgiften til management fee fra.

Højesteret fastslog, at der ved ordet "indkomsten" i SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, forstås den skattepligtige indkomst. Udgifter kan derfor trækkes fra i den skattepligtige indkomst som driftsomkostninger, hvis de er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst.

Højesteret fandt, at ventureselskabet kunne trække udgiften fra, fordi selskabet havde til formål at drive og rent faktisk havde drevet virksomhed, der havde givet selskabet indtægter i form af dels løbende afkast ved renter og udbytter i porteføljeinvesteringerne, dels avance ved afståelse af aktier i porteføljeselskaberne. Indtægterne havde været skattepligtige både for så vidt angår det løbende afkast og avance med afståelsen inden for 3 år og skattefri for så vidt angår avance ved afståelse efter 3 år.

Det forhold, at nogle af afståelsesavancerne var skattefrie, hindrede ikke, at der var tale om fradragsberettigede driftsomkostninger efter § 6, stk. 1, litra a.

Dommen ændrer SKM2010.76.ØLR.

Principiel.

Om ventureselskabers fradrag se nu afsnit C.C.2.2.1.5 Formueforvaltning Formueforvaltning om begrænsning i fradraget efter den nugældende bestemmelse i LL (ligningsloven) § 8 J om ventureselskaber mv.

Se også SKM2015.341.ØLR.

SKM2009.563.HR

Der nægtedes fradrag for en del af et kontingent, som vedrørte tiden efter en advokatvirksomheds ophør. Retten fandt ikke, at der var dokumentation for, at advokaten ikke havde mulighed for at få refunderet en del af kontingentet.

Dommen stadfæster SKM2007.752.ØLR.

SKM2008.4.HR

Et revisionsfirma kunne ikke få fradrag for nogle beløb, som var udbetalt til en ekstern kontormedhjælper. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at de beløb, der lå ud over de løbende fakturaer, var afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde sagsøgerens indkomst. Se SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Dommen stadfæster SKM2006.57.ØLR.

SKM2005.198.HR

Et selskab fik fradrag for en udgift til ekstern vurdering af en udlejningsejendom efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Vurderingen var foretaget til brug for selskabets årsregnskab. Højesteret henviste til, at udgifter til udarbejdelse af årsregnskab er driftsomkostninger, og fastslog, at dette som udgangspunkt også gælder udgifter til rådgivning i forbindelse med udarbejdelsen af regnskabet.

Hverken det, at vurderingen vedrørte et anlægsaktiv, eller at det foreslåede regnskabsprincip ikke var nødvendigt, kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om fradragsret.

Dommen ændrer SKM2003.28.ØLR.

SKM2003.586.HR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et selskab kunne afskrive på brugsrettigheder til film, som selskabet havde erhvervet for en tidsbegrænset periode, eller om rettighederne skulle aktiveres og afskrives over en årrække i overensstemmelse med den dagældende lov om særlig indkomstskat § 15, stk. 1, jf. § 2, nr. 4, senere LL (ligningsloven) §§ 16 E-F og nu AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 2.

Højesteret fandt imidlertid, at overladelse af sådanne tidsbegrænsede brugsrettigheder ikke kunne betragtes som en afhændelse i disse bestemmelsers forstand.

De beløb, selskabet havde betalt for brugsrettighederne, blev anset for driftsomkostninger, der kunne fratrækkes i de indkomstår, hvor de var betalt ("anvendt"), jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Dommen omtales nærmere i afsnit C.C.6.4.2.1 Andre immaterielle rettigheder. Andre immaterielle rettigheder.

Dommen ændrer SKM2001.408.ØLR.

TfS 1985, 747 HRD

Forgæves afholdte udgifter.

Højesteret nægtede et selskab fradrag for kloakbidrag og betalinger for tilslutning til et fjernvarmeværk for en ubebygget industrigrund. Grunden blev købt med henblik på udvidelse og udflytning af den bestående produktion, der var spredt på flere forskellige lokaliteter. Selskabet fandt imidlertid en mere velegnet grund og solgte den førstnævnte grund.

Fordi selskabet ikke på noget tidspunkt havde udøvet erhvervsmæssig virksomhed på den ubebyggede grund, kunne udgifterne, der blev afholdt i ejertiden, ikke trækkes fra - hverken efter LL (ligningsloven) § 8 C om tilslutningsafgifter (reglerne er overført til AL (afskrivningsloven) § 43) eller efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Udgifter til erstatning og sagsomkostninger, der var afholdt i forbindelse med en sag, der var anlagt mod selskabet for uretmæssig anvendelse af et varemærke, blev anset som fradragsberettigede driftsudgifter.

(J. C. Hempel´s Skibsfarvefabrik A/S.)

TfS 1984, 2 HRD

Udgift vedrørende løbende drift. Et selskab kunne fratrække udgiften til betaling af en tidligere samarbejdspartners gæld til tredjemand. Selskabets to nye samarbejdspartnere havde stillet krav om, at gælden blev betalt, som betingelse for, at det nyligt indledte samarbejde kunne fortsætte. Betalingen af gælden blev anset for at have en sådan tilknytning til den løbende drift, at den måtte anses for en fradragsberettiget driftsomkostning.

(Segaltmøllens Brødfabrik A/S)

Principiel.

UfR 1942, 335 HRD

Sikring af tidligere fortjeneste og fremtidig fortjeneste. Forgæves udgifter.

Et selskab fik fradrag for sagsomkostninger, som det havde afholdt som følge af en strid om selskabets ret til at forhandle et produkt.

Begrundelsen var, at udgifterne havde til formål at sikre både tidligere opnået fortjeneste og muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det var uden afgørende betydning for fradraget, at selskabet tabte den underliggende retssag, og at udgifterne var afholdt forgæves.

(Skandinavisk Grammofon)

Principiel.

Landsretsdomme

SKM2023.44.ØLR

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt H1-ApS i medfør af SL (statsskatteloven) § 6 havde ret til fradrag på 1.975.667 kr. i forbindelse med, at selskabet friholdt hovedanpartshaveren for tab på den kautionsforpligtelse, som han havde påtaget sig for et koncernforbundet selskab til erhvervelse af et hotel.

Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor og bemærkede desuden, at det, der var kommet frem og anført for landsretten, ikke kunne føre til et andet resultat.

Byretten havde fundet, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed var godtgjort, at aftalen med hovedanpartshaveren om at friholde ham for tab havde en sådan tilknytning til H1-ApS’ erhvervsmæssige virksomhed, eller at sikkerhedsstillelsen var påtaget som et så sædvanligt og naturligt led i driften af selskabets virksomhed, at udgiften var en fradragsberettiget driftsomkostning.

Byretten havde i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at det ikke var godtgjort, at H1-ApS på tidspunktet for indgåelsen af aftalen med hovedanpartshaveren drev restaurations- eller hoteldrift, ligesom det fremgik af årsrapporten for H1-ApS, at selskabet var uden aktivitet i det pågældende regnskabsår. H1-ApS havde desuden ikke nogen indflydelse på driften i selskabet, som hovedanpartshaveren havde påtaget sig kautionen for.

Byretten havde endvidere lagde vægt på, at da H1-ApS kun havde begrænset mulighed for at opnå afkast af investeringen i hotellet, og da H1-ApS ikke overtog hovedanpartshaverens regreskrav, var aftalen særdeles byrdefuld for H1-ApS. Byretten bemærkede endelig, at konsulenthonorar betalt til H1-ApS ikke udgjorde afkast.

SKM2022.480.ØLR

SKM2021.606.ØLR

Sagen vedrørte en murervirksomheds fradragsret for udgifter til Ferrarier samt fradrag for tab ved afståelse af én Ferrari.

►Landsretten lagde til grund, at ejerne af virksomheden, som blev drevet i tre anpartsselskaber, havde anvendt bilerne til banekørsel, hvortil der i flere tilfælde blev inviteret forretningsforbindelser.◄

Landsretten fandt, at selskaberne ikke havde opnået en retsbeskyttet forventning om at få anerkendt fradrag for udgifter til Ferrarierne, da en påberåbt afgørelse ikke vedrørte selskabernes skattemæssige stilling, men derimod en af ejernes personlige skattemæssige forhold.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom af de af byretten i øvrigt anførte grunde.

►Byretten havde ikke fundet det dokumenteret eller sandsynliggjort, at anvendelsen af bilerne havde en sådan erhvervsmæssig interesse for virksomhederne eller en sådan sammenhæng med indtægtserhvervelsen, at udgifterne var fradragsberettigede, eller at tabet ved afståelsen kunne fratrækkes efter afskrivningsloven.

Endvidere blev der nægtet fradrag for udgifter til vin som repræsentationsudgifter, idet det ikke var godtgjort, ved hvilke lejligheder vinen var blev anvendt, eller til hvem vinen blev givet.◄

SKM2020.446.VLR

Fradrag for lønudgifter nægtet - manglende dokumentation

Skatteyderen gjorde bl.a. gældende, at han havde krav på fradrag for udgifter til løn.

Byretten fandt det bevist, at skatteyderen havde haft ansatte i sin virksomhed, men at skatteyderen ikke havde dokumenteret størrelsen af de afholdte udgifter, eller at udgifterne vedrørte de beskattede indtægter. Byretten anførte videre, at skatteyderen ikke havde været afskåret fra at foretage bogføring og udarbejde regnskaber. På den baggrund og da risikoen for manglende dokumentation påhviler skatteyderen, fandt byretten, at SKAT havde været berettiget til at nægte fradrag for lønudgifter.

Landsretten tiltrådte, at skatteyderen ikke var berettiget til fradrag for de påberåbte lønudgifter og var enig med byretten i, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige ansættelse af skatteyderens indkomst for de to indkomstår.

SKM2020.252.ØLR

Sagen for landsretten angik alene spørgsmålet om, hvorvidt der skulle ske nedsættelse af overskud for appellanten med dels 1.260.000 kr., svarende til fradrag for køb af 8 motorkøretøjer, og dels med 764.341 kr. svarende til nedsættelse af omsætning i forbindelse med salg af ét motorkøretøj.

Landsretten bemærkede indledningsvist, at appellanten skulle føre et sikkert bevis, idet der var konstateret betydelige uregelmæssigheder i virksomhedens bogførings- og regnskabsforhold, som appellanten var ansvarlig for, herunder forelå der ikke bogføring vedrørende ind- eller udbetalingstransaktioner eller et kasseregnskab i virksomheden.

Landsretten fandt herefter, at appellanten ikke havde ført et sikkert bevis for, at han havde afholdt fradragsberettiget udgifter, ligesom der heller ikke var grundlag for at godkende et skønsmæssigt fradrag.

Landsretten fandt samtidig, at appellanten ikke havde godtgjort, at salgssummen reelt var et mindre beløb end det anførte i en salgsslutseddel, til trods for at appellantens forklaring herom var understøttet af en vidneforklaring.

Dommen stadfæster byrettens dom SKM2019.174.BR, dog således at den alene vedrørende 8 af de 39 biler, der indgik i byrettens afgørelse.

SKM2017.693.ØLR

Sagen vedrørte både et selskab og selskabets eneaktionær. Sagerne blev behandlet samlet og vedrørte indkomstårene 2007 og 2008.

Sagen mod eneaktionæren handlede om, hvorvidt denne havde fået stillet en Ferrari og en Lamborghini til rådighed af selskabet og derfor skulle beskattes af værdien af rådighed over fri bil i medfør af LL (ligningsloven) § 16, stk. 4.

Herudover handlede sagen om, hvorvidt eneaktionæren havde dokumenteret, at en række udgifter afholdt i selskabet relaterede sig til selskabets drift, eller om udgifterne reelt var private udgifter, som skulle anses for maskeret udlodning til eneaktionæren, jf. LL (ligningsloven) § 16 A, stk. 1.

Køretøjerne havde været opbevaret hos et selskab i Tyskland. Det tyske selskab, der ifølge en kommissionsaftale skulle forestå salg og udlejning af køretøjerne, var beskrevet på selskabets hjemmeside som et selskab, der bistod danskere med at registrere biler på tyske plader og tilbød at opbevare bilen for ejeren. Køretøjerne var hverken blevet afhændet eller udlejet i 2007 og 2008. Ifølge kommissionsaftalen havde selskabet - eller personer i selskabet - ingen "forhåndsråderet" over køretøjerne. 

For så vidt angår beskatning af maskerede udlodninger stadfæstede landsretten byrettens dom i henhold til grundene. Byretten havde fundet, at eneaktionæren skulle beskattes af maskerede udlodninger, da der hverken gennem bilag eller forklaringer forelå tilstrækkelig dokumentation for, at der havde været tale om anerkendelsesværdige selskabsudgifter.

Af disse grunde havde byretten også i selskabets sag nægtet selskabet ret til at forhøje saldoen på selskabets afskrivningskonto for driftsmidler.

Landsretten stadfæstede denne del af byrettens dom i henhold til byrettens grunde.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt selskabet havde modtaget et skattepligtigt tilskud, som selskabet skulle beskattes af, stadfæstede landsretten ligeledes byrettens dom i henhold til byrettens grunde. Byretten havde fundet, at afgivne forklaringer ikke på fyldestgørende vis afkræftede den formodning, der efter forskellige posteringer bestod for, at selskabet havde modtaget et skattepligtigt tilskud.

Dommen stadfæster SKM2017.80.BR

Se også afsnit C.A.5.14.1.4 Rådighedsbeskatning om rådighedsbeskatning

SKM2017.82.ØLR

Udgifter til fribolig - ikke fradrag.

Udgift til en løbende ydelse i form af fribolig til skatteyderens forældre kunne ikke fratrækkes som driftsomkostning efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Dommen stadfæster SKM2016.67.BR.

SKM2016.304.ØLR

Skærpet bevisbyrde. Interessefællesskab.

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt selskabet H ApS havde fradrag efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, for udgifter til et schweizisk selskab, som ifølge H ApS havde udført konsulentarbejde.

Konsulenten B, som ifølge forklaringerne havde udført arbejdet, havde en indirekte ejerandel i selskabet H ApS og var medlem af direktionen.

Byretten havde fundet, at selskabet grundet det indirekte ejerforhold til konsulenten havde en skærpet bevisbyrde for, at der var udført arbejde. Denne bevisbyrde var ikke løftet.

På trods af, at betalingerne udgjorde ca. 1,8 mio. kr. over en periode på 3 år, var der ikke fremlagt nogen skriftlig specifikation af konsulentydelsernes art eller omfang.

Der var heller ikke anden dokumentation for det udførte arbejde.

De afgivne parts- og vidneforklaringer kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsretten stadfæstede dommen og bemærkede, at det ikke var i selskabets forretningsmæssige interesse, at B skulle gå fra at modtage løn som ansat i selskabet H ApS til at fakturere gennem det schweiziske selskab.

Dommen stadfæster SKM2015.363.BR og (SKM2015.364.BR).

SKM2015.341.ØLR

"Indkomsten" i § 6, stk. 1, litra a, er den skattepligtige indkomst.

Management fee.

Et holdingselskab kunne ikke fradrage sine udgifter ifølge en managementaftale som en driftsomkostning.

Selskabet havde ikke godtgjort, at udgiften var anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige del af selskabets indkomst.

Ved indkomsten i SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, forstås den skattepligtige indkomst, således at udgifter kan fradrages i den skattepligtige indkomst som driftsomkostninger, hvis de er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst.

Selskabet var således berettiget til fradrag i det omfang, de afholdte udgifter til management fee var anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets skattepligtige indtægter.

Selskabet havde indrettet sin virksomhed således, at udbytter fra datterselskaberne var skattefrie. Selskabet havde såvel i det indkomstår, som sagen omhandlede, som i de foregående og det efterfølgende indkomstår haft såvel betydelige skattefrie indtægter i form af udbytter, som betydelige skattepligtige indtægter i form af renter på udlån til datterselskaberne.

Den fremlagte managementaftale indeholdt en liste over de opgaver, der skulle varetages af G1 A/S, og for hvilke der blev betalt det management fee, som selskabet ønskede fradrag for. Af de opregnede opgaver var det kun punktet "overvågning og administration af selskabets låneporteføljer", der efter beskrivelsen kunne relatere sig til de udlån, der havde givet de skattepligtige renteindtægter.

Også aftalens bestemmelse om, at management fee skulle fastsættes som en procentdel af investeringsejendommens værdi, tydede på, at arbejdet i det væsentlige havde relateret sig til disse ejendomme og ikke til udlånene.

Det måtte herefter påhvile selskabet at godtgøre, at den del af udgifterne til management fee, der var anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde den skattepligtige indtægt i form af renter på udlån, oversteg det beløb på 50.000 kr., som var skønsmæssigt fastsat af Skatteministeriet.

Denne bevisbyrde havde selskabet ikke løftet.

Selskabet havde endvidere ikke løftet bevisbyrden for, at SKAT's afgørelse udgjorde en skærpelse af hidtidig praksis.

SKM2015.32.VLR

Ikke fradrag for sort løn. Bevis.

Skatteyderen blev udlodningsbeskattet uden hensyn til, at han angav at have haft udgifter til udbetaling af sort løn.

Bl.a. fordi der ikke eksisterede regnskabsbilag, og der ikke var oplysninger om identiteten af dem, der havde modtaget de sorte betalinger, fandt retten det hverken godtgjort eller i fornøden grad sandsynliggjort, at der havde været afholdt fradragsberettigede lønudgifter. Dette selvom det under en straffesag var lagt til grund, at der var afholdt sorte lønninger.

I skattesagen påhvilede det skatteyderen under iagttagelse af sædvanlige skattemæssige dokumentationskrav for en udgift at godtgøre eller i hvert fald sandsynliggøre, at der kunne ske fradrag for de påståede udgifter.

Landsretten henviste også til SKM2011.209.HR, hvor det i præmisserne er angivet, at det i sagen var berettiget, at skattemyndighederne alene havde anerkendt udgifter til sort løn i det omfang den pågældende medarbejder kunne identificeres.

Dommen stadfæster SKM2013.652.BR.

SKM2013.557.ØLR 

Et selskab blev nægtet fradrag for udgifter til bonus til visse medarbejdere samt omkostninger til et antal rådgivere efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Begrundelsen var, at udgifterne havde til formål at opnå den bedst mulige pris for aktierne i selskabet, herunder at overholde selskabets børsretlige forpligtelser. Udgifterne var afholdt som konsekvens af et udefra kommende tilbud om at overtage aktierne i selskabet og vedrørte derfor selskabets aktionærer (formuen) og ikke selskabets drift.

Dommen omtales også i afsnit C.C.2.2.1.4 Afgrænsning over for udgifter til formue, anlæg og etablering om afgrænsning over for anlægs- og etableringsudgifter.

SKM2012.11.VLR

Udgiften ikke driftsmæssigt begrundet.

En virksomheds udgifter til flybilletter til to litaueres hjemrejse kunne ikke henføres til en pligtmæssig handling for virksomheden, og udgifterne kunne derfor ikke trækkes fra som en driftsomkostning efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Dommen stadfæster SKM2010.498.BR.

SKM2009.398.ØLR

Ikke fradrag for udgift, som ikke var afholdt.

Ved værdiansættelsen af et varelager, kunne der ikke tages fradrag i den skattepligtige indkomst for et sælgersalær, der normalt afholdes, men som ikke var afholdt i den konkrete sag.

SKM2009.325.ØLR

Bevis.

En skatteyder kunne ikke fratrække udgift til indkøb af fremmed arbejdskraft, fordi hun ikke havde løftet bevisbyrden for, at fakturaerne kunne danne grundlag for fradrag. I sagen var der en række faktorer, der rejste tvivl om fakturaernes realitet.

SKM2006.672.VLR

Udgiften vedrørte ikke skattepligtig indkomst.

Skatteyderen udlejede to lejligheder i en ejendom. Sagen angik en række spørgsmål om fradrag for forskellige udgifter i udlejningsejendommen. Landsretten udtalte om en udgift på 719 kr. til anskaffelse af en skattelovsamling, at denne udgift ikke kunne anses for at være medgået til sagsøgerens erhvervelse af skattepligtige indtægter, men at skattelovsamlingen måtte anses erhvervet til førelse af hendes skattesager. Udgiften kunne derfor ikke trækkes fra efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

SKM2004.219.ØLR

Dokumentation.

Skatteyderen havde selvangivet fradrag for fremmed kørselshjælp. Da skatteyderen ikke kunne dokumentere driftsomkostningerne, lagde landsretten til grund, at fakturaerne var falske. Fradrag blev derfor ikke godkendt.

SKM2001.449.ØLR

Ikke igangværende virksomhed.

Fradrag blev afvist, fordi skatteyderen ikke havde godtgjort, at han havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i de relevante indkomstår.

TfS 1987, 559 ØLD

Afskrivning på forgæves afholdte udgifter.

Et selskab havde afholdt udgifter til anlæg af en rørledning og et jernbanespor i tilslutning til selskabets tanklager, der blev anvendt til opbevaring af flydende ammoniak.

Projektet måtte imidlertid opgives bl.a. som følge af miljømæssige protester.

Landsretten lagde til grund, at anlægget, herunder projekteringsudgifterne, i fuldført stand ville have været afskrivningsberettiget.

Selskabet havde desuden afholdt udgifterne ud fra berettigede forventninger om at kunne opnå de nødvendige tilladelser fra myndighederne til projektets gennemførelse, og det var alene kommunens ændrede holdning til projektet, der havde hindret, at det blev gennemført

Landsretten fandt derfor, at selskabet kunne afskrive de forgæves afholdte udgifter efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Afgørelsen omtales også i afsnit C.C.2.4.5.9 Afskrivninger uden for afskrivningsloven om afskrivninger efter statsskatteloven.

Byretsdomme

En valutavekslingsvirksomhed havde i indkomståret 2016 selvangivet fradrag for udgifter til fremmed valuta på ca. 2 mio. kr. Udgifterne angik ifølge virksomheden køb hos kunder, som vekslede valuta for under 1.000 euro per transaktion. Skatteforvaltningen havde nægtet fradrag med den begrundelse, at købene ikke var dokumenteret. Til støtte for, at udgifterne var afholdt, fremlagde virksomheden en række interne transaktionskvitteringer, der indeholdt oplysninger om beløb og dato, men som ikke indeholdt identitetsoplysninger eller lignende. Virksomheden gjorde subsidiært gældende, at sagen skulle hjemvises, og at virksomheden var berettiget til et skønsmæssigt fradrag.

Retten fandt, at virksomheden ikke i tilstrækkelig grad havde løftet bevisbyrden for, at den havde afholdt de påberåbte udgifter til fremmed valuta. Retten lagde bl.a. vægt på, at indholdet af de kvitteringer, som virksomheden havde fremlagt, ikke gjorde det muligt at efterprøve rigtigheden af transaktionerne. Retten lagde endvidere vægt på sagsøgerens bogføringspraksis, herunder at sagsøgeren alene foretog kasseoptælling 1 gang om måneden. Retten fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen med henblik på at fastsætte et skønsmæssigt fradrag. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Et dansk selskabs amerikanske moderselskab var ved et forlig med det amerikanske børstilsyn, The Securities and Exchange Commission (SEC), blevet pålagt at betale ca. 52 mio. kr. for brud på de amerikanske bogføringsregler. Det danske selskab betalte beløbet til det amerikanske finansministerium.

Det danske selskab mente, at beløbet var fradragsberettiget, da det vedrørte konfiskation af et allerede beskattet beløb.

Da det danske selskab ikke var part i forliget med det amerikanske børstilsyn, og da det efter forliget var det amerikanske moderselskab, der skulle betale forligsbeløbet, havde det danske selskab ikke efter forliget været forpligtet til at betale forligsbeløbet. Den omstændighed, at det danske selskab havde betalt forligsbeløbet, kunne derfor ikke i sig selv danne grundlag for fradragsret. Baggrunden for moderselskabets betalingspålæg til det danske selskab var uoplyst, ligesom det var uoplyst, hvordan forligsbeløbet nærmere var opgjort. Betalingen af forligsbeløbet kunne derfor heller ikke på obligationsretligt grundlag give fradragsret for det danske selskab.

Sagsøgeren var en valutavekslingsvirksomhed, og spørgsmålet i sagen var, om virksomheden kunne foretage fradrag for bogførte udgifter til fremmed valuta, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Sagsøgeren havde i indkomstårene 2015 og 2016 selvangivet fradrag for udgifter til fremmed valuta på ca. 21 mio. kr. Udgifterne angik ifølge sagsøgeren køb hos kunder, som vekslede valuta for under 1.000 euro per transaktion. Skattemyndighederne havde nægtet sagsøgeren de selvangivne fradrag med den begrundelse, at købene ikke var dokumenteret. Sagsøgeren havde til støtte for, at udgifterne var afholdt, fremlagt en række interne transaktionskvitteringer, der indeholdt oplysninger om beløb og dato. Kvitteringerne indeholdt derimod ikke oplysninger om identiteten eller lignende på de personer, som sagsøgeren havde foretaget de påståede transaktioner med.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at betingelserne for at foretage fradrag for køb af valuta var opfyldt. Retten bemærkede, at de fremlagte kvitteringer og interne registreringer af køb af valuta ikke opfyldte bogføringslovens krav om, at registreringer skal være dokumenteret ved bilag, der oplyser, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet. Det var således ikke ud fra registreringerne muligt at konstatere, om de påståede transaktioner havde fundet sted. Retten fandt endvidere, at der ikke var støtte for sagsøgerens synspunkt om, at beviskravet for fradragsretten skulle ses i lyset af hvidvasklovens beløbsmæssige grænse for, hvornår der skal indhentes identifikation på kunder, ligesom at det ikke var godtgjort, at der forelå en branchemæssig kutyme.

Sagen angik, hvorvidt sagsøger var den rette indkomstmodtager af indtægter ved salg af i alt fire hunde, der var solgt gennem en hundekennel, som sagsøger var registreret som ejer af. Sagen angik derudover,  hvorvidt sagsøger var berettiget til fradrag for driftsudgifter vedrørende de fire hunde, såfremt sagsøger blev anset for rette indkomstmodtager.

Retten fandt, at sagsøger ikke havde godtgjort, at indtægten ved salgene af hundene ikke var skattepligtig indkomst for sagsøger. Retten lagde vægt på, at sagsøger havde været registreret som ejer af den pågældende hundekennel, og at sagsøgers navn fremgik af hundekennelens hjemmeside og en faktura. Erklæringer og forklaringen fra sagsøgers ægtefælle kunne ikke føre til en anden vurdering, da sagsøger og ægtefællen var interesseforbundne parter.

Derudover fandt retten, at sagsøger ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at sagsøger var berettiget til fradrag for driftsudgifter. Retten lagde herved vægt på, at sagsøger ikke havde fremlagt nogen form for bilagsmateriale vedrørende udgifter afholdt til hundene. Retten bemærkede, at sagsøger heller ikke havde påvist et grundlag for et skønsmæssigt fradrag.

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt selskabet var berettiget til fradrag for udgifter til husleje i indkomstårene 2017 og 2018 for leje af lokaler i eneanpartshaverens ejendom. Selskabet og eneanpartshaveren havde ikke indgået en lejekontrakt.

Retten fandt, at selskabet havde løftet den skærpede bevisbyrde for, at selskabet kunne fradrage udgifter til husleje, idet retten på baggrund af de samstemmende forklaringer og de, tre dage før hovedforhandlingen, fremlagte bogføringsudskrifter lagde til grund, at selskabet havde anvendt eneanpartshaverens ejendom erhvervsmæssigt, og at selskabet havde betalt husleje ved posteringer på en mellemregningskonto.

Retten hjemviste på den baggrund sagen med henblik på fastsættelse af, hvilket beløb selskabet kunne kræve fradrag for.

Skatteyderen ønskede fradrag for 6 fakturaer, som skulle dække over opførelsesomkostninger til forskellige ejendomme for indkomståret 2007.

Retten bemærkede, at beviskravene skærpes, når der er omstændigheder, der taler mod, at udgiften er afholdt i det pågældende indkomstår.

Ægtefællen til sagsøgeren forklarede bl.a., at udgifterne var afholdt før 2007.

5 af fakturaerne var udaterede, og der var ikke dokumenteret betaling for nogen af fakturaerne.

Sagsøgeren havde herefter ikke ført et sikkert bevis for, at udgifterne var afholdt i indkomståret 2007, eller at udgifterne havde en karakter, som medførte, at udgifterne i medfør af SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, var fradragsberettigede ved opgørelsen af indkomsten i 2007.

Dommen er af skatteyderen anket til Østre Landsret, men efterfølgende hævet.

SKM2010.63.BR

Ikke udgift for at opnå skattepligtig indkomst.

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen kunne fradrage udgifterne til en køkkenleverance, som var videreoverdraget til skatteyderens forretningsnabo. Skatteyderen havde aldrig modtaget betaling for leverancen.

Retten lagde til grund, at aftalen om køkkenleverancen kun blev indgået, fordi skatteyderen kunne opnå en større rabat hos køkkenleverandøren end naboen kunne, og at skatteyderen ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at der i forbindelse med viderefaktureringen skulle tillægges ham en avance.

Retten fandt derfor, at indkøbet og viderefaktureringen af køkkenleverancen kun var sket for at skaffe forretningsnaboen en rabat og dermed ikke for at erhverve indkomst. Udgiften kunne derfor ikke fradrages i medfør af SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a som en driftsomkostning eller et driftstab.

Landsskatteretskendelser og -afgørelse

SKM2023.437.LSR

SKM2019.584.LSR

Bitcoins - afvisning.
Skatterådet havde besvaret en række spørgsmål om bitcoins. Rådet forudsatte, at virksomheden, en rådgivningsvirksomhed, ikke drev næring eller spekulation med bitcoins.

Rådet fandt bl.a., at bitcoins ikke kan anses for en officiel valuta. Alene den værdi, der fremgår af købs- eller salgsfakturaen for den pågældende handel, herunder eventuelt i fremmed valuta, kan indgå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Værdien for en vare eller ydelse for den enkelte virksomhed må ikke være påvirket af kursregulering på bitcoins i en betalingstransaktion.

Rådet fandt, at anvendelsen af bitcoins fremfor danske kroner eller officiel fremmed valuta til almindelig samhandel var udtryk for spørgers personlige interesse i bitcoins, og at der derfor ikke var tale om vederlagsnæring for virksomhedens vedkommende.

Anvendelsen af bitcoins i virksomheden var ikke erhvervsmæssigt begrundet, men et udslag af spørgers personlige interesse. Anvendelsen vedrørte således spørgers privatsfære.

Virksomhedens udgifter til vederlaget til bitcoin-exchangeren kunne ikke fratrækkes som en driftsomkostning, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Beholdninger af bitcoins er omfattet af begrebet formuegenstande, der som udgangspunkt ikke påvirker den skattepligtige indkomst, jf. SL (statsskatteloven) § 5.

Hvis der efter en konkret bedømmelse er tale om afståelse af formuegenstande som led i næring eller spekulation, hobbyvirksomhed eller anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed, vil der dog kunne ske beskatning af afståelsen efter de regelsæt, der gælder for disse områder.

Landsskatteretten fandt, at spørgsmålene i det bindende svar ikke kunne danne grundlag for et bindende svar, jf. SKFL § 21, stk. 2, eller besvares med den fornødne sikkerhed og derfor måtte afvises, jf. SKFL § 21, stk. 4.

Landsskatteretten ændrer Skatterådets besvarelse i SKM2014.226.SR, så spørgsmålene afvises.

Om kryptovalutaer og spekulation, se afsnit C.C.2.1.3.3.5.2 Realisationsbeskattede kryptoaktiver Realisationsbeskattede kryptoaktiver.

SKM2019.500.LSR

Udgifter til fremmed arbejde - ikke dokumenteret - bevis

En personligt drevet tømrervirksomhed blev nægtet fradrag for udgifter underleverandører til udførelse af diverse opgaver på forskellige byggeprojekter.

Landsskatteretten anførte indledningsvist, at virksomheden havde bevisbyrden for, at der forelå fradragsberettigede driftsudgifter efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a., og at dette beviskrav efter retspraksis typisk bliver skærpet i tilfælde, hvor der foreligger usædvanlige omstændigheder, der kan tale imod, at der er tale om fradragsberettigede driftsudgifter.

Landsskatteretten anførte herefter, at den fremlagte dokumentation i form af de udstedte fakturaer til underleverandørerne og underleverandørernes betaling af fakturaerne under normale omstændigheder som udgangspunkt ville være tilstrækkelig dokumentation.

I den pågældende sag, hvor

• underleverandørerne ikke havde indtægtsført og/eller ikke havde angivet salgsmomsen vedrørende de udstedte fakturaer
• samtlige underleverandører ikke havde afregnet skat og moms samt indeholdt A-skat og AM-bidrag og i mange tilfælde var gået konkurs
• langt størstedelen af underleverandørerne ikke havde været registreret med ansatte
• klageren ikke havde indgået en skriftlig samarbejdsaftale med hovedentreprenøren på trods af en samhandel på ca. 7,5 mio. kr. over 2 år
• tømreren på ingen måde havde kunnet redegøre for grundlaget for samarbejdet med underleverandørerne, i form af for eksempel skriftlige samarbejdsaftaler, erklæringer fra underleverandørerne om omfanget af samarbejdet og identifikation af kontaktpersoner
• fakturaerne ikke opfyldte kravene i momsloven, idet mængden og arten af de leverede ydelser ikke var angivet
• tømreren ikke havde bevaret et kontrolspor og en intern kopi af timesedlerne, 

fandt Landsskatteretten imidlertid, at den fremlagte dokumentation i form af de udstedte fakturaer og betaling af disse ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at der var tale om fradragsberettigede udgifter efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

SKM2018.613.LSR

Fradrag nægtet - manglende bevis for levering

En vognmand blev nægtet fradrag for udgifter til underleverandører i forbindelse med vognmandskørsel, idet det ikke fandtes godtgjort, at de fakturerede tjenesteydelser rent faktisk var leveret til klagerens virksomhed.

Se tilsvarende SKM2019.149.LSR. (Afgørelsen er ikke refereret her).

SKM2018.539.LSR

Fradrag nægtet - manglende bevis for realitet bag fakturaer

Landsskatteretten fandt, at skattemyndighederne med rette havde nægtet fradrag for udgifter til underleverandører i forbindelse med klagerens drift af rengøringsvirksomhed, idet der ikke fandtes at være realitet bag de fremlagte fakturaer fra underleverandørerne.

Se tilsvarende SKM2018.535.LSR. (Afgørelsen er ikke refereret her).

SKM2002.72.LSR

Fradrag nægtet. Ikke drift.

Tilbagebetaling af et formidlingshonorar, der var modtaget fra de øvrige interessenter som betaling for formidling af deltagelse i et leasingarrangement (10-mandsprojekt), var ikke fradragsberettiget efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten fandt, at skatteyderens tilbagebetaling af interessenternes indbetalinger til interessentskabet ikke kunne anses for at være udslag af en almindelig driftsrisiko, og at afholdelsen af udgiften derfor ikke havde en naturlig driftsmæssig begrundelse.

Landsskatteretten lagde særlig vægt på, at leasingarrangementet var et typisk 10-mandsprojekt, der ifølge praksis ikke godkendes i skattemæssig henseende.

Det var videre Landsskatterettens opfattelse, at skatteyderen ikke havde en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften i 1998, fordi der på dette tidspunkt ikke forelå nogen drift af en erhvervsmæssig virksomhed, som udgiften kunne relateres til.

LSRM 1980, 28 LSR

En tandlæge kunne ikke fratrække udgiften til leje af malerier til ophængning i konsultationen. Lejeudgiften havde ikke en sådan kvalificeret tilknytning til indkomsterhvervelsen, at den kunne anses som en fradragsberettiget driftsudgift.

Skatterådet

SKM2023.160.SR

Afgørelsen er også omtalt i afsnit C.C.2.2.1.4 Afgrænsning over for udgifter til formue, anlæg og etablering afgrænsning overfor udgifter til etablering eller udvidelse.

SKM2022.599.SR

Spørger havde indgået en aftale med B om levering af ydelser til tv-produktion. Samtidig var indgået en trepartsaftale, hvor Spørger ydede en rabat på den aftalte pris med xx pct. Rabatbeløbet skulle betales til A Fond, der efter trepartsaftalen var forpligtet til at betale beløbet til B. Skatterådet vurderede, at udgiften havde en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelse af udgiften og erhvervelsen af indtægten, og derfor kunne anses for en fradragsberettiget driftsomkostning for Spørger.

Skatterådet kunne derfor bekræfte, at selskabets rabatbetalinger i henhold til trepartsaftale mellem Spørger, B og A Fond til A Fond ville være fradragsberettiget efter SL (statsskatteloven) § 6.

SKM2022.427.SR

Spørger var et anpartsselskab, der drev virksomhed ved at reklamere for forskellige produkter og brands på sociale medier.

Skatterådet fandt, at selskabet var skattepligtigt af vareprøver, som selskabet modtager fra sine kunder med det formål og mod kontantbetaling at teste, fremvise eller anmelde på de sociale medier, og som efter aftale ikke måtte videresælges Skatterådet udtalte hertil, at selskabet ved indkomstopgørelsen kunne fradrage et beløb svarende til handelsværdien af de vareprøver, der blev bortskaffet eller destrueret., som en driftsudgift.

For så vidt angår vareprøver, som hovedaktionæren udtog til eget forbrug, skulle der foretages en konkret vurdering af, om de værdier, der blev overført til hovedaktionæren, skattemæssigt skulle behandles som udbytte eller løn, og ansættelsen for Spørger og hovedaktionæren skulle foretages i overensstemmelse hermed.

SKM2021.468.SR

SKM2021.260.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at en laste- og lossevirksomhed på en havn kunne fratrække udgifter til bidrag til en påtænkt hjælpe- og understøttelsesfond efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Fondens formål ville være at udbetale ydelser til løsarbejdere, der kom til skade i forbindelse med arbejdet på havnen. Fonden ville blive stiftet af de faglige sammenslutninger, der repræsenterede løsarbejderne på havnen, mens de arbejdsgivervirksomheder, herunder spørgeren, som hyrede løsarbejderne på daglig basis, ville skulle finansiere fondens virksomhed.

Skatterådet lagde vægt på, at henset til den særlige mangeårige tradition for antagelsen af arbejdskraft, der gælder på havnen, hvor den samlede kreds af arbejdstagere står til rådighed for den samlede kreds af arbejdsgivere, og hvor arbejdstagerne kan antages på skift inden for kredsen af arbejdsgivere, må den enkelte arbejdsgivervirksomhed anses for at have en aktuel driftsmæssig begrundelse for sin indbetaling til fonden, idet den økonomiske byrde til kompensationen herved fordeles på baggrund af objektive kriterier inden for kredsen af de deltagende arbejdsgivervirksomheder.

SKM2021.160.SR

SKM2020.479.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at de vederlagsfri administrationsydelser skulle anses for at være et formuegode af pengeværdi, som er skattepligtig for spørger.

Skatterådet bekræftede, at spørger kunne opnå et korresponderende fradrag, da omkostningerne til ydelserne måtte anses for at vedrøre driften.

SKM2020.78.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger havde skattemæssigt fradrag for det vederlag, som spørger forventede at skulle betale en køber i forbindelse med overdragelse af spørgers X-forretning.

Som begrundelse blev henvist til, at afholdelsen af udgiften ville ske som kompensation for et forventet fremtidigt driftsunderskud, og at betalingen dermed havde den fornødne kvalificerede relation til indkomsterhvervelsen, hvorfor beløbet kunne fradrages i medfør af SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

SKM2019.104.SR

En interesseorganisation ville via en udbyder af sundhedsydelser lave en ordning, der friholdt fagpersoner for udgifter til arbejdsrelateret psykologbistand. Udbyderen af sundhedsydelserne afregnede direkte over for interesseorganisationen.

Skatterådet udtalte, at der var en driftsmæssig begrundelse for, at arbejdsgivere, der beskæftiger ansatte, der i forbindelse med deres arbejde har været udsat for trusler og vold og lignende, afholder udgifter til psykolog til afhjælpning af heraf følgende psykiske problemer for de ansatte.

Hvis støttebeløbene svarede til de udgifter, der rent faktisk blev afholdt, kunne der efter Skatterådets opfattelse foretages et korresponderende fradrag.

Dvs. at støttebeløb og udgifter set under ét ikke ville påvirke virksomhedens skattepligtige indkomst.

Tilsvarende ville fagpersoner, der var selvstændigt erhvervsdrivende, og som afholdt udgifter til arbejdsrelateret psykologbistand, kunne foretage et korresponderende fradrag svarende til den støtte (refusion), der var modtaget af interesseorganisationen.

Endelig bekræftede Skatterådet, at den arbejdsrelaterede psykologbistand var skattefri for ansatte fagpersoner.

SKM2018.541.SR

Skatterådet bekræftede, at en fundraisingkampagne kunne ske uden skattemæssige konsekvenser for de personer, der udførte specifikke tjenester for en afgrænset kreds af virksomheder og offentlige institutioner. De personer, der udførte tjenester, skulle derfor ikke beskattes af de donationer, disse virksomheder og de offentlige institutioner donerede til fundraisingkampagnen.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at de deltagende virksomheder og offentlige institutioner kunne bogføre det udbetalte beløb som en driftsomkostning. 

SKM2018.80.SR

En bank blev anset for forsikringstager i forbindelse med en forsikringsaftale, der gik ud på, at forsikringsselskabet skulle betale til kundernes kreditor, hvis kunderne blev arbejdsløse.

Kunderne - og ikke banken - var dog ejere af forsikringen. Forsikringen blev derfor anset for en arbejdsløshedsforsikring omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) § 49, så kunderne skulle beskattes af forsikringsudbetalingerne, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 49, stk. 2, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 55.

Banken, der fra sine kunder modtog gebyrbetalinger, som skulle videresendes til et forsikringsselskab i form af forsikringspræmier, var skattepligtig af indbetalingerne, men havde fradrag for udgiften ved betaling af præmierne som driftsomkostning, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Se også omtalen af afgørelsen i afsnit C.A.10.4.1.1 Arbejdsløshedsforsikring og seniormedlemskabskontingent. Arbejdsløshedsforsikring.

SKM2017.516.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at det ville være personlig indkomst for kunderne i A (spørger) at modtage en rabat på baggrund af kundens låneengagement med NN. Skatterådet kunne desuden bekræfte, at de kunder, der havde et låneengagement med A, kunne modtage en rabat, som en nedsættelse af en fradragsberettiget udgift.

Skatterådet kunne også bekræfte, at A havde fradrag for den ydede rabat, både hvis kunden havde lån hos NN og hos A.

Afslutningsvist kunne rådet bekræfte, at kunderne ville retserhverve rabatten på udbetalingstidspunktet, og at Spørgers fradragstidspunkt var på udbetalingstidspunktet.

SKM2014.876.SR

Skatterådet tog stilling til en række spørgsmål i relation til et spildevandsforsyningsselskabs medfinansiering af klimatilpasningsprojekter i henhold til Miljøministeriets særlige regler herom.

Skatterådet fandt bl.a., at spildevandsforsyningsselskabet var rette omkostningsbærer i relation til betalinger af kommunens udgifter til klimatilpasningsprojekter.

Der blev bl.a. henvist til ordlyden af reglerne for medfinansiering og til ordningens formål.

Udgifterne var således afholdt i selskabets interesse, idet selskabet på den måde sparede udgifter til udbygning af det almindelige kloaknet og fremtidssikrede dette.

Selskabet var følgelig også rette indkomstmodtager af de tilsvarende betalinger fra forbrugerne.

Selskabet var derfor skattepligtigt af indtægterne og kunne fratrække udgifterne.

Rådet kunne ikke bekræfte, at selskabet efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, som løbende driftsomkostninger i de enkelte indkomstår kunne fratrække betalinger til kommunen, der dækkede kommunens anlægsudgifter.

Disse udgifter, der vedrørte anlæg, som selskabet ikke kunne være ejer af, men som ejedes af projektejer, ville kunne aktiveres og afskrives efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Rådet tog desuden stilling til nogle spørgsmål om fastsættelse af afskrivningsperioden.

Betalinger til kommunen, der dækkede dennes udgifter til finansiering af anlæg (renteudgifter), kunne fratrækkes løbende som driftsomkostninger i betalingsårene, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Disse udgifter var ikke renteudgifter for spildevandsforsyningsselskabet og derfor ikke omfattet af fradragsretten for renter jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra e.

Skatterådet bekræftede, at selskabet efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, som løbende driftsomkostninger i de enkelte indkomstår kunne fratrække betalinger til projektejer, der dækkede drifts- og vedligeholdelsesudgifter.

Skatterådet bekræftede endvidere, at selskabet efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, som løbende driftsomkostninger i de enkelte indkomstår kunne fratrække egne forgæves afholdte omkostninger til dokumentation, budgettering og vurdering af klimatilpasningsprojekter.

Om afskrivning, jf. SL (statsskatteloven) § 6, se afsnit C.C.2.4.5.9 Afskrivninger uden for afskrivningsloven.

Om pligtpådragelsesprincippet, se afsnit C.C.2.5.3.3.1 Pligtpådragelsesprincippet.

SKM2014.784.SR

Fradrag for donation til foreninger efter kundens valg.

Et selskab ville lancere et nyt markedsføringstiltag, hvorefter kunder ved køb af produkter kunne bestemme, at en vis procent af betalingen skulle tilfalde et almenvelgørende formål, idet kunden kunne vælge mellem flere forudbestemte foreninger.

Skatterådet udtalte, at selskabet var rette indkomstmodtager af hele indtægten inklusiv den del, som kunden bestemte skulle gå til en bestemt forening.

Hele indtægten blev således tilvejebragt gennem en aftale indgået mellem selskabet og kunden, og selskabet kunne ikke antages forud for dette tidspunkt at have givet blankt afkald på nogen del af indtægten.

Rådet bemærkede, at et afkald ikke kan anses for at være blankt (indispositivt), hvis afkaldsgiver foretager en afgrænsning af kundens valgmuligheder med hensyn til, hvem pengene skal tilfalde.

Under hensyn til formålet med markedsføringstiltaget kunne selskabet imidlertid fratrække betalingerne til foreningerne som driftsomkostninger, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Se afgørelsens spørgsmål 1.

SKM2014.429.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at det nystiftede selskab ikke vil være skattepligtigt af modtagne gavekort fra spørger eller bidrag/gaver fra andre.

De beløb, der blev anvendt til støtte til de sociale formål, ville ikke være udgifter anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten.

Skatterådet kunne derfor heller ikke bekræfte, at det nystiftede selskab ville have fradrag for disse udgifter som driftsudgifter, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Et kloakselskab medfinansierede nogle kommunale projekter i henhold til den særlige bekendtgørelse herom.

Skatterådet fandt, at kloakselskabet skattemæssigt kunne aktivere og afskrive investeringsomkostningerne efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Se herom i afsnit C.C.2.4.5.9 Afskrivninger uden for afskrivningsloven, om afskrivninger uden for afskrivningsloven.

Skatterådet bekræftede desuden, at kloakselskabet kunne fratrække årlige omkostninger til drift og vedligeholdelse som driftsomkostninger efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

SKM2012.60.SR

Udgift til forsikring mod tab på datterselskabs debitorer.

Et moderselskab med datterselskaber i 21 lande spurgte Skatterådet, om udgiften til en forsikring mod tab på aktier som følge af tab på datterselskabernes debitorer var fradragsberettiget for moderselskabet.

Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at udgiften til forsikringspræmien ikke havde en aktuel driftsmæssig begrundelse, der faldt inden for de naturlige rammer af den hidtidige virksomhed. Der var reelt ikke tale om en forsikring af selve aktierne i datterselskaberne men om en forsikring mod tab på datterselskabernes debitorer, som kunne betegnes som en driftstabsforsikring. Rådet fandt, at det ikke var en sædvanlig driftsmæssig disposition ved udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, at et moderselskab på vegne af datterselskaber forsikrer datterselskabernes aktiviteter, drift mv.

Moderselskabet kunne derfor ikke trække udgiften fra efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Skatterådet fandt desuden, at det ikke var moderselskabet men datterselskaberne, der var rette omkostningsbærer af forsikringspræmien, og at der derfor ved betaling af præmien blev ydet tilskud til datterselskaberne efter SEL (selskabsskatteloven) § 31 D.

Evt. forsikringsudbetalinger ville efter rådets opfattelse ikke dække tab på aktier i datterselskaberne, men datterselskabernes tab på debitorer. Rette indkomstmodtager var derfor datterselskaberne, og udbetalingerne ville blive anset for udbytte til moderselskabet. Udbyttet kunne dog være skattefrit efter SEL (selskabsskatteloven) § 13, stk. 1, nr. 1.

Se tilsvarende SKM2012.44.SR. (Ikke refereret).

SKM2011.228.SR

Et tilskudsberettiget naturgenopretningsprojekt blev anset for et naturligt led i modtagerens landbrugsvirksomhed. Udgifter, som var afholdt i forbindelse med projektet, kunne derfor trækkes fra efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

SKM2009.356.SR

Skatterådet bekræftede, at et selskab, som rette udgiftsholder kunne fratrække en omsætningsbestemt ydelse til velgørende organisationer, der blev udbetalt efter en samarbejdsaftale. Da udgifterne måtte anses for afholdt for at afsætte virksomhedens produkter, var de fradragsberettigede efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Et selskab, som solgte medicinsk udstyr til hospitaler på baggrund af offentlige udbud, havde fradrag for udgifter til modydelser i form af træning af læger, sygeplejersker og andre, efteruddannelse - evt. konverteret til varekøb - samt for tilskud til løn i forbindelse med forskningsprojekter. Selskabet var kontraktligt forpligtet til at afholde udgifterne.

SKM2008.154.SR

Skatterådet fandt, at udgifterne til en nærmere beskrevet effektbetaling til en samarbejdspartner for leveret varme var en fradragsberettiget driftsomkostning efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, som kunne trækkes fra i takt med de løbende nettoudbetalinger.

SKM2007.415.SR

Selskabet A kunne fratrække udgifter til kompensation, som var betalt i 2006 til nogle selskaber B og C, som var koncernforbundne med A. Kompensationen blev betalt for ophævelse af en leveringsaftale, som var baseret på en aftale, der var indgået mellem parterne ultimo 2006.

Skatterådet fandt, at udgiften til kompensation havde den fornødne kvalificerede relation til indkomsten, og udgiften kunne derfor trækkes fra efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Kompensationen var skattepligtig for B og C i 2006 og fradragsberettiget for A samme år.

Andet

TfS 1993, 552 TSS

Udgifter til kvalitetsstyringscertifikat.

En erhvervsvirksomheds udgifter til et kvalitetsstyringscertifikat, fx ISO 9000-serien, var fradragsberettigede driftsudgifter efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, fordi udgifterne lå inden for virksomhedens hidtidige rammer og i vidt omfang blev afholdt for at sikre virksomhedens konkurrencedygtighed.