C.A.3.4.9 Medlemmer af Europa-Parlamentet
Indhold
Dette afsnit beskriver de specielle regler, der gælder for beskatningen af medlemmer af Europa-Parlamentet.
Afsnittet indeholder:
- Vederlag
- Beskatningen
- Udgiftsdækning
- Præmie til livs- og ulykkesforsikring
- Pensionsordninger
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Se også
- C.A.3.4.10 om folketingsmedlemmer
- C.A.10 om pensioner, personforsikringer og særlig opsparing.
Vederlag
De danske repræsentanter i Europa-Parlamentet får et vederlag, som Den Europæiske Union betaler. Se Europa-Parlamentets statut af 28. september 2005 for Europa-Parlaments-medlemmer, artikel 9, stk. 1. Statutten trådte i kraft efter valget til Europa-Parlamentet i 2009 og gælder for alle nyvalgte medlemmer.
Medlemmer, der blev genvalgt til Europa-Parlamentet ved valget i juni 2009, kunne vælge at stå uden for statutten og dermed være omfattet af den hidtidige nationale ordning for vederlag og pension i hele mandatperioden. Se om beskatningen af den hidtidige nationale ordning i den Juridiske vejledning 2014-1, C.A.3.4.9 Medlemmer af Europa-Parlamentet.
Beskatningen
Vederlaget er indkomstskattepligtigt til Danmark. Er der betalt skat til fællesskaberne af vederlaget, nedsættes den danske skat med den skat, der er betalt til udlandet (dvs. EU-skatten), dog højst med et beløb svarende til den danske skat, der falder på den pågældende indkomst. Vederlaget er B-indkomst og AM-bidragspligtigt. Se AMBL § 2, stk. 1, nr. 2.
Udgiftsdækning
Europa-Parlamentet dækker følgende udgifter:
- Dagpenge og godtgørelser til dækning af udgifter ved rejser inden for Det Europæiske Fællesskab. Beløbene er skattepligtige, se dog nedenfor.
- Rejseudgifter til andre lande. Beløbene er skattepligtige, se dog nedenfor.
- Fast godtgørelse for generelle udgifter, der bl.a. skal dække kontorholdsudgifter og rejseudgifter i eget land. Beløbene er skattefri.
- Sekretariatsgodtgørelse. Godtgørelsen er skattefri for medlemmerne.
Se parlamentets notat af 25. februar 2002 om godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer.
Godtgørelse efter punkt a) og b) er principielt skattepligtige, men Danmark har ikke adgang til at beskatte ydelserne. Se C.F.7.1.4 EU-parlamentarikere om EU-parlamentarikere.
Medlemmer af Europa-Parlamentet er indeholdelsespligtige i henhold til kildeskatteloven for eventuel udbetalt sekretærløn, som parlamentet godtgør.
Præmie til livs- og ulykkesforsikring
Den præmie til livsforsikring, som parlamentet yder, skal regnes med til medlemmets personlige indkomst. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 56, stk. 1.
Den præmie til ulykkesforsikring, som parlamentet yder, skal også regnes med til medlemmets personlige indkomst.
Pensionsordninger
Se afsnit C.A.10.4.3.3 Pensionsordning for EU-parlamentarikere om den skattemæssige behandling af pensionsordninger for medlemmer af Europa-Parlamentet.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området.
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
SKM2020.97.SR | Spørger havde påtaget sig et hverv for Europa-Kommissionen uden at være ansat i Kommissionen. Spørger ønskede at vide, om den sekretariatsgodtgørelse, spørger modtog i forbindelse med hvervet, var skattepligtig. Skatterådet bekræftede mod spørgers opfattelse, at godtgørelsen var skattepligtig. Der blev bl.a. lagt vægt på, at spørger ikke var medlem af Parlamentet og er derfor ikke var omfattet af artikel 7 (tidl. artikel 8) i protokol om EU's privilegier og immuniteter. |
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed