| FBL § 4, stk. 8, indeholder, for så vidt angår hensættelser til kulturelle formål, en særlig dispensationsmulighed for fonde. Foreninger har ikke mulighed for at opnå en sådan dispensation. Hensættelsesadgangen efter FBL § 4, stk. 8, er en undtagelse i forhold til den generelle hensættelsesadgang. Efter bestemmelsen kan SKAT dispensere fra betingelsen om, at hensættelsen kun kan indestå i en periode på 5 år. Dispensation kan dog ikke gives for en periode på over 15 år.
Dispensation efter FBL § 4, stk. 8, er betinget af, at hensættelsen sker til fyldestgørelse af kulturelle formål. Forholdet kan enten være, at fonden selv driver kulturel virksomhed - f.eks. museumsvirksomhed - eller at fonden støtter drift af og anskaffelser til museer m.v., eller at fonden støtter kunstnere eller opførelse eller udstilling af kulturelle frembringelser m.v., jf. i øvrigt TfS 1993, 179 DEP.
Dispensation efter FBL § 4, stk. 8 skal meddeles forud for hensættelsen. Dispensationen skal indeholde en angivelse af fristen for anvendelse af hensatte beløb.
Hensættelserne skal opfylde samme regnskabsmæssige krav som hensættelser efter FBL § 4, stk. 4, jf. ovenfor under afsnit S.H.22.1 Krav til hensættelserne.
Eventuel efterbeskatning i tilfælde, hvor hensættelserne ikke er anvendt inden den udvidede frists udløb eller anvendt til ikke-kulturelle formål, finder sted efter reglerne i FBL § 4, stk. 6, jf. ovenfor under afsnit S.H.22.2 Efterbeskatning. |