Udgifter til værktøj, computere, kontormøbler, mobiltelefoner, biler og andre driftsmidler, der anvendes erhvervsmæssigt, vil kunne fradrages med det samme, hvis det pågældende driftsmiddel ikke koster over (2016: 12.900 kr; 2015: 12.800 kr.).
Overstiger anskaffelsesprisen på driftsmidlet denne såkaldte småsaldigrænse på (2016: 12.900 kr; 2015: 12.800 kr.), er det som udgangspunkt kun muligt at foretage skattemæssig afskrivning over en årrække, således at en del af udgiften kan fradrages i det år, hvor driftsmidlet er anskaffet, og det resterende beløb kan fradrages i det eller de følgende indkomstår.
Både lønmodtagere og selvstændige er berettigede til at foretage afskrivning.1)
Der gælder specielle regler for så vidt angår afskrivning på Goodwill og Erhvervsejendomme.
Straksafskrivning
I de tilfælde, hvor anskaffelsessummen på et driftsmiddel er på eller under (2016: 12.900 kr; 2015: 12.800 kr.) kan der straksafskrives. Det indebærer, at hele anskaffelsessummen kan fradrages i anskaffelsesåret.2)
Der vil også kunne straksafskrives, hvis levetiden på driftsmidlet er på tre år eller derunder.3)
Driftsmidlet skal være anskaffet
Der kan først afskrives fra det tidspunkt, hvor driftsmidlet anses for anskaffet. Et driftsmiddel anses for anskaffet, når det4)
- er leveret til en igangværende virksomhed,
- er bestemt til at indgå i virksomhedens drift og
- er færdiggjort i et sådant omfang, at det kan indgå i driften.
Maksimal afskrivning: 25% om året
Der kan maksimalt afskrives 25% om året.5) Har man således købt en bil til 100.000 kr. vil der det første år kunne afskrives 25% af 100.000 kr. = 25.000 kr. Næste år vil der maksimalt kunne afskrives 25% af den resterende saldo, svarende til 25% af (100.000 kr. - 25.000 kr.) = 18.750 kr. osv.
Der er ikke noget til hinder for, at man et år afskriver med en mindre procentdel.
Er restsaldoen6) inden årets afskrivning under (2016: 12.900 kr; 2015: 12.800 kr.), kan hele restsaldoen fradrages det pågældende år.7)
Hvis et driftsmiddel også anvendes privat
Såfremt et driftsmiddel kun anvendes delvist erhvervsmæssigt, kan der kun foretages fradrag i den skattepligtige indkomst for den del af afskrivningssummens vedkommende, som vedrører den erhvervsmæssige anvendelse. Anvendes en bil, som er anskaffet for 100.000 kr., således halvt privat og halvt erhvervsmæssigt, vil der det første år kun kunne fradrages ½ x (25% af 100.000 kr.) = 12.500 kr.8)
Moms
Såfremt man har mulighed for at trække momsen fra, skal denne ikke medregnes i driftsmidlets anskaffelsessum.9) Se hertil Moms.
|