Ifølge FBL § 4, stk. 9, har fonde og foreninger, der for et indkomstår har foretaget hensættelser efter § 4, stk. 4 og 8, adgang til inden for lovens rammer at ændre disse hensættelser for helt eller delvist at udligne den skattemæssige virkning af en forhøjelse eller en nedsættelse af den selvangivne eller den ansatte indkomst.
Påtænker told- og skatteforvaltningen at forhøje eller nedsætte den selvangivne eller ansatte indkomst, har den pågældende fond eller forening således efter ansøgning adgang til inden for lovens rammer at få ændret hensættelser for samme indkomstår i et sådant omfang, at den påtænkte ændring udlignes helt eller delvist. Told- og skatteforvaltningen træffer normalt afgørelsen om ændrede hensættelser samtidigt med afgørelsen om ansættelsesændringen. Der kan ikke gives tilladelse til efterfølgende ændring af hensættelser, hvis der foreligger bødegivende forhold. Fonden eller foreningen bør gøres opmærksom på adgangen til at få ændret hensættelser.
Anmodning skal indgives af fonden inden udløbet af fristen for påklage af skatteansættelsen.
Er ansættelsen påklaget til skatteankenævnet, fremsendes anmodningen om ændring af hensættelser til skatteankenævnet. Tiltræder skatteankenævnet helt eller delvist den påklagede forhøjelse, videresendes anmodningen til ligningsmyndigheden, der derefter træffer afgørelsen efter samme regler som angivet ovenfor. Afgørelsen træffes normalt, inden årsopgørelse udsendes.
Er ansættelsen påklaget til Landsskatteretten, fremsendes anmodningen om ændring til Landsskatteretten. Tiltræder Landsskatteretten helt eller delvist den påklagede forhøjelse, videresendes anmodningen til ligningsmyndigheden, der derefter træffer afgørelsen efter samme regler som angivet ovenfor. Afgørelsen træffes normalt inden udsendelse af årsopgørelse.
Er ansættelsen indbragt for domstolene, fremsendes anmodningen til told- og skatteforvaltningen, der træffer afgørelse i sagen, når rettens afgørelse foreligger. Afgørelsen træffes efter samme regler som angivet ovenfor. Afgørelsen træffes normalt inden udsendelse af årsopgørelse.
En anmodning, der fremsættes, efter at den endelige afgørelse vedrørende ansættelsen er truffet, skal sendes direkte til told- og skatteforvaltningen og være denne i hænde senest ved udløbet af fristen for påklage, f.s.v.a. domme afsagt af Højesteret dog 1 måned efter dommens afsigelse. Får fonden helt eller delvist medhold ved anke eller sagens indbringelse for domstolene, tilbageføres i samme omfang eventuelle efterfølgende hensættelser, der er foretaget til udligning af den påklagede ansættelsesændring.
Hvis told- og skatteforvaltningen ikke fuldt ud imødekommer ansøgningen, kan afgørelsen påklages til Landsskatteretten. |