Indhold

Afsnittet omhandler reglerne for kategorisering af landbrugsejendomme.

En ejendom kan som et led i vurderingen blive kategoriseret som en landbrugsejendom. Det følger af EVL § 3, stk. 1, nr. 2. I visse tilfælde kan beslutningen om kategorisering træffes uafhængigt af vurderingen. Se EVL (ejendomsvurderingsloven) § 83 a, stk. 1.

Det grundlæggende kriterium for kategorisering som landbrugsejendom er, at der skal foregå egentlig landbrugsdrift på ejendommen. Der skal således fx være tale om, at jorden drives landbrugsmæssigt og/eller med erhvervsmæssig husdyrproduktion. Til landbrugsmæssig produktion hører også produktion i gartnerier, planteskoler og frugtplantager.

Formel landbrugspligt efter landbrugslovgivningen kan indgå som et moment i bedømmelsen, men er ikke i sig selv afgørende for kategoriseringen af ejendommene. Det er heller ikke afgørende, om driften er overskudsgivende. Ligeledes er modtagelse af støtte fra EU’s landbrugsstøtteordninger ikke i sig selv tilstrækkelig begrundelse for, at ejendommen kategoriseres som en landbrugsejendom efter ejendomsvurderingsloven.

På små landejendomme kan boligmomentet veje tungest, hvis/når anvendelsen af ejendommen som helhed primært understøtter private fritidsformål, hvorved landbrugsdriften enten ikke er til stede eller er underordnet. Det kan fx være, hvis ejendommens forholdsvis beskedne areal alene er udlagt til hestefolde til brug for et hobbypræget hestehold på under 5 dyr. Samtidig kan der på andre ejendomme af samme størrelse foregå en specialiseret produktion, hvilket indikerer, at der er tale om en landbrugsejendom.

Kategoriseringen vil afhænge af en konkret afvejning af, om landbrugsmomentet eller et af de andre momenter i det enkelte tilfælde vejer tungest. Hvis eksempelvis al jord tilhørende en ejendom på nogle få hektar er bortforpagtet, kan dette være en indikation af, at beboelsesmomentet vejer tungest.

Efter de tidligere gældende regler i vurderingsloven var der en administrativt fastsat formodningsregel om, at en ejendom på mere en 5,5 hektar som udgangspunkt ville blive anset for en landbrugsejendom, mens en ejendom under denne grænse ville blive anset for en beboelsesejendom, medmindre særlige forhold i begge tilfælde talte for det modsatte.

En sådan formodningsregel eksisterer ikke under ejendomsvurderingsloven. Kategoriseringen af en ejendom som beboelsesejendom eller landbrugsejendom vil alene bero på en samlet bedømmelse af ejendommens forhold.

Ejendomsvurderingsloven indeholder en overgangsordning, hvorefter det er muligt fortsat at vurdere en ejendom som landbrugsejendom eller skovejendom, uanset at ejendommen efter den første egentlige vurdering efter ejendomsvurderingsloven ville skulle vurderes som en ejerbolig. Der henvises til afsnit H.A.2.2.7 Overgangsbestemmelser for ejendomskategorisering af landbrugsejendomme og skovejendomme om overgangsbestemmelser for ejendomskategorisering af landbrugsejendomme og skovejendomme.