F.A.30.3.1 Hvilke transportmidler skal indgive ankomst- og afgangsmeddelelse?
Indhold
Reglerne for hvilke transportmidler, der skal indgive ankomst- og afgangsmeddelelse til manifestsystemet, er beskrevet særskilt for de enkelte transportformer i de følgende afsnit.
Afsnittet indeholder:
- Skibe
- Luftfartøjer
- Lavtgående fly - lastbiler, der kører med luftfragtgods.
Bemærk
Når der ikke er anført andet, anvendes overalt i denne beskrivelse af manifestsystemet begreberne:
- Skibe for fragtskibe, færger og fiskefartøjer.
- Luftfartøjer for fly og helikoptere, der medfører varer som ladning.
Skibe
Fragtskibe og færger, der ankommer til en havn i Danmark fra et land uden for EU, skal afgive en ankomstmeddelelse ved ankomst. Dette gælder også fragtskibe og færger, der ankommer uden last, eller hvor formålet med ankomsten hverken er lastning eller losning, fx bunkring eller værftsophold.
Ved ankomst til en havn i Danmark fra et andet sted i EU, skal fragtskibe afgive en ankomstmeddelelse, hvis skibet skal losse ikke-EU-varer eller varer, der er lastet i et land uden for EU.
Fragtskibe og færger, der afgår fra en havn i Danmark til et land uden for EU eller et andet sted i EU, skal afgive en afgangsmeddelelse inden afgang, hvis skibet skal laste ikke-EU-varer eller varer, der er bestemt til udførsel af EU.
Fiske- og fangstfartøjer skal afgive en ankomstmeddelelse ved ankomst, hvis fartøjet som ladning medfører ikke-EU-varer eller varer, der er lastet i et land uden for EU. Ved afgang skal fiske- og fangstfartøjer afgive en afgangsmeddelelse, hvis fartøjet som ladning har lastet ikke-EU-varer eller varer, der er bestemt til udførsel af EU.
Fritagelser
Skibe i fast rutefart med bevilling i overensstemmelse med DF artikel 120, er fritaget for at afgive ankomst- eller afgangsmeddelelse.
Forsyningsskibe, der ankommer fra eller afgår til bore- eller produktionsplatforme eller vindmøller, der drives af personer etableret i EU, er også fritaget for at afgive ankomst- eller afgangsmeddelelse.
Fritagelse for at afgive en ankomst- eller afgangsmeddelelse, fritager ikke for summarisk indgangs- eller udgangsangivelse eller toldangivelse, hvis transportmidlet medbringer varer, hvortil der kræves en sådan angivelse.
Luftfartøjer
Luftfartøjer, der fragter varer som led i en fragtkontrakt, og som ankommer til en lufthavn i Danmark fra et land uden for EU, skal afgive en ankomstmeddelelse ved ankomst. Dette gælder også luftfartøjer, der ikke skal losse.
Ved ankomst til en lufthavn i Danmark fra et andet sted i EU, skal luftfartøjer afgive en ankomstmeddelelse, hvis luftfartøjet skal losse luftfragtgods,
- der transporteres under den forenklede forsendelsesprocedure for lufttransport, eller
- der er lastet i et land uden for EU.
Luftfartøjer, der afgår fra en lufthavn i Danmark til et tredjeland eller et sted i EU, skal afgive en afgangsmeddelelse inden afgang, hvis luftfartøjet skal laste ikke-EU-varer eller varer, der er bestemt til udførsel af EU.
Lavtgående fly - lastbiler, der kører med luftfragtgods
Lavtgående fly, det vil sige lastbiler, der transporterer luftfragtgods ad landevej, skal ligeledes benytte manifestsystemet ved afgang fra den lufthavn i Danmark, hvor varerne er overtaget af et luftfartsselskab til transport ud af EU.
Ved ankomst til en lufthavn i Danmark kan lavtgående fly, vælge at benytte manifestsystemet. På denne måde anvendes oplysningerne i manifestsystemet til at lette toldbehandlingen.
Lavtgående fly skal i manifestsystemet anvende reglerne for luftfartøjer, transportmåden skal således angives som lufttransport.
Fritagelser
Luftfartøjer, der ankommer fra eller afgår til bore- eller produktionsplatforme eller vindmøller, der drives af personer etableret i EU, er fritaget for at afgive ankomst- eller afgangsmeddelelse.
Fritagelse for at afgive en ankomst- eller afgangsmeddelelse, fritager ikke for summarisk indgangs- eller udgangsangivelse eller toldangivelse, hvis transportmidlet medbringer varer, hvor der kræves en sådan angivelse.
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed