C.D.11.10.2.2 Prisfastsættelse af de finansielle transaktioner i praksis

Dette afsnit handler om nogle af de særlige forhold, der skal tages højde for, når finansielle transaktioner skal prissættes efter armslængdeprincippet.

Prisfastsættelse af finansielle transaktioner skal ske efter de generelle principper i TPG kap II og III, som beskrives i afsnit C.D.11.4 Transfer pricing-metoder og C.D.11.5 Sammenlignelighedsanalyse.

Fastsættelsen af en armslængde rentesats afhænger af en række faktorer, hvor den væsentligste er kreditrisikoen for långiver. Normalt opdeler man fastlæggelsen af en rentesats i to elementer:

• Basisrente (kaldes også den risikofrie rente)  
• Rentemarginal (kaldes også det risikojusterede tillæg til renten - tillægget afspejler kreditrisikoen)

I koncerninterne transaktioner skal prisen fastsættes som om det var et lån mellem uafhængige parter. De faktorer som uafhængige ville tage i betragtning skal derfor også tages i betragtning ved vurderingen af en kontrolleret transaktion.

Basisrente

Basisrenten er den risikofrie rente. Som reference til fastsættelse af basisrenten kan eksempelvis, hvis der er tale om et lån i danske kroner, anvendes interbankrenten (CIBOR -Copenhagen Inter Bank Offer Rate), eller en rente på en dansk statsobligation.

Nedenstående forhold udgør en liste over elementer, der typisk vil påvirke basisrenten (listen er ikke udtømmende):

• Tidspunktet for optagelsen af lånet
• Løbetid (herunder om der er tale om et variabelt eller et fastforrentet lån)
• Den valuta, som lånet er optaget i.

Rentemarginal

Rentemarginalen afhænger af de risici, der er forbundet med lånet. Når det er dokumenteret at långiver har finansiel kapacitet og kontrollerer risici ved de finansielle transaktioner, vil man i fastlæggelsen af rentemarginalen (det risikojusterede tillæg til renten) fokusere på forholdene hos låntager, da långiver i sådanne situationer skal aflønnes for påtaget risiko for, at låntager ikke tilbagebetaler lånet.

I de situationer, hvor det ultimative moderselskab i en koncern har fået lavet en vurdering af kreditværdigheden fra et kreditvurderingsbureau, er denne dækkende for det ultimative moderselskab. Denne vurdering af kreditværdigheden er dog ikke gældende for de underliggende selskaber. Det skyldes, at kreditværdigheden fastlægges ud fra låntagers forhold, da det som nævnt er risikoen for at låntager ikke tilbagebetaler lånet, der påvirker kreditværdigheden.

Såfremt et af de underliggende selskaber i koncernen er låntager, er det dette selskabs kreditværdighed, der skal benyttes ved fastsættelsen af den koncerninterne rente. Selskaber i samme koncern vil normalt ikke have samme kreditværdighed, da et selskabs kreditværdighed beror på individuelle karakteristika, hvor de væsentligste er solvens, driftsindtjening og lånevilkår. Se om valg af selskabets eller koncernens kreditværdighed i TPG 10.64-10.68.

Nedenstående forhold er eksempler på elementer, der typisk vil påvirke rentemarginalen:

• Tilbagebetalingsevne (de økonomiske forhold i det låntagende selskab, herunder fx selskabets solvens, driftsindtjening og kreditværdighed)
• Stilling i prioritetsrækkefølgen
• Tidspunkt for optagelsen af lånet
• Finansielle covenants (fx interest cover og gældsmultipler)
• Hel eller delvis sikkerhedsstillelse
• Konverteringsmuligheder tilknyttet lånet
• Koncernfordele - se nærmere herom i afsnit C.D.11.10.3.1 Koncerninterne lån. 

Se også

Afsnit C.D.11.5 Sammenlignelighedsanalyse og C.D.11.13.1.2.2.3 En detaljeret beskrivelse af hver enkelt transaktion eller aktivitet, sammenlignelighedsanalysen om sammenlignelighedsanalysen og C.D.11.10.3.1 Koncerninterne lån om kreditvurdering og koncernfordele.

Diskontoen plus 4 pct.

Der skal foretages en individuel vurdering af rentesatsen, men hvor det ikke er muligt at fastlægge en armslængderente med rimelig sikkerhed, kan diskontoen plus 4 pct. anvendes. Se SKM2009.567.VLR og SKM2010.607.ØLR, hvor landsretterne fikserede en rente på lån mellem interesseforbundne parter til diskontoen plus 4 pct. For skattepligtige, der skal udarbejde transfer pricing dokumentation, vil det altid være muligt at fastlægge en armslængderente med rimelig sikkerhed.

I situationer, hvor der er tale om mindre låneforhold, for eksempel mellem en hovedaktionær og dennes selskab, vil det normalt ikke være nødvendigt, at anvende databaser med henblik på at søge at fastlægge en armslængderente. Se SKM2009.28.ØLR.

Se også om aktionærlån og LL (ligningsloven) § 16 E i afsnit C.B.3.5.3.3 Aktionærlån, reglen gælder ikke kun lån, men også sikkerhedsstillelser og midler, der stilles til rådighed, under samlebetegnelsen lån.