G.A.2.2.2.3 Sagsbehandlingen i Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten
Indhold
Dette afsnit beskriver, hvordan Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten behandler klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser.
Afsnittet indeholder:
- Hvor behandles klagen?
- Klager - opsættende virkning?
- Mulighed for at klage over afgørelsen.
Hvor behandles klagen?
Principielle sager skal afgøres af Landsskatteretten. En sag anses for principiel, hvis:
- Klagen vil kunne få konsekvenser for et større antal skyldnere
- Klagen vedrører større økonomiske værdier
- Klagen angår fortolkning af væsentlig betydning for ny lovgivning eller væsentlig fortolkning af lovgivning i øvrigt
- Der i sagen skal tages stilling til et EU-retligt spørgsmål af væsentlig rækkevidde, eller
- Klagen i øvrigt har påkaldt sig eller skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse.
Se skatteforvaltningsloven § 35 b, stk. 1.
Efter skatteforvaltningsloven § 35 b, stk. 3, kan den ledende retsformand efter inddragelse af Skatteankestyrelsen fastsætte regler om, at klager over visse nærmere angivne typer af afgørelser skal afgøres af Skatteankestyrelsen.
Med hjemmel i ovenstående lovbestemmelse er der udstedt en regel om, at klager over afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten efter gældsinddrivelseslovens § 17, afgøres af Skatteankestyrelsen. Se § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 967 af 28. juni 2023 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen
►◄
Skyldner har mulighed for at:
- Udtale sig skriftligt eller mundtligt over for Skatteankestyrelsen, hvis klagen skal afgøres af Skatteankestyrelsen,
- Anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt under et retsmøde i Landsskatteretten, hvis klagen skal afgøres af Landsskatteretten.
Klager - opsættende virkning?
Klager på inddrivelsesområdet har ikke opsættende virkning.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog beslutte, at indsigelser om kravets eksistens og størrelse tillægges opsættende virkning, ►hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer.◄ Se gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2.
Mulighed for at klage over afgørelsen
Afgørelser truffet af Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Se skatteforvaltningslovens § 35 f.
Spørgsmål, som er afgjort af Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten, kan indbringes for domstolene inden 3 måneder efter, at Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten har truffet afgørelse. Se skatteforvaltningslovens § 49. Er en afgørelse påklaget til en administrativ klageinstans, kan klageren i stedet vælge at indbringe afgørelsen for domstolene indtil det tidspunkt, hvor klageren i forbindelse med en høring har modtaget oplysninger om indholdet af den afgørelse, som sagens oplysninger efter skatteankeforvaltningens vurdering vil føre til. Se skatteforvaltningslovens § 48, stk 2.
Bemærk
En sag kan indbringes direkte for domstolene inden for normal frist for klagesagsanlæg. Se også afsnit A.A.10.3.4.2 Overspringsreglen Overspringsreglen.
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed