Afgørelse

EU-domme

►C-677/21◄

►EU-Domstolen fandt, at artikel 2, stk. 1, litra a) i Rådets direktiv 2006/112 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2009/162/EU af 22. december 2009, sammenholdt med dette direktivs artikel 14, stk. 1, skal fortolkes således, at en distributionssystemoperatørs levering af elektricitet, selv hvis den er ufrivillig og et resultat af tredjemands ulovlige adfærd, udgør en levering af varer mod vederlag, som indebærer overdragelse af retten til at råde over et materielt gode.◄

C-605/20

EU-domstolen fandt at artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at transaktioner - der finder sted som led i et aftaleforhold, der identificerer en leverandør af tjenesteydelser, erhververen af disse og arten af de pågældende ydelser - som den afgiftspligtige person behørigt har bogført, hvorpå der er angivet en betegnelse, der bekræfter deres karakter af tjenesteydelser, og som har givet anledning til et af tjenesteyderen modtaget vederlag, der udgør den faktiske modværdi af de nævnte ydelser i form af debetnotaer, udgør en levering af ydelser, som foretages mod vederlag i denne bestemmelses forstand, uanset om den afgiftspligtige person for det første eventuelt ikke har oppebåret nogen fortjeneste, og der for det andet foreligger en garanti vedrørende de varer, som har været genstand for de nævnte tjenesteydelser.

C-90-20, Apcoa Parking Danmark A/S

Sagen angik, om momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), skal fortolkes således, at de kontrolgebyrer, som et parkeringsselskab i 13 nærmere opregnede tilfælde, opkræver af bilister, der parkerer deres bil i strid med forskrifterne i privatejede parkeringsanlæg, som selskabet er operatør på, udgør vederlag for en momspligtig udlejning af parkeringsplads, jf. ML (momsloven) § 4, stk. 1, 1. pkt., jf. § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt. 

Domstolen besvarede det forelagte spørgsmål med, at momsdirektivet skal fortolkes således, at kontrolgebyrer, der opkræves af et privatretligt selskab, som varetager driften af private parkeringsanlæg, for bilisters overtrædelse af vilkårene for brug af disse parkeringsanlæg, skal anses for at udgøre modydelser for levering af ydelser, som foretages mod vederlag i denne bestemmelses forstand, og som sådan er pålagt moms.

C-21/20, Balgarska natsionalna televizia

En levering af ydelser foretages kun »mod vederlag« som omhandlet i momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c, såfremt der mellem tjenesteyderen og modtageren består et retligt forhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet det af tjenesteyderen opkrævede vederlag udgør den faktiske modværdi af den individualiserede ydelse, som leveres til modtageren.

Det er en forudsætning, at der består en direkte sammenhæng mellem ydelsen og vederlaget, jf. i denne retning dom af 8.3.1988, Apple and Pear Development Council, 102/86, EU:C:1988:120, præmis 11, 12 og 16, af 22.6.2016, Český rozhlas, C-11/15, EU:C:2016:470, præmis 22, og af 22.11.2018, MEO - Serviços de Comunicações e Multimédia, C-295/17, EU:C:2018:942, præmis 39.

Domstolen fandt, at for så vidt angår audiovisuelle medietjenester, der til TV-seerne leveres af en national public service-udbyder, som finansieres af staten i form af tilskud, og for hvilke TV-seerne ikke betaler gebyrer, er der hverken noget retsforhold mellem denne udbyder og TV-seerne, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, eller nogen direkte sammenhæng mellem disse TV-medietjenester og dette tilskud (jf. analogt dom af 22.6.2016, Český rozhlas, C-11/15, EU:C:2016:470, præmis 23). Med leveringen af denne tjeneste er nævnte udbyder og disse TV-seere ikke forbundet af noget aftalemæssigt forhold eller en transaktion, for hvilken der er fastsat en pris, og heller ikke af nogen retlig forpligtelse, som den ene frivilligt har indgået med den anden. De samme TV-seere har også fri adgang til audiovisuelle medietjenester fra samme udbyder, og den pågældende virksomhed er generelt til gavn for alle potentielle TV-seere.

Tilskuddet og den virksomhed, hvortil der ydes tilskud, er lovbestemt. Tildelingen af tilskud, der generelt skal finansiere den nationale public service-udbyders virksomhed, som består i forberedelse, produktion og udsendelse af landsdækkende og regionale udsendelser, og som fastsættes på grundlag af et fast lovbestemt beløb pr. programtime, er uafhængig af TV-seernes faktiske brug af de udbudte audiovisuelle medietjenester, deres identitet eller det konkrete antal TV-seere til hvert program.

C-528/19, Mitteldeutsche Hartstein-Industrie AG 

I sagen skulle EU-Domstolen bl.a. tage stilling til, om en tilladelse til at drive et stenbrud, der ensidigt var udstedt af en myndighed i en medlemsstat, udgjorde den samlede modværdi, for ydelser leveret af en en afgiftspligtig person, der uden modydelse i penge, havde udført arbejder med udvidelse af en kommunevej, således at disse arbejder udgjorde en transaktion mod vederlag i direktivets forstand. 

Med henvisning til, at de i hovedsagen omhandlede arbejder blev udført på en vejstrækning tilhørende en kommune, mens tilladelsen til drift af kalkbruddet var udstedt af regeringspræsidiet, afgørelsen om udstedelse af driftstilladelse til stenbruddet var en ensidig offentlig myndighedsakt, og det var ubestridt at arbejderne med udvidelsen af den pågældende kommunevej ikke havde givet anledning til betaling af nogen modydelse i form af penge, fandt EU-Domstolen, at det ikke var godtgjort, at der var en direkte tilknytning mellem leveringen af af arbejderne med udvidelsen af den pågældende kommunevej til den pågældende kommune og udstedelsen af af tilladelsen til drift af kalkstensbruddet til sagsøgeren i hovedsagen. Tilladelsen var således ikke en modydelse for arbejderne med udvidelsen af vejstrækningen. 

Det forhold, at tilladelsen til driften af kalkstensbruddet var betinget af, at arbejderne med udvidelsen af den kommune vej var afsluttet inden for en nærmere angiven frist, kunne heller ikke medføre ikke at disse arbejder var en modværdi for retten til at drive stensbruddet. Der var blot tale om en betingelse, som skulle være opfyldt, for at der kunne gøres brug af tilladelsen.

C-501/19, UCMR - ADA

Artikel 2, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2010/88/EU af 7. december 2010, skal fortolkes således, at en indehaver af ophavsrettigheder til musikværker foretager en levering af ydelser mod vederlag til en arrangør af forestillinger, som er den endelige bruger, når denne arrangør på grundlag af en ikkeeksklusiv licens har tilladelse til at overføre disse værker til almenheden mod betaling af et vederlag, som opkræves af en udpeget kollektiv forvaltningsorganisation, der handler i sit navn, men for denne indehaver af ophavsrettigheders regning.

Artikel 28 i direktiv 2006/112/EF, som ændret ved direktiv 2010/88, skal fortolkes således, at en kollektiv forvaltningsorganisation, der i sit eget navn, men på vegne af indehaverne af ophavsrettigheder til musikværker, opkræver det vederlag, der skyldes til dem som modydelse for tilladelsen til at overføre deres beskyttede værker til almenheden, handler i egenskab af »afgiftspligtig person« i denne artikels forstand og dermed anses for at have modtaget denne levering af ydelser fra disse indehavere, inden organisationen selv leverer den til den endelige bruger. I en sådan situation er denne organisation forpligtet til i sit navn at tilstille den endelige bruger fakturaer, hvori det fra brugeren opkrævede vederlag er angivet inklusive merværdiafgift (moms). Indehaverne af ophavsrettighederne er dernæst forpligtet til at tilstille den kollektive forvaltningsorganisation fakturaer med angivelse af moms for den ydelse, der er blevet leveret som modydelse for det opkrævede vederlag.

Det følger imidlertid af fast retspraksis, at en tjenesteydelse kun foretages mod vederlag som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/112 og derfor kun er afgiftspligtig, såfremt der mellem tjenesteyderen og modtageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet det af tjenesteyderen modtagne vederlag udgør den faktiske modværdi af den ydelse, som leveres til modtageren. Dette er tilfældet, såfremt der består en direkte sammenhæng mellem tjenesteydelsen og den modtagne modværdi (jf. i denne retning dom af 11.3.2020, San Domenico Vetraria, C-94/19, EU:C:2020:193, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

En sådan direkte sammenhæng kan i forholdet mellem en arbejdsgiver og dennes ansatte udmøntes ved, at den ansatte skal give afkald på en del af vedkommendes kontante løn til gengæld for en ydelse, der ydes af arbejdsgiveren (jf. i denne retning dom af 16.10.1997, Fillibeck, C-258/95, EU:C:1997:491, præmis 14 og 15, og af 29.7.2010, Astra Zeneca UK, C-40/09, EU:C:2010:450, præmis 29).

I det foreliggende tilfælde henviser den forelæggende ret i sit præjudicielle spørgsmål til udlån af et køretøj, for hvilket medarbejderen hverken erlægger nogen betaling eller anvender nogen del af sin kontante løn, og heller ikke vælger mellem forskellige fordele, som tilbydes af den afgiftspligtige person i henhold til en aftale mellem parterne, hvorefter retten til at benytte firmabilen er knyttet til afståelse af andre fordele.

Med forbehold af den efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, kan en sådan ydelse således ikke kvalificeres som »levering af ydelser mod vederlag« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/112.

C-43/19, Vodafone Portugal

Momspligt. Beløb, som af en erhvervsdrivende opkræves i tilfælde af kundens førtidige ophævelse af en kontrakt, der indeholder en bindingsperiode, men til gengæld giver kunden gunstige vilkår, skal anses for betaling for en levering mod vederlag. Kompensationsbeløbet skal anses for en del af prisen for den leverede tjenesteydelse.

Det er ikke relevant, at kompensationsbeløbene ikke gør det muligt for Vodafone at opnå de samme indtægter, som hvis kunden ikke havde ophævet aftalen før tid.

Følgeretsvederlaget til ophavsretshaveren er ikke vederlag for en ydelse udført af denne.

C-410/17, A OY

1) Artikel 2, stk. 1, litra a) og c), i Rådets direktiv 2006/112/EF sammenholdt med artikel 14, stk. 1, og artikel 24, stk. 1, skal fortolkes således, at når en nedrivningsvirksomhed, i henhold til en nedrivningskontrakt, er forpligtet til at udføre nedrivningsarbejder og kan videresælge metalskrot, der er indeholdt i nedrivningsaffaldet, da omfatter nedrivningskontrakten en levering af ydelser mod vederlag, dvs. udførelsen af nedrivningsarbejderne, og desuden en levering af varer mod vederlag, dvs. leveringen af metalskrot, hvis nedrivningsvirksomheden ansætter leveringen af metalskrot til en værdi, som virksomheden tager i betragtning ved fastsættelsen af den tilbudte pris for udførelse af nedrivningsarbejderne.

 2) Artikel 2, stk. 1, litra a) og c), i direktiv 2006/112, sammenholdt med artikel 14, stk. 1, og artikel 24, stk. 1, skal fortolkes således, at når en nedrivningsvirksomhed, i medfør af en nedrivningskontrakt, køber en vare til demontering og forpligter sig til at demontere og bortskaffe denne vare samt at bortskaffe det heraf fremkomne affald, da omfatter kontrakten en levering af varer mod vederlag, dvs. leveringen af en vare til demontering. Såfremt nedrivningsvirksomheden er forpligtet til at demontere og bortskaffe denne vare samt at bortskaffe det heraf fremkomne affald, da omfatter kontrakten desuden en levering af ydelser mod vederlag, dvs. udførelsen af nedrivnings- eller demonterings- og bortskaffelsesarbejderne, hvis nedrivningsvirksomheden ansætter denne levering af ydelser til en værdi, som virksomheden tager i betragtning ved fastsættelsen af den tilbudte pris som en faktor, der reducerer købsprisen for varen til demontering.

Et på forhånd bestemt beløb, svarende til det månedligt aftalte abonnementsgebyr ganget med forskellen mellem den minimumsperiode, der var fastsat i aftalen med kunden, og antallet af måneder, hvor tjenesteydelsen var blevet leveret, som virksomheden opkrævede sin kunde i tilfælde af kundens førtidige ophævelse af en aftale om levering af ydelser, eller hvis førtidig ophævelse skete af en grund, der kunne tilregnes kunden, var momspligtigt vederlag for levering af ydelser.

Det forelagte spørgsmål skal besvares med, at momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra a), skal fortolkes således, at et aktieselskabs overdragelse af ejendomsretten til fast ejendom til en af dets aktionærer, der ligesom den i hovedsagen omhandlede overdragelse foretages inden for rammerne af en ordning for inddragelse af aktier fastsat i den nationale lovgivning som en modydelse for det nævnte aktieselskabs tilbagekøb af de aktier i dets selskabskapital, som er ejet af denne aktionær, udgør en levering af varer mod vederlag, der er momspligtig, for så vidt som den nævnte faste ejendom anvendes til dette aktieselskabs økonomiske virksomhed.

Betingelsen om en direkte sammenhæng mellem leverede ydelser og et vederlag er opfyldt, også når vederlaget ikke er fastsat i forhold til individualiserede tjenester, men som et fast beløb og på en årlig basis, således at vederlaget dækker de omkostninger, som leverandøren har.

Artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at udstedelsen af "kreditter" såsom de i hovedsagen omhandlede, der giver en erhvervsdrivendes kunder mulighed for at afgive bud i auktioner, der afholdes af denne erhvervsdrivende, udgør en tjenesteydelse mod vederlag, hvor modydelsen er det beløb, der betales for "kreditterne".

Artikel 73 i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede indgår værdien af de "kreditter", der anvendes til at afgive bud, ikke i den modydelse, der opkræves af den afgiftspligtige for de leveringer af varer, som denne afgiftspligtige foretager til fordel for de brugere, der har vundet en auktion, som denne har afholdt, eller for dem, der har foretaget deres køb ved hjælp af funktionerne "køb nu" eller "optjent rabat".

Kollektive forvaltningsorganisationer for ophavsret og beslægtede rettigheder opkrævede i henhold til den polske ophavsretslov i eget navn, men for rettighedshavernes regning, gebyrer for salg af tomme medier og apparater til optagelse og gengivelse af værker. Gebyrerne kunne ikke anses for vederlag for leverancer.

Når en afgiftspligtig person overdrager ejendomsretten til en byggegrund til statskassen/anden offentlig myndighed som udligning af afgiftsrestancer, kan dette ikke anses som en levering mod vederlag. Såfremt den afgiftspligtige person allerede har taget fradrag for købsmomsen, skal der betales udtagningsmoms, i henhold til momssystemdirektivets artikel 16.

Et holdingselskab, der griber ind i administrationen af sine datterselskaber, kan ikke anses for at udøve en "økonomisk virksomhed" i momssystemdirektivets forstand, når det hverken fakturerer disse selskaber for de ydelser, det har erhvervet i hele koncernens interesse, eller momsen i denne henseende, og et sådant holdingselskab har ikke ret til at fradrage den indgående moms, der er betalt for de erhvervede tjenesteydelser, for så vidt som disse tjenesteydelser vedrører transaktioner, der ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde.

En afgiftspligtig hesteejers tilrådighedsstillelse af en hest til arrangøren af et hestevæddeløb med henblik på hestens deltagelse i et væddeløb udgør ikke en levering af en ydelse mod vederlag, i tilfælde af at tilrådighedsstillelse ikke giver anledning til betaling af et deltagerhonorar eller anden direkte aflønning, og i tilfælde af at det alene er de hesteejere, hvis heste bliver placeret godt i løbet, som modtager en præmie, selv hvis denne er fastsat på forhånd. En sådan tilrådighedsstillelse af en hest udgør derimod en levering af ydelser mod vederlag i tilfælde af, at den giver anledning til arrangørens betaling af en aflønning uafhængig af den pågældende hests placering i løbet.

Der er fradrag for købsmoms i forbindelse med transaktioner vedrørende forberedelse og deltagelse i hestevæddeløb af heste tilhørende den afgiftspligtige, som avler og træner sine egne væddeløbsheste såvel som andres heste, med den begrundelse, at udgifterne afholdt i forbindelse med disse transaktioner er del af de generelle omkostninger ved den pågældende persons økonomiske virksomhed, på betingelse af at de udgifter, der er afholdt i forbindelse med hver af disse transaktioner, har en direkte og umiddelbar forbindelse med hele denne virksomhed. Dette kan være tilfældet, hvis de således afholdte omkostninger vedrører væddeløbsheste, som faktisk er bestemt til salg, eller hvis disse hestes deltagelse i væddeløb objektivt set er et middel til at fremme den økonomiske virksomhed, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at vurdere.

Artikel 9, stk. 1, i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at udnyttelsen af landbrugstekniske bygge- og anlægsarbejder, som foretages af et handelsselskab uden fortjeneste for øje, der alene på supplerende vis udøver denne virksomhed erhvervsmæssigt, udgør økonomisk virksomhed i denne bestemmelses forstand, uanset at bygge- og anlægsarbejderne i væsentligt omfang er blevet finansieret gennem statsstøtte og at udnyttelsen alene giver indtægter i form af afgifter af beskeden størrelse, når afgiften på grund af varigheden af den fastsatte opkrævningsperiode er af en vis varig karakter.

Artikel 24 i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at udnyttelsen af de landbrugstekniske bygge- og anlægsarbejder udgør levering af ydelser, som foretages mod vederlag, da de er direkte forbundet med den afgift, der er modtaget eller skal modtages, forudsat at dette beskedne afgiftsbeløb udgør en modværdi for den leverede ydelse, og uanset at ydelserne leveres som et led i opfyldelsen af forpligtelser, som er fastsat ved lov.

Det påhviler den forelæggende ret at vurdere, om det afgiftsbeløb, som er modtaget eller skal modtages, i sin egenskab af modydelse kan karakterisere en direkte forbindelse mellem de ydelser, som er foretaget eller skal foretages, og denne modydelse, og følgelig, om leveringen af ydelserne er foretaget mod vederlag. Den forelæggende ret skal nærmere bestemt sikre sig, at den afgift, som sagsøgerne i hovedsagen har fastsat, ikke kun delvist udgør et vederlag for de ydelser, som er foretaget eller skal foretages, og at størrelsen heraf ikke er blevet fastsat på grundlag af andre faktorer, som i givet fald potentielt kan drage tvivl om den direkte forbindelse mellem ydelserne og modydelserne herfor.

Sagen drejer sig om momspligt af og fradrag for abonnementsaftaler om rådgivningsydelser.

EU-domstolen fastslog, at momssystemdirektivets artikel 24, stk. 1, skal fortolkes således, at begrebet "levering af ydelser" omfatter abonnementsaftaler om levering af rådgivningsydelser til en virksomhed af bl.a. juridisk, handelsmæssig og økonomisk karakter, hvor tjenesteyderen har stillet sig til rådighed for kunden i aftalens løbetid.

Endvidere at for så vidt angår abonnementsaftaler som de i hovedsagen omhandlede skal momssystemdirektivets artikel 62, stk. 2, artikel 63 og artikel 64, stk. 1, fortolkes således, at afgiftspligten indtræder og forfalder ved udløbet af den periode, for hvilken betalingen er aftalt, uden at det kommer an på, om og hvor ofte kunden faktisk har gjort brug af tjenesteyderens ydelser.

Et luftfartsselskabs udstedelse af billetter skal pålægges moms i tilfælde, hvor passagerne ikke kan opnå tilbagebetaling, hvis passagerne ikke bruger de udstedte billetter.

De ydelser, som luftfartsselskabets skal udføre for at opfylde sine forpligtelser i forbindelse med en aftale om luftbefordring af personer, er passagerernes indtjekning og ombordstigning, modtagelsen af disse om bord på flyet på det afgangssted, der er fastsat i den omhandlede befordringsaftale, flyets afgang på det planlagte afgangstidspunkt, transport af passagererne og deres bagage fra afgangs- til ankomststedet, forplejning af passagererne under flyrejsen og endelig passagerernes udstigning under sikre forhold på det i henhold til aftalen fastsatte ankomststed og ankomsttidspunkt. Gennemførelsen af disse ydelser er imidlertid kun mulig, hvis luftfartsselskabets passager møder op på den fastsatte dato og det fastsatte boardingsted, idet selskabet forbeholder passageren retten til at nyde godt heraf indtil boardingtidspunktet under de omstændigheder, der er præciseret i den transportaftale, som blev indgået i forbindelse med billetkøbet. Den individualiserede modydelse til passageren for dennes betaling for billetten er derfor passagerens ret til at nyde godt af opfyldelsen af luftfartsselskabets forpligtelser. Uanset om passageren gør brug af denne ret. Luftfartsselskabet leverer en ydelse til passageren bestående i, at passageren får mulighed for at nyde godt af, at selskabet opfylder sine forpligtelser. Den betaling for billetten, som ikke tilbagebetales, kan derfor ikke anses for en kontraktlig erstatning, der ikke skal pålægges moms, fordi den har til formål at afhjælpe det af selskabet lidte tab. Ligesom beløbet ikke kan anses for et depositum.

Afgiftspligten indtræder på det tidspunkt, hvor billetprisen modtages. Uanset om beløbet modtages af luftfartsselskabet selv, af en tredjemand, der handler i selskabets navn, eller af en tredjemand, der handler i eget navn, men for luftfartsselskabets regning.

Tilsvarende skal et luftfartsselskab betale moms af en standardkompensation modtaget fra en tredjemand, der inden for rammerne af en franchisekontrakt dels markedsfører luftfartsselskabets billetter for selskabets regning dels betaler selskabet en standardkompensation for de af passagerne ubenyttede billetter beregnet som en procentdel af den årlige omsætning på ruterne.

C-174/14, Saudacor

Muligheden for at kvalificere en levering af tjenesteydelser som en levering mod vederlag forudsætter udelukkende, at der består en direkte sammenhæng mellem denne levering og en modværdi, som den afgiftspligtige faktisk har modtaget. En sådan direkte sammenhæng foreligger, såfremt der mellem tjenesteyderen og modtageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet det af tjenesteyderen modtagne vederlag udgør den faktiske modværdi af den ydelse, som leveres til modtageren (jf. bl.a. dom Serebryannay vek, C-283/12, EU:C:2013:599, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

Henset til den varige og fortsatte karakter af de tjenesteydelser, som Saudaçor leverer på området for planlægning og administration, kan den omstændighed, at dette vederlag ikke er fastsat i forhold til de individualiserede tjenester men som et fast beløb og på årlig basis med henblik på at dække de omkostninger, selskabet har til driften, ikke i sig selv påvirke den direkte sammenhæng mellem leveringen af ydelserne og den modtagne modydelse, hvis størrelse fastsættes på forhånd efter faste kriterier (jf. i denne retning dom Le Rayon d'Or, C-151/13, EU:C:2014:185, præmis 36 og 37).

C-159/14, “Koela-N" EOOD

Kendelse (på fransk og bulgarsk), dog domskonklusion på dansk.

Om dommen i øvrigt, se afsnit D.A.11.1.5.2 Svig om fradrag og svig.

C-7/13, Skandia America Corp. (USA), filial Sverige

C-494/12, Dixons Retail 

C-283/12, Serebryannay vek EOOD

En levering af ydelser til reparation og indretning af en lejlighed skal betragtes som leveret mod vederlag, hvis tjenesteyderen i henhold til en kontrakt, der er indgået med ejeren af denne lejlighed, på den ene side forpligter sig til at levere denne tjenesteydelse for egen regning og på den anden side får ret til at råde over denne lejlighed med henblik på at anvende den til sin økonomiske virksomhed i kontraktens løbetid uden at være forpligtet til at betale leje, mens ejeren får den indrettede lejlighed tilbage ved kontraktens udløb.

Kontraktvilkår er - skønt de udgør et forhold, der skal tages i betragtning - ikke afgørende for identifikationen af leverandøren og modtageren i forbindelse med en "levering af tjenesteydelser" i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i 6. momsdirektivs artikel 2, nr. 1), og artikel 6, stk. 1. De kan særligt forkastes, når det viser sig, at de ikke afspejler den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed, men udgør et rent kunstigt arrangement, som ikke hænger sammen med den økonomiske virkelighed og alene er gennemført med henblik på at opnå en afgiftsmæssig fordel, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.

C-520/10, Lebara Ltd.

Telefonioperatør udbød teletjenester til en distributør i form af telefonkort. Telefonkortene indeholdt alle nødvendige oplysninger til at foretage internationale telefonopkald ved hjælp af en infrastruktur, der var stillet til rådighed af operatøren. Telefonkortene blev af distributørerne videresolgt i eget navn og for egen regning til slutbrugere. Enten direkte eller gennem andre afgiftspligtige personer, såsom grossister og detailhandlere. Domstolen fandt, at telefonioperatøren leverede en teletjeneste mod vederlag til distributøren. Operatøren leverede derimod ikke en anden tjenesteydelse mod vederlag til slutbrugeren, når denne efter at have erhvervet telefonkortet udøver retten til at foretage telefonopkald ved at anvende de på kortet påførte oplysninger.

C-93/10, GFKL Financial Services AG

En erhvervsdrivende, der for egen risiko køber uerholdelige fordringer til en pris, som er lavere end fordringernes pålydende værdi, leverer ikke tjenesteydelser mod vederlag som omhandlet i artikel 2, nr. 1), og udøver ikke økonomisk virksomhed, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde, når differencen mellem fordringernes pålydende værdi og købsprisen afspejler de omhandlede fordringers faktiske økonomiske værdi på tidspunktet for deres overdragelse.

Et selskab inden for lægemiddelindustrien tilbyder sine ansatte (lønmodtagere) en aflønningsordning, der består af en fast årlig løn, der betegnes som »fordelsfond« , og som omfatter en kontant betaling og i givet fald fordele, som de ansatte forudgående har valgt, idet hver fordel, som en ansat har valgt, bevirker, at der i denne ansattes fond foretages et bestemt fradrag. Blandt disse fordele tilbyder selskabet sine ansatte værdikuponer, der kan anvendes i visse forretninger. Disse værdikuponer har en pålydende værdi af 10 GBP, men de resulterer i et fradrag med et lavere beløb (mellem 9,25 GBP og 9,55 GBP) i de ansattes fond.

Domstolen fandt, at et selskabs levering af en værdikupon, som selskabet har erhvervet til en pris inklusive moms, til sine ansatte, mod at sidstnævnte giver afkald på en del af deres løn i kontanter, udgør en levering af tjenesteydelser, som foretages mod vederlag.

C-277/05, Société thermale d'Eugénie-les-Bains

EF-domstolen slog fast, at beløb, der betales i form af et depositum inden for rammerne af aftaler om levering af momspligtige hotelydelser - når kunden gør brug af sin mulighed for annullation, og bestyreren af hotelvirksomheden beholder disse beløb - skal anses for godtgørelse for det tab, der er lidt som følge af kundens annullation. Depositummet er herved uden direkte sammenhæng med nogen form for levering af tjenesteydelser mod vederlag, og er derfor som sådan ikke momspligtig. Ikke levering mod vederlag.

Skattestyrelsen finder ikke, at EF-domstolen herved har taget stilling til, hvorvidt dette ligeledes gælder, hvis afbestillingen foretages efter leverancens påbegyndelse. Såfremt sådanne beløb beholdes anses de for momspligtige. Se TfS1999, 173 TSS. ML (momsloven) § 23, stk. 3, finder dog ikke anvendelse på beløbene, se D.A.7.2.5 Modifikation: Forudbetalingstidspunktet ML § 23, stk. 3.

Sammenhold evt. dommen med dommen i de forenede sager C-250/14 og C-289/14, Air France-KLM og Hop!-Brit Air.

C-210/04, FCE Bank

Ydelser fra hjemsted i et EU-land til fast forretningssted i andet EU-land. Det faste forretningssted modtog ydelser i form af konsulentbistand, management, personaleuddannelse, databehandling samt applikationssoftware.

EF-domstolen fandt, at hjemsted og fast forretningssted skulle anses for en og samme momspligtige person. Der bestod derfor ikke et retsforhold mellem to parter vedrørende en gensidig udveksling af ydelser. Ikke levering mod vederlag.

Sammenhold med C-7/13, Skandia America Corp. (USA), filial Sverige, der er omtalt ovenfor.

Se evt. tillige SKM2009.119.SR, hvor Skatterådet udtalte, at i det omfang et forsikringsselskabs filial i udlandet udgør et fast forretningssted i momslovens forstand, kan filialen og selskabet - uanset sag C-210/04, FCE Bank plc - ikke anses for tilsammen at udgøre en enkelt afgiftspligtig person, når selskabet indgår i en fællesregistrering her i landet. Se endvidere SKM2016.344.SR (omtalt nedenfor) og afsnit D.A.14.1.7 Fællesregistrering ML § 47, stk. 4.

C-435/03, British American Tobacco International Ltd

Tyveri af varer kan ikke anses for levering mod vederlag og kan derfor ikke være momspålagt. Det har ikke betydning, om varerne er punktafgiftspligtige. Ikke levering mod vederlag.

Der er i forbindelse med dommen ikke taget stilling til anvendelsen af momssystemdirektivets artikel 155 (tidligere 6. momsdirektivs artikel 16, stk. 1, som affattet ved artikel 28c, punkt E), som er den underliggende hjemmel for ML (momsloven) § 11 a. Se evt. afsnit D.A.4.8.4 Fraførsel fra Københavns Frihavn og afgiftsoplag om afgiftsoplag.

Sammenhold med dommen i C-273/12, Harry Winston SARL, der er omtalt i D.A.4.9.3 (momspligt (importmoms) ved tyveri fra toldoplag).

C-305/01, MKG-Kraftfahrzeuge-Factoring GmbH.

Factoring. En erhvervsdrivende, der opkøber fordringer med overtagelse af tabsrisikoen og som modværdi fakturerer sine kunder et gebyr, udøver økonomisk virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i momssystemdirektivets artikel 2 og 9 (tidligere artikel 2 og 4), og er dermed en afgiftspligtig person.

Denne økonomiske virksomhed er ikke omfattet af momsfritagelsen i ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 11, litra c). Se afsnit D.A.5.11.4.4 Forvaltning af egne udlån om forvaltning af egne udlån og D.A.5.11.6.4 Fordringer og inddrivelse af fordringer om fordringer og inddrivelse af fordringer.

Sammenhold med C-93/10, GFKL Financial Services AG, der er omtalt ovenfor. Og med C-435/05, Investrand BV om egne fordringer, der er omtalt i D.A.3.1.4.2.4 Finansiel virksomhed. 

C-77/01, EDM

Tre konsortier var hver især oprettet med det formål at lokalisere mineralforekomster i hvert sit område i Portugal. Hvis det var rentabelt at udnytte forekomsterne, skulle der oprettes et selskab med henblik på udnyttelsen. Medlemmerne af hvert konsortium arbejdede hver især, men i fælles interesse, gratis for konsortiet. Ikke levering mod vederlag.

Derimod fandt domstolen i samme sag, at når et medlems overskridelse af forpligtelsen til gratisarbejde medførte ret til betaling fra de andre medlemmer af konsortiet, så var betalingen momspligtig. Levering mod vederlag.

C-174/00, Kennemer Golf & Country Club

Golfklub. Årlige bidrag fra medlemmerne var uafhængige af, om medlemmerne brugte klubbens faciliteter med tilhørende ydelser, samt af omfanget af evt. brug. Levering mod vederlag.

C-498/99, Town & County Factors Ltd

Konkurrence. Udbyderen var kun moralsk forpligtet til at udbetale eller overdrage præmierne. Aftalen om deltagelse i konkurrencen kunne ikke af deltagerne påberåbes ved domstolene. Levering mod vederlag.

C-455/98, Kaupo Salumets m.fl.

Indsmugling af alkohol. Ulovligt indført produkt i konkurrence med lovligt indførte produkter. Importmoms ved indsmugling.

C-3/97, Goodwin, Unstead

Forfalskede parfumeprodukter. Forfalskede produkter i konkurrence med lovlige produkter. Levering mod vederlag.

C-283/95, Karlheinz Fischer

Ulovligt hasardspil. Indehaver af spilletilladelse afholdt spil, der ikke var omfattet af tilladelsen og dermed var ulovlige. De ulovlige spil var i konkurrence med tilsvarende spil udbudt lovligt af andre med tilladelse til afholdelse af spillene. Levering mod vederlag.

C-258/95, Julius Fillibeck Söhne

Arbejdsgivers befordring af sine ansatte. Efter kollektiv overenskomst skulle arbejdsgiver sørge for befordringen af de ansatte fra disses bopæl til skiftende arbejdssteder, når der var tale om en vis længere afstand. De befordrede ansatte betalte ikke for transporten og fik ikke lønnen nedsat svarende til værdien af transporten. Ikke levering mod vederlag.

Især interessant i forbindelse med byttehandel. Se evt. videre afsnit D.A.8.1.1.10 Byttehandel.

C-16/93, Tolsma

Gadeorgel. Musikfrembringelse på offentlig vej. Ikke aftale om vederlag, selvom gademusikanten beder om og også modtager frivillige betalinger fra de forbipasserende. Ikke levering mod vederlag.

C-269/86, Mol

Narkotika. Med undtagelse af visse særtilfælde, hvor narkotiske stoffer sælges under myndighedsovervågning til medicinske eller videnskabelige formål, er narkotiske stoffer forbudt i alle medlemsstater. Ulovligt salg af narkotiske stoffer er derfor ikke i konkurrence med lovligt salg af samme stoffer. Ulovligt salg af stoffer er endvidere ikke omfattet af EF-traktatens og momsdirektivernes formål om skabelsen af et fælles marked. Ikke levering mod vederlag.

Domstolen kom til samme resultat i sag C-289/86, Happy Family. Ikke levering mod vederlag.

Derimod fandt domstolen i C-158/98, Coffeshop Siberië, at udlejning af et sted, der blev anvendt til salg af narkotika var omfattet af sjette momsdirektivs anvendelsesområde. Levering mod vederlag.

C-102/86, Apple and Pear Development Council

Udviklingsråd. Rådets opgaver bestod hovedsageligt i at gøre reklame for æbler og pærer samt fremme deres afsætning og forbedre deres kvalitet. Rådet kunne pålægge frugtavlerne en lovbestemt afgift. Denne afgift havde ikke en direkte sammenhæng med den indirekte fordel, som den enkelte frugtavler måtte drage af rådets arbejde for frugtavlernes fælles interesser. Ikke levering mod vederlag.

C-154/80, Coöperatieve Aardappelen
bewaarplaats GA

Andelsselskab drev et varelager, men opkrævede ikke lagerafgift af sine medlemmer for lagerydelsen. Ikke levering mod vederlag.

Især interessant i forbindelse med byttehandel. Se evt. videre afsnit D.A.8.1.1.10 Byttehandel.

Sagen angik, om de kontrolgebyrer, som appellanten, et parkeringsselskab, opkræver af bilister, der parkerer deres bil i strid med forskrifterne i privatejede parkeringsanlæg, som appellanten er operatør på, udgør vederlag for en momspligtig udlejning af parkeringsplads, jf. ML (momsloven) § 4, stk. 1, 1. pkt., jf. § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt. Sagen angik 13 nærmere opregnede tilfælde, hvor appellanten opkræver sådanne kontrolgebyrer.

Højesteret forelagde spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen af momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c. Domstolen fastslog i dom af 20. januar 2022 (sag C-90/20), at denne bestemmelse skal fortolkes således, at der skal betales moms af kontrolgebyrer.

Højesteret bemærkede, at ML (momsloven) § 4, stk. 1, der bl.a. gennemfører momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c, må forstås i overensstemmelse med direktivbestemmelsen. De omhandlede kontrolgebyrer måtte herefter anses for vederlag for en ydelse som nævnt i ML (momsloven) § 4, stk. 1, således at der skal betales moms af gebyrerne.

Stadfæstelse af landsrettens dom i SKM2018.480.VLR

Sagen vedrørte, om selskabet var forpligtet til at betale moms i perioden fra 1. oktober 2003 til 31. december 2005 i forbindelse med affaldsbehandling af biler, der blev udbetalt skrotningsgodtgørelse for.

Højesteret fandt, at reglerne i bilskrotbekendtgørelsen indebærer, at der mellem den, som afleverer sin bil til affaldsbehandling, og den registrerede virksomhed, som skal forestå affaldsbehandlingen, må anses indgået en aftale om udførelse af en tjenesteydelse i form af affaldsbehandling af bilen. Hvis den registrerede virksomhed modtager et vederlag for affaldsbehandlingen, skal der derfor betales moms af denne ydelse, jf. ML (momsloven) § 4, stk. 1.

Højesteret tiltrådte, at selskabets annoncering på hjemmesiden, i aviser og ved skiltning gav indtryk af, at bilerne udelukkende modtages med henblik på skrotning. Stort set alle de biler, som selskabet modtog i den omhandlede periode, blev skrottet og ikke videresolgt. I alle de tilfælde, som denne sag angik, havde bilens registrerede ejer underskrevet skrotningsattestens fortrykte transporterklæring, hvorefter den pågældende dels transporterede sit krav på skrotningsgodtgørelse uigenkaldeligt til H1 selskabet, dels erklærede at være fyldestgjort for beløbet, og at bilen var ubehæftet. På grundlag af denne transport fik selskabet udbetalt skrotningsgodtgørelsen for den pågældende bil.

Højesteret fandt derfor, at selskabet måtte anses for at have indgået aftale om affaldsbehandling med ejerne af de biler, som selskabet modtog, og som der blev udbetalt skrotningsgodtgørelse for. Dette gjaldt, selv om aftalen med den enkelte bilejer var udformet som en aftale om køb af en brugt bil. Selskabet havde derfor været forpligtet til i medfør af ML (momsloven) § 4, stk. 1, at betale moms af vederlaget for affaldsbehandlingen af de pågældende biler for perioden fra 1. oktober 2003 til 31. december 2005.

Se også omtalen af SKM2008.519.LSR og SKM2008.594.LSR nedenfor.

Udlejningsvirksomhed måtte anses for drevet af sagsøger personligt. Udokumenteret, at virksomheden var overdraget til anden side. Levering mod vederlag.

TfS1996, 357HD

Den forhøjede afgift var opkrævet med hjemmel i et aftalelignende forhold og var derfor vederlag for en ydelse. Højesteret henviste derudover til de grunde, der var anført af landsretten.

I TfS1995, 332ØLD fastslog landsretten, at uanset at den forhøjede parkeringsafgift var fastsat som en standardtakst af betydelig størrelse i forhold til den sædvanlige parkeringsafgift begrundet i CarPark A/S´s ønske om at undgå parkering i strid med forskrifterne, blev den forhøjede afgift, der blev opkrævet med hjemmel i et aftalelignende forhold, anset som vederlag for en ydelse omfattet af ML (momsloven) § 4, stk. 1, jf. ML (momsloven) § 27, stk. 1, jf. ML (momsloven) § 13, stk. 1, pkt. 8), 2. pkt.

Højesteret stadfæster TfS1995, 332ØLD.

Landsretsdomme

►Sagen angik, om A A/S, der driver momsfritaget forsikringsvirksomhed efter ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 10, og derfor ikke har fradragsret for moms af sine indkøb i medfør af ML (momsloven) § 37, stk. 1, for årene 2007-2011 havde krav på (yderligere) godtgørelse af et momsbeløb på ca. 57 mio. i medfør af den dagældende momslovs § 45, stk. 4. Dette beroede på, om omsætningen fra A's faste forretningssted i Norge ved salg af forsikringer til norske kunder kunne medregnes ved opgørelsen af godtgørelsen.◄

►På baggrund af en gennemgang af EU-Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af momssystemdirektivets artikel 169, litra c, som er gennemført ved momslovens § 45, stk. 4, navnlig dommen i sag C-388/11, Crédit Lyonnais, gav Østre Landsret Skatteministeriet medhold i, at A ikke kunne medregne omsætningen fra det faste forretningssted.◄

►Henset til de bærende hensyn som anføres i EU-Domstolens dom i Le Crédit Lyonnais, herunder princippet om territorial tilknytning og princippet om momsens neutralitet, fandt Østre Landsret, at det endvidere ikke kan antages at have selvstændig betydning for hovedsædets adgang til at inddrage det faste forretningssteds omsætning ved beregningen af hovedsædets pro rata-sats, om hovedsædet og det faste forretningssted momsretligt måtte anses for at udgøre én afgiftspligtig person eller to selvstændige afgiftspligtige personer. Landsretten fandt derfor, at den omstændighed, at det faste forretningssted i Norge i momsretlig henseende skulle betragtes som en selvstændig afgiftspligtig person i forhold til A A/S som følge af, at A A/S indgik i en dansk fællesregistrering, ikke kunne føre til et andet resultat.◄

►Landsretten fandt derudover, at det ville være uforeneligt med EU-Domstolens fortolkning af momssystemdirektivets artikel 169, litra c, såfremt den norske filial i den foreliggende situation ansås for formidler af forsikringsydelserne i medfør af momslovens § 4, stk. 4, med den konsekvens, at A A/S kunne medregne den norske filials omsætning i opgørelsen af selskabets momsgodtgørelse i Danmark.◄

►Vedrørende et subsidiært spørgsmål i sagen gav landsretten ministeriet medhold i, at A ikke havde dokumenteret at have allokeret omkostninger til (gen-)forsikring til det faste forretningssted, hvilket kunne have medført, at A havde ret til en vis - mindre - godtgørelse.◄

►Skatteministeriet blev herefter frifundet for A's påstande.◄

Landsretten stadfæstede byrettens dom i SKM2020.143.BR mht. momspligten af den omhandlede "udtrædelsesgodtgørelse", da selskabet heller ikke for landsretten havde godtgjort, at der ikke var tale om et vederlag for en momspligtig levering af dedikeret hardware og software til en finansiel virksomhed ved ophøret af parternes facility management-aftale.

Skatteministeriet fik i byrettens dom i SKM2020.143.BR under en sag, som ministeriet havde indbragt sag for domstolene, medhold i, at en af en IT-virksomhed faktureret "udtrædelsesgodtgørelse" på ca. 81 mio. kr., måtte anses for vederlag for en momspligtig levering af dedikeret hardware og software til en tidligere samarbejdspartner finansiel virksomhed, og at der ikke var tale om en momsfri erstatning eller godtgørelse for den finansielle virksomheds samarbejdspartnerens førtidige opsigelse af parternes IT-kontrakt. Der skulle derfor beregnes og afregnes moms af vederlaget.

IT-virksomheden havde i første omgang i forbindelse med udstedelsen af fakturaen lagt moms på denne og havde angivet og betalt momsen, men anmodede efterfølgende SKAT om bindende svar på, om der forelå en momspligtig transaktion, hvilket SKAT svarede "ja" til. Det bindende svar blev påklaget til Landsskatteretten, som ændrede svaret til "nej". Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens afgørelse for domstolene.

Byretten ændrede Landsskatterettens afgørelse i SKM2015.240.LSR. Byretten lagde i den forbindelse en anden opfattelse af faktum til grund end den opfattelse af faktum, som Skatterådet og Landsskatteretten havde lagt til grund.

Skatterådet kunne således ikke i SKM2013.809.SR bekræfte, at et modtaget udtrædelsesvederlag kunne anses som en momsfri godtgørelse for misligholdelse af en kontrakt. Udtrædelsesvederlaget måtte derimod anses for et vederlag for spørgers kundes udnyttelse af en på forhånd aftalt mulighed for at opsige en aftale, der ellers som udgangspunkt var uopsigelig.

Se tillige SKM2004.402.LSR og SKM2020.281.SR

SKM2015.768.VLR

Det blev ved Højesterets dom i SKM2012.529.HR fastslået, at når appellanten skrotter biler, der er indleveret til appellanten, leverer selskabet en momspligtig skrotningsydelse til bilejerne.

Der var ikke for landsretten fremkommet oplysninger, som gav grundlag for at antage, at appellanten i den periode, som sagen angik, havde ændret måden at drive virksomhed på.

Appellanten var derfor også for denne periode forpligtet til at betale moms af vederlaget for affaldsbehandlingen af de pågældende biler, jf. ML (momsloven) § 4.

Appellanten gjorde gældende, at SKAT med SKM2006.751.SKAT havde ændret praksis for afgiftsperioder, der lå efter de perioder, som Højesteret havde taget stilling til. SKM2006.751.SKAT måtte således efter sin ordlyd forstås sådan, at appellanten for disse perioder ikke leverede en momspligtig skrotningsydelse, men derimod en momsfri intern ydelse. Herved var der efter appellantens opfattelse skabt en praksis, som ikke med tilbagevirkende kraft kunne ændres i forhold til selskabet.

Landsretten afviste appellantens synspunkt med henvisning til ordlyden af meddelelsen. Landsretten fastslog herudover, at appellantens forståelse af meddelelsen ville være i strid med momslovgivningen, hvorfor appellanten tillige af denne grund ikke kunne støtte ret på meddelelsen.

Byretten var nået til samme resultat.

SKM2012.663.VLR

Vikarer, som to selskaber havde hyret hos stråmandsvirksomheder til at udføre rengøring, ansås reelt for rekrutteret til at udføre "sort" arbejde for selskaberne. De to selskaber fik ikke godkendt fradrag for moms af fakturaer, der var udstedt af stråmandsvirksomhederne for  "udlejning" af vikarer, der arbejdede "sort" for de to selskaber.

Stråmandsvirksomhederne drev reelt ikke virksomhed, men deltog alene i et arrangement med de to selskaber for at unddrage sig skat og moms.

Derfor var der ikke tale om momspligtige leverancer til de to selskaber med adgang til fradrag for den fakturerede, men ikke angivne og betalte, moms.

Stadfæstelse af byrettens afgørelse i SKM2011.764.BR.

SKM2007.125.VLR

Omkostningsfordeling mellem aktionærer i forbindelse medstiftelse af selskab og selskabets køb af en række datterselskaber. Der var fremlagt kopi af faktura fra selskabet til en hovedaktionær vedrørende køb og salg af rådgivningsydelser i forbindelse med etableringen af selskabet. Efter bevisførelsen blev det imidlertid lagt til grund, at hovedaktionærens betaling til holdingselskabet skete som led i en aftalt omkostningsfordeling mellem aktionærerne i holdingselskabet og ikke som betaling for en leverance fra holdingselskabet til hovedaktionæren. Ikke levering mod vederlag.

Da sagen blev behandlet i Landsskatteretten, var det på baggrund af de faktiske forhold i sagen SKATs opfattelse, at udgifterne til rådgivere havde en direkte og umiddelbar tilknytning til aktionærernes transaktioner vedrørende aktier. De implicerede parter havde allerede forud for etableringen af selskabet behandlet spørgsmålet om en forholdsmæssig fordeling af udgifterne. Dette understøttede netop, at udgifterne havde en direkte og umiddelbar tilknytning til aktionærernes transaktioner vedrørende aktier.

Det fremgår endvidere af sagen, at selskabet alene havde faktureret hovedaktionæren differencen mellem rådgivningsudgifter rekvireret af aktionæren, men betalt af selskabet, og den andel, som det var aftalt, at de andre aktionærer skulle betale af rådgivningsudgifterne.

Retten fandt, efter en vurdering af de foreliggende omstændigheder, at sagsøgeren reelt måtte anses for at have overtaget bilerne som skrot, at sagsøgeren havde været forpligtet til at håndtere disse som skrot, og at der som følge heraf - uanset om sagsøgeren i formueretlig henseende måtte anses for at være ejer af køretøjet - havde været tale om en momspligtig ydelse.

SKAT havde anset A (sagsøger) for skatte- og momspligtig af beløbet. Landsskatteretten var nået til samme resultat.

Under sagen ved byretten afgav køberkoncernens revisor to erklæringer, hvortil der bl.a. var vedlagt et kontokort fra et af koncernselskaberne, der indeholdt en postering på 400.000 kr. benævnt "prov. [adresse]". På baggrund af de afgivne forklaringer, de afgivne revisorerklæringer og posteringen i en af koncernselskabernes bogføring fandt retten, at A (sagsøgeren) havde løftet den skærpede bevisbyrde.

Byretten fandt altså, at A havde løftet bevisbyrden for, at han ikke var rette indkomstmodtager af beløbet og derfor ikke var skatte- og momspligtig af henvisningsprovision fra sælger, oppebåret i forbindelse med at A's arbejdsgiver købte en række byggegrunde.

Landsskatteretten

SKM2021.285.LSR

Sagen angik, om en forening skulle anses for at have leveret en reklameydelse mod vederlag i forbindelse med modtagelse af en donation. Foreningens formål var at opføre teaterforestillinger, og den modtagne donation fra en fond skulle anvendes til at opføre en mobil scene- og tilskueropbygning. I forbindelse med donationen var det væsentligt for fonden, at fonden blev nævnt i kommunikations- og markedsføringsøjemed, og alt pressemateriale skulle koordineres med fonden før offentliggørelse. Landsskatteretten fandt, at der ikke bestod en direkte sammenhæng mellem på den ene side den af foreningen modtagne donation og på den anden side den af foreningen leverede ydelse, som bestod i eksponering via foreningens markedsføring. Der blev herved særligt henset til, at omfanget af fondens eksponering efter det oplyste ikke kunne antages at have været afhængig af donationens størrelse. Landsskatteretten bemærkede herved, at det ud fra foreningens flyers, plakater og teaterprogrammer måtte lægges til grund, at alle foreninger mv., der havde ydet donationer, opnåede samme eksponering, uanset størrelsen af det donerede beløb. Landsskatteretten ændrede på denne baggrund SKATs afgørelse, således at foreningen ikke skulle anses for at have leveret en reklameydelse mod vederlag i forbindelse med modtagelsen af donationen.

SKM2017.665.LSR

Da en forening ikke kunne anses for at have leveret en modydelse til medlemmerne for deres kontingentbetaling, forelå der allerede af denne grund ikke momspligt heraf jf. ML (momsloven) § 4, stk. 1. Landsskatteretten besvarede derfor et spørgsmål om fritagelse efter bestemmelserne i ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 4 og 21, benægtende.

SKM2015.315.LSR

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afslag på klagerens anmodning om tilbagebetaling af et momsbeløb på 4.230.873,51 kr. for perioden 1. marts 2010 - 25. april 2013, da klagerens salg af entrébilletter var foretaget mod vederlag og dermed omfattet af momspligten, uanset om køberne havde benyttet billetterne, jf. ML (momsloven) § 4, stk. 1.

Landsskatteretten kunne i det hele tiltræde SKATs afgørelse og begrundelse herfor. Der sås således ikke at være støtte for klagerens synspunkt om, at leverancer, der ikke anvendes af køber, ikke udgør levering mod vederlag. Salg af varer og ydelser, herunder billetter til eksempelvis fodboldkampe og teater- og biografforestillinger, udgør leverancer uanset købers eventuelle manglende benyttelse af det købte. Momspligten for billetterne indtrådte ved betalingen, jf. ML (momsloven) § 23, stk. 3.

At erstatninger, godtgørelser og deponeringer i visse situationer ikke måtte udgøre leverancer mod vederlag, ændrede ikke herved, jf. de af klageren påberåbte afgørelser. 

SKM2010.792.LSR

Landsskatteretten fandt, at en andelsboligforening ved at levere brugsrettigheder til andelshaverne mod betaling af boligafgift driver økonomisk virksomhed og dermed udgør en momspligtig person. Foreningen skal derfor som udgangspunkt opkræve moms af sine leverancer.

EF-domstolens afgørelse i sagen C-442/01, KapHag, om moms af kontantindskud ved optagelse af selskabsdeltagere fandtes ikke at kunne begrunde et andet resultat, idet den forelagte sag ikke omhandlede moms af indbetalte indskud, men af den boligafgift, som foreningen opkræver sine medlemmer.

SKM2008.594.LSR

Biler. Affaldsbehandling. For miljøbehandling af biler var det fra og med 23. november 2005 en konkret vurdering, om selskabet har leveret affaldsbehandling til bilens ejer (levering mod vederlag), eller om selskabet har købt bilen og derefter affaldsbehandlet den for egen regning og fået udbetalt skrotningsgodtgørelse fra Miljøordningen for biler i egenskab af ejer af bilerne (ikke levering mod vederlag).

Landsskatteretten når frem til samme resultat som SKAT i SKM2006.751.SKAT.

Ved orientering til autoophuggerne af 23. november 2005 tillod Miljøordningen for biler, at ophuggerne fremover kunne få udbetalt skrotningsgodtgørelse i egenskab af ejer af bilerne uden, at bilerne først var blevet indregistreret til ophuggerne. Ejerforholdet kunne i stedet dokumenteres ved handelsdokumenter.

SKAT udsendte på denne baggrund SKM2006.751.SKAT. Meddelelsen er præciseret ved SKM2009.785.SKAT.

SKM2008.519.LSR

Affaldsbehandling af biler. Selskabet fik transport i skrotningsgodtgørelse fra Miljøordningen fra biler. Selskabet blev anset for at have leveret ydelser mod vederlag til dem, der havde indleveret biler til affaldsbehandling. I de tilfælde, hvor der var udbetalt et beløb til bilejerne svarende til eller større end skrotningsgodtgørelsen, forelå der ydelser mod vederlag i form af reservedele. Levering mod vederlag.

Landsskatteretten nåede til samme resultat som SKAT i SKM2004.211.TSS og SKM2006.67.SKAT. Om momsgrundlaget, se disse meddelelser og afsnit D.A.8.1.1.10 om byttehandel.

SKM2008.410.LSR

En fond oprettet ved lov til sikring af forbrugerne ved køb af rejsearrangementer blev ikke anset for omfattet af pligten til at svare lønsumsafgift, da fonden ikke anses for at levere tjenesteydelser mod vederlag i momslovens forstand. Ikke levering mod vederlag.

Bemærk, at fondens virksomhed i hovedsagen udøves i rejsekundernes interesse, og at kunden er dækket af garantiordningen, uanset om rejsearrangøren opfylder sine forpligtelser overfor fonden.

SKM2008.343.LSR

Salg af forudbetalte teleydelser mv. Beløb, som efter kundens valg ikke anvendes eller kun anvendes delvist i forbindelse med, at en kunde indsætter et beløb på sin mobilkonto. Teleselskabet kan efter en vis periode tage beløbet til indtægt uden modsvarende levering. Ikke levering mod vederlag.

Landsskatteretten ændrede derved det bindende svar i SKM2007.294.SR.

SKM2008.139.LSR

Støttemedlemmernes betaling af kontingent til en forening, der arbejdede for at bevare naturen, udgjorde ikke et vederlag for en ydelse i henhold til ML (momsloven) § 4, stk. 1. Begrundelsen var, at foreningens virke for almene samfundsmæssige interesse ikke primært kom støttemedlemmernes specifikke interesser, men en bredere kreds til gode. Støttemedlemmerne kunne derfor ikke anses for at have modtaget en konkret modydelse for deres betaling af støttekontingentet. Ikke levering mod vederlag.

SKM2007.425.LSR

Et selskab udbetalte ikke et bestyrelseshonorar til bestyrelsesmedlemmet selv, men i stedet til et fagforbund. Landsskatteretten anså dette for at være begrundet i et afkald til fordel for forbundet fra medlemmets side og ikke i, at der mellem forbundet og det pågældende selskab består et retsforhold vedrørende gensidig udveksling af ydelser. Ikke levering mod vederlag.

Landsskatteretten ændrede derved det bindende svar i SKM2006.589.SR

SKM2005.529.LSR

Et inkassofirma opkrævede gebyr for at fremsende girokort til skyldnere, der havde indgået en afdragsordning. Fremsendelsen blev anset som en ydelse overfor skyldnerne mod forud fastsat vederlag. Det var efter det oplyste frivilligt, om skyldnerne benyttede det fremsendte girokort, og om de betalte gebyrerne. Det forhold kunne ikke fratage fremsendelsen karakteren af en ydelse mod vederlag, når skyldneren rent faktisk betalte beløbet. Levering mod vederlag.

SKM2004.497.LSR

Udlejers modtagelse af erstatning fra garantistillende bank for en lejers misligholdelse af lejeaftalen blev ikke anset som momspligtig. Erstatning blev ikke anset som vederlag for levering af en ydelse.

SKM2004.402.LSR

Udlejer måtte anses for at have leveret en ydelse til lejer ved at frigøre lejer for dennes forpligtelser i henhold til lejekontrakten. Da ydelsen var leveret mod vederlag, var den momspligtig efter ML (momsloven) § 4.

Muligheden for at opsige en ellers uopsigelig aftale, der først blev aftalt efterfølgende. Sammenhold med SKM2013.809.SR.

SKM2003.541.LSR

Rykkergebyrer, der var aftalt på forhånd. Gebyrerne måtte anses for et standardiseret og objektivt grundlag for godtgørelse af kreditorvirksomhedens omkostninger til rykkerprocedure mv. Ikke levering mod vederlag.

SKM2003.527.LSR

Præmier for deltagelse i arkitektkonkurrencer var ikke momspligtige. Ikke levering mod vederlag.

SKM2002.608.LSR

Ydelser i form af intim massage var momspligtige.

Momsnævnet kom til samme resultat i Mn. 623/79. På baggrund af en henstilling fra nævnet besluttede skatteministeren dog på baggrund af de foreliggende særegne omstændigheder at fritage aktiviteten for moms indtil videre. Momsfritagelsen ophørte 1. juli 1994, da ministerens beføjelse til at fritage aktiviteter for moms faldt bort.

SKM2002.515.LSR

Kurator. Bistand i forbindelse med afhændelse af konkursbos pantsatte faste ejendomme i fri handel. Den del af kurators vederlag, som kunne henføres til bistanden, måtte anses for vederlag for en ydelse til konkursboet. Levering mod vederlag.

Derimod kunne hverken kurator eller konkursboet anses for at have leveret ydelser til panthaverne i forbindelse med afhændelsen af ejendommene. Ikke levering mod vederlag.

SKM2002.121.LSR

Moderselskab blev anset for at levere serviceydelser til et datterselskab bestående i juridiske ydelser, managementkonferencer, ledelses- og administrationsydelser samt medvirken ved køb, salg og leje af ejendomme. Management fee blev anset for vederlag for ydelserne. Levering mod vederlag.

SKM2001.36.LSR

Delebilsforening. Landsskatteretten fandt, at indmeldelsesgebyr, månedligt kontingent og lejegebyrer udgjorde vederlag for foreningens ydelser. Levering mod vederlag.

Se også afsnit D.A.8.1.1.2.4 Biomkostninger som provision, emballage, forsendelse, forsikring ML § 27, stk. 2, nr. 2 om biomkostninger og afsnit D.A.8.1.1.2.5 om tilslutningsafgifter.

Skatterådet

Spørger ønskede afklaret, om betaling af en goodwillgodtgørelse i forbindelse med et retsforlig er momspligtig, fordi der var tale om betaling for levering af en ydelse eller om betalingen skal anses for at være en erstatning, som faldt udenfor momslovens anvendelsesområde, og som dermed var momsfri.

Imod Spørgers ønske kunne Skatterådet ikke bekræfte, at betaling af goodwillgodtgørelsen efter handelsagentlovens § 25 ikke var momspligtig, da der var tale om betaling for levering af en momspligtig ydelse, jf. ML (momsloven) § 4, stk. 1.

Spørger var en dansk filial af et selskab i EU-land A. Spørger drev virksomhed med bl.a. levering af Q Services til kunder i Danmark.

Selskabet i EU-land A planlagde at fusionere med et koncernforbundet selskab i EU-land B, som tillige havde en filial i Danmark. Skatterådet kunne bekræfte, at der ved fusionen skete en momsfri virksomhedsoverdragelse af aktiverne i Spørger til filialen af selskabet i EU-land B, jf. ML (momsloven) § 4, stk. 5.

Efter fusionen planlagde selskabet i EU-land B at lade sig omdanne til et europæisk selskab (societas europaea). Skatterådet kunne bekræfte, at omdannelsen ikke udgjorde levering mod vederlag i momslovens forstand, og at en sådan omdannelse dermed ikke var omfattet af momslovens anvendelsesområde

Spørger ønskede at oprette et selskab H1 ApS, der skulle drive vikarbureauvirksomhed. Spørger havde oplyst, at formålet med konstellationen var at stille Person A, der var Spørgers samlever, til rådighed for H2 i X-land eller H3 A/S, men at det var ønskeligt at ansætte flere ingeniører, der kunne udlejes på samme profitable vilkår. H1 ApS ville således i første omgang ansætte person A og udleje vedkommende til H2 i X-land, via mellemvikarbureau H4 i X-land. Det var oplyst, at Person A tidligere havde været ansat i det danske vikarbureau H5 K/S og indlejet hos H2 i X-land via mellemvikarbureau H6 i X-land. Det var oplyst, at Person A på tidspunktet for afgivelse af det bindende svar var ansat som lønmodtager hos H2 i X-land. Det var ligeledes oplyst, at Person A forventes stillet til rådighed for H2 i X-land via den nye konstellation med H1 ApS indtil 20yy.

Det skatteretlige princip om rette indkomstmodtager, der dækker over, at beskatningen skal ske hos den, der har retlig adkomst til indkomstgrundlaget, findes i statsskattelovens § 4, der bestemmer, at den skattepligtige indkomst omfatter "den skattepligtiges samlede årsindtægter". Da det følger direkte af skattelovgivningen, at princippet skal respekteres, er det ikke nødvendigt for at håndhæve dette princip, at der kan påvises en omgåelses-, skattebesparelses- eller skatteudnyttelseshensigt.

Person A ville ikke selv kunne have oprettet et selskab og herigennem udføre arbejde for H2 i X-land, idet arbejdet ikke ville blive kvalificeret som selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. SKM2006.739.SR. I retspraksis er skatteydere, der har været stillet til rådighed via en andens selskab på tilsvarende vis som i nærværende sag, blevet anset som værende lønmodtagere, jf. SKM2001.635.ØLR.

Ud fra den foreliggende praksis på området og efter en konkret vurdering af oplysningerne kunne det på baggrund heraf ikke bekræftes, at H1 ApS ville kunne anses som rette indkomstmodtager af vederlag, som modtages for udleje af Person A til H2 i X-land via H4 i X-land. Det var en forudsætning for afgørelsen, at H1 ApS alene foretog udlejning af Person A. Det kunne derfor ikke udelukkes, at besvarelsen kunne blive anderledes, såfremt H1 ApS fik flere ansatte, der blev udlejet som vikarer. Dette ville afhænge af en konkret vurdering af de pågældende faktiske omstændigheder.

Spørger påtænkte endvidere at indgå en aftale med H3 A/S om udlejning af Person A på lignende vilkår som udlejningen til H2 i X-land. Spørger ønskede bekræftet, at leverancen fra H1 ApS skulle pålægges dansk moms.

Henset til besvarelsen af spørgsmål 1, hvor Person A blev anset for at være rette indkomstmodtager af vederlaget og derved leverede ydelsen til H3 A/S i et lønmodtagerforhold, kunne det ikke bekræftes, at H1 ApS skulle pålægge dansk moms for leverancen, da H1 ApS ikke udøvede selvstændig økonomisk virksomhed og ikke foretog levering mod vederlag, jf. ML (momsloven) § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1.

Spørger blev opsagt som kapitalforvalter af flere investeringsinstitutter og var derfor berettiget til at modtage kompensation fra investeringsinstitutterne. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at kompensationen ikke kan anses for vederlag i momslovens forstand. Kompensationen er derfor momspligtig i den forstand, at kompensationen er en del af momsgrundlaget for spørgers ydelser. Skatterådet kunne derimod bekræfte, at kompensationen er momsfritaget i det omfang, at ydelserne er momsfritagne som forvaltning af investeringsforeninger eller som formidling af værdipapirer.

Skatterådet bekræftede, at medlemskabet af en fordelsklub er en elektronisk leveret ydelse. Der blev lagt vægt på, at betingelserne for at anse ydelsen for en elektronisk leveret ydelse ikke alene er opfyldt i forbindelse med oprettelse og fornyelse af medlemskabet, men også i forbindelse med den ydelse, som kunden efterspørger fra spørger bestående i opnåelse af rabatter, deltagelse i auktioner og modtagelse af håndplukkede købsforslag.

I forbindelse med medlemskabet af klubben opnår medlemmet et antal kreditter, som kan bruges til hel eller delvis betaling af varer. Skatterådet bekræftede, at hel eller delvis betaling af varer med optjente kreditter som følge af medlemskabet kan anses for en ubetinget rabat på varen. Værdien af kreditterne skal derfor ikke indgå i momsgrundlaget for varerne. Varerne kan efter en konkret vurdering ikke anses for overdraget vederlagsfrit i de tilfælde, hvor varen fuldt ud betales med kreditter optjent som følge af medlemskabet. Momsgrundlaget for varerne består af betalingen for de ekstra kreditter, som kunden har købt i forbindelse med bestillingen af varerne med henblik på varekøbet. Dog med tillæg af betaling i penge eller i ekstra kreditter i de tilfælde, hvor der skal betales særskilt for fragt.

På baggrund af en konkret vurdering af den af Fonden udøvede virksomhed og ud fra de kriterier, som fremgår af EU-Domstolens afgørelse i sag C-102/86, Apple and Pear Development Council, var det Skatterådets opfattelse, at der ikke var den fornødne direkte sammenhæng mellem den obligatoriske afgift, som blev opkrævet hos X og konkrete modydelser fra Fonden.  

Ved vurderingen henså Skatterådet bl.a. til, at de obligatoriske afgifter ikke blev opkrævet hos X, som følge af et mellem parterne etableret retsforhold om levering af nærmere angivne ydelser, men derimod var en konsekvens af en ved lov pålagt forpligtigelse.

Skatterådet lagde endvidere vægt på, at Fondens virksomhedsaktivitet generelt er begrænset til foranstaltninger, som gavner branchen generelt. Der var således ikke tale om individuelle tjenesteydelser leveret til den enkelte mod et vederlag, ligesom der heller ikke var en direkte sammenhæng mellem størrelsen af den afgift, som blev betalt og de fordele, som den enkelte måtte opnå.

Se også de identiske sager offentliggjort som:

SKM2019.19.SR

SKM2019.20.SR

SKM2019.21.SR

SKM2019.22.SR

SKM2019.23.SR

SKM2019.24.SR

Skatterådet bekræftede under hensyn til det oplyste om, at Spørger stiller aktiverne til rådighed for X uden at opkræve vederlag herfor, at betingelsen i ML (momsloven) § 4 ikke opfyldes, og transaktionen medfører derfor som udgangspunkt ikke en momsbetaling.

Skatterådet bekræftede, at eventuelt udbytte fra helejet datterselskab til Spørger ikke er momspligtigt for Spørger. Dette uanset Spørger stiller aktiver til brug for en tandlægevirksomhed vederlagsfrit til rådighed for datterselskabet.

Skatterådet bekræftede, at udbetalingen af overskudsandel til Spørger fra et interessentskab, der driver tandlægevirksomhed, og hvori Spørger er én af to interessenter, ikke er momspligtigt for Spørger. Dette uanset Spørger stiller aktiver til brug for tandlægevirksomheden vederlagsfrit til rådighed for interessentskabet.

Skatterådet bekræftede, at spørgers tilrådighedsstillelse af datakapacitet (Hashing-kapacitet) momsmæssigt kan anses for elektronisk leverede ydelser. Skatterådet bekræftede, at spørger i forbindelse med tilrådighedsstillelsen efter praksis om edb-bureauer kan opnå godtgørelse af elafgift. Skatterådet bekræftede, at spørgers aktiviteter vedrørende bitcoin mining falder uden for momslovens anvendelsesområde.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en dansk filial ikke skal beregne moms af ydelser modtaget fra hovedkontoret i et andet EU-land, når selskabet indgår i en fællesregistrering i det andet EU-land, og når hovedkontoret fordeler en andel af de af hovedkontoret afholdte generalomkostninger til filialen. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgers filials leverancer til fællesregistreringen i det andet EU-land ikke kan anses for leverancer mod vederlag.

Skatterådet fandt på baggrund af oplysningerne om den foretagne omkostningsallokering, at momsgruppen foretager leverancer mod vederlag til spørgers filial. Betingelsen om, at der mellem tjenesteyderen og modtageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, måtte anses for opfyldt. Der er tale om udveksling af ydelser mellem to afgiftspligtige personer. Der findes således momsmæssigt to retssubjekter, der kan indgå indbyrdes aftaler. Det er ikke en supplerende betingelse, at der også civilretligt eksisterer to retssubjekter.

At den aftalte cost plus-model civilretligt kan anses for en intern aftale i spørger, og dermed civilretligt ikke er en aftale mellem to selvstændige parter, kan ikke medføre et andet resultat, når spørger momsmæssigt er delt i to særskilte afgiftspligtige personer. Det ledelsesmæssige sammenfald mellem de to afgiftspligtige personer kan heller ikke begrunde et andet resultat. Skatterådet fandt, at omkostningsallokeringen måtte anses for vederlag for ydelser leveret til filialen af hovedkontoret bestående i overordnet ledelse, produktudvikling, risk management og anden support. Der blev i den forbindelse henvist til, at omkostningsallokeringen i forbindelse med cost plus-modellen sker på baggrund af de funktioner, som de respektive enheder udfører. Tilsvarende måtte filialen anses for at levere ydelser til hovedkontoret mod vederlag.

Skatterådet fandt dog, at omkostningsfordelingen fra filialen til hovedkontoret i forbindelse med udført salgsarbejde ikke kan anses for vederlag for en leverance fra spørgers filial til fællesregistreringen. Skatterådet lagde i den forbindelse vægt på, at det var oplyst, at filialen er ansvarlig for at forestå salgsarbejdet og for at indgå forsikringsaftaler med danske modparter. Det var endvidere oplyst, at det er filialen, der tegner forsikringerne med danske modparter, og at policerne udfærdiges i filialens navn. Skatterådet fandt på den baggrund efter en konkret vurdering, at det er spørgers filial, og ikke den fællesregistrering i EU-udlandet A, som spørgers hovedkontor er en del af, der må anses for leverandør af de omhandlede forsikringsydelser til de danske modparter. Salgsarbejdet kunne derfor ikke anses for leveret til fællesregistreringen.  

Se evt. omtalen i afsnit D.A.3.3.1 Fællesregistrering af momsudvalgets retningslinje om fællesregistreringer på baggrund af dommen i sag C-7/13, Skandia America Corp. (USA), filial Sverige.

Afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten, men klagen er efterfølgende trukket tilbage.

Skatterådet bekræfter, at Spørgers levering af managementydelser til vækstvirksomheder er udøvelse af økonomisk virksomhed mod vederlag i de tilfælde, hvor vækstvirksomheden bliver solgt og Spørger derfor modtager et vederlag for de leverende managementydelser. Skatterådet bekræfter endvidere, at momspligten for de omhandlede leverancer indtræder på det tidspunkt, hvor ydelserne er endeligt præsenteret.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at elektricitet produceret i juni 2015 og faktureret 20-25 dage efter udløbet af produktionsmåneden momsmæssigt kunne anses for leveret før 1. juli 2015. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kunne anvende de nye regler om omvendt betalingspligt for visse leveringer af elektricitet i forbindelse med alle korrektioner af tidligere afregninger, som vil blive foretaget efter 30. juni 2015, når den tidligere afregning og dermed korrektionen vedrører elektricitet leveret før 1. juli 2015. Skatterådet kunne derimod bekræfte, at en række negative priselementer (balanceomkostninger, netomkostninger, producentgebyr og administrationsomkostning) ved spørgers køb af elektricitet er omfattet af den omvendte betalingspligt som negative priselementer ved opgørelsen af vederlaget for elektricitet leveret af vindmølleejere til spørger.

SKM2015.254.SR

Skatterådet anser et salg af en vare, som først sættes i produktion, når Spørger har opnået 200 bestillingerne på varen, og hvor de 200 første kunder med købet af varen opnår retten til at dele 10 pct. af Spørgers fremtidige salg af det pågældende produkt, for to selvstændige leverancer i form af en vare samt en immateriel rettighed, som består i retten til en del af fremtidige indtægter af Spørgers salg af varen.

SKM2015.193.SR

Skatterådet fandt, at en forening, som var stiftet af tre fagforeninger, var en afgiftspligtig person, og at de ydelser, som foreningen leverede til medlemmerne, skulle anses for levering mod vederlag.

SKM2014.784.SR 

Skatterådet kunne bekræfte, at foreninger, som modtog donationer fra en virksomhed, ikke skulle betale moms heraf. Som led i virksomhedens markedsføring tilbød den sine kunder, at de samtidig med deres køb kunne give en donation til en velgørende eller almennyttig forening. Donationen udgjorde en vis procentdel af betalingen for købet.
Modtagerne af donationer var velgørende eller almennyttige foreninger, og der var ikke knyttet betingelser til modtagelsen heraf. Der var ikke et retsforhold om gensidig udveksling af varer eller ydelser mod betaling mellem virksomheden og foreningerne, og der var heller ikke betingelser om levering af varer eller ydelser fra foreningerne til 3.-mand.
Størrelsen af betalinger fra virksomheden til de enkelte foreninger var uafhængige af virksomheden, idet de udelukkende blev bestemt ud fra selskabets kunders præferencer, og der var dermed ikke direkte forbindelse mellem betalingerne og eventuelle leverancer fra de modtagende foreninger. Ikke levering mod vederlag.

Er eksempel på en situation, hvor en betaling udgør en donation/gave.

SKM2014.569.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger skulle afregne dansk moms efter reglerne om reverse charge af den del af client commission ved en shared order (commission-puljen), som efterfølgende blev tildelt en udenlandsk service provider under en commission sharing agreement (CSA), da den aktuelle transaktion blev anset for, at være omfattet af begrebet levering mod vederlag i momslovens forstand.

Det var SKATs opfattelse, at der med støtte i de faktuelle oplysninger, herunder indholdet i de fremlagte kontrakter, netop bestod et detaljeret reguleret retsforhold mellem en tjenesteyder og modtager, der vedrørte en gensidig udveksling af ydelser, idet det af tjenesteyderen modtagne vederlag udgjorde modværdien til den ydelse, som leveres til modtageren. At aftalegrundlaget ikke indeholdt bestemmelser, hvorved Service provideren udtrykkeligt var forpligtiget til, at yde en bestemt ydelse til spørger og modtage et bestemt vederlag, ændrede ikke herved. Levering mod vederlag.

SKM2014.748.SR

En forening var ikke omfattet af momsfritagelsen i ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 1. Foreningen opkrævede ikke vederlag for de ydelser, som de udstationerede personer udførte, men leverede ydelserne som vederlagsfri hjælp. Foreningen var ikke omfattet af momsfritagelsen i ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 4. Foreningen leverede ikke varer eller ydelser i nær tilknytning hertil til medlemmerne. Kontingentbetalingen var derfor ikke vederlag for leverancer til medlemmerne. Foreningen leverede ikke reklameydelser mod vederlag, når gavegivere, medlemmer og sponsorer alene fik et støttebevis, som de kunne hænge op i deres forretningslokale. Ikke levering mod vederlag.

Afgørelsen er også beskrevet i afsnit D.A.3.2.4 Andre offentlige institutioner

SKM2011.706.SR

Skatterådet fandt, at en forening ud fra de beskrevne faktiske forhold, driver selvstændig økonomisk virksomhed. 

Der er ved vurderingen lagt vægt på, at foreningen mod kontingentbetaling i henhold til § 2 i vedtægterne leverer ydelser til medlemmerne i form af varetagelse af medlemmernes interesser.

Der leveres endvidere bistand ved administration af formidlingsordningen, garantiordningen og de andre støtteordninger samt kurser målrettet medlemmernes brug af ordningerne og den deraf følgende afrapportering til Kunststyrelsen. Endvidere er der ydet rådgivning, sparring og assistance til medlemmerne med konkrete tvister eller problemstillinger.

Herudover driver foreningen selvstændig økonomisk virksomhed ved mod særskilt vederlag at sælge annoncer i x-kataloget. Endvidere opkræves hos medlemmerne og producenterne et særskilt vederlag for deltagelse i x-seminaret.

Da foreningen således driver økonomisk virksomhed er den dermed omfattet af momslovens anvendelsesområde for såvel de kontingentfinansierede medlemsaktiviteter som for aktiviteter mod særskilt vederlag.

Skatterådet bekræftede, at en ejendomsadministrator ikke kan undlade moms ved fakturering til udlejer af ekstravederlaget for at opkræve rykkergebyrer hos udlejers restanter, uanset at der ikke opkræves moms af rykkergebyret.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at administrator efter aftale med udlejer kan fakturere udlejers restanter direkte og uden moms, idet Skatterådet finder, at rykkergebyret rettelig tilkommer udlejer, og hvis det er aftalt mellem udlejer og administrator, at administrator kan beholde gebyret, må dette betragtes som administrators vederlag for arbejdet med rykkerproceduren, som administrator udfører for udlejer, og dette vederlag er momspligtigt.

SKM2010.34.SR

Skatterådet svarede, at en eventuel overskudsdeling vedrørende driften af P-hus og P-plads mellem et OPP-selskab og en offentlig institution, hvor sidstnævnte stillede den grund, hvorpå P-anlægget skulle anlægges, vederlagsfrit til rådighed for OPP-selskabet, var vederlag for en leverance vedrørende udlejning af grundarealet.

Institutionens eventuelle deltagelse i dækning af et underskud fra driften af P-anlægget anså Skatterådet for at udgøre et momspligtigt tilskud til OPP-selskabet, fordi modydelsen herfor er den fortsatte drift af P-anlægget. Se D.A.8.1.1.7.4.3 To parts situationen, afgørelser hvor tilskuddet indgår i momsgrundlaget.

SKM2008.331.SR

Et selskab oprettet med det formål at etablere, udvikle og drive et fælles register for kommunerne, var momspligtig af årlige vederlag, som modtages fra kommunerne. Skatterådet fastslog, at der består en tilstrækkelig direkte forbindelse mellem de udførte tjenesteydelser på kommunernes vegne og de modtagne vederlag. Levering mod vederlag.

SKM2007.760.SR

Indskud af patenter og rettigheder som apportindskud i innovationsselskaber, som foretages af Danmarks Tekniske Universitet, og for hvilke universitetet modtager aktier, optioner eller warrants, er momspligtigt, som salg af rettigheder. Levering mod vederlag.

SKM2007.243.SR

Ankenævnet på Energiområdet er en momspligtig person. Generelle bidrag fra energiselskaberne opkrævet af Energistyrelsen på nævnets vegne kan anses for vederlag for leverancer til selskaberne.

SKM2010.636.SKAT og SKM2010.637.SKAT

SKAT har udtalt sig om begrebet "levering mod vederlag" i relation til den momsmæssige behandling af tilgift og lignende salgsfremmende foranstaltninger. Med udgangspunkt i en analyse af aftalegrundlaget mellem køber og sælger skal det undersøges, om tilgiften dækkes af en andel af det vederlag, som køberen har betalt. Hvis ja, udløses beskatning efter ML (momsloven) § 4, stk. 1. Som eksempel kan nævnes den situation, hvor tilgiften kan fravælges, og hvor vederlaget ved et fravalg reduceres. Her fremgår det allerede af muligheden for prisreduktion, at tilgiften ikke er vederlagsfri, og dette gælder også, selvom reduktionen af vederlaget i mange tilfælde vil være mindre end den værdi, som tilgiften angives at repræsentere.

Levering mod vederlag kan også forekomme i en situation, hvor tilgiften er obligatorisk, og hvor køberen betaler ét vederlag, idet der ikke i det indbyrdes retsforhold mellem køber og sælger er mulighed for at fravælge tilgiften. En sådan handel fremstår for køberen i økonomisk henseende som én samlet transaktion, hvor han for sit vederlag modtager én vare eller tjenesteydelse og én tilgift.

Om salgsfremmende foranstaltninger, se også C-53/09, Loyalty Management UK Ltd. og C-55/09, Baxi Group Ltd., som er omtalt i D.A.4.1.6.2 Hovedydelse og en eller flere biydelser.

Se evt. også D.A.4.3.5 Udtagning af varer til private formål mv. ML § 5, stk. 1 og D.A.8.1.1.4.

SKM2004.273.TSS

En række restancegebyrer inden for forsyningssektoren er ikke omfattet af momsloven. Ikke levering mod vederlag.

Derimod er gebyrer for åbnebesøg momspligtige. Gebyrer for betalingsaftaler (afdragsordninger vedrørende allerede opståede restancer) er omfattet af momsloven, men momsfrie. Levering mod vederlag.

SKM2003.271.TSS

Erstatningsbeløb for misligholdelse af leasingkontrakter er ikke momspligtige, da de falder uden for momslovens anvendelsesområde. Ikke levering mod vederlag.

I forbindelse med opsigelser, der ikke sker i anledning af misligholdelse og ved aftalte ændringer af allerede indgåede aftaler, er vederlag i forbindelse med opsigelsen eller ændringen derimod momspligtige. Levering mod vederlag.

SKM2001.200.TSS

En virksomhed fik medhold i, at den drev selvstændig økonomisk virksomhed, når den indkøbte mad- og drikkevarer fra tredjemand og solgte videre til medarbejderne. Betaling skete ved løntræk til en pris svarende til 18,6 pct. til 32,2 pct. af indkøbsprisen.