Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.E.13.2.2 Skattemæssige konsekvenser - afkald omfattet af BAL § 5, stk. 1 og længstlevende ægtefælle bliver eneste arving efter loven

Indhold

Dette afsnit beskriver de skattemæssige konsekvenser af, at alle livsarvinger giver arveafkald, så den længstlevende ægtefælle bliver eneste arving efter loven. Det er forudsat, at arveafkaldet er omfattet af BAL (boafgiftsloven) § 5, stk. 1.

Se afsnit C.E.14 Definitioner og forklaringer om definition af livsarving.

Afsnittet indeholder:

  • Personer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Undtagelse
  • Skattemæssig sammenhæng med skifterettens afgørelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Personer omfattet af reglen

Reglen omfatter længstlevende ægtefæller til personer afgået ved døden.

Hovedregel

Når den længstlevende ægtefælle er eller bliver eneste arving efter loven på grund af arveafkald fra afdødes livsarvinger, skal den længstlevende ægtefælle beskattes efter de skattemæssige regler om uskiftet bo. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 58, stk. 1, nr. 4.

Reglen bruges, selv om skifteretten har oplyst skifteformen til

  • privat skifte - herunder forenklet privat skifte efter DSL (dødsboskifteloven) § 33, eller
  • bobestyrerbo, hvor der samtidig er andre arvinger efter et testamente. Disse andre arvinger må ikke være livsarvinger til afdøde.

Hvis afkaldsgiver får vederlag for et arveafkald, beregner skifteretten boafgift af vederlaget. Vederlaget er derfor ikke indkomstskattepligtigt for modtageren. Se SL (statsskatteloven) § 5, litra b.

Bemærk

Hvis andre personer end den længstlevende ægtefælle får beløb som følge af dødsfaldet, er det ofte vanskeligt at vurdere, om beløbet modtages som arv, legat eller gave fra den længstlevende ægtefælle.

Der er forskel på den skattemæssige behandling af den længstlevende ægtefælle og dødsboet, og

  • om afkaldsgiver får vederlag for sit afkald uden om dødsboet, eller
  • om arveafkaldet ikke er givet fuldstændigt, eller kun for et beløb eller en brøkdel af arven, således at den resterende del af arven udbetales. Skifteretten kan dog gøre en arving til legatar, hvis pågældende kun skal arve ubetydelige dele af dødsboet. Se DSL (dødsboskifteloven) § 13, stk. 3.

Det er skifterettens afgørelse, om afkaldsgiver har deltaget i skiftet eller ikke.

Se afsnit C.E.14 Definitioner og forklaringer om definition af legatar.

Undtagelse

Den længstlevende ægtefælle, der er eneste arving efter loven, har mulighed for at vælge beskatning efter reglerne for skiftede dødsboer (DBSL (dødsboskatteloven) afsnit II). Se DBSL (dødsboskatteloven) § 58, stk. 5.

Se også

Se også afsnit

  • C.E.4 om de almindelige regler for beskatning ved uskiftet bo
  • C.E.3 om de almindelige regler for beskatning af skiftet dødsbo

Skattemæssig sammenhæng med skifterettens afgørelser

Det er skifteretten, der afgør,

  • om et arveafkald er omfattet af de afgiftsmæssige konsekvenser for et rettidigt og korrekt afkald
  • om afkaldsgiver (livsarving) i kraft af et modtaget vederlag har deltaget i skiftet eller ikke og
  • om den længstlevende ægtefælle dermed bliver eneste legale arving i dødsboet.

Skifteretten har oplysningspligt over for Skattestyrelsen, hvis den længstlevende ægtefælle er eller fx på grund af arveafkald bliver eneste arving, når der ses bort fra testamentsarvinger.

Se § 50 i BEK nr. 888 af 15. juni 2020 om skatteindberetning mv.

Hvis

  • skifteretten ikke har givet meddelelse om, at den længstlevende ægtefælle er eneste legale arving, og
  • der opstår tvivl om dødsboets skattemæssige behandling

skal skifterettens spørges, om ægtefællen er eneste legale arving i dødsboet.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2007.138.ØLR

Afdøde efterlod sig ikke livsarvinger. Den længstlevende ægtefælle havde givet fuldstændigt arveafkald og var samtidig blevet indsat som arving i afdødes testamente. Beskatning efter DBSL (dødsboskatteloven) § 58, stk. 1 nr. 4 (uskiftet bo).

 

Landsskatteretskendelser

SKM2002.370.LSR

Afdøde efterlod sig ikke livsarvinger. Den længstlevende ægtefælle gav afkald på arv til fordel for afdødes forældre. Den længstlevende ægtefælle kunne ikke anses at være legal arving eller testamentsarving i dødsboet. Ikke beskatning efter § 58, stk. 1, nr. 4 (uskiftet bo).

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.